Udgivet den

Madrid!

Vi har været i Madrid.

Det har været fantastisk.

Sidder i flyveren med musik i ørerne. Kristian sover, lader op til at skulle hjem og være far igen.

Hold op, hvor har det været dejligt at være to-på-tur. Vi er så gode til at rejse sammen. Vi er rutinerede til at få checket in, være klar i god tid. Tage det med ro. Ikke stresse.

Vi tog metroen ind til Madrids midtby lørdag sidst på eftermiddagen. Stod af på stationen “Opera” og fandt hurtigt vores lille hotel i en sidegade til Madrids svar på “Strøget”. Et lille hotel med få værelser, uden morgenmadsrestaurant og alt muligt lir, men super centralt i det hyggelige latinerkvarter.

Ofte booker jeg restaurant til den første aften hjemmefra. Så skal man ikke tænke på det, når man kommer til en ny by, og man undgår som regel de største turistfælder!

Vi havde derfor god tid om eftermiddagen til at drikke et par drinks og lande i den skønne by. Vi lagde vejen forbi The Hat Rooftoop Bar, og nød et par fancy kolde drinks, serveret i plasticposer med sugerør og masser af is. Der var varmt på terrassen i solen og  god stemning hele vejen rundt!

Rosi La Loca – er som navnet indikerer et skørt sted. Da jeg bookede det, kunne jeg da også se, at det ikke var noget, jeg typisk ville booke, men det havde fået en masse gode anmeldelser og lå tæt på vores hotel, så det var et forsøg værd.

Skuffet blev vi ikke i den gule restaurant med de store plastik blomster overalt i loftet.

Vi bestilte Sangria Cava – som jeg synes alle skylder sig selv at prøve, når de kommer til Spanien. En kande bestilte vi. Da de kom med den, var indholdet i kanden dog lyserød og ikke som forventet hvidt. Vi smagte på det, og undrede os lidt… indtil de kom med en ny kande; den som egentlig var tiltænkt os: den lyse var vores sangria cava. Den røde var den traditionelle med rødvin! Skaden var ikke større end at vi fik smagt begge dele og nemt kunne sammenligne de to variationer. Cavaen vandt!!

På Rosi la Loca bliver maden serveret på de mærkeligste obskure kitsch fade og opsatser. Således kom vores tun tataki på en lille gul båd, med tøris nedenunder, så den fik en flot “dampende” effekt.

Gadesalaten blev serveret på et stort grønt plastik salatbladsfad. Blæksprutten blev serveret i en lille skål, omringet af røde plastisk blækspruttearme. Skørt. Overdrevet. Det havde ikke gået på en restaurant derhjemme. Man ville have forventet billig og kedelig mad, camoufleret af skøre remedier. Men det gik helt fint hos Rosi. For maden var delikat og super lækker. En sikker anbefaling herfra og en perfekt start på vores weekendtur!

Søndag formiddag begav vi os ned på det store marked. Flere km med boder og alt hvad hjerte begærer i fodboldtrøjer, flag, tørklæder, hatte, smykker osv osv.

Vi passerede kongeslottet og gik over i den store park Casa De Campo. Et kæmpe stort grønt område – fire gange så stort som Central Park i New York.

Der var Triathlonstævne i den lille sø, og vi sad længe i solen og fulgte med.

Frokosten indtog vi retur i byen: El MiniBar. En sjov lille kælder, med lilla belysning og uhøjtidelig servering. Igen: super god tapas!

Mandag morgen gik vi retur til parken og løb en tur i den kølige morgenluft. Ind på de små mountainbike stier i den kuperede golde og tørre natur. Jeg for lidt vild, og måtte tage telefonen til hjælp. Solen varmede allerede godt, og jeg kunne se ind over byen. Virkelig et smukt sted. Havde jeg haft en mountainbike kunne jeg godt have brugt en ekstra times tid i bakkerne.

