Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Sensommervisen – efteråret er på vej…

Æbler lyser rødt på træernes grene
Høsten går ind
Går igennem skoven ganske alene
Stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

Sommerbrisen danner krusning på søen
Mystisk og sort
Stæreflokken svæver højt over øen
Snart tager tager de bort

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner
Blåsorte bær
Stille summen mellem blade som blegner
Aftenen er nær

Modne rønnebær bag dybgrønne grene
Rødt titter frem
Går igennem skoven ganske alene
Nu må jeg hjem

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

[Sensommervise. Musik &Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen]

 

De store børn på Margretheskolen, sang Sensommervisen til dagens morgensamling. Jeg har hørt den før, og alligevel var det som om, jeg hørte den for første gang i dag. Eller også gjorde den bare ekstra indtryk på mig lige i dag.

Går igennem skoven ganske alene, stille i sind...” som var det mig de sang om, da jeg igår gik en tur alene. Lidt vemodig. For at få luft i hovedet og styr på tankerne. Ud over markerne, ind gennem skoven. Vi bor et skønt sted.

Efter en dejlig weekend, hvor der var masser af fritid og hygge, er hverdagen for alvor sat ind. Mandag var der skolestart for vores store følsomme dreng, der syntes det var lidt svært med de mange mennesker, og alt det nye der nu sker.

Med den nye hverdag, følger der også bekymringer for en mor som mig. Hvordan skal det gå, kommer han til at trives? Bliver han glad for det hele?
Ja, de bliver større og man skal lære at give slip. Men der er også dage, hvor man synes, at børn på 6 år, stadig er en meget lille størrelse.

Sommeren går på hæld, og i disse dage med regn og skyer, føles det allerede som om efteråret har overtaget. Ebbe samler kastanjer, og hos Otto i børnehaven får børnene termobukser og gummistøvler på.

Ja, vi kan hurtigt nok glemme hvilken fantastisk sommer, vi lige har haft.

Heldigvis har vi en masse dejlige ting og oplevelser planlagt i efteråret, og jeg glæder mig faktisk også til, at det bliver lidt tidligere mørkt om aftenen, så vi kan tænde stearinlysene i vinduerne.

Kristian har vundet en tur med DFDS-færgen til Oslo. Så den skal vi finde plads til ind i mellem alt det andet gode, der er i kalenderen; Sverige, Barcelona, Bologna… Er sikker på, at ungerne vil synes det er sjovt at komme ud og sejle og sove i kahyt. Heldige os.

Ja, sensommeren kan bare komme an. Jeg er klar. Vi er klar. Kom.

Har I mon nogle spændende efterårsplaner?

 

Sentosa…

Vi tog metroen ud til vandet [waterfront st.] hvor vi købte billetter til svævebanen. Vi ville nemlig gerne ud på den “lille” ø, der ligger ud for Singapore; Sentosa. En ø, fyldt med forlystelser; Universal Studios, akvarium, stor vandpark, sommerfuglepark, 4d eventyrpark, luksushoteller, bungyjump og meget andet.

Når man tager svævebanen, har man det flotteste udsyn over øen. Den frodige natur. Masser af træer og jungle. På begge sider af fastlandet, kan man se havne og der er massevis af kæmpe store fragtskibe i vandet.

Vi tog svævebanen ud til øens østligste punkt. Her kunne man gå på en junglesti i træerne. Det begav Otto og farmand sig ud på.

Ebbe og jeg gik ned til vandet.
De har anlagt nogle lækre strande og små øer, man kan gå ud på med fint og rent sand.
Det var varmt, men også lidt overskyet og trykkende. Ind i mellem, når solen fik lov at skinne igennem, var der næsten for varmt, til at sidde i sandet.
Man kunne høre dyrene “synge” oppe i junglen. Den der lidt mærkelige pibende lyd, som vi i starten forvekslede med en hyletone, da vi først kom til Malaysia. Vi kunne høre den, når vi var på strandene på Perhentian. Nu var den der igen, hvilket tyder på et frodigt dyreliv i træerne på øen.
Vi havde det nærmest for sig selv. Turisterne kommer åbenbart ikke til Singapore, for at ligge på stranden. I hvert fald ikke, når der er skyer på himlen?!

