Om endnu en tropenat…

Jeg sidder i mørket inde ved Otto. Kl. er 23.42. Han hoster og hoster. I søvne. Lytter til ham, vil sikre mig det ikke er falsk strubehoste, som begge unger tidligere har haft. Kan alligevel ikke sove for varmen, så det gør ikke noget. Vinduet står helt åbent, og jeg nyder den kolde luft efter en lang og varm dag.

Det er en mærkelig sommer. Med al den varme. Dejligt, men også meget atypisk i Danmark, hvor vi normalt klager over for meget vind, regn og skyer hen over sommeren.

Vi er slet ikke gearede til det. Vi er vant til at rejse ud, for at søge varmen. Så holder vi ferie samtidigt. Lægger os i skyggen eller dypper tæerne i poolen. Det er anderledes når man lever i det, går på arbejde i varmen, sover i den.

De udenlandske turister klager på de danske hoteller. Hvor er aircondition? En efterspørgsel mange nok ikke havde set komme…

Da vi rejste rundt Østen, var der selvfølgelig lækkert varmt hele vejen rundt. Men der hvor jeg husker varmen aller mest, var I Kuala Lumpur. Sådan en rigtig storbyvarme. Over 35 grader. Vi gik ned i den store KLCC park, og var gennemblødte af sved inden vi nåede frem. Ungerne ville [forståeligt nok] kun løbe rundt i underbukser. Desværre havde vi andre ikke samme mulighed.
Kan huske Kristian hang sin undertrøje til tørre i solen, bare for et øjeblik. Men parkbetjenten kom, hun havde øjne overalt. Ingen bar overkrop i parken!! På med den gennemblødte undertrøje igen!

De havde et kæmpe stort soppebassin – kun for børn. Også det værnede parkbetjenten [faktisk var der flere] meget om. Man måtte kun være ved bassinet, hvis man havde børn. Man måtte på ingen måder nærme sig, eller stikke fødderne i, hvis man ikke havde medbragt nogle små poder.
Det havde vi heldigvis, så tæerne kunne blive afkølet i den varme park.

På trods af varmen, synes jeg at Kuala Lumpur er en af de mest spændende storbyer jeg har været i. Masser af store shoppingcentre. Lækre restauranter. Meget internationalt. Der blev ekspanderet alle steder, opført nye kæmpe store hoteller. En rivende udvikling. Masser af seværdigheder. Specielt den store fuglepark gjorde indtryk.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Kuala Lumpur – gerne krydret med en tur til Perhenthian og Tioman Islands. Det gode er, at man sagtens kan rejse derned når det er sommer herhjemme, og altså ikke kun om vinteren. Det bliver en fordel, når vi lige om lidt har et skolebarn!

Har du mon været i Malaysia? I så fald, hvor var det bedste sted du har været?

Nå, Otto er stoppet med at hoste… tror jeg lister i seng. I morgen siger løbeplanen, at jeg skal ud og løbe ti km. Jeg er ikke et morgenmenneske, slet ikke I disse dage, hvor jeg ikke kan sove om aftenen… men jeg må hellere se, om jeg kan komme tidligt afsted, så varmen ikke er helt ulidelig…

Sov godt derude.

 

I får lige et par billeder fra fantastiske Kuala Lumpur…

Dagens tal er 38…

Det er min fødselsdag! 38 år bliver jeg!! Det er mærkeligt at det er i dag… ikke så meget fordi, det er mærkeligt at blive ældre [det er det også, men det er lidt en anden sag] men mere fordi, at da vi tog afsted, var der mega lang tid til min fødselsdag. Og så er det lige pludselig nu. I morgen flyver vi til Singapore. Sidste stop på rejsen. Og selvom vi er mættede og klar til at tage hjem, så er det alligevel mærkeligt, at det lige om lidt er slut. Den store rejse, vi har glædet os til i flere år!