Efter et hurtigt bad gik vi øst på mod en anden park: Retiro. I søen lejer turisterne både og sejler rundt, mens de foreviger det hele på de sociale medier. Smukt sted, med masser af cafeer og liv rundt om!

Vi fandt et par løbehjul og hoppede på dem. Benene var trætte efter de mange kilometer i Madrids gader.

Afsted kom vi hurtigt. 35 km/t ned af bakke. Uden hjelm og blandt bilerne ude på vejen – grænseoverskridende. Men vi havde et mål, og sjovt var det.

Atletico Madrid fik nyt stadion i 2017, og min sportsinteresserede mand havde booket en rundvisning 16.30. Hold op en stor oplevelse – også for mig! Det var virkelig imponerende. Vi var både nede ved banen, oppe i præsidentlogen og i omklædningsrummene. Desuden kunne man prøve 3-4 minutters 360 graders ‘virtuel reality’, hvor det føltes som om man stod midt ude på banen og kunne kigge rundt på de 68.000 tilskuere. Man “stod” også med træneren nede på sidelinien og så spillerene helt tæt på, på vej på banen. Virkelig syret oplevelse!

Vi nåede ikke hjem og klæde om, for da vi først var kommet retur til latinerkvarteret og havde nydt eftermiddags øl og vin, var det ved at være tid til at finde en god restaurant. Aftenen før var vi gået forbi et par gode bud, tæt på Plaza Ana, inde i de små bitte sidegader.

Vi var heldige at få bord på Inclan Brutal Bar – og kun fordi vi allerede var der 19.30,  en times tid inden mange i Spanien begynder at gå ud og spise. Og heldige var vi!!  For hold nu op vi blev forkælet. Små delikate avancerede tapas. Det kulinariske niveau var helt i top med retter som “Its not a tomato”, croketter og risotto, svinemørbrad mv.

Vi startede med drinks, men gik over til rødvin, som kunne købes til ganske fornuftige priser.

En helt igennem perfekt afslutning på nogle fantastiske dage i smukke Madrid.

Jeg har altid været vild med Spanien, og Barcelona har været min favoritby i mange år. Men Madrid gør det altså virkelig godt!! Der er smukt, hyggeligt, rent, pænt. Maden er vidunderlig, vinen skøn, drinksne fantastiske. Betjeningen er helt i top og stemningen ligeså.

Det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Madrid!!

 

Udgivet den

Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Udgivet den

Ironman Barcelona – når det slet ikke går som forventet…

Drømme og livsmål

Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…

I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.

Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne  hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!

København

Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.

August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.

Ironman Barcelona 2018

Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…

Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.  

Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?

Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.

Det piskede ned udenfor i tusmørket.

Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…

Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.

Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.

Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.

Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.

Afsted på cyklerne de kom.

Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.  

Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.

Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.

Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.

Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.

Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.

Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.

Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.

Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…

Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.

Alvoren indtræffer

Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!

Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.

Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.

Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.

Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.

Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.

Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.

10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern. 

Efter løbet…

Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.

Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.

Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.

Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen.  Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.

Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.

Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.

De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.

Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.

Mandag

Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.

Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.

Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.

Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet.  Det hele er lidt mere end vi kan overskue.

Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.

Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.

Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.

Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.

Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.

Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.

Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien. 

Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.

Morale

I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!

Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats. 

Udgivet den

Calella 1998… eller deromkring…

Den aller første gang, jeg var ude og flyve, var mens jeg gik i gymnasiet.

Min veninde Line og jeg blev kørt til Billund lufthavn af mine forældre. Vi ville se, om vi kunne få en billig afbudsrejse. Det var dengang man ikke havde internet og mobiltelefoner, og jeg husker ikke helt hvad planen var, men husker at vi sad mange timer i lufthavnen.

På et tidspunkt har vi en samtale med nogle guider, som skal flyve til Barcelona. De har fire gæster, som ikke er mødt op til flyet. Hvis de bliver væk, kan vi købe en billet. Barcelona. Det lyder da meget fedt. Jeg har været på camping med mine forældre i Italien og Østrig, men aldrig været i Spanien. Spændende.

