Udgivet den

Madrid!

Vi har været i Madrid.

Det har været fantastisk.

Sidder i flyveren med musik i ørerne. Kristian sover, lader op til at skulle hjem og være far igen.

Hold op, hvor har det været dejligt at være to-på-tur. Vi er så gode til at rejse sammen. Vi er rutinerede til at få checket in, være klar i god tid. Tage det med ro. Ikke stresse.

Vi tog metroen ind til Madrids midtby lørdag sidst på eftermiddagen. Stod af på stationen “Opera” og fandt hurtigt vores lille hotel i en sidegade til Madrids svar på “Strøget”. Et lille hotel med få værelser, uden morgenmadsrestaurant og alt muligt lir, men super centralt i det hyggelige latinerkvarter.

Ofte booker jeg restaurant til den første aften hjemmefra. Så skal man ikke tænke på det, når man kommer til en ny by, og man undgår som regel de største turistfælder!

Vi havde derfor god tid om eftermiddagen til at drikke et par drinks og lande i den skønne by. Vi lagde vejen forbi The Hat Rooftoop Bar, og nød et par fancy kolde drinks, serveret i plasticposer med sugerør og masser af is. Der var varmt på terrassen i solen og  god stemning hele vejen rundt!

Rosi La Loca – er som navnet indikerer et skørt sted. Da jeg bookede det, kunne jeg da også se, at det ikke var noget, jeg typisk ville booke, men det havde fået en masse gode anmeldelser og lå tæt på vores hotel, så det var et forsøg værd.

Skuffet blev vi ikke i den gule restaurant med de store plastik blomster overalt i loftet.

Vi bestilte Sangria Cava – som jeg synes alle skylder sig selv at prøve, når de kommer til Spanien. En kande bestilte vi. Da de kom med den, var indholdet i kanden dog lyserød og ikke som forventet hvidt. Vi smagte på det, og undrede os lidt… indtil de kom med en ny kande; den som egentlig var tiltænkt os: den lyse var vores sangria cava. Den røde var den traditionelle med rødvin! Skaden var ikke større end at vi fik smagt begge dele og nemt kunne sammenligne de to variationer. Cavaen vandt!!

På Rosi la Loca bliver maden serveret på de mærkeligste obskure kitsch fade og opsatser. Således kom vores tun tataki på en lille gul båd, med tøris nedenunder, så den fik en flot “dampende” effekt.

Gadesalaten blev serveret på et stort grønt plastik salatbladsfad. Blæksprutten blev serveret i en lille skål, omringet af røde plastisk blækspruttearme. Skørt. Overdrevet. Det havde ikke gået på en restaurant derhjemme. Man ville have forventet billig og kedelig mad, camoufleret af skøre remedier. Men det gik helt fint hos Rosi. For maden var delikat og super lækker. En sikker anbefaling herfra og en perfekt start på vores weekendtur!

Søndag formiddag begav vi os ned på det store marked. Flere km med boder og alt hvad hjerte begærer i fodboldtrøjer, flag, tørklæder, hatte, smykker osv osv.

Vi passerede kongeslottet og gik over i den store park Casa De Campo. Et kæmpe stort grønt område – fire gange så stort som Central Park i New York.

Der var Triathlonstævne i den lille sø, og vi sad længe i solen og fulgte med.

Frokosten indtog vi retur i byen: El MiniBar. En sjov lille kælder, med lilla belysning og uhøjtidelig servering. Igen: super god tapas!

Mandag morgen gik vi retur til parken og løb en tur i den kølige morgenluft. Ind på de små mountainbike stier i den kuperede golde og tørre natur. Jeg for lidt vild, og måtte tage telefonen til hjælp. Solen varmede allerede godt, og jeg kunne se ind over byen. Virkelig et smukt sted. Havde jeg haft en mountainbike kunne jeg godt have brugt en ekstra times tid i bakkerne.

Efter et hurtigt bad gik vi øst på mod en anden park: Retiro. I søen lejer turisterne både og sejler rundt, mens de foreviger det hele på de sociale medier. Smukt sted, med masser af cafeer og liv rundt om!

Vi fandt et par løbehjul og hoppede på dem. Benene var trætte efter de mange kilometer i Madrids gader.

Afsted kom vi hurtigt. 35 km/t ned af bakke. Uden hjelm og blandt bilerne ude på vejen – grænseoverskridende. Men vi havde et mål, og sjovt var det.

