Udgivet den

2019 – du kan bare komme an!

Jeg går altid og funderer over, om jeg skal fortsætte med bloggen. For selvom formålet er at sprede gode ideer til rejsedestinationer, sjove steder/restauranter/udflugtsmål i Danmark, så tænker jeg altid, om der reelt er nogen som følger med. Om jeg bare skriver for mig egen skyld… sandheden er nok, at det gør jeg nok for det meste!? Kan godt lide at få tankerne ned “på papir”, at udtrykke mig og tænke over tingene.

Men faktisk hænder det af og til at jeg møder nogen, som jeg gjorde i weekenden til børnefødselsdag i Virum, som siger; “ja, vi følger jo med på bloggen”… og så synes jeg alligevel det er lidt sjovt. Jeg får også mails nogle gange med rejsespørgsmål mv, og det er da lidt sjovt at kunne inspirere. Såh… indtil videre får bloggen lov at leve 🙂

Der har dog været stille en rum tid. Det skyldes at jeg har kastet mig over et andet skriveprojekt. Om det er noget der på et tidspunkt kommer frem i lyset, vil tiden vise. Indtil videre holder jeg det for mig selv.

Vinterferien står for døren, og ungerne glæder sig. Vi skal med toget til Sønderjylland for at besøge “Momo og Mofa”, og togturen syntes at være mindst lige så spændende som destinationen for de to små. Jeg glæder mig til nogle afslappende dage hos mine forældre, helt i børnenes tegn!

Årets rejseplaner er også så småt ved at være på plads. Jeg har en pigetur til Budapest i vente, mens Kristian smutter med gutterne til Portugal. Sidst i juni skal vi til Frankfurt hvor Kristian skal lave sin 4. Ironman. Vi skulle have været afsted med et vennepar, som hoppede fra. Så nu bliver det bare ham og jeg. Ironman og personlig hepper. Jeg har sagt, at det har bare at gå godt denne gang – for jeg vil altså have champagne om aftenen – og jeg drikker det ikke alene!!!

Vi skal på camping med ungerne, både en weekend i juni, hvor vi er 5 par der tager afsted og bor i hytter, men også nogle dage i sommerferien, hvor vi har lejet en campingvogn til en meget fordelagtig pris. Har en idé om at ungerne kommer til at elske begge dele. Det kan bestemt noget, at være en flok afsted, men det er også helt unikt at tage afsted kun os fire! Jeg tænker, det bliver et flash back til 80’erne, hvor jeg var afsted med mine forældre. Spillede spil i forteltet om aftenen, løb hen på legepladsen, grillede, og slumrede i campingvognen.

Jeg har givet Kristian en tur til Madrid i gave, da han blev 40. Hvornår vi skal afsted er endnu uvist. Ingen steder kommer vi, før vi har fået koordineret med den kære farmor. Men mon ikke vi kan overtale hende til at tage ungerne en weekend i September? Heldigvis plejer hun at være meget villig til at hjælpe os.

Så jo… der er mange gode ting i vente i 2019. I kan jo følge med, hvis I har lyst…

 

 

 

(Som altid – du efterlader en kommentar, hvis du trykker på overskriften, og scroller ned i bunden.)

(Som altid – du er velkommen til at dele)

 

Udgivet den

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

Udgivet den

Om housewarming og Netflix…

Det er søndag og jeg er ramt!

Housewarming i Virum igår. Halleluja. Masser af sjove mennesker. Venner. De bedste. Vin. Drinks. Pizza. Musik. Sad under pavillonen på terrassen. Det regnede. Vi havde tæpper om benene. Spillede snyd og Meyer. Terninger. Shots. Rabarbergin. Dansede i stuen. Grinte. Havde lange fuldemandsamtaler, som alle parter sikkert kun husker halvt i dag. Heldigvis. Kom alt for sent i seng.

En stor fornøjelse.