Der var gaver inden den store morgenbuffet, og drengene syntes det var sjovt, at jeg havde fødselsdag. Kristian havde blandt andet købt en kæmpe ballonchampagne, som hurtigt blev til et “slå-redskab”, og Otto havde valgt nogle små billeder med tekst, som han gerne selv ville lege med. Boys! [😊]

Vi havde bestilt bord til frokost på restauranten i KL Tower [Atmosphere 360] som ligger 282m. oppe, med udsigt over hele Kuala Lumpur.
Når man kommer op med elevatoren, træder man ind i den runde restaurant, med vinduer hele vejen rundt. I midten, er der udgang til elevator, buffet, toiletter samt et lille podie hvor en kvinde sang sine fortolkninger af klassiske popsange. Så kommer der to rækker med borde, inden det flotte glasparti.
Det gulv hvorpå bordene er placeret, bevæger sig. Stille og roligt kører det rundt, så når man sidder ved sit bord, ændrer udsigten sig en lille smule hele tiden. Ligesom afstanden til buffeten bliver længere og længere, indtil den bliver kortere og pludselig er lige ved siden af. Det tager omkring 1,5 time, inden bordet/restauranten har været alle 360 grader rundt.
Fascinerende.

Vi kunne se hele Kuala Lumpur, alle hotellerne, parkerne, kongeslottet, alt det de bygger, veje, huse, pladser, tog og biler. Helt vildt imponerende.
Drengene gik fra bord til vindue, og fra vindue til bord. Hvis ikke vi huskede at minde dem om, at vi var på en restaurant, ville de glemme det, og hoppe af og på noget, som for dem, mindede om en meget langsomt kørende karussel.

Der var masser at vælge imellem i buffeten. Normalt er jeg ikke fan af buffet, men det var ligesom konceptet, hvis man ville spise med udsigt. Det var dog helt fint. Der var masser at vælge imellem; asiatiske retter, salatbar, fisk, brød – og der var også flere ting, som børnene gerne ville spise; kylling, ris, pasta med parmesan og tomatsauce, så det var rigtig fint.
Vi sluttede af med små lækre kager og is.

Efterfølgende var vi en tur i parken. Otto hoppede i soppebassinet mens Ebbe ville på legepladsen. Det var mega varmt og alle var lidt trætte, så det endte med, at Kristian tog en taxa hjem med drengene, men jeg gik i vores [lokale?!] center [Pavilion Mall].

Her fandt jeg frem til den frisør, Kristian tidligere havde været hos. Jeg havde nemlig set at man kunne få en Hair Repair Treatment, og tænkte at det var jeg nødt til at forkæle mig og mit slidte hår med.

Det tog omkring 1,5 time. Med masser af massage – i hovedbund og på skuldre og øvre ryg, flere forskellige hårkure og tid til at nyde en kold cola og wifi. Ren forkælelse og alenetid. Halleluja.

Vi gik endnu engang ned og spiste aftensmad på Pinchos, en af byens bedste tapasrestauranter, som ligger i den hyggeligste gade, fyldt med barer, natklubber og spisesteder. Heller ikke i dag skuffede de med deres ost, skinke, pølse osv.

Nu er drengene puttet og Kristian og jeg ligger i mørket og nyder roen. En skøn dag er omme.

I morgen tidligt, skal vi igen pakke taskerne.

Sidste stop: Singapore!

Vi kigger på fugle…

Dagene tager hinanden… en efter en…

Igår var vi ude at køre med tog. Egentlig bare fordi, drengene gerne ville prøve det. Destinationen var ikke så vigtig.

10 meter [anslået] oppe over jorden, på store betonpiller, kører de små tog, svarende til vores Metro i København. Sådan et lille tog, hoppede vi på, og kørte ud til endestationen, den kæmpe store banegård, med mange forskellige linier.
For at komme fra toget, ned til de andre linier, skal man dog lige igennem et mall [butikscenter] – hold op, hvor er der mange af dem! Efter en runde i centeret, kørte vi retur, spiste frokost, og gik på hotellet.

Kristian tog en taxa i den tunge trafik ud til kiropraktoren, jeg gik med drengene til poolen! Fandt en plads i solen, og sugede lidt til mig, mens der blev badet, spist kiks og leget med fly og biler.