Da det begyndte at dryppe lidt, gik vi på strandbar. Jeg må bare erkende at jeg ELSKER at sidde på strandbar. Det der med at sidde ved havet, høre lækker musik og drikke et glas hvidvin, det kan altså bare noget.
Mens vi ventede på maden, holdt vi øje med de unge mænd, som hoppede i bungy jump lige ved siden af. En ad gangen sprang de ud, hen over poolen, som de lige nøjagtigt rørte med hænderne eller hovedet, når de kom ned. Sjovt at se. Godt det ikke var mig!!

Vi fik super lækker mad, en stor øl og koldt glas hvidvin og kom af med en mindre formue. Når man som os, har rejst rundt så længe i østen, hvor alt koster ingenting, skal man virkelig vænne sig til, de høje priser her i byen.

Efterfølgende gik vi hen af stranden, og kunne da også se, at mange af strandbarerne var godt besøgte. Vi gik efter en vandlegeplads med et stort sørøverskib, men da vi fandt det, var det desværre lukket af. Drengene var selvfølgelig skuffede, specielt lille Otto, som åbenbart rigtig gerne ville lege på sørøverskib. Vi fandt en lille legeplads, men det var ligesom ikke rigtig det samme!

Ved 17-tiden begav vi os tilbage til svævebanen, forbi alle seværdighederne, cafeerne, turisterne og tog turen hjemad – svævebane, metro og gåben. Hjem kom vi.

Drengene badede lidt i poolen, inden vi gik på værelset og spiste hjemmebagte flutes med ost, tun og rød peber.

Nu står den på afslapning og iPads resten af aftenen. Vi har ikke planlagt dagen i morgen, men overvejer Little India og ChinaTown. Vi må se hvad dagen bringer…

Øv…

Humøret er ikke i top – men jeg skylder jer en update – dem af jer, der har krydset fingre for, at vi kom godt med båden til fastlandet.

Det gjorde vi.

Der var minimal vind, hvilket betød, at den store opsamlingsbåd, kunne samle os op på stranden, tæt ved hotellet, og sejle os nogle få hundrede meter ud til færgen. Stille og roligt.

Vi satte os bagerst ind på færgen, men der var ingen bølger og båden sejlede roligt frem, mens den kun vippede en smule til siderne. Ikke engang børnene blev søsyge. Så dejligt!!

Så nu er vi retur i Kuala Terranganu. Hak ved det.

Vi er dog lidt i kulkælderen…

Kristian har hostet i over tre uger nu. Og ind i mellem, lyder han som en gammel mand, der er ved at stå af. Idet vi har været ude på øerne, har vi ikke rigtig kunne få ham til læge, før i dag, hvor vi kom til fastlandet.

Vi var derfor forbi det lokale hospital her til eftermiddag. [Måske skal vi bare besøge et hospital i hvert land??!] Efter at være blevet indregistreret og betalt for konsultationen [40 MYR – ca. 62 kr.] kom han ret hurtigt ind til en læge, som lyttede og trykkede lidt på ham.  Heldigvis ikke lungebetændelse som vi havde frygtet.  Han fik flere forskellige piller, hostesaft mv, [gratis!! – det er da service!] og er sikkert snart fit for fight!

Men det er nu ikke derfor, vi ikke er helt i limbo.

I morges, i et af hans hosteanfald, fik han simpelthen forstrukket ryggen, så noget har sat sig i klemme. Han har før haft hold i ryggen, så vi kender ligesom turen.. men det er lidt mere problematisk hernede, hvor de ikke taler så godt engelsk og han ikke lige kan komme til en kiropraktor!!

Såh… det er sgu lidt skidt!! Vi har snakket om at flyve til Kuala Lumpur om nogle dage, for at se om vi måske kan finde en kiropraktor der, men helt optimalt er det ikke. Øv bøv.

Ja, stemningen er ikke i top. Men nu ser vi om ikke en god nats søvn, kan gøre lidt ved det.

Hav det godt derude.
Over and out.