De fire rejsende dukker ikke op.
Jeg kan huske, at vi sidder ved et cafebord og afregner med en guide. Han har en god gammeldags “fluesmækker” [ikke-digital-dankortterminal] og vi får hver en lap papir, da vi har betalt.
Han siger, “Når I så lander med flyet, kommer der en bus og henter jer…” Henter os? Hvor skal vi hen?… “Calella” lyder svaret.

Nå for den da. Det her var dengang Calella, var det helt store. Alle unge valfartede dertil, med bus eller fly, for at feste og gå i byen. Det var før Sunny Beach, Ibiza, eller hvor man nu rejser til i dag, for bare at fyre den af, og drikke sig helt tilbage til 3-års alderen…

Jeg fandt en mønttelefon og ringede til min mor: “Vi flyver til Spanien, vi skal til Calella mor”. Hvad hun svarede husker jeg ikke. Men jeg kan huske at hun virkede overrasket over at missionen var lykkes, og at vi ikke skulle hentes igen dagen efter. Mon ikke hun også var en anelse bekymret, over at sende to helt unge piger med fly til den vildeste partyby.

Når man tænker over det nu, er det sjovt at tænke på, at vi kunne være endt alle mulige steder i verden… nå, men det gjorde vi ikke. Vi kom til Calella. Her var strand, pool, uanede mængder af unge mennesker, sprut, diskoteker, barer osv.
Efter nogle dage ringede jeg til min mor fra telefonboksen på stranden. [Modtaget betaler]. Vi har det godt, alt er vel.

Vi mødte en flok venner fra Ålborg, som vi hang en del ud med. Det var en dejlig uge.

Vi købte også billetter til toget. Jeg spurgte en dame vi mødte, på det flotteste spansk, jeg havde lært i gymnasiet: “Donde esta la estacion de la tren?” [hvor ligger togstationen?] Og selv om jeg var stolt over, at kunne formulere et spørgsmål, som en lokal kunne forstå, hjalp det ikke på, at jeg ikke forstod et ord af det svar, der kom ud af hendes mund.
Til sidst pegede hun, mod togstationen. Missionen lykkedes!

Vi kørte ind til Barcelona og vandrede rundt. Vi var på Picassomuseum. Ja… ved ikke helt hvordan vi endte der, for ingen af os var eller er, vildt kunstinteresserede. Men tror gerne vi ville kunne sige, når vi kom hjem, at vi altså også havde været kulturelle.

Det var første gang jeg var i Calella og første gang jeg var i Barcelona. Jeg har ikke været i Calella siden, men har tilgengæld været i Barcelona 6-7 gange siden. Det er min absolut favorit by i Europa, måske verden.

Jeg elsker det lune vejr. Stranden. Vandet. Elsker de små spanske spisesteder. Tapas. Den lækre vin. Der er masser af seværdigheder, men man kan også komme bare for at slappe af og chille på en strandbar eller en fortovscafe.

Om 2,5 måned, skal jeg til Calella igen. Denne gang med Kristian, samt vores venner Jim og Anette. Kristian og Jim skal lave en ironman. Damerne skal heppe. Spise tapas i solen mens de cykler. Heppe noget mere.

Efterfølgende tager vi alle en overnatning i Barcelona, går ud og spiser, fejrer at endnu et år med træning er overstået og at løbet forhåbentligt er gået fantastisk for dem begge.

Jeg glæder mig meget.

Du kan læse om det hele her… i starten af oktober 💛

Udgivet den

Alt har en ende… [en regnorm den har to ?!]

Ferien er slut!!!
Vi sidder i flyet på vej hjem. Det brummer. Folk taler lavmælt. Ind i mellem kan man høre et barn, der har svært ved at holde sig i ro. Nogen sover. Stewardesserne har været rundt med mad til dem, der har bestilt hjemmefra.
Kristian sidder i midten hos Ebbe og Otto. Lukker øjnene og forsøger at blunde lidt. Det er svært med to små størrelser.
Lige nu, sidder de dog stille. Begge med hver deres iPad og hørebøffer. Otto laver fagter. Han hører sanglege og imiterer damen der synger på skærmen. Farhaj, Morhaj, babyhaj… ja nogle af jer med børn, kender den sikkert.