Vi gad ikke ud til aften, så det blev til roomservice [det er jo så fedt!!] og afslapning.

Kristian har det langt bedre med ryggen, så nu skal han heldigvis ikke gennem byen mere, for at komme til kiropraktor. Dejligt.

I dag tog vi en taxa ud til fugleparken [KL Bird Park]. Forventningerne var ikke høje, men vi kørte forbi, da vi var på vores hop-af-hop-på-bustur, og tænkte der kunne være sjovt med drengene. Og det var det!!

Et kæmpe stort areal [verdens største] er dækket af med net, så fuglene frit kan flyve rundt. Der var mange fugle. Alle mulige slags. De gik rundt og fløj rundt. Meget menneskevante og ikke bange for at komme tæt på. Flere steder kunne man købe mad, som man kunne fodre dem med, til stor fornøjelse for ungerne.
Nogle steder var der bure, med fugle som ikke måtte flyve frit: de sorte svaner, uglerne, ørnene, papegøjerne, strudser m.fl.

Vi var hele parken rundt, og sluttede nede for enden, hvor der også var stor legeplads. Desuden var der fugleshow, hvor de fik de forskellige fugle til at udføre forskellige tricks. Jeg havde inden tiden tænkt, om det mon var noget, drengene kunne sidde stille til – men det kunne de. De var meget engagerede!

Efterfølgende tog vi en taxa ned til den gade, hvor vi spiste aftensmad for et par aftener siden. Super hyggelig vej, med restauranter og barer side om side fra ende til anden.
Vi fandt et sted, hvor de også viste sport, og endte med at blive siddende i flere timer. Kristian læste avisen, Otto flirtede med den unge kvindelige tjener, Ebbe så iPad, og jeg var på wifi.

Vi var retur på hotellet ved 17-tiden, og en time senere gik jeg afsted mod supermarkedet, der efter sigende, skulle ligge i et af de store centre tæt på vores hotel.
Jeg fandt nemt supermarkedet [Marcato] som viste sig, at være et super lækkert sted, med masser af internationale varer.
For første gang siden Nha Trang i Vietnam, fandt jeg Wasa knækbrød på hylderne!
Sammem med ost, skinke, agurk, peberfrugt, mandler, bagerbrød, en halv lun kylling samt kold hvidvin blev det købt med hjem, til indtagelse på hotelværelset.

Drengene var lykkelige for igen at kunne sætte tænderne i knækbrød, som er absolut favorit spise derhjemme, og de guffede det i sig.

En rolig aften på værelset, efter en skøn dag i byen. What’s not to like?…

Om KLCC Park, æg og bustur…

Igår formiddags var vi i parken. KLCC Park. En stor og flot park, midt i centrum, omringet af hoteller, høje kontorbygninger og lejlighedstårne.
Parken blev designet af Roberto Burle Marx i 1998, samtidig med man opførte Petronas tvillingetårne, som dengang var verdens højeste. Den indeholder det hele: bakker, søer, træer, vandfald, bro og vilde planter. En 1,3 km løbebane. Kæmpe legeplads til børnene samt stort soppebassin. Et stort springvand nede foran Petronas tårne, der kan sprøjte vand op til 89 meter!
En dejlig oase midt i byen.

Vi havde 34-36 grader og sol. Svedte voldsomt. Vi fandt hurtigt legepladsen. Kæmpe. Børnene drønede rundt for at se og prøve en masse. Røde kinder.
Inden længe måtte vi en tur på cafe, sidde i skyggen og drikke noget koldt.
Bagefter gik vi ned til soppebassinet, og børnene fik badebukser på inden de røg i.
Stort hit og dejligt nedkølende.

Kl. 13 satte vi os i to taxaer. Kristian ud mod kiropraktoren, os andre mod hotellet. Troede drengene ville til poolen, men det endte med, de hellere ville lege på værelset med biler og fly.