Når moder jord spiller os et puds…

Vi har været så heldige, at få lov til at besøge Perhentian Island mens der var lavsæson. Få mennesker på hotellerne, restauranterne og strandene. Masser af plads til at være, og nærmest alene på nogle af de smukkeste strande.

De fleste af stederne åbner først 1. Marts, nogle senere. Så lukker de ned igen 1. Oktober. I den mellemliggende periode er der monsun. Regn og blæst. I dag fik vi en lille ide om, hvorfor hotellerne har lukket i den periode. Man kan nemlig ikke engang komme til/fra øerne!

For at undgå, at skulle ind til fastlandet, havde vi bestilt en privat bådtur fra vores resort til Redang [som ligger anslået ni km fra Perhenthian] hvor fem nætter på lækkert hotel ventede på os.
Der var afgang kl 10.
Vi fik pakket sammen, spist morgenmad, afregnet og efterfølgende sat os ned i den lille båd, med al vores bagage.
For første gang i al den tid vi havde været på øen, var der i dag vind og bølger på vandet. Vi var noget spændte på overfarten.

Vi sejlede langs øen rundt og begav os så ud og afsted. Kæmpe bølger. Vi havde sat os bagerst i båden, for at undgå de store hop, når bådens snude faldt ned på bølgerne. Men det betød ikke så meget. Bølgerne var så kæmpe store, at bådens forsnude løftede sig højt over vandet, for derefter at hamre ned, inden en ny bølge løftede op. Kristian og jeg kiggede på hinanden, det var fuldstændigt vanvittigt det her. Styrmanden satte farten ned. Vi kunne godt regne ud, at den sejlads der normalt ville tage en time, nemt kunne tage to. Hvem kunne sidde i sådan en karrusel i to timer? Og var det forsvarligt? Heldigvis trak styrmanden selv stikket. Han stoppede motoren og sagde til os, vi ikke kunne fortsætte, bølgerne var alt for vilde. Og selvom vi var skuffede over, tanken om, at vi ikke ville komme over til vores lækre nye hotel og en ny spændende ø, var vi begge glade for, ikke at skulle krydse et hav med så høje bølger.

Vi sejlede tilbage til resortet og gik i land. Tre kufferter, en taske, tre rygsække, to børn. Hvad nu?
Vi fik at vide, at vi kunne tage båden tilbage til fastlandet kl. 12 [anden vindretning] for derefter at tage en taxa til Kuala Terrenganu, hvor vi måske kunne nå en færge kl. 15 til Redang. Der var altså stadig en chance for at nå ud på øen i dag, dog bare en længere tur…
vi besluttede at give det et ‘go’.

Det skulle dog vise sig, at kl. 12 båden først lagde fra øen omkring 13.40 [!!?!] idet de var forsinkede pga. den voldsomme tur fra fastlandet og ud. Til gengæld havde den fuld skrald på i medvind, da vi endelig kom afsted. Vi sejlede med de kæmpe store bølger, og tilbagelagde distancen til fastlandet på kun 30 min. Noget af en oplevelse, med de vildeste bølger jeg nogensinde har prøvet at sejlet på. Vandet sprøjtede ind over os i siderne. En dame kastede op i en pose. Jeg var søsyg. Ebbe var bange. Otto faldt i søvn. Ind kom vi.

F1A5F2B2-352F-4380-B83F-115BC41CE8EE

Tilbage på havnen, vidste vi godt, at vi ikke kunne nå færgen i Terranganu. Vi spiste derfor kylling og ris, købte souvenirs og rystede sejlturen af os. Efterfølgende satte vi os i en taxa, som kørte os til det hotel i Terranganu, hvor vi også skal bo, når vi var været på Redang. 500 meter herfra ligger færgehavnen, så i morgen kl. 9, kan vi sejle ud til Redang og hotelværelset, der [forhåbentlig stadig] venter på os.

I mellemtiden nyder vi et stort dejligt værelse, internet [halleluja!] og badekar.
Aftensmaden sørgede TripAdvisor [rejse App] for blev en succes. Vi fandt en lille cafe, som var super hyggelig, med virkelig lækker mad. Ungerne fik fish & chips, de voksne steaksandwich.