Atletico Madrid fik nyt stadion i 2017, og min sportsinteresserede mand havde booket en rundvisning 16.30. Hold op en stor oplevelse – også for mig! Det var virkelig imponerende. Vi var både nede ved banen, oppe i præsidentlogen og i omklædningsrummene. Desuden kunne man prøve 3-4 minutters 360 graders ‘virtuel reality’, hvor det føltes som om man stod midt ude på banen og kunne kigge rundt på de 68.000 tilskuere. Man “stod” også med træneren nede på sidelinien og så spillerene helt tæt på, på vej på banen. Virkelig syret oplevelse!

Vi nåede ikke hjem og klæde om, for da vi først var kommet retur til latinerkvarteret og havde nydt eftermiddags øl og vin, var det ved at være tid til at finde en god restaurant. Aftenen før var vi gået forbi et par gode bud, tæt på Plaza Ana, inde i de små bitte sidegader.

Vi var heldige at få bord på Inclan Brutal Bar – og kun fordi vi allerede var der 19.30,  en times tid inden mange i Spanien begynder at gå ud og spise. Og heldige var vi!!  For hold nu op vi blev forkælet. Små delikate avancerede tapas. Det kulinariske niveau var helt i top med retter som “Its not a tomato”, croketter og risotto, svinemørbrad mv.

Vi startede med drinks, men gik over til rødvin, som kunne købes til ganske fornuftige priser.

En helt igennem perfekt afslutning på nogle fantastiske dage i smukke Madrid.

Jeg har altid været vild med Spanien, og Barcelona har været min favoritby i mange år. Men Madrid gør det altså virkelig godt!! Der er smukt, hyggeligt, rent, pænt. Maden er vidunderlig, vinen skøn, drinksne fantastiske. Betjeningen er helt i top og stemningen ligeså.

Det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Madrid!!

 

Udgivet den

Sidder i et tog…

Om en halv time standser toget i Hamborg. Jeg kunne så nemt som ingenting, hoppe af, hæve en masse kontanter, smide telefonen og pungen i skraldespanden og bare forsvinde. Tage et tog længere sydpå, slentre alene på stranden, se solen gå ned mens den farver himlen i de smukkeste farver. Mærke den ultimative frihed. Ikke at skulle fortælle nogen hvor jeg er, hvad jeg har lyst til, hvor jeg går hen. Kun drevet af egen virke. Jeg kunne leje et værelse ved vandet, sidde og skrive dagen lang. Være længe oppe, snue hele formiddagen. Spise tapas og drikke hvidvin, mens jeg betragter de andre på restauranten, digte små sjove historier i hovedet om hvor de kommer fra og er på vej hen…

Har du nogensinde leget med ideen om at forsvinde fra alt det velkendte og bytte det ud med en helt ny verden, et helt nyt liv?

Det er nu ikke en drøm jeg har, nogen gange er det bare sjov at lege med tanken om ting, der ligger så fjernt og uvirkeligt fra det man ellers forestiller sig. Som en Netflix film med sig selv i hovedrollen. 

Jeg har ingen planer om at stikke af. Alene afskeden i morges, med de to drengebørn, gør at jeg ikke kan vente med at komme tilbage. 

De er så kærlige begge to. Vi lå sammen i sengen og kyssede og krammede, hviskede. Jeg lovede at skynde mig retur. Sagde at jeg kom til at savne dem – og det gør jeg. 

Mit tog har en destination. Først Hamborg – derefter videre til Frankfurt. Der venter han nemlig. Ham der fylder så meget i mit hjerte. 

I morgen skal han lave sin 4. Ironman. Som altid har det trukket tænder ud til sidst. Cykeltræning tager mange timer og hans fokus går fra familie til race. Det er helt naturligt og ok, men det er også krævende, for mig, som holder det hele sammen. 

Der er mange der ikke forstår det. Det der med at skulle bruge så megen tid på træning fremfor med sin famile. Det gør jeg heller ikke altid. Men jeg har accepteret at det er sådan han er, en del af hans dna, og hvis vi skal kunne fungere sammen, skal der være plads til det vi brænder for. Han brænder for træning, for at lave ironman, for at udfordre sig selv, teste sin krop og hvad den kan holde til. 

