Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Om at rejse alene – eller med venner…

Jeg elsker at rejse alene med min familie. Fordi Kristian og jeg er et godt team. Vi vil de samme ting, vi tilpasser os hinanden, og vi er glade for hinanden. Når vi rejser sammen, får vi en masse tid sammen og en masse oplevelser sammen.

Selvfølgelig synes jeg, det er helt fantastisk, når vi kan slippe afsted alene, uden børn. Men jeg synes også det er en gave at rejse med børnene.
At slippe for at hænge os i tid, institutioner, jobs, pligter og krav. At vågne op sammen, og bare gribe dagen. Hygge, putte, snue, kramme, hvis det lige er det, der er mest lyst til eller behov for.
Elsker når dagen ikke er skemalagt, og vi kan tage tingene som de kommer. Dele os op, hvis der er behov for det. Eller lave noget alle fire -som en familie.

Nogen gange rejser vi med andre. For mig er det altid en blandet fornøjelse. Fordi jeg føler, at jeg mister noget af familietiden. Mister noget af den der lille boble, som jeg elsker allermest, og som kun er der, så ganske kort tid.

Men man får også noget, ved at rejse med andre. For udover sin familietid, får man også fordelen ved at have en masse tid med gode venner, som man måske heller ikke ses nok med, i en travl hverdag.

Da vi var på Club La Santa, rejste vi med nogle af vores bedste venner, som vi har rejst med tidligere. Vi ved, at vi har samme interesser og kan lide mange af de samme ting, så det er klart en fordel. Det duer ikke, hvis det ene par er til strand og det andet kun til pool. Eller hvis de ene hold gerne vil være super aktive, og det andet kun ønsker at ligge og flade ud med en spand drinks i hånden.
Vennerne vi rejste med, har børn på helt samme alder, hvilket betyder, vi har nogenlunde samme behov. Jeg tænker ikke, at det er et must, men helt sikker en klar fordel.
Alle vil gerne nyde ferien, og selvom man gerne vil tage hensyn til hinanden, gider man heller ikke lave helt om, på det man selv gerne vil. Så slapper man ikke nok af, og nyder ferien, som man ellers ville gøre.

På denne ferie, var vores børn nået en alder (3 og 6) hvor de virkelig havde glæde af hinanden. De legede på kryds og tværs, og alle med hinanden. Der må jeg bare sige; det er altså virkelig en kæmpe fordel, når børn kan aktivere sig selv med leg. Når vi rejser alene, kan vores to drenge godt skændes en del, eller have ønske om at inddrage os i deres leg. Det var ikke tilfældet, da de var fire børn samlet. Og hvilke forældre nyder ikke, at de også kan få lov til at sidde sammen på en strandstol og slappe lidt af – bare et par minutter?!

Så ja, der er fordelene og ulemper ved begge rejsemåder. Jeg tror dog, at jeg foretrækker en kombination, som vi også havde på rejsen til Club La Santa. En uge alene og en uge med gode venner. Er det ikke en mulighed, så ville jeg vælge alenetiden med min familie. Den kan jeg ikke få nok af. Ville min mand også det…? Det tror jeg han ville…

Hvad er I til? At rejse alene – eller med andre?

 

 

[klik på overskriften, for at læse/skrive kommentarer…]

[Kan du lide bloggen? Så del gerne på Facebook, så andre kan følge med i Bingers Verden 🙏🏼 [Klik på overskriften og derefter på Facebook-ikonet under teksten] ]

Nacpan Beach

Vi tog til Nacpan Beach i går. Selvom det var en køretur på næsten 45 min, i en overcrowded minivan, så gjorde det ikke noget. Vi kom nemlig ud til en dejlig bred strand, men fint sand og rent lækkert vand. Ingen store resorts og kun få strandgæster. Så masser af plads til at løbe, lege og være.