Byen synes ikke af noget. Det vi har set; på ingen måde charmerende. Det virker lidt som om, vi bor i et industrikvarter med masse af hoteller, men det tror jeg faktisk ikke at vi gør. Jeg tror bare, at det hele ser lidt mere tarveligt ud, end vi er vant til. Med undtagelse af deres store flotte moskeer, som er de fleste steder. Nå, vi må se nærmere på byen, når vi kommer retur efter [nu kun] fire nætter på øen.

Ønsk os en god overfart i morgen. Kryds fingre for at bølgerne har lagt sig, eller færgen er på størrelse med de store Cruisebåde der ligger til land ved Nordhavn…

Farvel Palawan – Hej Manila

Der var ikke meget tid til reflektion i dag, da vi kørte fra hotellet til lufthavnen. Det tog omkring 7 minutter. Normalt tager jeg mig et mentalt pusterum, hvor jeg siger farvel, når vi skal fra et sted, til et andet.
Det blev vist kun til en kortvarig strøtanke i dag.

Men Palawan har nu været fantastisk. Spændende og anderledes på alle måder.
Puerto Princesa, der for de fleste nok bare er et stop-over, men hvor vi boede på hyggeligt hotel med pool.
San Vicente, som de fleste springer over på vejen til El Nido. Vi boede på et roligt hotel, med fantastisk udsigt over bugten, og var på den vildeste sejltur, til øde strande og koralrev, hvor vi så fisk, søstjerner og havskildpadder.
El Nido, som efter min mening, må have mistet noget de seneste par år, pga. den massive turisme, der strømmer til byen. Vi boede tre forskellige steder, så flere strande og var på to bådture. Der var masser af forskelligt at byde på, og det meste bestemt et besøg værd. At vi så krydrede det med en nyt bekendtskab, med nogle fantastiske personligheder, gav det bare endnu en dimension.

Efter lang tid med vand og sand, trængte vi til et lækkert hotel, uden sand på gulvet [og i sengen], og til et værelse med aircon der virkede, uden at larme vanvittigt hele natten. Så vi havde booket et værelse to nætter på Novotel i Manila.
Det var på tilbud til 500 kr/pr nat, hvilket jo i sig selv, er en ret fin pris, og det så mega luksuriøst ud, så det var værd at prøve.

Vi har ikke hørt noget godt om Manila. Tvært imod, er vi af mange, blevet frarådet at tage til byen. Kriminalitet, terroisme, forurening, trafik. Ikke et sted for børn.  Dette var også en af grundende til valget at lækkert hotel, vi ville bare ligge ved en lækker pool og ikke nødvendigvis skulle en tur ud i byen!

Det tog 45 min. i tæt trafik fra lufthavnen til Novotel. Vi blev mødt af super professionelt personale og et meget flot hotel. Da vi checkede ind, blev vi spurgt om, vi ville benytte os af et særligt godt tilbud: Executive lounge på 24. Etage. For ca. 300 kr om dagen, kunne vi benytte loungen, fitnesscenteret, ekstra børnerum, få gratis drinks, snacks og meget mere. Det hoppede vi på, og vi har ikke fortrudt. Efter at have set det lækre værelse, gik vi på 24. etage og fik drinks, samt de lækreste kager, croissanter, boller mv.
Kristian hoppede på cyklen i fitnesscenteret mens jeg var med børnene, først i det “almindelige” legerum og derefter i det på 24. etage – kun for Executive Members. En ansat satte en film på, som Ebbe kunne se, mens Otto legede.
Kl. 17 åbnede de op for drinks og snacks, men det var så mega lækkert, og så meget at vælge i mellem, at det endte med at blive vores aftensmad. Små sliders, fish’n’chips, frugt, brød, salater, sushi – og en skøn skøn Chardonnay.

Novotel Manila – det bliver et stort “ja-tak” herfra!

