2019 – du kan bare komme an!

Jeg går altid og funderer over, om jeg skal fortsætte med bloggen. For selvom formålet er at sprede gode ideer til rejsedestinationer, sjove steder/restauranter/udflugtsmål i Danmark, så tænker jeg altid, om der reelt er nogen som følger med. Om jeg bare skriver for mig egen skyld… sandheden er nok, at det gør jeg nok for det meste!? Kan godt lide at få tankerne ned “på papir”, at udtrykke mig og tænke over tingene.

Men faktisk hænder det af og til at jeg møder nogen, som jeg gjorde i weekenden til børnefødselsdag i Virum, som siger; “ja, vi følger jo med på bloggen”… og så synes jeg alligevel det er lidt sjovt. Jeg får også mails nogle gange med rejsespørgsmål mv, og det er da lidt sjovt at kunne inspirere. Såh… indtil videre får bloggen lov at leve 🙂

Der har dog været stille en rum tid. Det skyldes at jeg har kastet mig over et andet skriveprojekt. Om det er noget der på et tidspunkt kommer frem i lyset, vil tiden vise. Indtil videre holder jeg det for mig selv.

Vinterferien står for døren, og ungerne glæder sig. Vi skal med toget til Sønderjylland for at besøge “Momo og Mofa”, og togturen syntes at være mindst lige så spændende som destinationen for de to små. Jeg glæder mig til nogle afslappende dage hos mine forældre, helt i børnenes tegn!

Årets rejseplaner er også så småt ved at være på plads. Jeg har en pigetur til Budapest i vente, mens Kristian smutter med gutterne til Portugal. Sidst i juni skal vi til Frankfurt hvor Kristian skal lave sin 4. Ironman. Vi skulle have været afsted med et vennepar, som hoppede fra. Så nu bliver det bare ham og jeg. Ironman og personlig hepper. Jeg har sagt, at det har bare at gå godt denne gang – for jeg vil altså have champagne om aftenen – og jeg drikker det ikke alene!!!

Vi skal på camping med ungerne, både en weekend i juni, hvor vi er 5 par der tager afsted og bor i hytter, men også nogle dage i sommerferien, hvor vi har lejet en campingvogn til en meget fordelagtig pris. Har en idé om at ungerne kommer til at elske begge dele. Det kan bestemt noget, at være en flok afsted, men det er også helt unikt at tage afsted kun os fire! Jeg tænker, det bliver et flash back til 80’erne, hvor jeg var afsted med mine forældre. Spillede spil i forteltet om aftenen, løb hen på legepladsen, grillede, og slumrede i campingvognen.

Jeg har givet Kristian en tur til Madrid i gave, da han blev 40. Hvornår vi skal afsted er endnu uvist. Ingen steder kommer vi, før vi har fået koordineret med den kære farmor. Men mon ikke vi kan overtale hende til at tage ungerne en weekend i September? Heldigvis plejer hun at være meget villig til at hjælpe os.

Så jo… der er mange gode ting i vente i 2019. I kan jo følge med, hvis I har lyst…

 

 

 

(Som altid – du efterlader en kommentar, hvis du trykker på overskriften, og scroller ned i bunden.)

(Som altid – du er velkommen til at dele)

 

Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

Mind the gap – om dengang jeg flyttede til London.

Da jeg var færdig med gymnasiet forsatte jeg med at arbejde i Kvickly. Jeg gik op i tid, så jeg kunne spare penge sammen. Jeg boede stadig hjemme og drømmen var at flytte til London med et par veninder. Bo og arbejde der i 6 måneder.

Jeg havde en en bog, med alt muligt inspiration til, hvad man kunne lave efter gymnasiet. Jeg husker ikke meget af det, der stod i bogen. Ud over at man kunne arbejde for Disneyland i Paris [det gjorde Rikke fra min gymnasieklasse faktisk] og flytte til London. Men der har sikkert været alle mulige forskellige spændende ting,
adresser mv.

Jeg havde forelsket mig i tanken om at flytte til London, til trods for, at jeg aldrig havde været der før. Jeg fik solgt ideen til to veninder, hvoraf den ene solgte den ydermere til to andre, således var vi fem der tog afsted. Lykke og jeg havde ikke noget arbejde planlagt, inden vi rejste afsted, men jeg havde haft jobs det meste af mit teenage/voksenliv, så antog at der også var et job til mig i London.

