Øv…

Humøret er ikke i top – men jeg skylder jer en update – dem af jer, der har krydset fingre for, at vi kom godt med båden til fastlandet.

Det gjorde vi.

Der var minimal vind, hvilket betød, at den store opsamlingsbåd, kunne samle os op på stranden, tæt ved hotellet, og sejle os nogle få hundrede meter ud til færgen. Stille og roligt.

Vi satte os bagerst ind på færgen, men der var ingen bølger og båden sejlede roligt frem, mens den kun vippede en smule til siderne. Ikke engang børnene blev søsyge. Så dejligt!!

Så nu er vi retur i Kuala Terranganu. Hak ved det.

Vi er dog lidt i kulkælderen…

Kristian har hostet i over tre uger nu. Og ind i mellem, lyder han som en gammel mand, der er ved at stå af. Idet vi har været ude på øerne, har vi ikke rigtig kunne få ham til læge, før i dag, hvor vi kom til fastlandet.

Vi var derfor forbi det lokale hospital her til eftermiddag. [Måske skal vi bare besøge et hospital i hvert land??!] Efter at være blevet indregistreret og betalt for konsultationen [40 MYR – ca. 62 kr.] kom han ret hurtigt ind til en læge, som lyttede og trykkede lidt på ham.  Heldigvis ikke lungebetændelse som vi havde frygtet.  Han fik flere forskellige piller, hostesaft mv, [gratis!! – det er da service!] og er sikkert snart fit for fight!

Men det er nu ikke derfor, vi ikke er helt i limbo.

I morges, i et af hans hosteanfald, fik han simpelthen forstrukket ryggen, så noget har sat sig i klemme. Han har før haft hold i ryggen, så vi kender ligesom turen.. men det er lidt mere problematisk hernede, hvor de ikke taler så godt engelsk og han ikke lige kan komme til en kiropraktor!!

Såh… det er sgu lidt skidt!! Vi har snakket om at flyve til Kuala Lumpur om nogle dage, for at se om vi måske kan finde en kiropraktor der, men helt optimalt er det ikke. Øv bøv.

Ja, stemningen er ikke i top. Men nu ser vi om ikke en god nats søvn, kan gøre lidt ved det.

Hav det godt derude.
Over and out.

Om alt og ingenting…

I morges hang det røde flag helt slapt ned fra sin stang. Vinden var svag og glæden var stor.
Vi håber sådan at vinden er ikke-eksisterende og bølgerne det samme, når vi i overmorgen igen skal med færgen mod fastlandet.
Vinden tog dog til og resten af dagen blafrede flaget ivrigt. Bølgerne slog smukt ind mod stranden og havet brusede højlydt. Redang kan noget helt specielt.

Vi lå ved poolen. Hele dagen. Det gjorde vi også igår. Vi har badet og slappet af og fået lidt for meget sol. Kristian har fået massage og jeg har haft næsen dybt begravet i en bog. En tyk bog, som jeg har rejst med på hele turen, og nu endelig taget mig sammen til at begynde på.

“Kvinden der forsvandt” af Gillian Flynn. En spændende psykologisk thriller, om en kvinde der forsvinder. Man kan som læser ikke hitte ud af, om det er ham, eller hende, der er den forfærdelige, den udspekulerede og beregnende. Om det er ham, der har gjort hende noget, eller en helt anden, eller er det hele, måske slet ikke som det synes?!
Det bliver en varm anbefaling herfra.

Igår spiste vi aftensmad på en hyggelig strandbar og delte en flaske hvidvin. Vi har ikke drukket meget vin på turen. Mest af alt, fordi ungerne ofte gerne vil tidligt i seng, og ofte har vi selv været trætte, når de først er blevet puttet. Vi har rejst meget, set meget, oplevet meget. Og med små børn, er man på, hele tiden. Når først de sover, har der ofte også været udsolgt hos os.