Aftensmaden blev nydt på en Italiensk restaurant, vi havde fundet frem til på TripAdvisor. Risotto og hvidvin til de voksne – whats not to like?

Kristian har det langt bedre. Det er som om antibiotikaen virker på hosten, og han er ikke længere dårlig og har feber. I dag kan han igen rette ryggen ud, så der er stor bedring på den front. Han listede endda ned for at sidde lidt på en kondicykel i fitnesscenteret tidligt i morges, så det er gode tegn.

Vi brugte lidt ekstra tid på morgenmaden i dag. Otto insisterende på at pille sit eget hårdkogte æg, fra start til slut. Det blev en langvarig, omend hyggelig, affære, mens vi andre fik indtaget vores yoghurt, røræg, brød, frugt, salat, kage mv.
Morgenmaden er rigtig fin på hotellet og vi nyder, at der er noget alle kan lide.

Tasken blev pakket, jeg fik Otto på ryggen, og vi gik op til det sted, vi vidste, vi kunne hoppe på en tourbus [hop-on hop-off]. Afsted med os, siddende ovenpå i varmen, med vind i håret, når bussen kørte.
En rigtig fin tur, det meste af turen. Fik set indre by; China Town, Central Market, Little India. Gjorde stop ved Kongens palads, så fugleparken, alle de prægtige hoteller, national teatret og meget mere.
Ungerne blev lidt utålmodige, og vi aftalte at stå af ved Petronas tårne. Det skulle dog vise sig, at det sidste stykke hen mod dem, ikke var andet end kø i en tung bytrafik, og tog næsten 40 minutter uden stop.
Frem til tårnene kom vi dog, og tålmodigheden holdt ved hjælp af sodavand og kiks i bussen.

Man kan ikke bare komme op i tårnene, der skal bestilles tid, det vidste vi godt. Så vi stod bare og beundrede dem lidt, hvorefter vi gik ind i storcenteret der lå lige ved siden af. Endnu et kæmpe betagende center, med butikker der kan friste enhver.
Vi fandt en foodcourt, hvor vi spiste frokost og efter lidt shopping, tog vi en taxa hjem.

Som altid nyder ungerne roen på værelset. De leger med deres ting, ser iPad og slapper. Ebbe installerede sig i et skab med iPad og Oreos. Otto lokkede jeg en tur under bruseren. Han ville ikke i bad, men han ville godt tage tøjet af, og vaske glasset med håndbruseren – og da han først var derinde, ville han også godt tømme sæben, og vaske sig lidt på maven. Ja, nogengange skal man bare lokkes lidt i gang!

Nu får Kristian sig en “morfar” under dynen, jeg ligger og skriver lidt til jer. Dejligt med oplevelser, men også dejligt med de rolige stunder.
Kommer til at savne begge dele, når vi kommer hjem.

Kuala Lumpur – vis mig hvad du kan!!

Vi vækkede ungerne lidt over seks, og listede nedenunder med bagagen og checkede ud. Taxaen holdt allerede og ventede på os, og 20 minutter senere, var vi i lufthavnen.

Et lille propelfly fløj os til en mindre lufthavn i Kuala Lumpur, hvor vi efter en halv times kørsel kom frem til Hotel Dorsett. Et stort og prangende hotel, der dufter lidt af luksus.

Det ligger i centrum, blandt flere andre store internationale hoteller. Skråt bagved, ligger det ene storcenter efter det andet. Lækre restauranter, butikker, stemning, liv. Det er fantastisk at være tilbage i en storby.

Vi tog en taxa ud til en kiropraktor, vi havde fundet på nettet. Kørte forbi Kuala Lumpurs største moske og forbi slottet, hvor kongen bor.

En yderst kompetent, engelsktalende ung kvinde fik trykket lidt på Kristian, og der var bedring at spore med det samme.
Han fik en ny aftale i morgen, så vi håber det hurtigt kan gå fremad.