Min veninde Karina, var ved at uddanne sig som tjener, og kunne derfor tage sin første praktikperiode i London. Hun fik arbejde på den lækre restaurant “1 Lombard Street”. Hendes to veninder Gitte og Tine, der begge var under uddannelse som kokke, fik ligeledes jobs på lækre restauranter.

I januar 2001 fløj vi over Nordsøen med kufferterne fyldte med tøj og sager hjemmefra. Nogle havde mere med end andre. Gitte havde, så vidt jeg husker, en ekstra kuffert, kun med sko.

Vi kom til at bo i et lille rækkehus ude ved stationen Turnpike Lane, som ligger på den blå undergrund linie – lidt længere ude end Arsenal. Nedenunder var der et værelse med en dobbeltseng og en enkeltseng, her sov Karina, Lykke og jeg. Der var et spisebord med stole, tv og kommode. Der var også et fælles køkken.
På første sal, der toilet/bad og værelser. Her sov Gitte og Tine i et lille værelse, hvor de delte seng. Der var endnu et værelse i huset, men det blev på skift lejet ud til andre rejsende, som vi ind i mellem, havde glæde af i køkkenet.

Det var super hyggeligt i huset. Vi var alle væk hjemmefra, og støttede hinanden. Vi røg cigaretter i køkkenet, drak øl. Kokkene lavede lækker mad, som vi spiste ved spisebordet inde på værelset.

Allerede en af de første dage, jeg var på udkik, kom jeg til jobsamtale i en tøjbutik på Oxford Street, og blev ansat.
Jeg kan huske, at jeg måtte investere i et par sorte flade sko, for at stå i butikken. Det var et krav. Købte også en turkise sweater i tøjbutikken, så jeg blendede ind i bland de andre ansatte. Jeg kan forestille mig, at jeg sikkert ikke havde en masse smart tøj, som de andre i butikken. Det har jeg aldrig gået så meget op i.

Jeg arbejde i butikken i 2 dage. Det var røvsygt. Jeg lavede ikke meget andet end at tørre lidt hylder af og lægge lidt tøj på plads, når kunder havde prøvet det på, men ikke ville købe.
Kunne fornemme et hierarki i butikken. Først var man ansat “på gulvet”, senere kunne man betjene kunder, endnu senere stå ved kassen osv osv.
Det var simpelthen for kedeligt for mig!

Onsdag på min fridag, og tog jeg en tur i Covent Garden. På Saint Martins Lane, søgte pubben “Rat and Parrot” en bartender. Der var “try out” torsdag, hvis jeg var frisk. Det var her, de så en an, og besluttede om man var værd at ansætte.
Jeg tog chancen. Ringede til tøjbutikken og lod dem vide, jeg ikke kom på job, og tog så til “try out” på pubben.
Ansat blev jeg. Sådan!!! Bye bye tøjbutik.

Jeg kunne godt lide jobbet på pubben. Det var også her jeg mødte Carin Petterson fra Norge. En ung pige, der ligesom mig, var rejst til storbyen.
De boede en hel flok norske piger i en lille lejlighed tæt på Marbel Arch for enden af Oxford Street. De sov i køjesenge og kom hinanden ved. De levede drømmen og var et sjovt bekendtskab.

Dagsvagterne på pubben fungerede på den måde, at man mødte ind om formiddagen, havde fri et par timer midt på dagen, for så at tage hjem først på aftenen.
Det gav mig mulighed, for at snuse lidt rundt i kvarteret, i den lange frokostpause. Jeg vandrede rundt i den kolde fugtige luft. Indåndede London. Billetboderne til musicals, turisterne der vandrede op og ned af Leicester Square, spiste durum og pomfritter. Statuerne, busserne og duerne på Trafalgar Square. Covent Garden, gademusikanter, boder, restauranter.

Aftenvagterne, var jeg ikke så vilde med. At stå der, og servere øl og vin til stive posh piger, der utålmodigt bestilte den ene drink efter den anden. Jeg kunne ikke helt følge med, og der var mega stress på… ej, aftenvagterne var jeg altså ikke vilde med.