De har lovet 39 grader i Frankfurt i morgen eftermiddag, når Marathon skal løbes. Afrikansk hedebølge over hele Europa, kommer til at få byen til at koge over. Hvordan man klarer et marathon i så varm en by, bliver spændende at se. Som altid holder jeg vejret fra start til slut, for jeg ved at racet betyder så ufatteligt meget, og jeg vil så gerne at det gå ham godt… 

Følger I med på Instagram, når jeg lægger billeder og opdateringer op?

Udgivet den

Om at spise gourmet…

I går aftes havde vi den udsøgte fornøjelse af at spise hos Bo Bech på hans restaurant Geist, der ligger på Kongens Nytorv i København. Vi havde gået en lang tur inden. I det skønneste forårsvejr. Solen skinnede og der var fyldt med unge som gamle hele vejen hen langs Islands Brygge. Der blev spillet musik, drukket rosé og Aperol. Kørt på løbehjul. Det summede af liv og glæde – og håb om, at vi får endnu en sommer, som vi havde i fjord. Vi nød et glas hvidvin og en øl i loungemøblerne ved Boathouse, der ligger lige ved Inderhavnsbroen, og det lige streetfoodmarked, mens vi kiggede ud over vandet.

Da vi kom til restauranten, blev vi hurtigt taget godt imod. Vi afleverede vores jakker og blev anvist til vores pladser. Inden vi nåede at tage plads, var vi blevet hilst velkommen med store smil af intet mindre end 4 forskellige. “Hej Velkommen til” – ja det skal jeg da love for – velkommen til det følte man sig.

Vi blev placeret ved siden af hinanden, i madbaren. På højestole, kunne vi sidde og se alt, hvad der foregik i køkkenet. Musikken var høj og pulserende, stemningen fantastisk. Bo Bech selv var i køkkenet og vi var spændte på den gode mad som ventede.

Det er altid godt at starte med en drink, så det gjorde vi. Kristian fik valgt noget med gin og lime, mens jeg hoppede på en Manhatten – noget med æble og valnød. Desværre var den lidt whiskey-agtig, og ikke lige i min smag.  Den opmærksomme tjener, der lige havde serviceret nogle kunder bag os, kom hen til os; “Undskyld, men jeg overhørte, at du ikke så godt kunne lide drinken. Skal jeg ikke lave en ny til dig? Det skal du ikke betale noget for!” – Jamen hallo – sådan en service har jeg ALDRIG fået før! I mit job taler vi meget om “service excellence” – at give kunden noget mere, end de kom efter. Det må man sige at de kan på Geist. Det koster jo ikke dem det store, at komme med en ny drink til mig, men oplevelsen, kan ikke prisfastsættes. Thumbs up!

Vi fik fire retter hver og smagte hinandens. Alt var super lækkert, spændende og anderledes. Alt med et tvist, eller på en måde man ikke forventede. Akkompagneret med italiensk rødvin, gik snakken, om stort og småt og alt det vi ikke når til dagligt, når vi har de to rødder rendende omkring os.

Jeg elsker at være ude og spise – og jeg elsker når man får mange retter. Alene af den grund, at man sidder hele aftenen med maden. Det er så hyggeligt, at lægge telefonerne væk for en stund og bare være tilstede. God vin og musik – liv og glæde hjælper på det hele.

Vi havde en fantastisk aften på Geist – og jeg kan kun sende mine varmeste anbefalinger – både til Geist, men også til det at gå ud – alene – med den man elsker.

Udgivet den

2019 – du kan bare komme an!

Jeg går altid og funderer over, om jeg skal fortsætte med bloggen. For selvom formålet er at sprede gode ideer til rejsedestinationer, sjove steder/restauranter/udflugtsmål i Danmark, så tænker jeg altid, om der reelt er nogen som følger med. Om jeg bare skriver for mig egen skyld… sandheden er nok, at det gør jeg nok for det meste!? Kan godt lide at få tankerne ned “på papir”, at udtrykke mig og tænke over tingene.

Men faktisk hænder det af og til at jeg møder nogen, som jeg gjorde i weekenden til børnefødselsdag i Virum, som siger; “ja, vi følger jo med på bloggen”… og så synes jeg alligevel det er lidt sjovt. Jeg får også mails nogle gange med rejsespørgsmål mv, og det er da lidt sjovt at kunne inspirere. Såh… indtil videre får bloggen lov at leve 🙂

Der har dog været stille en rum tid. Det skyldes at jeg har kastet mig over et andet skriveprojekt. Om det er noget der på et tidspunkt kommer frem i lyset, vil tiden vise. Indtil videre holder jeg det for mig selv.

