Udgivet den

Når moder jord spiller os et puds…

Vi har været så heldige, at få lov til at besøge Perhentian Island mens der var lavsæson. Få mennesker på hotellerne, restauranterne og strandene. Masser af plads til at være, og nærmest alene på nogle af de smukkeste strande.

De fleste af stederne åbner først 1. Marts, nogle senere. Så lukker de ned igen 1. Oktober. I den mellemliggende periode er der monsun. Regn og blæst. I dag fik vi en lille ide om, hvorfor hotellerne har lukket i den periode. Man kan nemlig ikke engang komme til/fra øerne!

For at undgå, at skulle ind til fastlandet, havde vi bestilt en privat bådtur fra vores resort til Redang [som ligger anslået ni km fra Perhenthian] hvor fem nætter på lækkert hotel ventede på os.
Der var afgang kl 10.
Vi fik pakket sammen, spist morgenmad, afregnet og efterfølgende sat os ned i den lille båd, med al vores bagage.
For første gang i al den tid vi havde været på øen, var der i dag vind og bølger på vandet. Vi var noget spændte på overfarten.

Vi sejlede langs øen rundt og begav os så ud og afsted. Kæmpe bølger. Vi havde sat os bagerst i båden, for at undgå de store hop, når bådens snude faldt ned på bølgerne. Men det betød ikke så meget. Bølgerne var så kæmpe store, at bådens forsnude løftede sig højt over vandet, for derefter at hamre ned, inden en ny bølge løftede op. Kristian og jeg kiggede på hinanden, det var fuldstændigt vanvittigt det her. Styrmanden satte farten ned. Vi kunne godt regne ud, at den sejlads der normalt ville tage en time, nemt kunne tage to. Hvem kunne sidde i sådan en karrusel i to timer? Og var det forsvarligt? Heldigvis trak styrmanden selv stikket. Han stoppede motoren og sagde til os, vi ikke kunne fortsætte, bølgerne var alt for vilde. Og selvom vi var skuffede over, tanken om, at vi ikke ville komme over til vores lækre nye hotel og en ny spændende ø, var vi begge glade for, ikke at skulle krydse et hav med så høje bølger.

Vi sejlede tilbage til resortet og gik i land. Tre kufferter, en taske, tre rygsække, to børn. Hvad nu?
Vi fik at vide, at vi kunne tage båden tilbage til fastlandet kl. 12 [anden vindretning] for derefter at tage en taxa til Kuala Terrenganu, hvor vi måske kunne nå en færge kl. 15 til Redang. Der var altså stadig en chance for at nå ud på øen i dag, dog bare en længere tur…
vi besluttede at give det et ‘go’.

Det skulle dog vise sig, at kl. 12 båden først lagde fra øen omkring 13.40 [!!?!] idet de var forsinkede pga. den voldsomme tur fra fastlandet og ud. Til gengæld havde den fuld skrald på i medvind, da vi endelig kom afsted. Vi sejlede med de kæmpe store bølger, og tilbagelagde distancen til fastlandet på kun 30 min. Noget af en oplevelse, med de vildeste bølger jeg nogensinde har prøvet at sejlet på. Vandet sprøjtede ind over os i siderne. En dame kastede op i en pose. Jeg var søsyg. Ebbe var bange. Otto faldt i søvn. Ind kom vi.

F1A5F2B2-352F-4380-B83F-115BC41CE8EE

Tilbage på havnen, vidste vi godt, at vi ikke kunne nå færgen i Terranganu. Vi spiste derfor kylling og ris, købte souvenirs og rystede sejlturen af os. Efterfølgende satte vi os i en taxa, som kørte os til det hotel i Terranganu, hvor vi også skal bo, når vi var været på Redang. 500 meter herfra ligger færgehavnen, så i morgen kl. 9, kan vi sejle ud til Redang og hotelværelset, der [forhåbentlig stadig] venter på os.

I mellemtiden nyder vi et stort dejligt værelse, internet [halleluja!] og badekar.
Aftensmaden sørgede TripAdvisor [rejse App] for blev en succes. Vi fandt en lille cafe, som var super hyggelig, med virkelig lækker mad. Ungerne fik fish & chips, de voksne steaksandwich.

Byen synes ikke af noget. Det vi har set; på ingen måde charmerende. Det virker lidt som om, vi bor i et industrikvarter med masse af hoteller, men det tror jeg faktisk ikke at vi gør. Jeg tror bare, at det hele ser lidt mere tarveligt ud, end vi er vant til. Med undtagelse af deres store flotte moskeer, som er de fleste steder. Nå, vi må se nærmere på byen, når vi kommer retur efter [nu kun] fire nætter på øen.

Ønsk os en god overfart i morgen. Kryds fingre for at bølgerne har lagt sig, eller færgen er på størrelse med de store Cruisebåde der ligger til land ved Nordhavn…

Udgivet den

I går og i dag…

Otto startede dagen igår med en ordentlig omgang diarré og lidt opkast. Så gik han ned og spiste en stor portion morgenmad og legede efterfølgende med sine biler! Sej lille gut.
Jeg havde fortsat lidt efterveer fra min nat med maveonde og Kristian havde også fortsat rumlen. Alligevel besluttede vi os midt på dagen for at tage en vandtaxi ud til Turtle Beach, som ligger et par strande længere omme, end den vi plejer at komme på.
Vi delte taxien med et ældre ægtepar der boede nord for New York, som var ud at rejse i 3,5 måned. Foruden dem, var der 6 andre, da vi kom frem til Turtle Beach – en 100-150 m lang strand, med det fineste hvide sand og klart vand i de flotteste farver. Det er så vanvittigt imponerende at se på, når solen skinner på vandet, så den flotteste blå farve lyser frem.

