Sommeren er over os – og om pigetur til Budapest

Vi har fået sommerferie – halleluja!!

Det er så vildt, så hurtigt tiden går. Ebbe er færdig med 0. Klasse og Otto to år fra at skulle starte samme sted. Jeg kan slet ikke følge med.

Jeg har været lidt i dvale med skriveriet, men mon ikke der bliver lidt tid og overskud, nu hvor jobbet og hverdagen ikke presser på.

De næste tre uger er der dømt afslapning og hygge  med børnene. Vi er kørt til Sønderjylland og starter ud hos mine forældre. På søndag skal Kristian lave sin 4. Ironman i Frankfurt og efterfølgende er der booket campingferie. Vi satser på at sommeren bliver næsten lige så varm som 2018, så der kan blive mange strand- og udflugtsdage.

Har for nyligt været i Budapest, måske du har set billeder på Instagram/Facebook? Her kommer lidt mere om selve turen:

Buda Pest 

Vi fløj afsted mandag eftermiddag med Norwegian fra Københavns lufthavn. En times forsinkelse betød en ekstra flaske hvidvin på Le Sommelier og humøret var højt fra start. Et par drinks i flyet og inden vi så os om, landede vi i Budapest. 

Halleluja, årets tøsetur var skudt i gang. 

3 dage med tøsehygge og spas, uden mænd og børn, job og pligter. Whats not to like?! 

En halv time i taxa og vi var ved lejligheden, jeg havde booket gennem AirBNB. To værelser og stort badeværelse på 4. etage. Trapperne inde i lejligheden førte først videre op til et stort hyggeligt køkkenalrum, med spisebord, sofagruppe og tv, og dernæst endnu en etage op: til den åbne tagterrasse, som var en af grundene til vi havde valgt stedet. 

Vi fik hurtigt lavet et par drinks, skiftet tøj og placeret os i stolene på terrassen. Varm sol tordnede over os, selvom kl. allerede nærmede sig 19.

Bar360 skulle danne rammerne for vores første aften og heldigvis lå det kun 6-7 min. på gåben fra lejligheden. 

På toppen af bygningen, har de lavet en restaurant med udsigt 360 grader over byens tage. Små borde, livemusik, masser af drinks og stemning. Vi startede med mojitos, efterfulgt af øl, rosevin og ja et par andre drinks. Ind i mellem lidt mad, som ikke var den store kulinariske oplevelse, men stemningen opvejede det og vi havde en hyggelig aften. 

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på London Coffee Society – og de skal have en kæmpe anbefaling herfra.  Generelt må jeg sige, at det var ret fedt at gå ud og spise morgenmad. Tit følger der en lækker buffet med til hotelværelset, men idet vi havde lejet lejlighed, og undladt ag fylde køleskabet op med andet end øl, vand, vodka og sodavand, var vi nødsaget til at gå ud og få morgenmad. Til det må jeg bare sige, fed oplevelse – i hvert fald i Budapest. 

Efter en lang gåtur ved Donau og en tur ned gennem shoppinggaden, tog vi en taxa ud til spabadet Szechenyi. 

Budapest er kendt for sine spabade, og jeg er da også sikker på, at det er lækkert at svømme rundt i det varme vand på en overskyet efterårsdag. På denne varme sommerdag, blev man dog ikke kølet ned i det 28 grader varme vand, og stedet var overcrowded og turistet. På trods af, at man betaler en pæn sum for at komme ind, leje af håndklæder og obligatoriske klipklappere mv. var der ikke liggestole til nogen af os, og vi fandt derfor en bænk at sidde på, når vi ikke var i vandet. 

Frokosten hentede vi i, noget der mest af alt mindede om, et cafeteria med ungarsk mad, og var bestemt ikke nogen større madoplevelse. Slatne pomfritter, friturestegte blomkål og gryderet var blandt mulighederne. 