Vi havde koordineret med Diana og Carsten, Elliot og Fiona, som vi mødte på bådturen dagen forinden og det skulle vise sig at blive rigtig hyggeligt.
Alle fik badet i det lidt kølige vand, små fine bølger var perfekt til børnene. Der blev indtaget snacks, og lavet sandkager på stranden.

Omkring 13.30 gik vi på en super lækker strand-bar-restaurant for at spise frokost. Pasta med kylling, sandwichs, pomfritter, kroketter. – Og så var det som om, det hele gik lidt i stå. De lavede gode drinks, og den ene tog den anden. Mændene drak kolde øl, og børnene fandt hinanden og legede længe sammen.
En ung asiatisk kvinde sang europæiske hits, Coldplay, John Lennon. Store hits, hvor al fikumdik er barberet af og kogt helt ned til rolig smuk loungemusik. Stemningen var god og drinksne smagte af flere. En flok unge Australske fyre, havde sat sig helt op foran den smukke sangerinde. Og som de tomme flasker begyndte at fylde mere på bordet, flirtede de mere med den unge kvinde, sang med og at begyndte at danse.

Vi havde bestilt hjemtur til kl. 16, men erfarede hurtigt, at det var vi slet ikke klar til. Efter lidt forhandling og ekstra betaling, fik vi det udskudt til 18.30.
Børnene fik ekstra pomfritter og badetur i havet, de voksne endnu flere drinks, snak om NFL, rejsedestinationer, børn, og hvad der ellers fylder i verden.
Solen gik smukt ned over Nacpan og trætte og let berusede efter en skøn skøn dag, gik turen hjemad.

Super dejlig dag, i super dejligt selskab.
Nacpan Beach er bestemt et besøg værd!

Tanker fra en strandstol… om hverdag og mål i livet!

Vi er alene på stranden. Ebbe og jeg. Alene med alle russerne, damerne der sælger mad, punge, solbriller. Alene med alle de øvrige turister. Men vi interagerer ikke. Vi er alene.
Bølgerne er endnu højere i dag. Havet bruser, sprutter. Overdøver byens trafik, folk der snakker.
Solen skinner, men vinden lufter godt i dag. Ind i mellem drypper det let fra himlen, det gør ikke noget. Her er varmt.

Ebbe ser iPad. Spiser knækbrød. Drikker cola. Helt ned i gear.
Jeg har fundet en lille sprække mellem parasollerne, så solen skinner på mig. Den er varm. Man skal passe på.

Uden wifi er telefonen nærmest nytteløs… der ikke andet for, end at lukke øjnene. Lytte til havets brusen. Lade tankerne flyde.

Tænker meget over den hverdag vi har derhjemme. Vi har et dejligt liv,
Men vi har også et travlt liv. To børn i institutioner. To jobs. Møder. Træning. Venner man ikke synes man ser nok. Heldigvis starter jeg på 30 timer i mit nye job. Det burde give plads til at kunne hente tidligt, men også plads til at kunne træne, spise venindefrokost. Plads til at være. Lade op.

Den store skal starte i skole til sommer. Hvordan kommer det mon til at gå, når han ikke længere kan holde en ugentlig fridag og stresse af…

Tænker over, hvad er det man vil med livet… Rejse. Opleve. Elske. Være sammen. Præcis som vi har det nu. Men vi har også knoklet, specielt de sidste måneder, for at det kunne lade sig gøre.

Der var engang, jeg skrev på listen over mål, at jeg ville skrive en bog inden jeg blev 30. Det nåede jeg ikke, og det er vist ikke på listen over mål mere. Blogger inden 40, kan jeg skrive på. Hak ved det. Det er også skide hyggeligt. Spændt på, om jeg kan holde det ved lige, når jeg kommer hjem… og om nogen gider læse med.