Der her været ro på herhjemme hele dagen. Ungerne har bare sumpet rundt. Leget. Hygget. Slappet. Stort set ingen konflikter, og masser af selvstændighed. Helt fantastisk for de trætte forældre, der ikke var særligt overskudsagtige.

Jeg så de sidste afsnit af sæson 7 af Homeland. Spænding til det sidste. Og nu, den der tomme følelse i kroppen, jeg får, når jeg har afsluttet en serie. Man har fulgt karaktererne så længe. Carrie. Saul. Peter. Levet sig helt ind i deres verden af konspirationsteorier, hemmelige møder og uigennemskuelige agendaer. Og så er det slut. Jeg tænker det hele igennem igen og igen, for at lave min egen afslutning… sådan gik det nok med ham… og hun gjorde nok sådan efterfølgende… men hvad mon med ham den anden… hahah… ja, det kan der godt gå en dag eller to med.

Så kommer det store spørgsmål… hvad skal jeg se nu? Der er så meget at vælge i mellem. For selvom man ikke tror, det kan erstatte, det man lige har været igennem… ja, så venter der nye spændende dramaer, og mon ikke, jeg endnu engang bliver helt opslugt af en eller anden ny fortælling.

Mit pulsur afslører at jeg nærmest ikke har bevæget mig hele dagen. At pulsen ikke har bevæget sig over 79.

Men… Jeg har meldt mig til Copenhagen Half [halvmarathon]. Det har jo været under opsejling længe, men nu er billetten i hus, så må vi bare håbe, at løbeformen kommer helt på plads. Synes der er lang vej igen. Jeg følger løbeplanen og håber på det bedste. Der er 3 uger til…

Kl. nærmer sig 21. Det er tid til at gå i seng. Mon ikke der venter en omgang 2. dags tømmermænd i morgen 🙈.

Godnat derude!

Udgivet den

Calella 1998… eller deromkring…

Den aller første gang, jeg var ude og flyve, var mens jeg gik i gymnasiet.

Min veninde Line og jeg blev kørt til Billund lufthavn af mine forældre. Vi ville se, om vi kunne få en billig afbudsrejse. Det var dengang man ikke havde internet og mobiltelefoner, og jeg husker ikke helt hvad planen var, men husker at vi sad mange timer i lufthavnen.

På et tidspunkt har vi en samtale med nogle guider, som skal flyve til Barcelona. De har fire gæster, som ikke er mødt op til flyet. Hvis de bliver væk, kan vi købe en billet. Barcelona. Det lyder da meget fedt. Jeg har været på camping med mine forældre i Italien og Østrig, men aldrig været i Spanien. Spændende.

De fire rejsende dukker ikke op.
Jeg kan huske, at vi sidder ved et cafebord og afregner med en guide. Han har en god gammeldags “fluesmækker” [ikke-digital-dankortterminal] og vi får hver en lap papir, da vi har betalt.
Han siger, “Når I så lander med flyet, kommer der en bus og henter jer…” Henter os? Hvor skal vi hen?… “Calella” lyder svaret.

Nå for den da. Det her var dengang Calella, var det helt store. Alle unge valfartede dertil, med bus eller fly, for at feste og gå i byen. Det var før Sunny Beach, Ibiza, eller hvor man nu rejser til i dag, for bare at fyre den af, og drikke sig helt tilbage til 3-års alderen…

Jeg fandt en mønttelefon og ringede til min mor: “Vi flyver til Spanien, vi skal til Calella mor”. Hvad hun svarede husker jeg ikke. Men jeg kan huske at hun virkede overrasket over at missionen var lykkes, og at vi ikke skulle hentes igen dagen efter. Mon ikke hun også var en anelse bekymret, over at sende to helt unge piger med fly til den vildeste partyby.

Når man tænker over det nu, er det sjovt at tænke på, at vi kunne være endt alle mulige steder i verden… nå, men det gjorde vi ikke. Vi kom til Calella. Her var strand, pool, uanede mængder af unge mennesker, sprut, diskoteker, barer osv.
Efter nogle dage ringede jeg til min mor fra telefonboksen på stranden. [Modtaget betaler]. Vi har det godt, alt er vel.