Retur ved hotellet, gik Kristian og ungerne på værelset. Jeg gik i butikker.
På en eller anden forunderlig måde, er mine sandaler forsvundet. Ja, det lyder mærkeligt. Men pludselig var de simpelthen væk. Ungerne sværger de ikke har leget med dem, og jeg har ikke taget dem af nogle steder [hvilket jeg ellers godt kan finde på], men væk er de!
Så jeg måtte afsted for at finde nogle nye. Det lykkedes heldigvis, så jeg kan pakke sneakers og sokker ned igen!

Kuala Lumpur virker som en spændende og behagelig storby.  Det er den største by i Malaysia, og er ligeledes landets hovedstad. Der bor lige under 2 mio. mennesker i den centrale del af byen. Tæller man oplandet med [Klang Valley] er der i alt omkring 7,25 mio. bosat i området. Byen er en af de byer i Sydøstasien med størst vækst, både i indbyggerantal men også i økonomisk udvikling.

Fra vores hotel kan vi da også se masser af igangværende byggerier. Enorme hoteller og højhuse, der bliver opført. Kæmpe store byggegrunde, med kraner og lifte og arbejdsmænd. Ingen tvivl om, at der virkelig sker noget

Vi glæder os til at se lidt mere af byen, til noget lækker mad og til afslapning ved poolen. Måske en udflugt eller to ud af byen.
Spændende by – mange muligheder.

Ikke helt klar til at komme hjem endnu.

Sidste dag i Kuala Terrenganu

Kristian var rigtig sløj til formiddag, så vi slappede på værelset.

Otto og jeg var en tur nede på apoteket og hente lidt forskelligt. Vi lagde også vejen forbi en lille børnebutik, hvor de have en lille brandbil, ambulance og helikopter til samlingen.

Drengene har haft deres biler og fly med i kufferterne. Og de har simpelthen leget dag ud og dag ind med de samme biler og fly. Lavet landingsbaner og færger og køer – på værelset, i restauranten, ved poolen, på stranden. Nogen gange hver for sig, men også rigtig tit sammen.
Simpelthen så sejt – og simpelt med det samme legetøj. Så nu fik de lidt at supplere med.

Da vi kom retur, var Kristian faldet i søvn, så jeg tog drengene med til poolen. For at bade – og lege med biler og fly!!

Lidt senere kom Kristian ned, og selvom han til at starte med var rigtig sløj, så fortog det sig heldigvis lidt.

Vi gik alle på cafe, hvor vi fik lidt mad og drikke, mens vi fik vasket tøj på vaskeriet ved siden af. Dejligt med en omgang rent tøj! Jeg talte 23 par drengeunderbukser… så kan jeg bedre forstå, jeg syntes det var svært at finde rene i den store uoverskuelige kuffert!!!

Efter at have slappet på hotellet begav vi os ved 17.30-tiden ind mod centrum. Vi var løbet tør for kontanter, og skal jo bruge til taxaen i morgen, når vi skal til lufthavnen. Otto kom i selen og op på min ryg, mens vi andre drog afsted i rask tempo. Selvom kl. næsten var 18, var der over 30 grader og fuld sol. Hot hot hot.

Kuala Terranganu er ikke en specielt charmerende by og meget virker som om det ikke er vedligeholdt.
Dog var der lidt mere liv, butikker og restauranter som vi kom ind i midtbyen, hvor også den store busstation ligger.

Vi fik hævet penge og spist aftensmad inden vi tog en taxa retur.

Nu er vi klar til Kuala Lumpur i morgen, hvor vi har fundet et super lækkert hotel. Det bliver rigtig godt!

På tur til Krystal Moskeen

Vi har haft en rolig dag i dag. Kristians ryg gør, at vi ikke kan bevæge os alt for meget.

Det blev derfor til frokost på en af de lokale restauranter og badning i poolen på hotellet. Solen har stået højt på himlen og brændt godt igennem hele dagen.

Det meste af byen har været lukket – fredag er helligdag. Det har ikke pyntet, på den i forvejen triste by, med alle de lukkede og aflåste facader. Mange steder, bygninger, fortove mv. bærer præg af, at det trænger til vedligeholdelse. Store huller i fliser, frit udsyn ned til kloak osv. Ikke særligt charmerende.