Jeg vil også gerne leve mere sundt. Synes man træffer mange nemme/usunde valg, når det skal gå stærkt med to børn.
Sundere livstil og mere træning. Det står højt på listen allerede når vi lander. Og et halvmarathon mere -under 2 timer. Det ved jeg er realistisk, når jeg har løbet et på 2.00.56. Skal bare i gang igen!

Jeg vil skrive mere, løbe mere og tage flere billeder. Og så vil jeg nyde det jeg når, i stedet for at stresse over det jeg ikke når.

Hahaha… det er nemt at lave nye mål, når man ligger på en strandstol i varmen.

Nogen af jer, der har nogle gode mål for 2018 – eller måske resten af livet?

Om forsvundne sandaler…

Otto elsker sine sandaler. Han har et par brune Ecco sandaler, som han vist nok har arvet af Ebbe.
Hele efteråret, har han plaget om at have sandaler på. Det har betydet, at han har brugt dem som sutsko i vuggestuen frem til vi skulle afsted. Han har været så glad for de sandaler, at vi dagligt skulle have dem med frem og tilbage fra vuggestuen, fordi han hele tiden gerne ville have dem med sig.

Da drengene gik på juleferie, tog vi alle deres ting med hjem fra vuggestue og børnehave. Både fordi de skulle have tre måneders orlov, men også fordi Otto starter i børnehave når vi kommer hjem, og derfor ikke kommer retur til vuggestuen.

Men ak… dagen kom, hvor vi skulle afsted på rejsen, og vi kunne ikke finde sandalerne. Jeg ledte og ledte. Væk var de. Og afsted skulle vi. Så selvom det gjorde ondt i mit moderhjerte, måtte vi tage afsted uden Ottos brune sandaler.

Jeg fandt et par blå sandaler, et fejlkøb vi engang lavede til Ebbe i Barcelona. De passede ok i størrelsen. Dem har Otto så brugt efter vi er kommet her til Nha Trang. Desværre har de ikke siddet så godt på hans fødder, og faldt nogengange af.

Så i dag – efter en tur på stranden, tog Otto og jeg på jagt – efter nye sandaler.

Se lige hvad vi kom hjem med. Til den nette sum af 20 kr!! Lykken vil ingen ende tage.

Sapa – oppe over skyerne…

Det var hyggeligt at køre med nattoget fra Hanoi til Lao Cai og en kæmpe oplevelse for børnene. Prisen på de 25 USD/Pers var også overkommelig.
Kristian havde dog svært ved at sove pga. festen de unge mennesker i kupeen ved siden af holdt, og kl 5.20 ringede god-morgen-klokken, så meget søvn blev det ikke til.
Efterfølgende kørte vi i mini bus fra Lao Cai til Sapa. Heldigvis sov begge drengene, så de fik en lille time ekstra på øjet.

På hotellet spiste vi morgenmad, og slappede. Vi fik allerede værelset kl 9.30, kæmpe hit.

Sapa, der ligger i en højde af ca. 1500 m.,  ligner mest af alt, et lidt faldefærdig skisportssted, uden sne. De bygger og renoverer helt vildt, hvilket understreger den turistudvikling byen er i. De får flere og flere besøgende, som kommer for at trekke og sove oppe landsbyerne, også kaldet homestay. De fleste køber turene i Hanoi, og får således en samlet pris på tog, bus og trekking.
Sapa liver op af de mange lokale, der med deres spraglede tøj går rundt for at sælge, tøj, smykker, trekkingture mv. Her er masser af restauranter og utroligt meget liv omkring bymidten.

Mens farmand og Ebbe hvilede sig på værelset, tog jeg Otto på ryggen og gik små 3 km til Cat Cat. På toppen af en udsigtsrestaurant kunne vi se ud over bjergene og rismarkerne. Smukt syn. Vi fik et lift på motorcykel retur, og hentede de andre, som var klar til frokost.

Vejret var super lækkert med sol og temperatur på 12-13 grader.. indtil for nyligt har der ikke været varmere en 2-4 grader, regn/sne mv. Så virkeligt dejligt, at det nåede at blive varmere inden vi ankom.