Vi mødte en flok venner fra Ålborg, som vi hang en del ud med. Det var en dejlig uge.

Vi købte også billetter til toget. Jeg spurgte en dame vi mødte, på det flotteste spansk, jeg havde lært i gymnasiet: “Donde esta la estacion de la tren?” [hvor ligger togstationen?] Og selv om jeg var stolt over, at kunne formulere et spørgsmål, som en lokal kunne forstå, hjalp det ikke på, at jeg ikke forstod et ord af det svar, der kom ud af hendes mund.
Til sidst pegede hun, mod togstationen. Missionen lykkedes!

Vi kørte ind til Barcelona og vandrede rundt. Vi var på Picassomuseum. Ja… ved ikke helt hvordan vi endte der, for ingen af os var eller er, vildt kunstinteresserede. Men tror gerne vi ville kunne sige, når vi kom hjem, at vi altså også havde været kulturelle.

Det var første gang jeg var i Calella og første gang jeg var i Barcelona. Jeg har ikke været i Calella siden, men har tilgengæld været i Barcelona 6-7 gange siden. Det er min absolut favorit by i Europa, måske verden.

Jeg elsker det lune vejr. Stranden. Vandet. Elsker de små spanske spisesteder. Tapas. Den lækre vin. Der er masser af seværdigheder, men man kan også komme bare for at slappe af og chille på en strandbar eller en fortovscafe.

Om 2,5 måned, skal jeg til Calella igen. Denne gang med Kristian, samt vores venner Jim og Anette. Kristian og Jim skal lave en ironman. Damerne skal heppe. Spise tapas i solen mens de cykler. Heppe noget mere.

Efterfølgende tager vi alle en overnatning i Barcelona, går ud og spiser, fejrer at endnu et år med træning er overstået og at løbet forhåbentligt er gået fantastisk for dem begge.

Jeg glæder mig meget.

Du kan læse om det hele her… i starten af oktober 💛

Udgivet den

Kinabatang River

Vi blev hentet på hotellet ved 9-tiden, og kørte afsted i minivan sammen med to unge tyske piger. Det tog små to timer inden vi ankom til grotten, og drengene klarede køreturen rigtig flot.

Ain, vores guide, tog imod os, og førte os gennem junglen, og ind i grotten. Kæmpe stor mørk grotte med højt til loftet, hvor man kunne gå hele vejen rundt langs væggen. Træstien var våd og glat, og i bogstaveligste forstand fyldt med lort. Lort fra fuglene og flagermusene. Vi passede på, ikke at glide i det. Væggene var, i bedste Indiana Jones stil, fyldt med små kakerlakker, biller og andet tvivlsomt kryb.

I toppen, inde midt i grotten, bor de små fugle. De laver reder på klippevæggene og formerer sig. De lokale, laver stiger og lianer og hejser sig op, for at samle rederne sammen. De er lavet af slim fra fuglene og mange penge værd. De bruges nemlig til rynkecreme.
Et utroligt farligt erhverv for de lokale, at klatre op af klipperne, uden sikkerhedsnet mv., og ind i mellem, smutter der vist også en i svinget.

Ebbe fik fuglelort på benet, og kunne ikke komme nok ud af grotten. Og selvom humøret ikke var i top, lige der, hvor lortet sad på benet, så grinede vi alligevel af det bagefter, da det var vasket af. For hvor mange kan lige sige, at de har fået flagermuselort på benet??

Da vi var retur i bussen, kørte vi afsted mod det hotel ved Kinabatang floden, hvor vi skulle overnatte. De sidste 100 meter måtte vi tage med speedbåd, for det var altså et rigtig flodhotel, vi skulle bo på.
Der var frokost på altanen ud over vandet, inden vi kunne gå på værelset og slappe af, mens drengene legede med deres medbragte biler og fly.