Hen på eftermiddagen, tog vi en taxa ud til deres store Crystal Mosque, som til gengæld var yderst imponerende. Virkelig flot og storslået, med skinnende kupler på tårnene. Vi har kørt forbi flere moskeer i vores tid i Malaysia, men denne er uden tvivl den flotteste og største vi har set.

Den har været under renovering indenfor, siden december, så umiddelbart kan man ikke komme ind og se den indefra. En ung muslimsk mand, var dog så sød, at lade os kigge indenfor i et par minutter, da vi spurgte ad. Han kunne vist godt se, på vores lyshårede drenge, at vi kom langvejs fra.
Moskeen var ikke som vi havde tænkt indeni. Ikke storslået, med guld og pragt, men mere som et kedeligt selskabslokale eller tom kontorbygning.
Måske er det fordi vi er vant til at vores kirker, er så smukt indrettede, med trapper, buer, loftsmalerier, lysekroner og alter. Men her var bare rum og plads til at bede.

Vi listede hurtigt ud igen, og takkede fordi vi havde fået lov til at kigge. Det var vi glade for. Jeg har aldrig været inde i en moske før.

Det blev til aftensmad på værelset, mens vi så Indiana Jones på FOX movie. Børnene syntes den var god – men også uhyggelig. Det havde jeg ikke lige tænkt over at den var, men altså; de spiser abehjerne og suppe med øjne i. Er under jorden fyldt med de klammeste dyr, – og der er en der får sit hjerte revet ud af brystkassen – hahaha – jow, lidt uhyggelig er den 80’er klassiker vist alligevel! Selvom det selvfølgelig afhænger af øjnene der ser.

Nu er vi klar til natten. I morgen overvejer vi stranden eller poolen. Kristian skal helst bare holde ryggen i ro!

I overmorgen, har vi booket fly til Kuala Lumpur, og fået en tid samme eftermiddag hos en kiropraktor, så der er håb forude!

Om 12 dage er eventyret slut – for denne gang. Det er surrealistisk at tænke på, at vi så har været afsted i næsten tre måneder. Men vi glæder os heldigvis også til at komme hjem igen.

Nat nat derude.

Øv…

Humøret er ikke i top – men jeg skylder jer en update – dem af jer, der har krydset fingre for, at vi kom godt med båden til fastlandet.

Det gjorde vi.

Der var minimal vind, hvilket betød, at den store opsamlingsbåd, kunne samle os op på stranden, tæt ved hotellet, og sejle os nogle få hundrede meter ud til færgen. Stille og roligt.

Vi satte os bagerst ind på færgen, men der var ingen bølger og båden sejlede roligt frem, mens den kun vippede en smule til siderne. Ikke engang børnene blev søsyge. Så dejligt!!

Så nu er vi retur i Kuala Terranganu. Hak ved det.

Vi er dog lidt i kulkælderen…

Kristian har hostet i over tre uger nu. Og ind i mellem, lyder han som en gammel mand, der er ved at stå af. Idet vi har været ude på øerne, har vi ikke rigtig kunne få ham til læge, før i dag, hvor vi kom til fastlandet.

Vi var derfor forbi det lokale hospital her til eftermiddag. [Måske skal vi bare besøge et hospital i hvert land??!] Efter at være blevet indregistreret og betalt for konsultationen [40 MYR – ca. 62 kr.] kom han ret hurtigt ind til en læge, som lyttede og trykkede lidt på ham.  Heldigvis ikke lungebetændelse som vi havde frygtet.  Han fik flere forskellige piller, hostesaft mv, [gratis!! – det er da service!] og er sikkert snart fit for fight!

Men det er nu ikke derfor, vi ikke er helt i limbo.

I morges, i et af hans hosteanfald, fik han simpelthen forstrukket ryggen, så noget har sat sig i klemme. Han har før haft hold i ryggen, så vi kender ligesom turen.. men det er lidt mere problematisk hernede, hvor de ikke taler så godt engelsk og han ikke lige kan komme til en kiropraktor!!