Efter et par timer, gik vi retur mod lejligheden. To af os valgte at hoppe ind hos et lækkert Thaimassagested, hvor vi nød en times oilmassage. Halleluja. 200 dkr. I Budapest får man bestemt noget for pengene!

Aftenen bød på mad og vin samt fodbold; Ungarn-Wales’ landskab.

Onsdag formiddag tog min veninde og jeg et taxa ud til Lake Lupa. Vi havde set en reklame for det, og det så lækkert ud. Stor badesø med strandstole og loungestemning. Lige noget for os. Bare ligge og dase i solen – ud af den varme storby. 

Lake Lupa (aka Lupa Beach) er opført for 2 år siden og tager således hul på sin 3. sæson i år. Det bevidnede alle de nye og flotte strandstole også om. Alt var nymalet og pænt, nyopførte små spisesteder, legeplads til børnene, offentlige toiletter. 

Man betaler et mindre beløb for at komme ind i området, og et mindre beløb for strandstolene, hvortil der var både bord og parasol. 

Først på dagen var der ikke mange ved søen, men som timerne gik, blev der fyldt godt op. Der var virkelig varmt, så vi snuede på ryggen, lyttende til loungemusik og de andre gæsters sludren. 

Super lækker frokost og kolde drinks blev indtaget i skyggen på den nærmeste strandrestaurant. Madmæssigt var der masser at vælge i mellem, selvom alle stederne ikke var åbent, da vi var der. 

Vi rendte ind i udfordringer, da vi ville retur til byen. De unge mænd i restauranten, havde nemlig lovet at hjælpe os med at ringe efter en taxa, men de kunne ikke få fat i nogen. Vi var således lidt i vildrede om hvordan vi skulle komme de ca. 20 km retur til byen. 

Vi besluttede os for at gå mod udgangen, for evt. at spørge nogle af de andre gæster, der skulle hjem, om vi kunne få et lift. Det blev dog ikke relevant. Ved udgangen holdt nemlig en lille, jah… bus?? Åben bus – eller måske bare forvokset golfvogn, med plads til chauffør og 8 passagerer. For et mindre beløb, kørte den til nærmeste togstation i en lille by tæt på. 7-8 minutters kørsel. 

Kort efter kom toget med destination: Budapest. Herfra kunne vi tage en metro et par stop, og så var vi hjemme. 

Jow… nogen gange kommer man lidt på dybt vand, når man bevæger sig væk fra de typiske turistattraktioner, når man rejser. Min erfaring er dog, at man får lidt ekstra på opleveren, og udfordringerne der kan opstå, løser som regel sig selv igen. 

Aftenen tilbragte vi på den fantastiske vinbar og bistro: Oinos. Jeg kunne skrive en masse ting om stedet, betjeningen, vinen og maden, men det gør jeg ikke. Jeg vil kun sige: tag derhen. Det var ikke specielt billigt, men helt fantastisk lækkert. Oksetartaren med trøffelcreme vil jeg sent glemme. Hold nu op. Vanvittigt delikat og smagfyldt. Uhm!!!

Jo, Budapest bød på mange lækre ting, og det hele til en overkommelig pris. Skulle jeg afsted igen, og det skal jeg nok, some day, så ville jeg ikke vælge junimåned. Jeg ville vælge det sene efterår, eller lige der hvor vinter bliver til forår. Kølig temperatur til at slentre rundt i gaderne og til at få fuld udbytte af byens thermal spabade. 

Og så ville jeg [om muligt] spise endnu mere god mad, for byen bugner af lækre restauranter og spisesteder. 

Til dem af jer, der ikke har været der: go go go!

 

Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

Ironman Barcelona – når det slet ikke går som forventet…

Drømme og livsmål

Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…

I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.

Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne  hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!

København

Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.

August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.

Ironman Barcelona 2018

Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…

Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.  

Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?

Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.

Det piskede ned udenfor i tusmørket.

Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…

Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.

Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.

Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.

Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.

Afsted på cyklerne de kom.

Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.  

Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.

Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.

Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.

Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.

Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.

Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.

Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.

Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…

Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.

Alvoren indtræffer

Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!

Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.

Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.

Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.

Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.

Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.

Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.

10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern. 

Efter løbet…

Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.

Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.

Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.

Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen.  Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.

Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.

Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.

De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.

Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.

Mandag

Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.

Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.

Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.

Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet.  Det hele er lidt mere end vi kan overskue.

Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.

Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.

Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.

Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.

Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.

Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.

Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien. 

Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.

Morale

I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!

Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats. 

Om endnu en tropenat…

Jeg sidder i mørket inde ved Otto. Kl. er 23.42. Han hoster og hoster. I søvne. Lytter til ham, vil sikre mig det ikke er falsk strubehoste, som begge unger tidligere har haft. Kan alligevel ikke sove for varmen, så det gør ikke noget. Vinduet står helt åbent, og jeg nyder den kolde luft efter en lang og varm dag.

Det er en mærkelig sommer. Med al den varme. Dejligt, men også meget atypisk i Danmark, hvor vi normalt klager over for meget vind, regn og skyer hen over sommeren.

Vi er slet ikke gearede til det. Vi er vant til at rejse ud, for at søge varmen. Så holder vi ferie samtidigt. Lægger os i skyggen eller dypper tæerne i poolen. Det er anderledes når man lever i det, går på arbejde i varmen, sover i den.

De udenlandske turister klager på de danske hoteller. Hvor er aircondition? En efterspørgsel mange nok ikke havde set komme…

Da vi rejste rundt Østen, var der selvfølgelig lækkert varmt hele vejen rundt. Men der hvor jeg husker varmen aller mest, var I Kuala Lumpur. Sådan en rigtig storbyvarme. Over 35 grader. Vi gik ned i den store KLCC park, og var gennemblødte af sved inden vi nåede frem. Ungerne ville [forståeligt nok] kun løbe rundt i underbukser. Desværre havde vi andre ikke samme mulighed.
Kan huske Kristian hang sin undertrøje til tørre i solen, bare for et øjeblik. Men parkbetjenten kom, hun havde øjne overalt. Ingen bar overkrop i parken!! På med den gennemblødte undertrøje igen!

De havde et kæmpe stort soppebassin – kun for børn. Også det værnede parkbetjenten [faktisk var der flere] meget om. Man måtte kun være ved bassinet, hvis man havde børn. Man måtte på ingen måder nærme sig, eller stikke fødderne i, hvis man ikke havde medbragt nogle små poder.
Det havde vi heldigvis, så tæerne kunne blive afkølet i den varme park.

På trods af varmen, synes jeg at Kuala Lumpur er en af de mest spændende storbyer jeg har været i. Masser af store shoppingcentre. Lækre restauranter. Meget internationalt. Der blev ekspanderet alle steder, opført nye kæmpe store hoteller. En rivende udvikling. Masser af seværdigheder. Specielt den store fuglepark gjorde indtryk.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Kuala Lumpur – gerne krydret med en tur til Perhenthian og Tioman Islands. Det gode er, at man sagtens kan rejse derned når det er sommer herhjemme, og altså ikke kun om vinteren. Det bliver en fordel, når vi lige om lidt har et skolebarn!

Har du mon været i Malaysia? I så fald, hvor var det bedste sted du har været?

Nå, Otto er stoppet med at hoste… tror jeg lister i seng. I morgen siger løbeplanen, at jeg skal ud og løbe ti km. Jeg er ikke et morgenmenneske, slet ikke I disse dage, hvor jeg ikke kan sove om aftenen… men jeg må hellere se, om jeg kan komme tidligt afsted, så varmen ikke er helt ulidelig…

Sov godt derude.

 

I får lige et par billeder fra fantastiske Kuala Lumpur…

Calella 1998… eller deromkring…

Den aller første gang, jeg var ude og flyve, var mens jeg gik i gymnasiet.