Det har været en skøn ferie. En god kombination af familietid, sport, lækker mad, gode venner, børnepool og legeplads. Club La Santa kan det hele.

Mandag havde vi reserveret cykler til alle. Otto endte på en løbecykel, for dem med støttehjul var lidt for store, til hans lille krop. Sander kunne lige passe sådan en, mens de store på seks, lånte almindelige børnecykler. De havde dog kun cykler med håndbremser [?!?], så det gav lidt udfordringer i starten, fordi de store blev usikre på cyklerne, og bange for at de ikke kunne bremse.

Afsted kom vi dog alle. Med hjælme på og højt humør. Børnene havde glædet sig til, vi alle skulle afsted på tur.
Ud på vejen, og ned mod La Santa by cyklede vi. Otto og farmand forrest. De små tre-årlige ben, løb afsted på løbecyklen, som var han skudt afsted fra en kanon. Høj latter. Se mig. Se mig.
Emma og hendes mor kort efter. Så Sander med hans far. Til sidst Ebbe og jeg.
Det var varmt og lækkert, og selv om det var lidt svært for børnene på cyklerne, der var lidt store i det, så kom vi alle ned til La Santa by, som ligger omkring 3 km fra Club La Santa.

Vi mødte nogle guider midt i byen, som plejede os over på en af de lokale restauranter. Her skubbede vi et par borde sammen ude på terrassen, så vi alle kunne sidde sammen. Grøn dug på bordene, hvide plasticstole med hynde på. Det føltes meget rustikt og autentisk.
Menukortet bød på lidt af hvert, de små ville gerne have løgsuppe. Vi andre salat, pizza, lasagne, kylling, pomfritter.
Der gik lang tid inden maden kom, men det virkede som om, han havde haft travlt i køkkenet og lavet det hele med kærlighed. Det smagte dejligt.

Anette og jeg kørte i det lokale supermarked efterfølgende, for at købe ind til aftensmad på terrassen. Mændene tog børnene med på havnen. Her kunne de se fiskebådene og lege på de store sten. De lokale lå på havnen, badede i det kølige havnevand. Let brise, høj sol. Dejlig stemning.

Da vi skulle hjem, havde Ebbe lagt usikkerheden ved den nye cykel fra sig, lagde hårdt ud fra start og stak afsted med farmand. Otto til gengæld gad ikke cykle, så vi måtte gå en del af turen hjem, og selvom turen er smuk, måtte jeg lokke lidt, for at komme ud af varmen og hjem til poolen. Op på løbecyklen kom han, og hurtigt var vi retur og klar til at blive kølet af i børnepoolen.

Dagene er langsom gået. En efter en.
Mændenes har været på nogle lange cykelture, mens Anette og jeg mest har svømmet og været på forskellige hold. Fitball. TrampolinFitness. BodyPump. Sjovt at prøve noget nyt og anderledes, og bruge kroppen på en anden måde, end man er vant til.
Børnene har nydt poolen, legepladsen, PlayTime og stranden. De har leget med hinanden, som aldrig før. Som forældre kan vi virkelig mærke nu, hvordan det bliver nemmere og nemmere at rejse med børn.
Tirsdag underholdt guiderne med show på torvet. Onsdag var det børnene fra PlayTime som dansede på scenen. Seje Emma var med, og dansede med de andre børn til lækkert musik og klappende imponerede forældre.
Vi har både spist hjemme på terrassen og i poolbaren. Vi har set VM i fodbold. Mændenes ville godt have set mere, jeg så tilpas lidt. Hver sin lyst.