Såh… det er sgu lidt skidt!! Vi har snakket om at flyve til Kuala Lumpur om nogle dage, for at se om vi måske kan finde en kiropraktor der, men helt optimalt er det ikke. Øv bøv.

Ja, stemningen er ikke i top. Men nu ser vi om ikke en god nats søvn, kan gøre lidt ved det.

Hav det godt derude.
Over and out.

Når moder jord spiller os et puds…

Vi har været så heldige, at få lov til at besøge Perhentian Island mens der var lavsæson. Få mennesker på hotellerne, restauranterne og strandene. Masser af plads til at være, og nærmest alene på nogle af de smukkeste strande.

De fleste af stederne åbner først 1. Marts, nogle senere. Så lukker de ned igen 1. Oktober. I den mellemliggende periode er der monsun. Regn og blæst. I dag fik vi en lille ide om, hvorfor hotellerne har lukket i den periode. Man kan nemlig ikke engang komme til/fra øerne!

For at undgå, at skulle ind til fastlandet, havde vi bestilt en privat bådtur fra vores resort til Redang [som ligger anslået ni km fra Perhenthian] hvor fem nætter på lækkert hotel ventede på os.
Der var afgang kl 10.
Vi fik pakket sammen, spist morgenmad, afregnet og efterfølgende sat os ned i den lille båd, med al vores bagage.
For første gang i al den tid vi havde været på øen, var der i dag vind og bølger på vandet. Vi var noget spændte på overfarten.

Vi sejlede langs øen rundt og begav os så ud og afsted. Kæmpe bølger. Vi havde sat os bagerst i båden, for at undgå de store hop, når bådens snude faldt ned på bølgerne. Men det betød ikke så meget. Bølgerne var så kæmpe store, at bådens forsnude løftede sig højt over vandet, for derefter at hamre ned, inden en ny bølge løftede op. Kristian og jeg kiggede på hinanden, det var fuldstændigt vanvittigt det her. Styrmanden satte farten ned. Vi kunne godt regne ud, at den sejlads der normalt ville tage en time, nemt kunne tage to. Hvem kunne sidde i sådan en karrusel i to timer? Og var det forsvarligt? Heldigvis trak styrmanden selv stikket. Han stoppede motoren og sagde til os, vi ikke kunne fortsætte, bølgerne var alt for vilde. Og selvom vi var skuffede over, tanken om, at vi ikke ville komme over til vores lækre nye hotel og en ny spændende ø, var vi begge glade for, ikke at skulle krydse et hav med så høje bølger.

Vi sejlede tilbage til resortet og gik i land. Tre kufferter, en taske, tre rygsække, to børn. Hvad nu?
Vi fik at vide, at vi kunne tage båden tilbage til fastlandet kl. 12 [anden vindretning] for derefter at tage en taxa til Kuala Terrenganu, hvor vi måske kunne nå en færge kl. 15 til Redang. Der var altså stadig en chance for at nå ud på øen i dag, dog bare en længere tur…
vi besluttede at give det et ‘go’.

Det skulle dog vise sig, at kl. 12 båden først lagde fra øen omkring 13.40 [!!?!] idet de var forsinkede pga. den voldsomme tur fra fastlandet og ud. Til gengæld havde den fuld skrald på i medvind, da vi endelig kom afsted. Vi sejlede med de kæmpe store bølger, og tilbagelagde distancen til fastlandet på kun 30 min. Noget af en oplevelse, med de vildeste bølger jeg nogensinde har prøvet at sejlet på. Vandet sprøjtede ind over os i siderne. En dame kastede op i en pose. Jeg var søsyg. Ebbe var bange. Otto faldt i søvn. Ind kom vi.