Kl. 16 hoppede vi i en speedbåd og sejlede ud på floden. En spændende oplevelse i den mest fantastiske frodige natur. En enkelt krokodille så vi i vandkanten, en kæmpe varan, en slange, og ellers masse af aber og fugle. Som at sejle rundt i en kæmpe dyrepark, hvor dyrene bare leger og lever i deres rette element. Men det er ikke en dyre park. Det her er the real deal. Det er så fascinerende at vide, at man bor midt i denne smukke natur, og deler det med alle dyrene.

Også hvor vi boede, kunne vi se aber i træerne. Tilmed en orangutang lagde vejen forbi.
Der var også masser af små firben, myrer, flagermus, “græshopper” og edderkopper. Desuden forbandet mange myg, men sådan er det jo som regel ved floden.

Vi var virkelig havnet i junglen, på godt og ondt. Og selvom det var spændende og fascinerende, var det også på kanten af, hvor langt ud i naturen, jeg har behov for at komme. At overnatte i et telt, ville vel være det næste. Et skridt vi ikke behøver at tage. Jeg kan næsten blive en lille smule “klaustrofobisk” ved tanken om, hvor vi er i verden. Borneo. I junglen. Og jeg har to små børn med på 3 og 5. Det er ikke her der må ske ulykker eller alvorlig sygdom!!

Vi sluttede af med sen aftensmad, som vi spiste hurtigt pga. de mange myg. Trætte gik vi på værelset.

Her til morgen ringede vækkeuret kl 5.30. og en halv time senere, sad vi endnu engang i speedbåden. Mens solen langsomt stod op, og tågen forsigtigt lettede, sejlede vi ned af floden med udsyn til fugle og aber.
Igen; det er virkelig en storslået og fantastisk natur og selvom jeg tog massevis af billeder, så kan ingen af dem fange, den følelse man får i kroppen, når man sidder i en lille båd, et lille menneske midt i en kæmpe stor vild og frodig jungle.

Efter morgenmaden kørte vi retur til vores hotel i Sepilok, hvor vi har endnu tre nætter. Dagen i dag står på afslapning og pool.

Udgivet den

Mekong Delta

I dag måtte vi vække drengene, for selvom det havde været en lang dag i går, havde vi bestilt en tur i dag. Vi må jo ud udnytte tiden, mens vi er her!!
Kl. 8 var vi klar parat til en tur til Mekong Delta. Mekongfloden løber gennem 5 lande [Kina, Cambodia, Thailand, Laos, Burma] inden den løber igennem Vietnam og ud i havet.

Køreturen derned tog næsten 2 timer, og chaufføren kørte elendigt. Han skiftede hele tiden mellem at gasse op, og bremse. Så hvis man havde tendens til køresyge, så var man da helt sikker på dagens tur.
Begge børnene brækkede sig i en pose, og vi revurderede et øjeblik de gode intentioner med den lange køretur. Men efterfølgende fandt de begge ro, og Otto sov det sidste stykke af turen.

Vi kørte i en lille minibus, som var mega luksus. Den havde 4 “lænestole” som nærmest kunne ligge ned, samt et bagsæde. Foruden os, var to unge Koreanere med på turen. Foran sad chaufføren, vores engelsktalende guide og en hjælper.

Vi gjorde stop ved den ældste og største pagoda [tempel] og fik set de 4 store Buddha’er. Ungerne fik besøgt toilettet og Otto fik erhvervet sig en orange kasket til den nette sum af 10 kr.!

Ved floden hoppede vi på en båd, som sejlede os afsted ud på en lille ø. For dem, der ikke har været på Mekong Deltaen kan jeg fortælle, at floden er bred. Brunt vand omgivet af vildt og fascinerede frodigt buskads. Masser af træer og frugter. Ananas. Mango. Kokosnødder. Bananer.

På øen så vi, hvordan de bruger kakaoplanter til at lave chokolade. Der var også smagsprøver!!
I “baghaven” havde de en pytonslange, som hurtigt fangede drengenes opmærksomhed. En ung pige, var sød til at tage den frem, så vi rigtig kunne se og røre.