Min veninde Line og jeg blev kørt til Billund lufthavn af mine forældre. Vi ville se, om vi kunne få en billig afbudsrejse. Det var dengang man ikke havde internet og mobiltelefoner, og jeg husker ikke helt hvad planen var, men husker at vi sad mange timer i lufthavnen.

På et tidspunkt har vi en samtale med nogle guider, som skal flyve til Barcelona. De har fire gæster, som ikke er mødt op til flyet. Hvis de bliver væk, kan vi købe en billet. Barcelona. Det lyder da meget fedt. Jeg har været på camping med mine forældre i Italien og Østrig, men aldrig været i Spanien. Spændende.

De fire rejsende dukker ikke op.
Jeg kan huske, at vi sidder ved et cafebord og afregner med en guide. Han har en god gammeldags “fluesmækker” [ikke-digital-dankortterminal] og vi får hver en lap papir, da vi har betalt.
Han siger, “Når I så lander med flyet, kommer der en bus og henter jer…” Henter os? Hvor skal vi hen?… “Calella” lyder svaret.

Nå for den da. Det her var dengang Calella, var det helt store. Alle unge valfartede dertil, med bus eller fly, for at feste og gå i byen. Det var før Sunny Beach, Ibiza, eller hvor man nu rejser til i dag, for bare at fyre den af, og drikke sig helt tilbage til 3-års alderen…

Jeg fandt en mønttelefon og ringede til min mor: “Vi flyver til Spanien, vi skal til Calella mor”. Hvad hun svarede husker jeg ikke. Men jeg kan huske at hun virkede overrasket over at missionen var lykkes, og at vi ikke skulle hentes igen dagen efter. Mon ikke hun også var en anelse bekymret, over at sende to helt unge piger med fly til den vildeste partyby.

Når man tænker over det nu, er det sjovt at tænke på, at vi kunne være endt alle mulige steder i verden… nå, men det gjorde vi ikke. Vi kom til Calella. Her var strand, pool, uanede mængder af unge mennesker, sprut, diskoteker, barer osv.
Efter nogle dage ringede jeg til min mor fra telefonboksen på stranden. [Modtaget betaler]. Vi har det godt, alt er vel.

Vi mødte en flok venner fra Ålborg, som vi hang en del ud med. Det var en dejlig uge.

Vi købte også billetter til toget. Jeg spurgte en dame vi mødte, på det flotteste spansk, jeg havde lært i gymnasiet: “Donde esta la estacion de la tren?” [hvor ligger togstationen?] Og selv om jeg var stolt over, at kunne formulere et spørgsmål, som en lokal kunne forstå, hjalp det ikke på, at jeg ikke forstod et ord af det svar, der kom ud af hendes mund.
Til sidst pegede hun, mod togstationen. Missionen lykkedes!

Vi kørte ind til Barcelona og vandrede rundt. Vi var på Picassomuseum. Ja… ved ikke helt hvordan vi endte der, for ingen af os var eller er, vildt kunstinteresserede. Men tror gerne vi ville kunne sige, når vi kom hjem, at vi altså også havde været kulturelle.

Det var første gang jeg var i Calella og første gang jeg var i Barcelona. Jeg har ikke været i Calella siden, men har tilgengæld været i Barcelona 6-7 gange siden. Det er min absolut favorit by i Europa, måske verden.

Jeg elsker det lune vejr. Stranden. Vandet. Elsker de små spanske spisesteder. Tapas. Den lækre vin. Der er masser af seværdigheder, men man kan også komme bare for at slappe af og chille på en strandbar eller en fortovscafe.

Om 2,5 måned, skal jeg til Calella igen. Denne gang med Kristian, samt vores venner Jim og Anette. Kristian og Jim skal lave en ironman. Damerne skal heppe. Spise tapas i solen mens de cykler. Heppe noget mere.