Men igår drak vi en kold flaske hvidvin fra Australien. En udemærket flaske til en billig penge. Vi kiggede ud over det smukkeste hav, mens børnene legede med terninger og spillekort, og utålmodigt spurgte gang på gang, hvornår vi var færdige, så de kunne komme hjem.
Der blev spillet god musik, og stemningen på stedet var fri, afslappende og skøn. Havde børnene ikke været med, var vi blevet hængende til solen gik ned, købt en flaske vin mere og drukket den i mørket, mens vi havde siddet helt tæt og nydt roen og hinanden.

Det er på mange måder hårdt at rejse med børn. Men hold op hvor er det også en gave. At vågne sammen hver morgen, ikke have travlt med noget, masser af tid til kram og snak.
Alle de oplevelser vi har fået sammen. Al den tid, vi har fået foræret. Til at lære hinanden endnu bedre at kende. Til at lære hinanden noget.
Børnene er vokset på hver deres måde.

Otto der har smidt bleen, og er begyndt at sammensætte ord til sætninger. Det kniber fortsat med udtalen, men der kommer mere og mere på og fordi vi er sammen hele tiden, kender vi alle lydene og ved hvilke ord han mener. Vi har delt oplevelserne og ved hvilke historier, han gerne vil fortælle.

Ebbe har haft flere gode end dårlige dage. Mange flere. Han danser. Jeg har aldrig rigtig set ham danse før. Men nu danser han, når han hører musik. Han hjælper Otto og leger med ham. Han er den søde storebror. Og de krammer, når de siger undskyld.

Jeg nævner med vilje ikke her, alle deres konflikter og udfordringer. For ja, dem er der også mange af. Men nu handlede det lige om det gode, for det har der været så meget af. Så mange gode timer. Og selvom der er dage, hvor Kristian og jeg sidder med mobilen eller næsen fordybet i en bog, så har vi fået flere timer sammen her, de sidste 3 måneder, end vi ville have haft i 8-10 måneder derhjemme.

At rejse afsted i 3 måneder, har været en gammel drøm. En drøm om at se verden. Vi har godt nok også fået set og oplevet en masse. Men hold op, hvor er det også bare en gave i sig selv, at få lov til, at tilbringe så meget tid med dem, man elsker allermest.

Der er meget vi savner hjemme. Familie og venner. Huset. Maden. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når først hamsterhjulet begynder at dreje rundt, så vil vi ønske os tilbage til den strand, den flaske hvidvin, den ø, den ferie, hvor tid betød så uendeligt lidt, fordi vi havde så meget af den og vi bare var SAMMEN.

Det røde flag blafrede ivrigt, da vi gik hjem her til aften. De siger, at vinden stilner af fra i morgen. Vi må se. I overmorgen skal vi med færgen og vi beder til, at turen bliver bedre end den herover. Ja, vi oplever bestemt lidt af hvert. Men vi behøver ikke stifte bekendtskab med flere store bølger. I må gerne krydse fingre for roligt vejr. Og for dem af jer, der ofte er i kontakt med ham foroven; så ønsker vi os egentlig bare en sikker overfart.

Når moder jord spiller os et puds…

Vi har været så heldige, at få lov til at besøge Perhentian Island mens der var lavsæson. Få mennesker på hotellerne, restauranterne og strandene. Masser af plads til at være, og nærmest alene på nogle af de smukkeste strande.

De fleste af stederne åbner først 1. Marts, nogle senere. Så lukker de ned igen 1. Oktober. I den mellemliggende periode er der monsun. Regn og blæst. I dag fik vi en lille ide om, hvorfor hotellerne har lukket i den periode. Man kan nemlig ikke engang komme til/fra øerne!

For at undgå, at skulle ind til fastlandet, havde vi bestilt en privat bådtur fra vores resort til Redang [som ligger anslået ni km fra Perhenthian] hvor fem nætter på lækkert hotel ventede på os.
Der var afgang kl 10.
Vi fik pakket sammen, spist morgenmad, afregnet og efterfølgende sat os ned i den lille båd, med al vores bagage.
For første gang i al den tid vi havde været på øen, var der i dag vind og bølger på vandet. Vi var noget spændte på overfarten.