Og det er faktisk det, jeg synes er indbegrebet af Club La Santa. Man kan gøre hvad man vil, der er noget for alle. Man behøver ikke alle være sportsfreaks for at tage dertil. For hvis den ene gerne vil dyrke en masse sport, kan den anden benytte poolen, restauranterne, wellnessafdelingen. Lave morgengymnastik med resten af resortet rundt om poolen, eller gå en tur rundt om den smukke lagune.
Man kan leje bil og køre rundt på øen, der er masser at se på.
Børnene kan være i PlayTime alene, hvis de har lyst til det, eller med deres forældre, hvis det gør dem mere trygge. Om eftermiddagen er der skattejagt, bagedag og strandsjov. Har man lyst, har man lov.

Igår aftes havde vi bestilt bord på restauranten El Lago. Den ligger midt blandt alle de nye suiter, med frit udsyn til lagunen og havet. Vi sad udenfor i det skønneste solskinsvejr. Bestilte en masse forskellige tapas og lækre lokale vine.
Gedeostesalat, ibericoskinke, oste, tuntartar, kæmperejer med avokado, svinemørbrad, spansk tortilla og de gode salte kartofler med dip til.
Stemningen var god. Børnene løb rundt på det store græsareal og legede. Kiggede ned i bassinet med skildpadder. De voksne nød roen, snakkede, hyggede, grinte.

Solen gik ned over havet. Den smukkeste solnedgang. Vi bestilte espressoer og dessert; flydende chokoladekage, jordbærmousse, pandekager.
Godt mætte og småberusede fik vi samlet ungerne sammen og gik tilbage til vores værelser. Det var blevet mørkt og køligt. Det var sengetid for børn og voksne.

En dejlig aften, der afsluttede en fantastisk ferie på Lanzarote inden vores hjemrejsedag i dag.

Har I mon allerede brændt sommeferien af ligesom os? Eller har I nogle spændende destinationer i vente?

Udgivet den

Dagene forsvinder – og det gjorde Ebbe også…

Jeg har fået en prop i mit ene øre. Jeg kan absolut intet høre. Det er røvirriterende, for at sige det mildt! Men… lægger jeg mig ned på sengen, og planter det gode øre godt nede i hovedpuden, kan jeg næsten ikke høre børnene larme. På den måde, er det jo også ret praktisk!! Zzzz…

Morgenen forløb lidt anderledes end normalt. Vi måtte nemlig have gang i den store eftersøgning. Halleluja!!!

Kristian var stået op før os andre. Havde lydløst siddet på toilettet og indtaget sin morgenmad, for ikke at vække børnene og jeg. 7.45 var der nemlig Mini-Triathlon med 50 tilmeldte. 400 meter svømning 14 km på cykel og 4,6 km løb.
Børnene stod op lidt efter. Vi smurte et par rugbrødsmadder. Ebbe sad med iPad og hørebøffer. Otto ville gerne over og se farmand løbe i mål.

Jeg blev enig med Ebbe om, at han godt kunne blive alene hjemme i 15-20 min. mens Otto og jeg gik over på stadion for at se afslutningen af løbet. Hvis han fortrød, kunne han komme over. Det vidste jeg, han ikke ville gøre. Han kan godt lide roen om morgenen, og kan virkelig lukke sig ind i sin egen lille iPad verden.

Otto og jeg gik over… ventede 12-14 min. og heppede så farmand i mål. Den første over målstregen i tiden 52.11! Sejt!!!

Jeg gik retur til Ebbe, for at han ikke skulle være alene for længe. Men da jeg kom over i lejligheden, var han der ikke.
Hvad jeg ikke vidste var, at efter jeg havde forladt lejligheden, var iPad’en nemlig løbet tør for strøm, og så var Ebbe trasket afsted. Kun iført sine underbukser og lyse krøller.

Jeg gik retur til stadion, men fandt kun Otto og farmand og et inferno af løbere der kom i mål, folk der heppede, børn og voksne. Ingen Ebbe.

Nå… jeg fik Kristian og Otto til at stille sig lidt fra det hele, så Ebbe bedre kunne se dem, hvis han kom til stadion. Så løb jeg tilbage. Forbi torvet, sportscafeen, PlayTime. Hjem. Ingen Ebbe. Retur forbi poolen, restauranten, legepladsen. Stadig ingen Ebbe på stadion.