Vinterferien står for døren, og ungerne glæder sig. Vi skal med toget til Sønderjylland for at besøge “Momo og Mofa”, og togturen syntes at være mindst lige så spændende som destinationen for de to små. Jeg glæder mig til nogle afslappende dage hos mine forældre, helt i børnenes tegn!

Årets rejseplaner er også så småt ved at være på plads. Jeg har en pigetur til Budapest i vente, mens Kristian smutter med gutterne til Portugal. Sidst i juni skal vi til Frankfurt hvor Kristian skal lave sin 4. Ironman. Vi skulle have været afsted med et vennepar, som hoppede fra. Så nu bliver det bare ham og jeg. Ironman og personlig hepper. Jeg har sagt, at det har bare at gå godt denne gang – for jeg vil altså have champagne om aftenen – og jeg drikker det ikke alene!!!

Vi skal på camping med ungerne, både en weekend i juni, hvor vi er 5 par der tager afsted og bor i hytter, men også nogle dage i sommerferien, hvor vi har lejet en campingvogn til en meget fordelagtig pris. Har en idé om at ungerne kommer til at elske begge dele. Det kan bestemt noget, at være en flok afsted, men det er også helt unikt at tage afsted kun os fire! Jeg tænker, det bliver et flash back til 80’erne, hvor jeg var afsted med mine forældre. Spillede spil i forteltet om aftenen, løb hen på legepladsen, grillede, og slumrede i campingvognen.

Jeg har givet Kristian en tur til Madrid i gave, da han blev 40. Hvornår vi skal afsted er endnu uvist. Ingen steder kommer vi, før vi har fået koordineret med den kære farmor. Men mon ikke vi kan overtale hende til at tage ungerne en weekend i September? Heldigvis plejer hun at være meget villig til at hjælpe os.

Så jo… der er mange gode ting i vente i 2019. I kan jo følge med, hvis I har lyst…

 

 

 

(Som altid – du efterlader en kommentar, hvis du trykker på overskriften, og scroller ned i bunden.)

(Som altid – du er velkommen til at dele)

 

Udgivet den

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Udgivet den

Bologna – Vecchia Bella Signora 💛

Det’ jul det’ cool – eller noget. 

Personligt synes jeg der er alt for meget at se til. Vi løber fra det ene arrangement til det andet i børnenes institutioner,  julehygger med familien, holder 40-års fødselsdag, går til julefrokoster – og passer i øvrigt vores jobs. 

Dertil kommer alt det praktiske med julegaveindkøb, drillenisser osv. 

Jo, jeg elsker tiden med lysene og hyggen, og børnenes begejstring. Men jeg glæder mig også til juleferien, hvor vi I år, skal så lidt som muligt. Bare nyde hinanden og roen. 

Der har ikke været så meget tid til bloggen… men jeg skylder lidt et indlæg om Kristian og min tur til Bologna – så den kommer her:

Bologna ligger i Norditalien og det mest karakteristiske ved byen er helt sikkert de 35 km overdækkede gange hen over fortovene. 

Byens universitet er Europas ældste og blev opført i 1088. Pga. mangel på billige boliger byggede man husene, således at 1. salen lå ud over fortovet. Det gør, at man bevæger sig rundt i byen på de fineste mosaik fortove, under de gamle overdækkede søjlegange. 

Midterbyen er omkranset af en bymur, og alt arkitektur minder mest af alt, om noget fra middelalderen. Noget er slidt og en del påført grafitti, men hyggeligt er der. 

Den store plads foran San Pietro Kirken skaber lys og luft, med plads til mennesker, musik og optrædende. Tæt derved ligger de små hyggelige gader, hvor restaurationer ligger side om side. Under varmelamperne sidder både tourister og lokale, drikker vin, spiser egnens pølser og oste, pasta og røde bøffer. 

Fiskehandlerne langer friske fisk over disken, mens naboen skærer ud i de kæmpe store skinker, der fylder loftet. Vinduerne bugner af lækkerier. De mange lækre oste og alle deres kager. 

I Bologna får man bestemt noget både til øjnene og til smagsløgene. 

Kristian og jeg havde købt billige flybilletter. 1200,- for os begge tur/retur København-Bologna. Så bliver det altså ikke meget billigere. 

Vi fløj derned torsdag midt på dagen, og havde i forvejen reserveret bord på La Saberla som lå meget højt rated på TripAdvisor. 