Vi fik serveret honningthe [the, honning, lime] og lov til at kigge ned i en af bistaderne.

Vi sejlede videre og lagde til land for enden af nogle små flodstier, hvor en ældre dame i en båd, sejlede os en tur ind igennem den vilde natur. En spændende lille tur, i skyggen af de høje træer.

Vi kom hen til frokostrestauranten, og fik serveret det lækreste mad. Stegte ris, braiseret fisk, suppe, kæmpe hvidløgsrejer, friske forårsruller der blevet lavet ved bordet, indeholdende rispapir, salat, nudler og lækker fisk. En virkelig spændende oplevelse.

Efterfølgende besøgte vi et sted, hvor de lavede karameller af kokosmælk. Kristian smagte på en slangesnaps… og inden vi så os om, var vi på vej hjem igen. Heldigvis sov begge drengene på hjemturen.

Retur i Ho Chi Minh spiste vi aftensmad nede på Street Food markedet – kan virkelig anbefales, – og gik en tur inden vi vendte hjemad mod hotellet.

 

Udgivet den

Tanker fra en strandstol… om hverdag og mål i livet!

Vi er alene på stranden. Ebbe og jeg. Alene med alle russerne, damerne der sælger mad, punge, solbriller. Alene med alle de øvrige turister. Men vi interagerer ikke. Vi er alene.
Bølgerne er endnu højere i dag. Havet bruser, sprutter. Overdøver byens trafik, folk der snakker.
Solen skinner, men vinden lufter godt i dag. Ind i mellem drypper det let fra himlen, det gør ikke noget. Her er varmt.

Ebbe ser iPad. Spiser knækbrød. Drikker cola. Helt ned i gear.
Jeg har fundet en lille sprække mellem parasollerne, så solen skinner på mig. Den er varm. Man skal passe på.

Uden wifi er telefonen nærmest nytteløs… der ikke andet for, end at lukke øjnene. Lytte til havets brusen. Lade tankerne flyde.

Tænker meget over den hverdag vi har derhjemme. Vi har et dejligt liv,
Men vi har også et travlt liv. To børn i institutioner. To jobs. Møder. Træning. Venner man ikke synes man ser nok. Heldigvis starter jeg på 30 timer i mit nye job. Det burde give plads til at kunne hente tidligt, men også plads til at kunne træne, spise venindefrokost. Plads til at være. Lade op.

Den store skal starte i skole til sommer. Hvordan kommer det mon til at gå, når han ikke længere kan holde en ugentlig fridag og stresse af…

Tænker over, hvad er det man vil med livet… Rejse. Opleve. Elske. Være sammen. Præcis som vi har det nu. Men vi har også knoklet, specielt de sidste måneder, for at det kunne lade sig gøre.

Der var engang, jeg skrev på listen over mål, at jeg ville skrive en bog inden jeg blev 30. Det nåede jeg ikke, og det er vist ikke på listen over mål mere. Blogger inden 40, kan jeg skrive på. Hak ved det. Det er også skide hyggeligt. Spændt på, om jeg kan holde det ved lige, når jeg kommer hjem… og om nogen gider læse med.

Jeg vil også gerne leve mere sundt. Synes man træffer mange nemme/usunde valg, når det skal gå stærkt med to børn.
Sundere livstil og mere træning. Det står højt på listen allerede når vi lander. Og et halvmarathon mere -under 2 timer. Det ved jeg er realistisk, når jeg har løbet et på 2.00.56. Skal bare i gang igen!

Jeg vil skrive mere, løbe mere og tage flere billeder. Og så vil jeg nyde det jeg når, i stedet for at stresse over det jeg ikke når.

Hahaha… det er nemt at lave nye mål, når man ligger på en strandstol i varmen.

Nogen af jer, der har nogle gode mål for 2018 – eller måske resten af livet?