Så delte vi os op. Kristian tog Otto på skuldrene og gik afsted for at lede. Jeg løb ned forbi minigolfbanerne. Ad stien ned til den anden restaurant, hvor vi spiste igår aftes. Intet syn af Ebbe. Uroen og de dårlige tanker sneg sig frem i det indre. Ebbe ville aldrig løbe væk. Men hvad hvis han løb ind i en psykopat? Hvem glemmer nogensinde historien om Madeleine… Eller hvad hvis han sad et sted og var ked af det, fordi han ikke kunne finde vej?

Ved et bord, med udsigt over lagunen, sad en engelsk familie. “Have you seen a small boy, with white curly hair, propably only in his boxershorts..?”
Det havde en af mændene. Han havde set Ebbe, men havde ikke set, hvor han gik hen…

Jeg løb retur til minigolfbanerne og højre rundt. Forbi alle de nye lejligheder. Fart på. Pludselig kunne jeg se de to engelske mænd. De signalerede til mig, at de havde fundet ham! Jeg forsatte i løb, og der, ud for svømmestadion, hvor vi havde været igår, var han. Jeg takkede de to mænd og så fik Ebbe verdens største krammer!!!
“Jeg kunne ikke finde det mor!…” nej, sikke noget!
Men han havde ikke været bange, heldigvis.

Vi gik forbi stadion og hjem. Fandt farmand og Otto. Morgenmad. Ro på.
Sikke en start på dagen!

 

Dagene hernede tager hinanden. En efter en. Kristian og jeg får dyrket noget sport, når det passer ind. Her er så meget man kan prøve. Jeg har været til Ultimate Abs, flere ture på racercykelen, til crawl for begyndere, bodytoning og Release & Unwind.
Ungerne har været en del i PlayTime, hvor der er masser af sjove aktiviteter hele dagen. Vi har også været ved lagunen og lege i sandet.

Efter en skøn eftermiddag ved poolen, spiste vi på restaurant El Lago i går aftes. Alt muligt lækkert tapas. Solen skinnede og vi kunne se ud over bugten. Sortfodsskinke, kødboller, gedeostsalat, oste, kylling, pomfritter og brød. Der var noget for enhver og børnene nød maden og hyggen.

Bagefter havde jeg booket mig med på et hold, som jeg ikke havde prøvet før: Aerial Stretch. Der var kun plads til 22 deltagere og det foregik oppe i dansestudiet. Det havde nu ikke noget med dans at gøre. Tvært imod; totalt afslapning.

Man kravlede ind i den blødeste silkehængekøje, som i en lille puppe. Instruktøren gav os hver især et kærligt skub, og begyndte så, til den mest rolige og afstressende musik, at fortælle en historie. Vi stod på den smukkeste strand, en smule tåge, let brise i kinderne. Så solen stå op. Gik ned til en båd, sejlede ud… alt foregik i et roligt afslappende toneleje og som jeg blev mere og mere afslappet, var det svært at holde fokus på historien. Tankerne flakkede. Tilbage til at lytte.. et eller andet sted undervejs mistede jeg kontrollen… og faldt i søvn…
Ahh…

Vi blev langsomt vækket, kom tilbage til historien. Tilbage til båden og tilbage til stranden, hvor vi startede.

Drengene ventede på mig udenfor. Jeg fik hurtigt rystet søvnen af mig, for de ville kaste med bold over nettet på padle tennis banen. Så det gjorde vi, mens solen og dagen gik på hæld.

Tilbage i lejligheden blev ungerne puttet og Kristian og jeg nød et glas rosevin på terrassen. Endnu en skøn dag tog sin ende på Club La Santa…

I dag skulle vejret byde på eftermiddagssol, så mon ikke drengene vil foretrække en stor is og masser af leg i poolen…

Udgivet den

Club La Santa – we are back!