Jeg bøvlede også med så forfærdeligt meget hjemve. I skal huske på, at jeg kom direkte hjemmefra fra trygge rammer i kernefamilien, til at være “alene” afsted i storbyen. Lykke var taget hjem allerede efter et par uger. Hjem til familie og kæreste, afstanden var ikke for hende.

Karina trivedes i London. Var sjælendt hjemme. Hun kom med i det store netværk i restauranten. De var mange unge, fra mange lande. Jeg kan huske, vi mødtes en aften i den flotte bar på 1. Lombard Street. Restauranten var lukket, de sidste gæster taget hjem. Vi drak drinks og socialiserede inden vi tog i byen. Der var knald på. Det var sjovt.
Endte til en efterfest i en lille lejlighed, somewhere i London. Man kunne mærke man levede.

Dagene gik på pubben. Jeg tog metroen ind om morgenen, en halvlang tur, der føltes kort, fordi jeg ligesom mange andre af de indfødte, havde udstyret mig med en god roman, som jeg læste undervejs.
Jeg var ikke begejstret for pubmanageren og han var sikkert ikke begejstret for mig.
Hjemveen voksede.

Kan ikke huske hvordan, men kom i snak med en gut, som arbejdede i et jobcenter oppe på Oxford Street. Han mente, han kunne skaffe mig et bedre job.

Og han skaffede mig faktisk et job.

Pubben blev skiftet ud med et fancy træningscenter beliggende lige ved siden af jobcenteret; Holms Place.
Hvis jeg havde været en smule malplaceret på pubben, så var jeg det nok endnu mere i her. Hahah… jeg tror aldrig jeg havde været i et fitnesscenter dengang. Forstå mig ret, jeg er ikke stor og fed, men altså, jeg havde gået til badminton, håndbold, fodbold, som alle de andre i den lille provinsby jeg voksede op i. I perioder lavede jeg ikke noget, og et fitnesscenter, havde jeg helt bestemt ikke benyttet mig af.

Jeg blev anbragt i receptionen, hvilket jeg godt selv mente, jeg kunne magte. Jeg havde i perioder været alene i kundeservice i Kvickly, så var vant til at betjene alle mulige slags kunder.
Så der stod jeg, og sagde “Hello and welcome” når kunderne kom, og “Goodbye and thank you” når de tog hjem igen. Da Rene Dif smed sit håndklæde i kurven ved siden af mig, skiftede jeg “goodbye” ud med “farvel,” og han kiggede overrasket på mig.. Hans “farvel…” kom retur med et smil. Jeg var ikke til at skyde igennem. Aqua var stadig kæmpe stor dengang!

Nå, men jeg blev fyret! Eller… jeg blev vel ikke rigtig ansat…?!? Jeg var der to dage…

De efterlod mig alene i receptionen en hel eftermiddag. På min anden dag!! Husker det som om, der var et internt møde, og så fik jeg ellers lov til at stå der, og styre løjerne.
De havde en hel remse, man skulle sige, når man tog telefonen… noget a la: “Welcome to Holmes Place, this is Ida speaking, how may I help you..” og ved en fejl, tog jeg fejl af et intern og et eksternt kald, og fik ikke sagt hele remsen… og så viste det sig, at det var en manager fra et andet sted, jeg havde haft i røret… uheldigt! Det, og sikkert andre fodfejl, gjorde at de alligevel ikke kunne bruge mig…

Jeg sumpede rundt i rækkehuset i mange dage… kedede mig. Havde forfærdelig hjemve. Handlede ind i Tesco. Spiste toastbrød med en skrigrød salamipølse, fordi det var det jeg kunne finde, der mindede mig mest om Danmark.

Ind i mellem var jeg med pigerne ude, drikke ‘pints’ og gå på pub. Husker at vi dansede til “It wasn’t me” med Shaggy på det store Hippodrome diskotek, og fik en drink på bøssebar i SOHO.
Gitte og jeg var på seightseeing; Big Ben, Tower of London og meget andet.
Vi så gyserfilm i den kæmpe store Odeon biograf på Leicester Square.
London har så meget at byde på, men jeg kunne i bund og grund ikke rigtig finde ud af det. Savnede alt det derhjemme.