Vi startede eftermiddagen med et glas italiensk Lambrusco lavet på rødvinsdruer hos Eataly, hvor vi kunne sidde udenfor i den lille snævre gade under varmelamperne. Vi fulgte op med et godt glas rødvin, og derefter et glas med hvidt. Kristian hoppede på en drink og jeg sluttede af med et glas rosevin, – for ligesom at have været hele kortet rundt. 

Pisse hyggeligt, og skønt at være afsted alene, med masser af tid og ingen forpligtelser. 

Maden hos La Saberla kan sagtens anbefales, og den søde rødhårede tjener vimsede omkring, for at gøre alt så perfekt som muligt. 

Både fredag og lørdag summede vi bare rundt i byen. Smagte noget mere af deres fantastiske vin, deres lækre pasta, og deres lokale oste samt mortadellapølsen og parmaskinken. Vi var oppe i det ene af de to skæve tårne i midtbyen og kiggede ud over byen fra 97 meters højde. 

Vi var besøgte også San Luca kirken, 4 km fra centrum, en god destination, hvis man trænger til at røre sig lidt og komme ud af midtbyen. For 5 Eur kan man komme helt op på taget af kirken og betragte det smukkeste landskab. 

Ja, Bologna kan bestemt noget, hvis man bare er to på tur, godt kan lide mad og vin. 

Om vi kommer igen… det er bestemt ikke utænkeligt!!!

Til inspiration får I her en håndfuld billeder fra den skønne by. 

 

Udgivet den

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

Udgivet den

Om Falkenberg Strandhotel…

Havet brusede og der var en god vind, da vi ankom til Falkenberg Strandhotel, en times kørsel nord for Helsingborg i Sverige.

Det store hvide strandhotel ligger helt ud til vandet, skøn bred strand og mens værelset blev gjort helt klar, gik vi en tur ud på den lange badebro.

Der var skum på bølgerne, men solen tittede frem mellem skyerne og spejlede sig i vandoverfladen. Smukt.

Indenfor i varmen, var der ikke sparet på noget. Interiør og design – der var tænkt på alle små detaljer. Store Chesterfield møbler, pejs med ild i. Slidte bøger af ældre dato, gamle lamper, antikke kameraer, kæmpe lysekroner… alt gik op i en højere enhed, og var nøje sammensat for at give en følelse af luksus, hygge og bekvemmelighed. Der lød en sød musik, den der spa-agtige, som gør at kroppen automatisk skifter ned i et lavere gear, og begynder at slappe mere af. Kristian fik en kop kaffe i en af de store sofaer, inden vi fik nøglen og gik op på vores værelse.

Vi havde bedt om et værelse ud til vandet, og alligevel blev jeg næsten overrumplet af det lysindfald der væltede imod os, da vi åbnede døren og trådte ind, hvor vi skulle tilbringe natten. Fra det store vindue, og terrassedøren ud til den lille altan, væltede lyset ind.

Jeg åbnede glasdøren, og lyden af havet, var alle pengene værd.

Vi havde kage med hjemmefra. 1 år gammel kage!!! Taget op af fryseren samme morgen. Bryllupskagen, fra festen for et år siden. Fra dengang vi stod i haven derhjemme, i regnvejr, og sagde ja til hinanden, foran venner og familie, inden den store lykke eksplodere i fest og spas natten lang.

Jeg åbnede en flaske Rose Cava og hældte op i de medbragte glas. Skar kage ud. Placerede det hele på det lille hvide træbord på altanen. Og så sad vi ellers der, mand og kone, i hver vores kurvestol, og skålede, til havets brusen, med vind i håret, og talte om året der var gået, og forventninger til det næste.

Efter at have pakket lidt ud, og skiftet til badetøj og store morgenkåber, gik vi ned i spaen. Der var udendørspools, orangerie, boblebad. Indenfor, i “drivhuset”, var der stor opvarmet pool og ild i pejsen. Der var bar og hyggelige kurvestole med lækre puder. Store senge, på ræd og række, der indbød til total afslapning. Måske akkompagneret med en kold drink, eller lidt let tapas.
Selvfølgelig tilsat let og behagelig spamusik i højtalerne til stor forkælelse af øregangene.

Vi tilbragte et par timer i spaen,  inden vi klædte om til middag i restauranten. Også her, er der ikke sparet på indretning og design. De store panoramavinduer gav fuld udsigt til havet, og til den smukkeste solnedgang.