Vi badede og hygge nogle timer inden vi tog retur. Resten af dagen lavede vi ingenting, spiste aftensmad, slappede af og så film.

I dag valgte vi at gå gennem junglen om til endnu en ny strand. En tur på omkring 40 minutter i den frodige jungle, som var lidt våd, fra regnen der faldt i nat. “Stien” var snørklet, op og ned, til side, til side. Selvom drengene var udfordrede, syntes de også de var spændende. Lyden fra insekterne, kæmpemyrene, træerne.

Ebbe gik hele vejen, og vi kom frem til stranden, så vi kunne køle af i vandet og få nogle kolde drinks.
Vi tog en vandtaxi retur, ikke så lang tid efter frokost. Ebbe klagede over ondt i maven og var i dårligt humør. Da vi kom hjem, skulle det da også vise sig, hvor dårlig han var. For han kastede op midt i sengen, uden at kunne nå ud på toilettet.
Da vi havde styr på gemytterne, henvendte jeg mig i receptionen og spurgte om vi kunne få nyt dynebetræk mv. og fem minutter senere bankede det på døren. Fire mand stærk stod klar til at skifte dyner og lagner. Kristian mente vi godt kunne bruge en lignende service derhjemme [!!?!]. Hvad han mente med det, forstod jeg ikke helt.

Otto og jeg spiste aftensmad alene, mens Ebbe sov lidt på værelset. Det blev til flere ture på toilettet, og håbet er, når han på så kort tid, kommer af med så meget, så er det forhåbentlig hurtigt overstået.

Så nu er vi ved at være hele vejen rundt med den bakterie, som vi alle har haft glæde af. Dejligt!! Forhåbentligt kan vi få en rolig dag på stranden i morgen, på vores sidste dag, her på denne fantastiske ø. Hold op, det har været en fornøjelse!

Udgivet den

Perhentian Island… Can we stay forever?

Nogengange, når man rejser som vi gør, med børn, må man gemme sine egne følelser, tanker og frygt lidt af vejen, for at det hele kommer til at glide let.
Som i dag, da vi sad i båden fra Kota Besut til Perhenthian Island.

En 15-personers rød speedbåd med to motorer lagde fra land, med os, bagagen og tre andre ombord.
Så baldrede den ellers bare derudaf for fulde gardiner. Fuld kræft frem fløj vi nærmest hen over vandet. Bølgerne gjorde, at snuden hævede sig mere
end en meter over vandet, for derefter at falde fladt ned igen, på det hårde vand. Som at sidde i en rutchebane, gav det vildeste bumb, og nærmest stød igennem hele kroppen.

Børnene syntes bestemt ikke det var sjovt, men for ikke at alle skulle sidde og tude, grinede vi højt, over “rutchebane-turen”, og gemte egen ubehag hele af vejen.
Jeg lover jer, at jeg får ondt i morgen i mine [ikke-trænede] mavemuskler efter den tur, hvor jeg spændte i hele kroppen, fra start til slut, for at stødene ikke skulle gøre for ondt.

Da vi var ca. halvvejs ude ved øerne, stoppede han båden, umiddelbart fordi, der var kommet noget i en motor. Kristian og jeg smilte til hinanden, det var bestemt ikke her, man håbede på at motoren satte ud, med kufferter og børn, og ingen andre både i syne. Men igen, da Ebbe spurgte, hvorfor vi ikke sejlede, greb vi det med et smil, og sagde at der blot var pause, mens vi sendte hinanden et skjult blik, og håbede inderligt på, at alt var ok.

Nå, motoren kunne fortsætte og i land kom vi. Og hold nu kæft!!! [ja, undskyld mit franske!] Vi er jo landet i et lille stykke af paradis. Vandet er klart som postevand. Sandet så hvidt, at vi må knibe øjnene sammen, når solen skinner på det.
Her er på ingen måde crowded, her er SÅ lækkert!

Vi har fået et værelse i en lille dobbelt bungalow. To store dobbeltsenge, som vi skal dele. Aircondition fungerer og der er tynde dyner i lækkert hvidt sengetøj. Udenfor en lille terrasse med to stole og et bord og udsigt ned til vandet.

Vi spiste frokost i deres restaurant, sad i strandstolene i sandet og bestilte ris, salat, tomatsuppe, nuggets mv. Alt rigtig fint og lækkert, til overkommelige priser.

Efterfølgende gik vi til nabostranden [500m] som lige er lidt bedre end vores, der har små sten i vandkanten.
Her er der til gengæld fuld valuta for pengene. Halleluja. Bounty strand med et par få store resorts, lidt restaurant og mini butikker, få gæster. Hvid sand, blåt vand. Vi badede i flere timer. Spiste is og varmede os ved tanken om, at vi heldigvis skal sove syv nætter dette fantastiske sted!

Vi har fået alt hvad vi har drømt om, og mere til. Her er intet mindre end FANTASTISK!!!