Udgivet den

Om forsvundne sandaler…

Otto elsker sine sandaler. Han har et par brune Ecco sandaler, som han vist nok har arvet af Ebbe.
Hele efteråret, har han plaget om at have sandaler på. Det har betydet, at han har brugt dem som sutsko i vuggestuen frem til vi skulle afsted. Han har været så glad for de sandaler, at vi dagligt skulle have dem med frem og tilbage fra vuggestuen, fordi han hele tiden gerne ville have dem med sig.

Da drengene gik på juleferie, tog vi alle deres ting med hjem fra vuggestue og børnehave. Både fordi de skulle have tre måneders orlov, men også fordi Otto starter i børnehave når vi kommer hjem, og derfor ikke kommer retur til vuggestuen.

Men ak… dagen kom, hvor vi skulle afsted på rejsen, og vi kunne ikke finde sandalerne. Jeg ledte og ledte. Væk var de. Og afsted skulle vi. Så selvom det gjorde ondt i mit moderhjerte, måtte vi tage afsted uden Ottos brune sandaler.

Jeg fandt et par blå sandaler, et fejlkøb vi engang lavede til Ebbe i Barcelona. De passede ok i størrelsen. Dem har Otto så brugt efter vi er kommet her til Nha Trang. Desværre har de ikke siddet så godt på hans fødder, og faldt nogengange af.

Så i dag – efter en tur på stranden, tog Otto og jeg på jagt – efter nye sandaler.

Se lige hvad vi kom hjem med. Til den nette sum af 20 kr!! Lykken vil ingen ende tage.

Udgivet den

At rejse i tre måneder – hvorfor og hvordan?

Billede fra Furteventura jan. 2017 – Aftensmad på stranden.

3 måneder er lang tid – det siger mange. Både dem, der har har og dem der ikke har, lyst til at rejse så lang tid. Men også dem der kommer til at savne os.

Jeg giver dem selvfølgelig ret. 3 måneder er lang tid. 3 måneder uden at skulle op og gå på arbejde, uden at skulle hente unger, lave mad, løbe fra det ene til det andet. Tid til afslapning, oplevelser, familietid, nærvær.

For 8 år siden rejste jeg med en veninde fra nord til syd i Vietnam. Følelsen af, ikke at have en plan, men at tage dagene som de kommer og leve mere ud fra lyst end pligt, var helt fantastisk. Jeg har altid drømt om, at komme på en længere rejse siden. Da jeg kom hjem fra rejsen fandt jeg sammen med Kristian og tiden sammen har givet os to børn og en masse gode oplevelser. Drømmen om den lange tur har dog fortsat siddet i kroppen – nu med mand og børn, hvilket givet det hele endnu en dimension og måske endda endnu mere mening.

Kristian har været på en længere tur til Australien inden han mødte mig, og har også rejst meget med venner og familie. Heldigvis har vi den samme passion for at rejse, se nye steder og kulturer. En fælles lang tur, faldt derfor også naturlig for ham.

Men ja, 3 måneder er lang tid. Det er som om, vi det seneste år, har opdelt mange ting i kategorien “før” eller “efter” rejsen.  F.eks. skal vi have en ny bil, fordi den vi har nu, er ved at være gammel. Den skifter vi “efter” rejsen. Jeg har været i tvivl om jobbet var det rigtige, men hele tiden tænkt, det beslutter jeg “efter” rejsen. At jeg så pludselig faldt over et spændende job og fik det “inden” rejsen, er jo hvad der sker 🙂 Det er helt sikkert, at rejsen føles som en “milepæl” eller et “afbræk” i et ellers dejligt liv.

Hvordan får man så råd til det…? Jamen vi har sparet op i mange år. Sat penge til side hver måned, og suppleret med feriepenge, skattepenge osv. Og så er vi så heldige, at jeg har kunne gemme feriedage under begge mine barsler. Jeg kan således rejse afsted i 3 måneder, og stadig få løn undervejs. Kristian har også kunne spare ferie op. 8 uger. Han har desuden fået en måneds orlov, som er uden løn, for at have lige så mange uger fri, som mig. En månedsløn er altså, hvad vi må undvære undervejs. Begge drengene har dog fået orlov fra institution, så der sparer vi sammenlagt ca. 14.000 over tre måneder. Mens vi er afsted, forventes udgiften til mad at være mindre end i Danmark, ligesom vi sparer på udgifter til bil, benzin, generel opsparing mv.