Eftermiddagen tilbragte vi nede på det store torv, hvor de lokale drenge spillede fodbold. Ebbe fulgte dem med stor opmærksomhed, mens vi andre prøvede at afværge de lokale sælgere, som gerne vil sælge alle deres hjemmelavede tasker, tørklædet, smykker mv.

Vi tog en taxa ud til vandfaldet 12 km nord for byen. Vi kunne gå på en trappe langt op af bjerget, mens vi kiggede på vandet der løb. En bro førte os over det fine vandfald og retur ned igen. Begge børn gik hele vejen. Sejt.

Aftenen har vi tilbragt på værelset. Aftensmaden blev kyllingesupper, æbler, yoghurt og kiks fra købmanden. Som overraskelse til drengene, havde jeg forsøgt mig at købe mikrobølgepopkorn. Jeg fik til al held, lov at lave dem nede i hotellets køkken. Det havde de aldrig prøvet før, og de så lidt bekymrede ud da posen begyndte at vokse i mikroovnen, i takt med at popkornene begyndte at poppe.

Dejlig rolig dag og aften. I morgen bliver vi hentet af en af de lokale, som tager os med op i hendes landsby, hvor vi skal trekke lidt og spise frokost. Spændende.

Hører at det er koldt i Danmark… Har I mon sne?

At rejse i tre måneder – hvorfor og hvordan?

Billede fra Furteventura jan. 2017 – Aftensmad på stranden.

3 måneder er lang tid – det siger mange. Både dem, der har har og dem der ikke har, lyst til at rejse så lang tid. Men også dem der kommer til at savne os.

Jeg giver dem selvfølgelig ret. 3 måneder er lang tid. 3 måneder uden at skulle op og gå på arbejde, uden at skulle hente unger, lave mad, løbe fra det ene til det andet. Tid til afslapning, oplevelser, familietid, nærvær.

For 8 år siden rejste jeg med en veninde fra nord til syd i Vietnam. Følelsen af, ikke at have en plan, men at tage dagene som de kommer og leve mere ud fra lyst end pligt, var helt fantastisk. Jeg har altid drømt om, at komme på en længere rejse siden. Da jeg kom hjem fra rejsen fandt jeg sammen med Kristian og tiden sammen har givet os to børn og en masse gode oplevelser. Drømmen om den lange tur har dog fortsat siddet i kroppen – nu med mand og børn, hvilket givet det hele endnu en dimension og måske endda endnu mere mening.

Kristian har været på en længere tur til Australien inden han mødte mig, og har også rejst meget med venner og familie. Heldigvis har vi den samme passion for at rejse, se nye steder og kulturer. En fælles lang tur, faldt derfor også naturlig for ham.

Men ja, 3 måneder er lang tid. Det er som om, vi det seneste år, har opdelt mange ting i kategorien “før” eller “efter” rejsen.  F.eks. skal vi have en ny bil, fordi den vi har nu, er ved at være gammel. Den skifter vi “efter” rejsen. Jeg har været i tvivl om jobbet var det rigtige, men hele tiden tænkt, det beslutter jeg “efter” rejsen. At jeg så pludselig faldt over et spændende job og fik det “inden” rejsen, er jo hvad der sker 🙂 Det er helt sikkert, at rejsen føles som en “milepæl” eller et “afbræk” i et ellers dejligt liv.

Hvordan får man så råd til det…? Jamen vi har sparet op i mange år. Sat penge til side hver måned, og suppleret med feriepenge, skattepenge osv. Og så er vi så heldige, at jeg har kunne gemme feriedage under begge mine barsler. Jeg kan således rejse afsted i 3 måneder, og stadig få løn undervejs. Kristian har også kunne spare ferie op. 8 uger. Han har desuden fået en måneds orlov, som er uden løn, for at have lige så mange uger fri, som mig. En månedsløn er altså, hvad vi må undvære undervejs. Begge drengene har dog fået orlov fra institution, så der sparer vi sammenlagt ca. 14.000 over tre måneder. Mens vi er afsted, forventes udgiften til mad at være mindre end i Danmark, ligesom vi sparer på udgifter til bil, benzin, generel opsparing mv.