Jeg fik et nyt job. Denne gang i en lille sandwich biks. Der var kontant lønafregning og dårlige vilkår. Måske jeg smurte et par sandwichs, men hovedsagligt stod jeg bare ude i verdens mindste baglokale, og vaskede op i verdens mindste håndvask. Lunkent vand og meget lidt plads. Ejeren var russer eller polak. Hun havde to butikker, og havde arbejdet sig op fra bunden. Hun skyndte på mig og den anden ikke-engelsktalende-ansatte hele dagen. Vi knoklede for pengene.

På min fridag tog jeg ind til midtbyen til et lille rejsebureau. De hjalp mig med en flybillet til Malaga. Det var dengang, hvor man [jeg?!?] ikke bare handlede på nettet!
Nå, men billet fik jeg. For jeg besluttede mig langt om længe for, at jeg ikke ville blive i London. Det var en svær beslutning, for det var en drøm, jeg skulle sige farvel til…
Men pigerne havde deres jobs og netværk, og jeg kunnes bare ikke få det til at fungere.

Mine forældre kom til London sidste weekend i Marts. Jeg ringede til sandwichbutikken og lagde en besked på telefonsvareren om, at jeg ikke kom mere. Jeg viste ‘de gamle’ byen; Buckingham Palace. Oxford Street. Rat and Parrot. Mange af de steder, som stadig står så klart i min hukommelse i dag. Og så fløj jeg til Spanien!

I Malaga, [Fuengirola], havde jeg to gymnasieveninder, som var taget ned, for at bo og arbejde et år.
Selvom London ikke var for mig, var jeg ikke klar til at tage hjem. Så Fuengirola, blev et dejligt varmt 3-ugers stop på vejen. Masser af pigesjov, og byture, men det er en helt anden historie…!

I mange år, så jeg det som et nederlag, at jeg aldrig fandt mig til rette i London og at jeg havde så meget hjemve.
I dag når jeg tænker tilbage, husker jeg mest alt det sjove. Byturene, de forskellige sjove jobs, mange af de mennesker jeg mødte. Måske lykkedes missionen om at bo i London i 6 måneder ikke, men hold nu op, hvor lærte jeg meget om mig selv!

Om en dag på cyklen på Amager…

Drengene blev hentet 8.30. De skulle en tur med bedsteforældre i Sommerland Sjælland. Jeg begav mig efterfølgende ud på ni km løb.
Jeg følger en løbeplan, som forhåbentlig gør mig klar til CopenhagenHalf [halvmarathon] i september. Jeg er dog kommet lidt sent i gang, og varmen har gjort det ekstra hårdt at holde tempo og komme op i kadence. Har været nødt til at holde pauser, for at få vejret og drikke væske.
Nå, men jeg klarede de ni km i går uden ophold, og det var en stor sejr for lille mig. [jubiii… 👍🏽]

Da jeg kom retur, havde Kristian puttet cyklerne bag i bilen, og efter et hurtigt bad kørte vi til Valby og parkerede.
Op på cyklen og afsted.

Ude gennem Sydhavnen. Teglholmen og Sluseholmen, hvor der virkelig er sket meget de seneste par år. Masser af lejligheder med særpræg og design. De små kanaler og broer får en til at tænke på Venedig.

Vi cyklede gennem Amager Fælled. Et kæmpe naturområde, som jeg forestiller mig vildt og frodigt, når ikke der har været tørke hele sommeren.

Drejede af og cyklede på Kalvebod sti. Ud forbi 8-tallet. Fantastisk og anderledes byggeri. Arkitektonisk smukt. Unika. Der var godt fyldt op på ved restauranten af samme navn. Et sted vi selv har spist flere gange og varmt kan anbefale.
Forbi Naturcenter Amager. Et rigtig godt sted at lufte børnene. Masser af vild natur, får og geder.

Tog den lange cykelsti ud til Kongelunden. Blev overhalet af et par triathleter, som havde god fart på – ikke som os i hyggetempo. Igennem Søvang ud til Dragør.

Vi gjorde stop på havnen. Kristian havde taget kolde colaer med. Elsker Dragør. De gule huse, bådene på havnen. Stemningen. Det er er lidt, som er man taget sydpå til en eksotisk feriedestination. Her er turister og liv. Restauranter og udendørsservering. Brosten og små hyggelige gader, specialbutikker, isbutikker med varme vafler og meget andet.
På vej ud af byen, ser vi de flotte store huse. I første og anden række ned til vandet. Kæmpe kasser. Ikke et dårligt sted at slå sig ned.