[Husk at klikke på overskriften for at læse/skrive kommentarer]

Om Denguefeber…

“Jeg vil gerne teste ham for Denguefeber” sagde hun til mig på udemærket engelsk. Og selvom jeg ikke ved synderligt meget om Denguefeber, så ved jeg nok til, at det bestemt ikke er noget jeg ønsker for min 5-årige søn.

Vi var taget på hospitalet her i Puerto Prinseca. Ikke fordi jeg var vanvittigt bekymret. Men Ebbe har haft en tør hoste de seneste 10-12 dage, og ind i mellem kortvarig feber, hen over de sidste 3-4 dage. I morges var han igen sløj og varm, og nu hvor vi endelig var tilbage i civilisationen, virkede det som et godt tidspunkt lige at få tjekket helbredet.

Efter en del venten, talte vi med en læge som lyttede på lungerne og fik forklaret situationen. Ganske rigtigt havde han feber. Hun sendte os på laboratoriet, hvor vi efter lidt mere venten afgav blod- og urinprøve. Sidstnævnte var lidt sjovere at afgive end det første, for den lille gut, som er mega ræd for nåle og alt der gør ondt. Sej som han er, blev det dog klaret.

Det store Robinson indkøbscenter lå 200 meter fra hospitalet, så mens vi ventede på svar gik vi derover. Drengene spiste pizza og feberen forsvandt.
Otto kom langt om længe til frisør. Blev betjent af to unge mænd, der lynhurtigt klarede den fineste klipning – pris: ca. 15 kr.!!
Bagefter var de i et lille legeland til stor fornøjelse for begge.
Rigtig hyggelig eftermiddag, hvis ikke det var fordi at den Denguefeber blev ved med at summe i mit baghoved. Hvad ville konsekvensen være, hvis det var det? Skulle vi hjem, eller skulle han indlægges her? Hvorfor ville hun egentlig teste? Havde han de syntomer? Jeg hoster også lidt, pludselig var jeg også lidt sløj? Måske har jeg også Denguefeber? Smitter det i øvrigt? Hvad så med de to andre? Ja, man kan nå at gennemgå mange scenarier over nogle timer…

Vi gik retur til hospitalet og fik efter endnu en rum ventetid svaret: ingen Denguefeber. Men for høje infektionstal, så endnu en antibiotikakur de næste 7 dage. Lettede besøgte vi “apoteket” og kørte hjemad til aircon og afslapning.

Om at have en god plan, som overhovedet ikke kan gennemføres.

Vi tog en taxa ud til krigsmuseet i dag. Eller det troede vi. Men vi havde åbenbart peget på Ho Chi Minhs Mausoleum – og der holder altså ikke store fly udenfor, så den gik ikke.

Vi hoppede på to cykeltaxi (til drengenes store fornøjelse) og kom sikkert frem.
På Krigsmuseet blev de store fly, tanks og helikopter nøje studeret. Og vi fik en snak om krig, bomber, fattige mennesker osv.

Eftermiddagen tilbragte vi udenfor på en restaurant. Først med frokost, men efterfølgende med iPads, afslapning og hygge. Det kan være lidt svært at huske bare at være og slappe. Vi vil så gerne se en masse ting, men ungerne orker ikke at gå hele tiden, ej heller at se noget nyt hele tiden. Så i dag holdt vi eftermiddagsfri!

Til aften tog vi på restaurant. I dag var målet klart. Vi skulle bare hen et sted, som ikke var for fancy, og hvor Ebbe kunne på pomfritter. Han er svær med mad, og nu har vi haft held til pizza og pasta et par dage, så pomfritter var ok i dag.
Vi fandt et hyggeligt sted [Hot Pot Hanoi] nede ved søen. Der var et billede af pomfritter i kortet, og jeg kunne se de havde majs. Pomfritter og majskolber til ungerne, så kunne de selvfølgelig også smage vores mad – planen var så veludtænkt – og fejlede alligevel så fælt!!

Vi kom til at sidde ved et rundt bord, hvor vi fyldte halvdelen, og ligesom dannede en halvmåne. For “enden” af bordet stod, hvad jeg ville betegne, et barn. Han holdt således nøje øje med hvad vi foretog os. Desværre var engelsk kundskaberne begrænsede, så det var svært med hjælp. Vi fik dog bestilt æblejuice til Otto ved hjælp af Google-translate.

