Lægebesøg [igen!!] og næseaber.

Jeg havde ikke været på toilettet i fire dage… altså jo, jeg havde været på toilettet og lave nr. 1 men ikke nr. 2.
Vi havde gjort en del grin med det. Sådan er det når man er afsted, man er nødt til at dele det hele. Jeg har ikke haft ondt i maven eller mindre appetit, så på den måde, gjorde det jo ikke så meget… men altså, kunne jo godt regne ud, at det ikke var så fantastisk, hvis ikke snart der skete noget.
Med udsigten til to rejsedage fra i morgen, og derefter 7 nætter på en lille ø, tog jeg derfor beslutning om i morges, at få gjort noget ved det.
I receptionen fik jeg bestilt en taxa ned til apoteket 6 miles fra hotellet.

Da vi kom frem, viste chaufføren mig ind på en lille lægeklinik. Hrm… jeg havde tænkt, jeg bare kunne få lidt magnesium på apoteket, men chaufføren insisterede.
Efter få minutter [på trods af mange i venteværelset] kom jeg ind til en læge, en ældre herre, der talte ganske fint engelsk. Vi fik drøftet situationen, og han spurgte lidt til vores rejse, hvor jeg kom fra og i øvrigt hvordan det gik med flygtningesituationen i Danmark [?!!].
Det hele var hurtigt klaret og jeg kunne købe mine medikamenter samme sted til den nette sum af 40 dkr.

Efterfølgende gik jeg en kort runde i den lille by sammen med chaufføren. Fik købt frugt og “bagerbrød” med hjem.
Tilbage på hotellet fandt jeg drengene i poolen.
Jeg vil ikke kede jer [uarkghhhh….] med detaljer om det efterstående toiletbesøg, men jeg kan berette, at der nu er bedring på den front.

Sidst på eftermiddagen tog vi en taxa hen til Næseaberne. Der var fodring 16.30, som vi gerne ville se. Turen tog 20 min. og var bestemt det værd. “Gammelfar” sad på kanten, da vi kom hen til observationsplatformen, og vi kunne komme helt tæt på ham, og tage selfies med ham.

Da fodringen gik i gang, kom der hurtigt mange aber til. Men gammelfar styrede løjerne, og det var ikke alle der fik lov til at komme og smage på frugten. Således sad de 10-11 aber på den lille platform, mens 5-6 aber måtte sidde på et træ ved siden af, uden at få lov at smage. Forsøgte de at komme over til maden, var gammelfar hurtigt på fødderne og oppe i kampstilling. Simpelthen den sjoveste forrestilling at være vidne til.

Da vi kørte retur, blev vi sat af ved nabohotellet, hvor vi har spist aftensmad hver dag. Altid lækker mad og god service.

I morgen går turen mod Malaysia og om 2 dage er vi forhåbentlig fremme på Perhentian øerne.

En meget våd dag…

Det regnede voldsomt allerede inden vi rigtig vågnede. Bragede ned med tropisk regn i stride strømme. Vi kunne ikke engang høre vores aircon, som blev overdøvet af regnen der buldrede mod taget.
Vi lånte en paraply i receptionen for at kunne komme ned til morgenmaden uden at blive helt gennemblødte.

Planen var, at vi skulle over til reservatet og se orangutangerne blive fodret kl. 10, men vi overvejede at droppe det pga. regnen. På hotellet sagde de, at der nok også kun var en enkelt eller to, der ville komme til fodringen, når det regnede så meget.
At vi alligevel gik derover skyldtes, at det virkede som om, der kom lidt ophold i regnen, samt udsigten til en hel dag på værelset med de to krudtugler, var lidt uoverskuelig. Ingen er desuden nogensinde døde af lidt regn!

Reservatet ligger små ti minutters gang fra vores hotel. Vi betalte for billetterne og gik ind på den lange bro, som førte os gennem junglen. Midt inde i det hele, var lavet en plads, hvor man kunne stå og kigge over på en platform, hvor der lå frugt til orangutangerne.
Vi stod lidt, i en tung regn, som bestemt ikke var på retræte, inden vi fik øje på en enkelt orangutang, der sad oppe i et træ, og spiste en banan. Kort efter svingede den sig afsted, og forsvandt.
Vi sad længe, på en bænk under et halvtag, for at se, om der kom flere. Men det var ikke andre der trodsede regnen, og vi gik hjemad til hotellet. Ebbe fuldstændig gennemblødt, men i højt humør.