Ruten fører os rundt om lufthavnen, hvor flyene flyver lavt hen over vores hoveder inden de rammer landingsbanen.
Forbi Amager Strandpark, som også igår var godt besøgt.

Endelig kommer vi frem til Refshaleøen. Jeg er også ved at være træt. 41 km har vi tilbagelagt. Den lille portion havregryn jeg fik til morgen, inden løbeturen, er for længst forbrændt. Vi trænger til at tanke op.

Da streetfoodmarkedet på Papirøen lukkede, flyttede det ud på Refshaleøen. Reffen. Vi går igennem gaden med madboder. Man kan få lidt af hvert. Grillmad. Pizza. Pevuriansk, græsk, spansk. Drinks og øl. Parasollerne bidrager med lidt skygge i varmen.

Vi finder et par strandstole i sandet og slår os ned. Ved siden af ligger to kinesere og slapper i nogle hængekøjer. Foran os, en gruppe unge mennesker, der til blød musik, øver sig i akrobatik. De står på hænder, går på line, jonglerer med kegler. De danser og synger med på musikken. Solen bager på dem, men de er meget optaget af det, de er i gang med, og virker ikke til at lægge mærke til flere af markedets spisende gæster, der betragter dem.

Kristian henter mad. En rulle med gyros og tzatziki. Kolde sodavand og vand. Lækkert. -og dyrt. Med 80 kr. for en græsk durumrulle, synes vi de har skruet priserne op et sted, hvor kun turisterne gider betale sig fra det, fordi de har taget havnebussen helt derud, og der nu ikke er alternativer. Stakkels turister – som om København ikke er dyr nok.

Efterfølgende går turen til Islands Brygge, hvor vi sidder længe ved vandet i solen. Observerer de unge mennesker, der bader, lytter til musik og snakker. Her er sjov og leben. En flok unge fyre, vi mistænker for at være soldater, skiftes til at smide hinanden i vandet. De griner højlydt og hygger sig, inden de beslutter sig for at hente ‘kringler’ i Netto.

Vi cykler langs vandet tilbage ud til Sydhavnen. Det er blevet eftermiddag og vi skal snart hjemover. Hos Riccos sidder vi i skyggen. Drikker CafeLatte og solbærsaft, spiser lækre cookies.

Det har været en skøn dag, med masser at smukke, sjove og finurlige seværdigheder. Hvis man som turist i København har en ekstra dag eller to, kan jeg varmt anbefale at man giver Strøget, Magasin og Nyhavn en pause. Lej en cykel og kør over på den anden side. Man kan komme ret langt, på kort tid, og der er mange små åndehuller og skøre steder, der er et besøg værd.

God fornøjelse.

Ferie – om oplevelser tæt på hvor vi bor!

Jeg ligger under et træ i skyggen. Solen skinner, men her også skyer og vind. Det suser i træerne. Jeg elsker lyden. Elsker at det lufter lidt, nu hvor det har været så varmt længe.

Vi er ved legepladsen nede bag Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Vi har været en tur på havnen, kigge på krabber, fodre ænder og spise is.

 

Har lige været en tur i fjordvandet med ungerne og soppe. Nu ligger jeg på et tæppe og nyder et øjeblik for mig selv. Mine forældre står oppe på den store søstjerne, der danner centrum for legepladsen. En rigtig fin en af slagsen, med gynger, balancebomme, vipper, rør, skibe, klatrestativ og meget andet. Her er tilpas få børn, så der er god plads at lege på. Det er skønt.

Mine forældre har været her en lille uge. De havde ungerne et par dage alene, mens Kristian og jeg var på arbejde, og så har vi alle haft tid sammen.

Vi har været ved Himmelsøen og ved Lynghøjsøerne. Begge rigtig fine steder, tæt på Roskilde. Sandstrand og bademuligheder. Naturen ved Lynghøjsøerne var helt fantastisk smuk og vild, men vandet blev hurtig dybt, så man skulle have øjnene på børnene hele tiden, når de var i vandet.
Himmelsøen er mere børnevenlig, her er også toiletter, shelters, en kæmpe lang badebro og eget andet. Klart vores favorit.