Efterfølgende tager vi alle en overnatning i Barcelona, går ud og spiser, fejrer at endnu et år med træning er overstået og at løbet forhåbentligt er gået fantastisk for dem begge.

Jeg glæder mig meget.

Du kan læse om det hele her… i starten af oktober 💛

Om uro…

Jeg sidder på terrassen. Her er hot hot hot. Det har været en forrygende sommer i Danmark. Solen har skinnet, siden Maj. Det har været skønt!!

Ebbe havde en legekammerat på besøg til formiddag. Søde Valdemar. Kristian var ude og træne. Mellem børn, lege, madder og hygge, lykkedes det mig at få klippet det meste af hækken på langsiden af huset. Så er der det mindre, der skal klares i ferien.

Vi har nemlig ferie igen i uge 31. Det bliver dejligt. Vi skal holde ferie hjemme. Mine forældre kommer over. Der skal slappes af, vi skal til København, og ud og spise. Ungerne skal have nattøj på det meste af dagen, og hvis vejret fortsætter så dejligt, så skal vi have en masse sol.

Det er dejligt at holde ferie i udlandet, men det er også dejligt med afslapningstimer herhjemme. Få ordnet haven og andet praktisk. Grille pølser. Lege med vand. Børnene nyder, når det hele foregår i roligt tempo uden deadlines.

Jeg glæder mig til uge 31.

Jeg har dog også en uro i kroppen.
Den har været der siden, vi kom hjem fra den lange rejse. Måske er det fordi man var vant til at der skete noget hele tiden. Måske var det den samhørighed jeg havde med familien, der er svær at slippe, her i den virkelige verden. Jeg ved det ikke. Men jeg har uro i kroppen.

En udlængsel. Både til at rejse. Men også til at opleve. Til at være mere sammen.

Kigger rigtig meget på Momondo i disse dage. På rejser til vinterferien. Synes priserne til Thailand er dyre, så har tænkt udenfor boksen; Kenya, Mombasa, Indien, Sri Lanka, Dubai, Miami. Er åben for alt. Bare det ikke koster en formue, nu hvor Ebbe starter i skole, og vi derfor skal rejse henover vinterferien. Nogle gode bud?

Har også kigget på flybilletter til efteråret. Kristian og jeg har lokket farmor til at passe ungerne i november, så vi kan komme alene afsted [Halleluja]… oprindeligt var planen Budapest, som jeg har hørt forfærdeligt meget godt om. Men vi syntes ikke rigtig flytiderne passede. Vi er lidt “kræsne”, når vi skal alene afsted, for det skal passe ind med at aflevere/hente unger mv.
Jeg søgte vidt og bredt… og nu har vi booket billetter til Bologna i Italien. Der har vi aldrig været. 1200 kr. for os begge tur/retur. Det er da et fund… så skal jeg bare have booket et lækkert hotel, inden der er dømt kærestetid, risotto og Amarone.

Men det er svært med den udlængselsfølelse. Uroen.

Jeg har booket restauranter, arrangeret tøseaftener, købt koncertbilletter og aftalt spatur. Hahah… Det bliver vist et dyrt efterår!! Men forhåbentlig også et begivenhedsrigt. Så uroen forsvinder.

Eller måske lander jeg igen, og finder roen i den hverdag, som vi har nu, og altid har været glade for. Det ville være dejligt.

Lige nu vil jeg nyde stilheden i haven og solen lidt endnu. I eftermiddag står den på VM-finale med gode venner. Vi skal grille og se bold. Formodentlig leger ungerne, jeg styrer grillen. Mændenes får en kold øl, damerne lidt lækker hvidvin. Det bliver super godt. Mon ikke, jeg glemmer uroen for en stund… 💛

Om en cykeltur i bjergene, Teguise, pirater og Sankt Hans

Igår kom vennerne. Kristians træningsbuddy Jim og hans kone Anette, min veninde [og ligeledes træningsbuddy].
De havde Emma og Sander med, som begge er jævnaldrende med Ebbe og Otto.
Børnene fandt hurtigt hinanden, og legede simpelthen fra morgen til aften – non stop!