Vi sejlede langs øen rundt og begav os så ud og afsted. Kæmpe bølger. Vi havde sat os bagerst i båden, for at undgå de store hop, når bådens snude faldt ned på bølgerne. Men det betød ikke så meget. Bølgerne var så kæmpe store, at bådens forsnude løftede sig højt over vandet, for derefter at hamre ned, inden en ny bølge løftede op. Kristian og jeg kiggede på hinanden, det var fuldstændigt vanvittigt det her. Styrmanden satte farten ned. Vi kunne godt regne ud, at den sejlads der normalt ville tage en time, nemt kunne tage to. Hvem kunne sidde i sådan en karrusel i to timer? Og var det forsvarligt? Heldigvis trak styrmanden selv stikket. Han stoppede motoren og sagde til os, vi ikke kunne fortsætte, bølgerne var alt for vilde. Og selvom vi var skuffede over, tanken om, at vi ikke ville komme over til vores lækre nye hotel og en ny spændende ø, var vi begge glade for, ikke at skulle krydse et hav med så høje bølger.

Vi sejlede tilbage til resortet og gik i land. Tre kufferter, en taske, tre rygsække, to børn. Hvad nu?
Vi fik at vide, at vi kunne tage båden tilbage til fastlandet kl. 12 [anden vindretning] for derefter at tage en taxa til Kuala Terrenganu, hvor vi måske kunne nå en færge kl. 15 til Redang. Der var altså stadig en chance for at nå ud på øen i dag, dog bare en længere tur…
vi besluttede at give det et ‘go’.

Det skulle dog vise sig, at kl. 12 båden først lagde fra øen omkring 13.40 [!!?!] idet de var forsinkede pga. den voldsomme tur fra fastlandet og ud. Til gengæld havde den fuld skrald på i medvind, da vi endelig kom afsted. Vi sejlede med de kæmpe store bølger, og tilbagelagde distancen til fastlandet på kun 30 min. Noget af en oplevelse, med de vildeste bølger jeg nogensinde har prøvet at sejlet på. Vandet sprøjtede ind over os i siderne. En dame kastede op i en pose. Jeg var søsyg. Ebbe var bange. Otto faldt i søvn. Ind kom vi.

F1A5F2B2-352F-4380-B83F-115BC41CE8EE

Tilbage på havnen, vidste vi godt, at vi ikke kunne nå færgen i Terranganu. Vi spiste derfor kylling og ris, købte souvenirs og rystede sejlturen af os. Efterfølgende satte vi os i en taxa, som kørte os til det hotel i Terranganu, hvor vi også skal bo, når vi var været på Redang. 500 meter herfra ligger færgehavnen, så i morgen kl. 9, kan vi sejle ud til Redang og hotelværelset, der [forhåbentlig stadig] venter på os.

I mellemtiden nyder vi et stort dejligt værelse, internet [halleluja!] og badekar.
Aftensmaden sørgede TripAdvisor [rejse App] for blev en succes. Vi fandt en lille cafe, som var super hyggelig, med virkelig lækker mad. Ungerne fik fish & chips, de voksne steaksandwich.

Byen synes ikke af noget. Det vi har set; på ingen måde charmerende. Det virker lidt som om, vi bor i et industrikvarter med masse af hoteller, men det tror jeg faktisk ikke at vi gør. Jeg tror bare, at det hele ser lidt mere tarveligt ud, end vi er vant til. Med undtagelse af deres store flotte moskeer, som er de fleste steder. Nå, vi må se nærmere på byen, når vi kommer retur efter [nu kun] fire nætter på øen.

Ønsk os en god overfart i morgen. Kryds fingre for at bølgerne har lagt sig, eller færgen er på størrelse med de store Cruisebåde der ligger til land ved Nordhavn…