Igår var vi i København. Vi mødtes med Farfar og Mona og skulle alle 8 ud og sejle i en GoBoat. En lille solcelledrevet økovenlig speedbåd, der i langsom fart, sejler rundt i kanalerne. Man styrer selv. I midten er et bord, så der er plads til at medbringe mad og andet.
Jeg havde sørget for pastasalat, wraps, pizzasnegle, kyllingespyd, hvidvin og øl. Vi nød det mens vi sejlede gennem de små kanaler og så København fra en anden vinkel. Solen skinnede og det var dejligt varmt. Masser af turister, kanalrundfartbåde, speedbåde, kajakker og lokale der solbadede og dyppede sig i det kølige vand.

Vi sejlede forbi ude ved Christiania, hvor vi kunne se deres “hjemmelavede” husbåde i vandet, bestemt en anderledes måde at bo på.
Den smukke opera, skuespilhuset, den sorte diamant. Igennem kanalerne ved Christianshavn, hvor der er så meget liv. Restauranter, mennesker – turister og lokale på begge sider af vandet. Masser af sejlbåde, husbåde og flot arkitektur.

Bagefter sad vi ved en bænk i skyggen på Islandsbrygge. Kaffe, is, snacks. Gode snakke. Familietid. Farfar tog en dukkert med drengene i havnebadet, der var vældig godt besøgt på sådan en varm og solrig dansk sommerdag.

I morgen tager mine forældre hjem. Og selvom det altid er dejligt med lidt ro, efter mange dage med gæster, så savner vi dem alle altid lidt, så snart de er kørt afsted. Huset føles lidt tomt, selvom drengene fortsat fylder en del.

Heldigvis er vores ferie ikke helt slut endnu. Vi har lige nogle flere dage. Til at sove længe, og nyde hinanden. Måske også til at opleve en lille smule mere, inden den står på job- og skolestart.
Det er bare om at nyde de sidste dage, inden efterårets travlhed for alvor starter op.

Om endnu en tropenat…

Jeg sidder i mørket inde ved Otto. Kl. er 23.42. Han hoster og hoster. I søvne. Lytter til ham, vil sikre mig det ikke er falsk strubehoste, som begge unger tidligere har haft. Kan alligevel ikke sove for varmen, så det gør ikke noget. Vinduet står helt åbent, og jeg nyder den kolde luft efter en lang og varm dag.

Det er en mærkelig sommer. Med al den varme. Dejligt, men også meget atypisk i Danmark, hvor vi normalt klager over for meget vind, regn og skyer hen over sommeren.

Vi er slet ikke gearede til det. Vi er vant til at rejse ud, for at søge varmen. Så holder vi ferie samtidigt. Lægger os i skyggen eller dypper tæerne i poolen. Det er anderledes når man lever i det, går på arbejde i varmen, sover i den.

De udenlandske turister klager på de danske hoteller. Hvor er aircondition? En efterspørgsel mange nok ikke havde set komme…

Da vi rejste rundt Østen, var der selvfølgelig lækkert varmt hele vejen rundt. Men der hvor jeg husker varmen aller mest, var I Kuala Lumpur. Sådan en rigtig storbyvarme. Over 35 grader. Vi gik ned i den store KLCC park, og var gennemblødte af sved inden vi nåede frem. Ungerne ville [forståeligt nok] kun løbe rundt i underbukser. Desværre havde vi andre ikke samme mulighed.
Kan huske Kristian hang sin undertrøje til tørre i solen, bare for et øjeblik. Men parkbetjenten kom, hun havde øjne overalt. Ingen bar overkrop i parken!! På med den gennemblødte undertrøje igen!

De havde et kæmpe stort soppebassin – kun for børn. Også det værnede parkbetjenten [faktisk var der flere] meget om. Man måtte kun være ved bassinet, hvis man havde børn. Man måtte på ingen måder nærme sig, eller stikke fødderne i, hvis man ikke havde medbragt nogle små poder.
Det havde vi heldigvis, så tæerne kunne blive afkølet i den varme park.