Tjørnene var søde og kompetente. Maden var fantastisk. Med i vores “spa-pakke” var en tre-retters menu, og vi kunne frit vælge fra menukortet, som var spækket med  gode forslag. Vi valgte; carpaccio, muslinger, entrecote, lammeryg, chokolademousse og creme brulee. Vi spiste det hele med største nydelse, samt kold hvidvin til. Jeg skyldte nok lammet, at have valgt en fyldig rødvin, men den hvide smagte skønt, så det må blive næste gang.

Falkenberg Strandhotel er i sandhed et helt fantastisk sted. Jeg forestiller mig det er skønt om sommeren, hvor man også kan ligge ude i strandstolene. Men jeg forestiller mig også, at det er perfekt om vinteren, i den opvarmede glasstue, med mørket omkring og udkik til kulden.
Det var et dejligt sted at opholde sig, kun Kristian og jeg. Men en flok tøser på tur, ville helt sikkert også nyde det hele til fulde!

Et er sikkert…:

we will be back – someday.

Udgivet den

Om fredag aften i Kulturtårnet

De irgrønne tårne på Knippelsbro er opført i 1937. Dengang fungerede de som kaffestue for bropasserne.
I dag har man omdannet et ene tårn til et lille kulturhus. Om eftermiddagen kan man betale en mindre mønt, for at komme op i tårnet. Man kan tilmed købe et kop kaffe og et stykke kage.

Den snoede trappe fører dig fra broen op i tårnet. På 1. Sal er der indrettet et lille “køkken” hvorfra der forberedes og anrettes mad.
Niveauet højere oppe, kan man sidde ved et lille langbord – op til 7 personer. Gennem vinduet kan man se det meste af havnen. 180 grader.
Følger man spindeltrappen helt op, får man fuld valuta for pengene. Vinduer hele vejen rundt i det lille tårn, og dermed masser af lys og den flotteste udsigt. Også her, er der plads til 7 personer ved det lille aflange bord.
Går man ud på dækket, er der sat 6 små borde op. Op til 12 personer, kan der være hele vejen rundt om tårnet.

Året rundt er der forskellige arrangementer i kulturtårnet. Således havde jeg via madbillet.dk købt billet til en aften med ‘tapas og naturvine’.
Kristian og jeg sad øverst oppe. Udenfor.
Solen var dejlig, men vinden drillede lidt. Med tæppe om benene og cardigan rundt om skuldrene gik det hele alligevel.

Efter lidt saltede mandler, brød og lækker kold hvidvin fra leverandør Rosforth, kommer den første ret. En lille skål med lækker gazpacho. Kold tomatsuppe, godt krydret. Mums.
Den bliver fulgt op med lidt godt fra havet; ansjoser, røget sild med jordbær og dild samt marineret blæksprutte.
Et bræt med skinke, pølse og oliven afløser fisken. Specielt trøffelsalamien er kraftig og lækker. Hvidvinen bliver afløst af et glas rødvin, beaujolais, og vi er pænt imponerede over naturvinene, som jeg ellers var lidt skeptisk over, inden vi gik i gang.
Vi får serveret lækre oste og en interessant hvidvin fra Duras distriktet.
Til dessert kommer den unge søde tjener med den lækreste lille cheesecake. Kaffe og te. Solen går snart ned bag de høje huse, og to tjenere går i gang med at sætte læskærme op, så de næste gæster ikke får så stor “glæde” af vinden, som vi gjorde.

Det var en sjov og anderledes fornøjelse af sidde ude på dækket i toppen af kulturtårnet. Kombineret med lækker mad og vin, smilende og venligt personale, bliver det en varm anbefaling herfra. Venter du til et efterårsarrangement, vil jeg dog anbefale at bestille billetter indenfor; 4. view.

God fornøjelse.

Udgivet den

Om en dag på cyklen på Amager…

Drengene blev hentet 8.30. De skulle en tur med bedsteforældre i Sommerland Sjælland. Jeg begav mig efterfølgende ud på ni km løb.
Jeg følger en løbeplan, som forhåbentlig gør mig klar til CopenhagenHalf [halvmarathon] i september. Jeg er dog kommet lidt sent i gang, og varmen har gjort det ekstra hårdt at holde tempo og komme op i kadence. Har været nødt til at holde pauser, for at få vejret og drikke væske.
Nå, men jeg klarede de ni km i går uden ophold, og det var en stor sejr for lille mig. [jubiii… 👍🏽]

Da jeg kom retur, havde Kristian puttet cyklerne bag i bilen, og efter et hurtigt bad kørte vi til Valby og parkerede.
Op på cyklen og afsted.