3 måneder er lang tid… at være væk fra det hele. At rejse. Men når det være sagt… så er 3 måneder jo også meget kort tid i et meget langt liv.

3 måneder, så er vi tilbage på job, i børnehave, skole. Tilbage i hamsterhjulet. Og så er det vi har glædet os til i mange år “overstået”.

Forhåbentlig får vi en masse minder, vi kan glæde os over, og tænke tilbage på resten af livet ❤️

Og mon ikke… når det hele har lagt sig… vi så går i gang med at spare op og drømme om den næste lange tur!

Udgivet den

At rejse med små børn…

Der er meget at opleve i en lufthavn for et lille menneske…

Jeg har det altid som om jeg holder vejret… indtil vi sidder i flyveren og endelig er på vej. Men faktisk også en lille smule indtil vi sidder i flyveren – og er på vej hjem, for så er det hele gået godt.

Der er mange, som ikke orker at flyve langt med børn – eller er bange for den lange flyvetur. Hvad nu hvis de skriger hele vejen!? Mine børn har altid været gode til at rejse. Jeg plejer at sige, at lige så umulige de kan være derhjemme, lige så fantastiske er de, når vi skal ud og rejse.

Vi plejer at forberede dem godt, hvad er det der skal ske, hvornår skal vi hjemmefra, hvor lang tid skal vi flyve osv osv. Og så har drengene hver deres lille kuffert med i flyet, som håndbagage. I den er der alt der vigtigste: ekstra skiftetøj, hvis der skulle ske uheld. Bleer og rød-numse-creme. Gerne lidt flere end man tænker, man har behov for. Vi har prøvet, at Ebbe fik diarre på vej til Rom – og måtte skifte ham 4-5 gange i lufthavnen alene, så er det godt ikke at gå ned på bleer og skiftetøj. I deres kufferter har vi også bøger, ipads (og hørebøffer), lidt legetøj, sovedyr og sutter. Tuscher og malebøger – eller de der bøger man kan sætte klistermærker ind i – kan man også bruge lang tid på. Og så er det vigtigt at være godt udstyret med alt det, som kan konsumeres: mad og snacks. Vores børn elsker knækbrød og riskiks, så det medbringer vi. Måske nogle boller, pølsehorn eller pizzasnegle. Man ved aldrig om ham den kræsne, kan lide maden i flyveren, og vi skal ikke have nogle sure miner pga. lavt blodsukker. Sidst men ikke mindst har vi lidt chips, slik og slikkepinde med, det er rigtig godt, hvis utålmodigheden skulle indfinde sig. Drikkevarer må I ikke have med gennem security, så køb noget i lufthavnen, som I kan supplere med, udover det, I får i flyet.

Som udgangspunkt rejser vi altid de lange ture om natten, og vil gerne betale lidt ekstra for det, så sover børnene det meste af turen. Men hvis man er godt forberedt, så går tiden som regel hurtigt. Heldigvis kan man jo også gå lidt rundt i flyveren og få strækket benene.

Skulle I være så uheldige, at komme afsted med et sygt barn, ondt i ørerne eller andet, der gør, at barnet græder eller bliver hysterisk så husk; alle i flyet (også dem der synes det er lidt irriterende) de synes det er mest synd for jer. Så bevar roen, gå lidt rundt i vug. Pludselig falder de som regel i søvn.

Husk desuden – at flyve er en del af rejsen. Gør det til noget hyggeligt. Vær forberedt og klar – så det ikke bliver stressende. Tag jer god tid. Snak og guide børnene, så skal det nok blive en fantastisk tur.