På trods af varmen, synes jeg at Kuala Lumpur er en af de mest spændende storbyer jeg har været i. Masser af store shoppingcentre. Lækre restauranter. Meget internationalt. Der blev ekspanderet alle steder, opført nye kæmpe store hoteller. En rivende udvikling. Masser af seværdigheder. Specielt den store fuglepark gjorde indtryk.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Kuala Lumpur – gerne krydret med en tur til Perhenthian og Tioman Islands. Det gode er, at man sagtens kan rejse derned når det er sommer herhjemme, og altså ikke kun om vinteren. Det bliver en fordel, når vi lige om lidt har et skolebarn!

Har du mon været i Malaysia? I så fald, hvor var det bedste sted du har været?

Nå, Otto er stoppet med at hoste… tror jeg lister i seng. I morgen siger løbeplanen, at jeg skal ud og løbe ti km. Jeg er ikke et morgenmenneske, slet ikke I disse dage, hvor jeg ikke kan sove om aftenen… men jeg må hellere se, om jeg kan komme tidligt afsted, så varmen ikke er helt ulidelig…

Sov godt derude.

 

I får lige et par billeder fra fantastiske Kuala Lumpur…

Om uro…

Jeg sidder på terrassen. Her er hot hot hot. Det har været en forrygende sommer i Danmark. Solen har skinnet, siden Maj. Det har været skønt!!

Ebbe havde en legekammerat på besøg til formiddag. Søde Valdemar. Kristian var ude og træne. Mellem børn, lege, madder og hygge, lykkedes det mig at få klippet det meste af hækken på langsiden af huset. Så er der det mindre, der skal klares i ferien.

Vi har nemlig ferie igen i uge 31. Det bliver dejligt. Vi skal holde ferie hjemme. Mine forældre kommer over. Der skal slappes af, vi skal til København, og ud og spise. Ungerne skal have nattøj på det meste af dagen, og hvis vejret fortsætter så dejligt, så skal vi have en masse sol.

Det er dejligt at holde ferie i udlandet, men det er også dejligt med afslapningstimer herhjemme. Få ordnet haven og andet praktisk. Grille pølser. Lege med vand. Børnene nyder, når det hele foregår i roligt tempo uden deadlines.

Jeg glæder mig til uge 31.

Jeg har dog også en uro i kroppen.
Den har været der siden, vi kom hjem fra den lange rejse. Måske er det fordi man var vant til at der skete noget hele tiden. Måske var det den samhørighed jeg havde med familien, der er svær at slippe, her i den virkelige verden. Jeg ved det ikke. Men jeg har uro i kroppen.

En udlængsel. Både til at rejse. Men også til at opleve. Til at være mere sammen.

Kigger rigtig meget på Momondo i disse dage. På rejser til vinterferien. Synes priserne til Thailand er dyre, så har tænkt udenfor boksen; Kenya, Mombasa, Indien, Sri Lanka, Dubai, Miami. Er åben for alt. Bare det ikke koster en formue, nu hvor Ebbe starter i skole, og vi derfor skal rejse henover vinterferien. Nogle gode bud?

Har også kigget på flybilletter til efteråret. Kristian og jeg har lokket farmor til at passe ungerne i november, så vi kan komme alene afsted [Halleluja]… oprindeligt var planen Budapest, som jeg har hørt forfærdeligt meget godt om. Men vi syntes ikke rigtig flytiderne passede. Vi er lidt “kræsne”, når vi skal alene afsted, for det skal passe ind med at aflevere/hente unger mv.
Jeg søgte vidt og bredt… og nu har vi booket billetter til Bologna i Italien. Der har vi aldrig været. 1200 kr. for os begge tur/retur. Det er da et fund… så skal jeg bare have booket et lækkert hotel, inden der er dømt kærestetid, risotto og Amarone.

Men det er svært med den udlængselsfølelse. Uroen.

Jeg har booket restauranter, arrangeret tøseaftener, købt koncertbilletter og aftalt spatur. Hahah… Det bliver vist et dyrt efterår!! Men forhåbentlig også et begivenhedsrigt. Så uroen forsvinder.

Eller måske lander jeg igen, og finder roen i den hverdag, som vi har nu, og altid har været glade for. Det ville være dejligt.