Ude gennem Sydhavnen. Teglholmen og Sluseholmen, hvor der virkelig er sket meget de seneste par år. Masser af lejligheder med særpræg og design. De små kanaler og broer får en til at tænke på Venedig.

Vi cyklede gennem Amager Fælled. Et kæmpe naturområde, som jeg forestiller mig vildt og frodigt, når ikke der har været tørke hele sommeren.

Drejede af og cyklede på Kalvebod sti. Ud forbi 8-tallet. Fantastisk og anderledes byggeri. Arkitektonisk smukt. Unika. Der var godt fyldt op på ved restauranten af samme navn. Et sted vi selv har spist flere gange og varmt kan anbefale.
Forbi Naturcenter Amager. Et rigtig godt sted at lufte børnene. Masser af vild natur, får og geder.

Tog den lange cykelsti ud til Kongelunden. Blev overhalet af et par triathleter, som havde god fart på – ikke som os i hyggetempo. Igennem Søvang ud til Dragør.

Vi gjorde stop på havnen. Kristian havde taget kolde colaer med. Elsker Dragør. De gule huse, bådene på havnen. Stemningen. Det er er lidt, som er man taget sydpå til en eksotisk feriedestination. Her er turister og liv. Restauranter og udendørsservering. Brosten og små hyggelige gader, specialbutikker, isbutikker med varme vafler og meget andet.
På vej ud af byen, ser vi de flotte store huse. I første og anden række ned til vandet. Kæmpe kasser. Ikke et dårligt sted at slå sig ned.

Ruten fører os rundt om lufthavnen, hvor flyene flyver lavt hen over vores hoveder inden de rammer landingsbanen.
Forbi Amager Strandpark, som også igår var godt besøgt.

Endelig kommer vi frem til Refshaleøen. Jeg er også ved at være træt. 41 km har vi tilbagelagt. Den lille portion havregryn jeg fik til morgen, inden løbeturen, er for længst forbrændt. Vi trænger til at tanke op.

Da streetfoodmarkedet på Papirøen lukkede, flyttede det ud på Refshaleøen. Reffen. Vi går igennem gaden med madboder. Man kan få lidt af hvert. Grillmad. Pizza. Pevuriansk, græsk, spansk. Drinks og øl. Parasollerne bidrager med lidt skygge i varmen.

Vi finder et par strandstole i sandet og slår os ned. Ved siden af ligger to kinesere og slapper i nogle hængekøjer. Foran os, en gruppe unge mennesker, der til blød musik, øver sig i akrobatik. De står på hænder, går på line, jonglerer med kegler. De danser og synger med på musikken. Solen bager på dem, men de er meget optaget af det, de er i gang med, og virker ikke til at lægge mærke til flere af markedets spisende gæster, der betragter dem.

Kristian henter mad. En rulle med gyros og tzatziki. Kolde sodavand og vand. Lækkert. -og dyrt. Med 80 kr. for en græsk durumrulle, synes vi de har skruet priserne op et sted, hvor kun turisterne gider betale sig fra det, fordi de har taget havnebussen helt derud, og der nu ikke er alternativer. Stakkels turister – som om København ikke er dyr nok.

Efterfølgende går turen til Islands Brygge, hvor vi sidder længe ved vandet i solen. Observerer de unge mennesker, der bader, lytter til musik og snakker. Her er sjov og leben. En flok unge fyre, vi mistænker for at være soldater, skiftes til at smide hinanden i vandet. De griner højlydt og hygger sig, inden de beslutter sig for at hente ‘kringler’ i Netto.

Vi cykler langs vandet tilbage ud til Sydhavnen. Det er blevet eftermiddag og vi skal snart hjemover. Hos Riccos sidder vi i skyggen. Drikker CafeLatte og solbærsaft, spiser lækre cookies.

Det har været en skøn dag, med masser at smukke, sjove og finurlige seværdigheder. Hvis man som turist i København har en ekstra dag eller to, kan jeg varmt anbefale at man giver Strøget, Magasin og Nyhavn en pause. Lej en cykel og kør over på den anden side. Man kan komme ret langt, på kort tid, og der er mange små åndehuller og skøre steder, der er et besøg værd.

God fornøjelse.