3 måneder er lang tid… at være væk fra det hele. At rejse. Men når det være sagt… så er 3 måneder jo også meget kort tid i et meget langt liv.

3 måneder, så er vi tilbage på job, i børnehave, skole. Tilbage i hamsterhjulet. Og så er det vi har glædet os til i mange år “overstået”.

Forhåbentlig får vi en masse minder, vi kan glæde os over, og tænke tilbage på resten af livet ❤️

Og mon ikke… når det hele har lagt sig… vi så går i gang med at spare op og drømme om den næste lange tur!

At rejse med små børn…

Der er meget at opleve i en lufthavn for et lille menneske…

Jeg har det altid som om jeg holder vejret… indtil vi sidder i flyveren og endelig er på vej. Men faktisk også en lille smule indtil vi sidder i flyveren – og er på vej hjem, for så er det hele gået godt.

Der er mange, som ikke orker at flyve langt med børn – eller er bange for den lange flyvetur. Hvad nu hvis de skriger hele vejen!? Mine børn har altid været gode til at rejse. Jeg plejer at sige, at lige så umulige de kan være derhjemme, lige så fantastiske er de, når vi skal ud og rejse.

Vi plejer at forberede dem godt, hvad er det der skal ske, hvornår skal vi hjemmefra, hvor lang tid skal vi flyve osv osv. Og så har drengene hver deres lille kuffert med i flyet, som håndbagage. I den er der alt der vigtigste: ekstra skiftetøj, hvis der skulle ske uheld. Bleer og rød-numse-creme. Gerne lidt flere end man tænker, man har behov for. Vi har prøvet, at Ebbe fik diarre på vej til Rom – og måtte skifte ham 4-5 gange i lufthavnen alene, så er det godt ikke at gå ned på bleer og skiftetøj. I deres kufferter har vi også bøger, ipads (og hørebøffer), lidt legetøj, sovedyr og sutter. Tuscher og malebøger – eller de der bøger man kan sætte klistermærker ind i – kan man også bruge lang tid på. Og så er det vigtigt at være godt udstyret med alt det, som kan konsumeres: mad og snacks. Vores børn elsker knækbrød og riskiks, så det medbringer vi. Måske nogle boller, pølsehorn eller pizzasnegle. Man ved aldrig om ham den kræsne, kan lide maden i flyveren, og vi skal ikke have nogle sure miner pga. lavt blodsukker. Sidst men ikke mindst har vi lidt chips, slik og slikkepinde med, det er rigtig godt, hvis utålmodigheden skulle indfinde sig. Drikkevarer må I ikke have med gennem security, så køb noget i lufthavnen, som I kan supplere med, udover det, I får i flyet.

Som udgangspunkt rejser vi altid de lange ture om natten, og vil gerne betale lidt ekstra for det, så sover børnene det meste af turen. Men hvis man er godt forberedt, så går tiden som regel hurtigt. Heldigvis kan man jo også gå lidt rundt i flyveren og få strækket benene.

Skulle I være så uheldige, at komme afsted med et sygt barn, ondt i ørerne eller andet, der gør, at barnet græder eller bliver hysterisk så husk; alle i flyet (også dem der synes det er lidt irriterende) de synes det er mest synd for jer. Så bevar roen, gå lidt rundt i vug. Pludselig falder de som regel i søvn.

Husk desuden – at flyve er en del af rejsen. Gør det til noget hyggeligt. Vær forberedt og klar – så det ikke bliver stressende. Tag jer god tid. Snak og guide børnene, så skal det nok blive en fantastisk tur.