F1A5F2B2-352F-4380-B83F-115BC41CE8EE

Tilbage på havnen, vidste vi godt, at vi ikke kunne nå færgen i Terranganu. Vi spiste derfor kylling og ris, købte souvenirs og rystede sejlturen af os. Efterfølgende satte vi os i en taxa, som kørte os til det hotel i Terranganu, hvor vi også skal bo, når vi var været på Redang. 500 meter herfra ligger færgehavnen, så i morgen kl. 9, kan vi sejle ud til Redang og hotelværelset, der [forhåbentlig stadig] venter på os.

I mellemtiden nyder vi et stort dejligt værelse, internet [halleluja!] og badekar.
Aftensmaden sørgede TripAdvisor [rejse App] for blev en succes. Vi fandt en lille cafe, som var super hyggelig, med virkelig lækker mad. Ungerne fik fish & chips, de voksne steaksandwich.

Byen synes ikke af noget. Det vi har set; på ingen måde charmerende. Det virker lidt som om, vi bor i et industrikvarter med masse af hoteller, men det tror jeg faktisk ikke at vi gør. Jeg tror bare, at det hele ser lidt mere tarveligt ud, end vi er vant til. Med undtagelse af deres store flotte moskeer, som er de fleste steder. Nå, vi må se nærmere på byen, når vi kommer retur efter [nu kun] fire nætter på øen.

Ønsk os en god overfart i morgen. Kryds fingre for at bølgerne har lagt sig, eller færgen er på størrelse med de store Cruisebåde der ligger til land ved Nordhavn…

I går og i dag…

Otto startede dagen igår med en ordentlig omgang diarré og lidt opkast. Så gik han ned og spiste en stor portion morgenmad og legede efterfølgende med sine biler! Sej lille gut.
Jeg havde fortsat lidt efterveer fra min nat med maveonde og Kristian havde også fortsat rumlen. Alligevel besluttede vi os midt på dagen for at tage en vandtaxi ud til Turtle Beach, som ligger et par strande længere omme, end den vi plejer at komme på.
Vi delte taxien med et ældre ægtepar der boede nord for New York, som var ud at rejse i 3,5 måned. Foruden dem, var der 6 andre, da vi kom frem til Turtle Beach – en 100-150 m lang strand, med det fineste hvide sand og klart vand i de flotteste farver. Det er så vanvittigt imponerende at se på, når solen skinner på vandet, så den flotteste blå farve lyser frem.

Vi badede og hygge nogle timer inden vi tog retur. Resten af dagen lavede vi ingenting, spiste aftensmad, slappede af og så film.

I dag valgte vi at gå gennem junglen om til endnu en ny strand. En tur på omkring 40 minutter i den frodige jungle, som var lidt våd, fra regnen der faldt i nat. “Stien” var snørklet, op og ned, til side, til side. Selvom drengene var udfordrede, syntes de også de var spændende. Lyden fra insekterne, kæmpemyrene, træerne.

Ebbe gik hele vejen, og vi kom frem til stranden, så vi kunne køle af i vandet og få nogle kolde drinks.
Vi tog en vandtaxi retur, ikke så lang tid efter frokost. Ebbe klagede over ondt i maven og var i dårligt humør. Da vi kom hjem, skulle det da også vise sig, hvor dårlig han var. For han kastede op midt i sengen, uden at kunne nå ud på toilettet.
Da vi havde styr på gemytterne, henvendte jeg mig i receptionen og spurgte om vi kunne få nyt dynebetræk mv. og fem minutter senere bankede det på døren. Fire mand stærk stod klar til at skifte dyner og lagner. Kristian mente vi godt kunne bruge en lignende service derhjemme [!!?!]. Hvad han mente med det, forstod jeg ikke helt.

Otto og jeg spiste aftensmad alene, mens Ebbe sov lidt på værelset. Det blev til flere ture på toilettet, og håbet er, når han på så kort tid, kommer af med så meget, så er det forhåbentlig hurtigt overstået.

Så nu er vi ved at være hele vejen rundt med den bakterie, som vi alle har haft glæde af. Dejligt!! Forhåbentligt kan vi få en rolig dag på stranden i morgen, på vores sidste dag, her på denne fantastiske ø. Hold op, det har været en fornøjelse!