“Jeg vil gerne teste ham for Denguefeber” sagde hun til mig på udemærket engelsk. Og selvom jeg ikke ved synderligt meget om Denguefeber, så ved jeg nok til, at det bestemt ikke er noget jeg ønsker for min 5-årige søn.
Vi var taget på hospitalet her i Puerto Prinseca. Ikke fordi jeg var vanvittigt bekymret. Men Ebbe har haft en tør hoste de seneste 10-12 dage, og ind i mellem kortvarig feber, hen over de sidste 3-4 dage. I morges var han igen sløj og varm, og nu hvor vi endelig var tilbage i civilisationen, virkede det som et godt tidspunkt lige at få tjekket helbredet.
Efter en del venten, talte vi med en læge som lyttede på lungerne og fik forklaret situationen. Ganske rigtigt havde han feber. Hun sendte os på laboratoriet, hvor vi efter lidt mere venten afgav blod- og urinprøve. Sidstnævnte var lidt sjovere at afgive end det første, for den lille gut, som er mega ræd for nåle og alt der gør ondt. Sej som han er, blev det dog klaret.
Det store Robinson indkøbscenter lå 200 meter fra hospitalet, så mens vi ventede på svar gik vi derover. Drengene spiste pizza og feberen forsvandt.
Otto kom langt om længe til frisør. Blev betjent af to unge mænd, der lynhurtigt klarede den fineste klipning – pris: ca. 15 kr.!!
Bagefter var de i et lille legeland til stor fornøjelse for begge.
Rigtig hyggelig eftermiddag, hvis ikke det var fordi at den Denguefeber blev ved med at summe i mit baghoved. Hvad ville konsekvensen være, hvis det var det? Skulle vi hjem, eller skulle han indlægges her? Hvorfor ville hun egentlig teste? Havde han de syntomer? Jeg hoster også lidt, pludselig var jeg også lidt sløj? Måske har jeg også Denguefeber? Smitter det i øvrigt? Hvad så med de to andre? Ja, man kan nå at gennemgå mange scenarier over nogle timer…
Vi gik retur til hospitalet og fik efter endnu en rum ventetid svaret: ingen Denguefeber. Men for høje infektionstal, så endnu en antibiotikakur de næste 7 dage. Lettede besøgte vi “apoteket” og kørte hjemad til aircon og afslapning.