Torsdag spiste vi aftensmad i Sønderborg hos mine forældre. De havde disket op med lækkert smørrebrød, sild og fiskefiletter.
Vi gik i seng med børnene 20.30, for allerede 1.30 ringede vækkeuret. Børnene blev pakket i bilen og vi kørte afsted mod Hamborg, hvorfra vi skulle flyve 6.10.
Og hvorfor så flyve fra Hamborg, når man bor i Roskilde, ville nogen måske spørge?! Det er meget simpelt: penge! Besparelsen var omkring 5000 kr. ved at flyve fra Hamborg fremfor Kastrup. Idet vi kan kombinere det med at se mine forældre, er det [for os] win win.

Flyveturen herned gik fint. Både Kristian og ungerne fik indhentet lidt af søvnen, og vi ramte Club La Santa omkring 11.30.
Et kæmpe sted, sin egen lille by med lejligheder, minimarked, PlayTime [børneklub], frisør, sportsbutik, restauranter. Dertil kommer alle sportsfaciliteterne; hallen, svømmebassinerne, løbebanen, stadion, tennisbanerne, cykelcenteret og meget andet. For på La Santa kan man alt i sportens verden; windsurfing, Padel Tennis, TRX, Golf, Step, Zumba, Fodbold, Kajak, Cykling, Petanque, Aqua Jogging, springgymnastik og alt muligt andet… Hver dag er der massevis af forskellige hold, som man kan melde sig på og prøve. Der er også masser af konkurrencer og races. Mange triathleter kommer herned for at løbe og cykle i bjergene, alene eller på hold. Kun fantasien sætter grænser!

Vi sov og hvilede lidt på skift igår. Spiste frokost i poolbaren, sandwiches og Mickey Mouse Pizzaer. Kristian badede med drengene i poolen, selvom det var lidt køligt, fordi skyerne skærmede for solen.
Jeg havde dem med på legepladsen, mens Kristian svømmede lidt i den olympiske pool, og aftensmaden nød vi på terrassen. Tapas og hvidvin fra supermarkedet.
Kristian listede på torvet for at se VM i fodbold [ja det er rigtig, jeg kan ikke huske hvilken kamp det var!] mens jeg puttede ungerne. De sov på under 5 min.!

I dag tog vi ungerne med ned i børneklubben PlayTime. Her er alle mulige sjove aktiviteter for børn og i dag blev det til maling med vandfarve, perleplader og fodbold.
Jeg nuppede en times bodytoning og Kristian løb en tur.
Otto røg en tur til frisør og fik kort og frækt sommerhår.
Ungerne spiste is med udsigt over poolen, men vejret indbød ikke til badning, så vi gik på legepladsen i stedet.

Jeg havde meldt mig på et cykelhold kl. 15.15. Vi var 11 i alt + 2 guides der cyklede afsted på racercykler i det kuperede terræn. Naturen hernede er fascinerende. Lanzarote er en vulkanø, og landskabet bærer præg heraf. Tør, gold og stenet. I dag i overskyet vejr med god frisk vind. Alle husene er hvide, firkantet, uden for megen pynt og pragt. Smukt bestemt.

Jeg havde gode ben på turen, så det var fedt, at jeg ikke havde brændt alle kræfter af på bodytoning om morgenen.

Den sidste stejle bakke, trak tænder ud. Måtte oppe og stå for at få kræfter nok, andre stod af cyklen. Op kom vi. Herefter gik det nedad det meste af hjemturen. Huhej og afsted, masser af fart på og vind i hjelmen.

Nåede hjem lige inden kampstart. Danmark mod Peru. Torvet var fyldt med fodboldfans i nationalfarver. Fandt Kristian og drengene i sportsbanen, hvor de var klar parat til en sejr!! Og det fik de heldigvis.

Nu er der ved at være ro på sættet. Drengene spiser slikkepind og ser iPad. Kristian og jeg nyder roen på terrassen.

I morgen venter endnu en masse familiehygge og nok også lidt mere sport!