Vi var løbet tør for kontanter, fordi vi ikke havde kunne hæve penge i Sandakan igår. Idet vi skal på flodtur i morgen, havde vi behov for moneter.
I receptionen havde de sagt, at der lå en ATM seks miles herfra. Kristian [vores pengeskaffer] tog udfordringen op, løbeskoene på, og løb afsted i den tætte regn. Jeg hyggede med børnene på værelset, og senere gik vi i restauranten for at spise frokost, tegne og kigge på skildpadderne, der bor lige ved siden af.

Kristian havde efter 12 km i silende regn, fundet hæveautomaten, og endelig lykkedes det også, at få nogle penge ud. Planen om at tage en taxa retur, var dog værre, for der var ikke lige nogen taxaer i nærheden. Til sidst, måtte han begynde at løbe retur. Efter 4 km, så han en taxa, som han forsøgte at preje, men forgæves.
Det fik dog en ung Malaysisk fyr til at stoppe ind til siden. Johny. Og selvom Johny ikke skulle den samme vej, så forbarmede han sig, tog Kristian med og kørte ham retur til hotellet. Her ville Kristian selvfølgelig betale ham for ulejligheden, men Johny er muslim, og ville derfor ikke have noget for sin gerning. Det blev til et stort tak for hjælpen, inden han kørte afsted!

Ebbe og jeg gik over, for at se, om der kom nogen orangutanger til fodring kl. 15. Det gjorde der ikke. Kun to små legesyge aber viste sig i en trækrone.
Et skilt på stien, pegede op til “monkey nursery” og vi gik afsted, for at se, hvad det var.
I et afsides lille kompleks, gik vi ind, og kunne herfra se ud på de unge orangutanger, som bor på reservatet. Det er orangutanger, som f.eks. er blevet fundet efter naturkatastrofer eller der har været holdt fanget af mennesker. De kommer til reservatet, hvor der bliver taget vare på dem, hvor de lærer at klatre, finde mad og geberte sig, inden de kan komme ud og bo i det fri.
De var legesyge, sloges, drillede hinanden. Sjove og underfundige at se på. Både Ebbe og jeg fandt dem søde og underholdende, og vi sad længe og så dem lege, spise og klatre rundt.

Til aften gik vi over på nabohotellet, som ligger mellem os, og orangutangerne. Et super lækkert hotel, og vi kunne hurtigt se, at der var en stor upgrade på interiør, stil, restaurant og mad.
Vi spiste pizza og pasta, ungerne opførte sig nogenlunde [!?], og det var super hyggeligt. Der kommer vi helt sikkert til at spise igen, når vi er retur fra vores flodtur, vi skal afsted på i morgen.

Endnu en dejlig dag i Sepilok.

Jungleresort og Sandakan.

Det har været en rolig dag i dag.

Vi spiste den sparsomme morgenmad i den lille restaurant, der hører til resortet. Det obligatoriske toastbrød blev indtaget og efter lidt afslapning på værelset, gik vi til poolen.
Et kæmpe område med få gæster. Ved børnepoolen er der også en lille vandrutchebane til drengenes store fornøjelse. Luften var dejlig varm, og skyerne skærmede lidt for solen, der brændte igennem, så snart den fik lov.

Resortet ligger midt i junglen og hvor er det bare en spændende og anderledes natur. Kæmpe palmer og træer i alle afskygninger. Over alt, går man på små træbroer, over jord, over vand. Ned til receptionen, ned til restauranten. Vi kan se varaner og kæmpe sommerfugle, og når vi smider brød i vandet, kommer kæmpe fisk på mere end en meter op til overfladen.

Ved 15-tiden kørte hotellets “morfar” os en tur ind til Sandakan by. En køretur på 35-40 min. som skulle vise sig, at være lidt forgæves.
Vi ville godt havde handlet lidt boller/brød som børnene kunne supplere med i løbet af dagen. Men bageren havde kun toastbrød, kager og store hvide boller, ungerne ikke gider spise. Supermarkedet kunne heller ikke hjælpe os på den front.
Ebbe gad ikke gå rundt, og når først han har trukket nej-hatten langt ned over ørerne, kan stemningen blive lidt presset for alle. Vi havde overvejet at spise derinde, men de restauranter der lå ned til vandet, var meget lokale, og at forsøge med noget til ungerne der, kunne lige så godt opgives på forhånd.
Kristian ville hæve penge, så vi havde nogle kontanter, men efter mange mislykkede forsøg i forskellige ATM’s måtte det droppes!
Ungerne fik hver en Happy Meal [stort set eneste internationale brand i byen] med i taxaen hjem, og så kørte vi retur!
Så var den udflugt slut!

I morgen skal vi over og se orangutang reservatet, som ligger meget tæt på hvor vi bor. Det glæder vi os alle meget til.