Vi gik tur rundt og viste dem hele resortet, inden vi spiste frokost i poolbaren! Børnene legede på legepladsen, badede lidt i den forladte pool, som ikke var velbesøgt i det overskyede vejr.
Anette og jeg meldte os til 25 min. mavetræning, og mændene tog en tur i den olympiske pool.
Vi handlede ind i minimarkedet og delte ost, pølse, vin og øl på terrassen i det bedste selskab.

Her til morgen løb Kristian og Jim en lille træningstur [en halvmarathon!] mens jeg langsomt stod op med drengene og spiste morgenmad.
Ebbe så iPad og slappede af. Otto legede lidt.

Vi gik i PlayTime og mødtes med Emma, Sander og deres mor.

Omkring 11.30 cyklede Anette og jeg afsted. Planen var klar: frokost i Teguise, som er den skønneste lille hyggelige by.
I cykeltøj, med hjelm og solbriller, cyklede vi afsted på Club La Santas cykler, som man kan låne uden at skulle betale noget for det.

Op igennem byen Soo og så ud mod vandet. Lidt modvind, men ned ad bakke gik det i et langt stykke inden vi ramte Famara. En lille ferieby ved havet. Vi spottede en del surferbutikker, hyggelige restauranter mv. da vi cyklede igennem den lille hovedgade. Vandet brusede mod kysten, masser af vind. Masser af surfere på stranden og ude i vandet.

Vi fortsatte på cyklerne ad landevejen, et godt fladt stykke. På vores venstre side, en lang og imponerende bjergkæde. Naturen er så gold. Så ufrugtbart. Sandet. Stenet. Kuperet. Men også fantastisk smuk og anderledes. Få biler på vejen. Vi havde det hele for os selv. Stadig gode kræfter i benene!

At Lanzarote er en vulkanø, skyldes vulkanen Timanfaya, som som stadig er aktiv.

Det begyndte en septemberdag i 1730 med et brag. Den frodige grønne jord sprak, og enorme mængder flydende sten eksploderede ud i den bare luft og lagde sig som et stentæppe over dyrkede marker, lunde og landsbyer. Præsten i Tias skrev dagbog fra første dag, og derfor ved vi, at der allerede den første dag var skudt et nyt bjerg op, der spyede ild. Og sådan blev det ved. Da det faldt til ro, var der 100 nye vulkaner i et 200 km2 stort område. Lanzarote blev derfor en hel del større på grund af lavastrømmene, der spredte sig mod havet og dannede nyt land. Til gengæld havde man mistet 11 landsbyer, og 420 huse var jævnet med jorden. Øen var blevet en stenørken.”

Sådan skriver Kenneth Bo Jørgensen på http://gratisguidelanzarote.weebly.com/ildbjergene.html – hvor du kan læse mere om øens historie.

Det kan varmt anbefales at tage en tur op og se Timanfaya [Ildbjergene]. Man parkerer oppe på bjerget og bliver efterfølgende kørt rundt i bus, hvor en guide fortæller om Lanzarotes historie, og hvordan øen er blevet til det, den er i dag. Turen er ca. 14 km og varer omkring 45 min. Her får man virkelig et indblik i vulkanens kraft, og det er bestemt et besøg værd.
Vi var der, da vi på Lanzarote for to år siden. Der havde vi lejet en bil, og brugte en dag, på at se den smukke ø.

Da Anette og jeg er cyklet igennem San Rafael begynder det, at gå pænt meget opad. Vi skifter klinge på gearet og får så lidt belastning på som muligt. Træder og træder, for at komme op ad bjerget. Føler nærmest jeg står stille, mens Anette trækker fra mig. Der er flere kræfter i hendes fodboldben end i mine semi-utrænede stænger. Vi når dog begge toppen, og kører ned mod rundkørslen, hvor vi drejer af mod Teguise.