I der åbne køkken, stod to unge fyre, der efter beklædningen at dømme, mest af alt lignede to fyre, der var stukket af fra et boyband.

De kom med Chips, i stedet for pomfritter! Desværre med eddike på, så smagen ikke faldt helt i god jord. Vi fik lov til at bytte den ene portion Chips til pomfritter. De sagde dog, at de ikke havde flere almindelige, men kun fra søde kartofler. Vi gav det et forsøg. Det duede ikke – selv jeg kunne ikke spise en hel!
Heldigvis havde vi majskolberne til gode, alt skulle nok blive godt! Hahahah… til de kom med to store tallerkner med løse majs. Er i tvivl om de havde vendt dem i mel og puttet dem i frituren, i hvert fald ville ingen af børnene æde dem!!!
Otto spiste nogle af mine nudler, Ebbe holdt sig til sin cola – så meget for det restaurantbesøg; vi købte croissanter på vej hjem.

[husk at klikke på overskriften, for at se/skrive kommentarer]

At rejse med små børn…

Der er meget at opleve i en lufthavn for et lille menneske…

Jeg har det altid som om jeg holder vejret… indtil vi sidder i flyveren og endelig er på vej. Men faktisk også en lille smule indtil vi sidder i flyveren – og er på vej hjem, for så er det hele gået godt.

Der er mange, som ikke orker at flyve langt med børn – eller er bange for den lange flyvetur. Hvad nu hvis de skriger hele vejen!? Mine børn har altid været gode til at rejse. Jeg plejer at sige, at lige så umulige de kan være derhjemme, lige så fantastiske er de, når vi skal ud og rejse.

Vi plejer at forberede dem godt, hvad er det der skal ske, hvornår skal vi hjemmefra, hvor lang tid skal vi flyve osv osv. Og så har drengene hver deres lille kuffert med i flyet, som håndbagage. I den er der alt der vigtigste: ekstra skiftetøj, hvis der skulle ske uheld. Bleer og rød-numse-creme. Gerne lidt flere end man tænker, man har behov for. Vi har prøvet, at Ebbe fik diarre på vej til Rom – og måtte skifte ham 4-5 gange i lufthavnen alene, så er det godt ikke at gå ned på bleer og skiftetøj. I deres kufferter har vi også bøger, ipads (og hørebøffer), lidt legetøj, sovedyr og sutter. Tuscher og malebøger – eller de der bøger man kan sætte klistermærker ind i – kan man også bruge lang tid på. Og så er det vigtigt at være godt udstyret med alt det, som kan konsumeres: mad og snacks. Vores børn elsker knækbrød og riskiks, så det medbringer vi. Måske nogle boller, pølsehorn eller pizzasnegle. Man ved aldrig om ham den kræsne, kan lide maden i flyveren, og vi skal ikke have nogle sure miner pga. lavt blodsukker. Sidst men ikke mindst har vi lidt chips, slik og slikkepinde med, det er rigtig godt, hvis utålmodigheden skulle indfinde sig. Drikkevarer må I ikke have med gennem security, så køb noget i lufthavnen, som I kan supplere med, udover det, I får i flyet.

Som udgangspunkt rejser vi altid de lange ture om natten, og vil gerne betale lidt ekstra for det, så sover børnene det meste af turen. Men hvis man er godt forberedt, så går tiden som regel hurtigt. Heldigvis kan man jo også gå lidt rundt i flyveren og få strækket benene.

Skulle I være så uheldige, at komme afsted med et sygt barn, ondt i ørerne eller andet, der gør, at barnet græder eller bliver hysterisk så husk; alle i flyet (også dem der synes det er lidt irriterende) de synes det er mest synd for jer. Så bevar roen, gå lidt rundt i vug. Pludselig falder de som regel i søvn.

Husk desuden – at flyve er en del af rejsen. Gør det til noget hyggeligt. Vær forberedt og klar – så det ikke bliver stressende. Tag jer god tid. Snak og guide børnene, så skal det nok blive en fantastisk tur.