Her venter os de sidste par kilometer, inden vi skal have pause og frokost. Men hold nu op, nogle kilometer. For selvom det går op ad, er stigningen ikke helt vanvittig, det er vinden til gengæld. Modvinden!
Jeg tramper og tramper i pedalerne og bevæger mig kun med sneglens hast. Det er hårdt for lårbasserne!

Teguise er dog alt hvad jeg husker, den ville være: skøn og charmerende. Vi går en lille tur ved torvet og kirken. Masser af små hyggelige gader, cafeer og restauranter. De hvide velkendte huse, som præger hele øen.
Vi skal spise frokost på Cantina Teguise. Det har jeg besluttet hjemmefra. Vi var her for to år siden, hvor vi fik den skønneste tapas. Stedet har så meget at byde på udover maden, den rustikke spanske stil, gårdhaven, træbordene ude foran, søde tjenere. Der er noget unikt over det.

Vi er ikke vildt sultne, men tørstige. Vi bestiller vand og cola, og ender med at hoppe på dagens ret: tacoskaller. Vi tror egentlig, at vi bestiller med kylling, men noget er gået galt, så vi får serveret tacos med guacemole og marinerede rødbeder. Men det gør ikke noget, at vi har fået noget andet. For det smager fantastisk. Det er super flot anrettet, med den smukkeste lilla blomst, som komplimenterer rødbederne helt perfekt.
En flot og velsmagende snack, og efter en time med hygge i solen, er det tid til at starte turen hjemover, til mænd og børn.

Bakken op til Teguise, får vi ny glæde af, da vi skal modsatte vej. Huhej nedad det går. Lige ud i rundkørslen og så ellers mod Tinajo.

Først op af bakke forbi Mozaga. Forbi Tao og Tiagua. Et sted undervejs får jeg voldsomt sidestik. Det prikker i højre lunge, som jeg aldrig har prøvet det før og gør ondt helt oppe under brystet.
Ja, jeg kan sgu mærke, at jeg lever!! Hahaha… det bliver en hård kamp op af de sidste bakker, men vi kommer op til Tinajo, og det er dejligt, for nu ved jeg, det går ned af bakke, næsten hele vejen hjem til Club La Santa.

Vi suser afsted. 40-50 km i timen. Der er knald på. Hold på hat og briller.
Vi tramper igennem de sidste meter op til Club La Santa og hopper af cykel omkring kl 15. Det er blevet til ca. 46 km, cyklet på lige over 2 timer, hvis man fratrækker pauser. Fed tur, men kroppen er også blevet godt brugt!

Kristian, Jim og børnene har været på skattejagt med PlayTime, rundt på hele resortet og vi mødes alle ved poolen efterfølgende. Tid til at bade og ligge i den varme eftermiddagssol.

Aftensmaden spiser vi på terrassen; pizza, lasagne, burger, pomfritter, omelet – hjemmebragt fra poolbaren.

Bagefter går vi på torvet for at se fodbold; Sverige -Tyskland, og spise is. Men børnene kan ikke sidde stille, så vi ryger på legepladsen i stedet. Solen varmer stadig, selvom den så småt er på vej ned.

Vi ser den smukkeste solnedgang over Club La Santa, og går så ned mod lagunen, hvor der tændes op i det store Sankt Hans bål.
Folk stimler sammen, for at se heksen brænde og synge med på
Midsommervisen, som deles rundt.

Børnene sidder i første række og ser flammerne danse rundt, som mørket falder på. Det er simpelthen så smukt, og en perfekt afslutning på en rigtig dejlig dag.

Lanzarote – du kan altså noget!!

Club La Santa – we are back!

Torsdag spiste vi aftensmad i Sønderborg hos mine forældre. De havde disket op med lækkert smørrebrød, sild og fiskefiletter.
Vi gik i seng med børnene 20.30, for allerede 1.30 ringede vækkeuret. Børnene blev pakket i bilen og vi kørte afsted mod Hamborg, hvorfra vi skulle flyve 6.10.
Og hvorfor så flyve fra Hamborg, når man bor i Roskilde, ville nogen måske spørge?! Det er meget simpelt: penge! Besparelsen var omkring 5000 kr. ved at flyve fra Hamborg fremfor Kastrup. Idet vi kan kombinere det med at se mine forældre, er det [for os] win win.

Flyveturen herned gik fint. Både Kristian og ungerne fik indhentet lidt af søvnen, og vi ramte Club La Santa omkring 11.30.
Et kæmpe sted, sin egen lille by med lejligheder, minimarked, PlayTime [børneklub], frisør, sportsbutik, restauranter. Dertil kommer alle sportsfaciliteterne; hallen, svømmebassinerne, løbebanen, stadion, tennisbanerne, cykelcenteret og meget andet. For på La Santa kan man alt i sportens verden; windsurfing, Padel Tennis, TRX, Golf, Step, Zumba, Fodbold, Kajak, Cykling, Petanque, Aqua Jogging, springgymnastik og alt muligt andet… Hver dag er der massevis af forskellige hold, som man kan melde sig på og prøve. Der er også masser af konkurrencer og races. Mange triathleter kommer herned for at løbe og cykle i bjergene, alene eller på hold. Kun fantasien sætter grænser!

Vi sov og hvilede lidt på skift igår. Spiste frokost i poolbaren, sandwiches og Mickey Mouse Pizzaer. Kristian badede med drengene i poolen, selvom det var lidt køligt, fordi skyerne skærmede for solen.
Jeg havde dem med på legepladsen, mens Kristian svømmede lidt i den olympiske pool, og aftensmaden nød vi på terrassen. Tapas og hvidvin fra supermarkedet.
Kristian listede på torvet for at se VM i fodbold [ja det er rigtig, jeg kan ikke huske hvilken kamp det var!] mens jeg puttede ungerne. De sov på under 5 min.!

I dag tog vi ungerne med ned i børneklubben PlayTime. Her er alle mulige sjove aktiviteter for børn og i dag blev det til maling med vandfarve, perleplader og fodbold.
Jeg nuppede en times bodytoning og Kristian løb en tur.
Otto røg en tur til frisør og fik kort og frækt sommerhår.
Ungerne spiste is med udsigt over poolen, men vejret indbød ikke til badning, så vi gik på legepladsen i stedet.

Jeg havde meldt mig på et cykelhold kl. 15.15. Vi var 11 i alt + 2 guides der cyklede afsted på racercykler i det kuperede terræn. Naturen hernede er fascinerende. Lanzarote er en vulkanø, og landskabet bærer præg heraf. Tør, gold og stenet. I dag i overskyet vejr med god frisk vind. Alle husene er hvide, firkantet, uden for megen pynt og pragt. Smukt bestemt.

Jeg havde gode ben på turen, så det var fedt, at jeg ikke havde brændt alle kræfter af på bodytoning om morgenen.

Den sidste stejle bakke, trak tænder ud. Måtte oppe og stå for at få kræfter nok, andre stod af cyklen. Op kom vi. Herefter gik det nedad det meste af hjemturen. Huhej og afsted, masser af fart på og vind i hjelmen.

Nåede hjem lige inden kampstart. Danmark mod Peru. Torvet var fyldt med fodboldfans i nationalfarver. Fandt Kristian og drengene i sportsbanen, hvor de var klar parat til en sejr!! Og det fik de heldigvis.

Nu er der ved at være ro på sættet. Drengene spiser slikkepind og ser iPad. Kristian og jeg nyder roen på terrassen.

I morgen venter endnu en masse familiehygge og nok også lidt mere sport!