Lige nu vil jeg nyde stilheden i haven og solen lidt endnu. I eftermiddag står den på VM-finale med gode venner. Vi skal grille og se bold. Formodentlig leger ungerne, jeg styrer grillen. Mændenes får en kold øl, damerne lidt lækker hvidvin. Det bliver super godt. Mon ikke, jeg glemmer uroen for en stund… 💛

Om ringridning…

Det var som om der lå noget og ulmede. Ligesom en summen. Noget udefinerbart. Noget der pludselig ville vokse sig større.
Jeg kunne fornemme det i hele byen, da jeg løb en runde i solen i går formiddags. Ned forbi havnen, slottet og stranden.
Der var sat flag op. Dannebrog piskede lystigt i vinden. Heste og ryttere travede forbi. Stod i vejkanten og gjorde sig klar.
Klar til årets ringeridning.

Ringridning er oprindelig en ridderturnering fra middelalderen, hvor ringridning var en populær underholdning for de europæiske konge- og fyrstedømmer. Den var en behagelig og ufarlig del af de ellers barske ridder-kampe, der blev kæmpet med liv og førligheden som indsats. Det står der i hvert fald på wikipedia!

Ren lavpraktisk foregår selve ringridningen ved, at rytterne rider igennem galgen med en lanse, hvor imens de skal forsøge at ramme en lille metal ring og få den til at sidde fast på lansen.
Der rides 12 eller 24 gange, og den der tager flest ringe, vinder. Bliver ridderkonge.

Men i realitet er ringridning mere end en konkurrence på hesteryg – i hvert fald de store ringriderbegivenheder som her i byen. I Sønderborg er det nemlig en stor byfest, og hele arrangementet varer 4 dage.

Det starter fredag med det store optog, med musik og heste. 11.30 går heste, ryttere og musikere fra Sønderborg slot op igennem byen. Langs hele ruten, står byens borgere og hilser og vinker. Børnehavebørn, plejehjemmet, unge og gamle. Når de kommer til ringriderpladsen, hvor der i ugen op til, er opstillet kæmpe Tivoli, åbner det hele. Alt hvad hjertet kan begære af forlystelser, karruseller, tombola, radiobiler, pariserhjul, salg af is, pizza, pølser, popkorn og slushice. Et kæmpe øltelt, med borde og bænke, hvor der underholdes med musik i løbet af dagen, og holdes fest om aftenen.

Vi ser optoget fra indkørslen, hvor mine forældre bor. Lige ved ringridderpladsen. Underboen har stillet små cafeborde og stole op. Serverer vin og snacks i solen for venner og familie. Det er en god årlig tradition at se optoget, og nyde en lille en, samtidigt.

Optoget er virkelig imponerende med de mange heste og den festlige musik. Drengene er helt opslugte. Spiser popkorn, som var det en biografforestilling, og siger ikke noget. Suger bare alle indtrykkene til sig. Min mormor er her også, men nu kalder vi hende olde. Hun nyder at se drengene, og vi nyder at se hende. Det sker desværre for lidt.

Da optoget er slut går vi på pladsen. Først ser vi hestene, men så går vi ned på den lille plads bagved selve ringridderpladsen. Her har de lavet et kæmpe børneland, hvor børnene får udleveret “guld”mønter og kan bruge dem til alt mulig: ponyridning, juice i Rynkebyboden, bowling, forhindringsbane i militærtøj, mountainbike tur. Man kan erhverve sig flere mønter i teltet med guldgravning, hvor de har stillet tre kæmpe containere med sand op, og blandet mønter deri. Man får bolsjer, når man prøver boderne, og det er alt sammen meget flot lavet. Otto får prøvet lidt af hvert. Ebbe er mere tilbageholdende, men suger det hele til sig.

Vi går retur til mine forældre. Kristian ankommer lang om længe med et meget forsinket tog, og gamle venner kommer og spiser med os på altanen. Super hyggelig aften, med dejlig grillmad, god vin, snak og historiefortælling. Vi ses ikke så tit. Vi opdaterer hinanden. Det er dejligt.
Det foregår alt sammen i skæret fra de kulørte lamper fra karussellerne på pladsen. Blå, rød, gul. Musikken fra teltet, de unges hvinen og snakken, latter og grin.
Børnene leger, spiser slik. Ser iPad og VM i tv. Solen går ned på altanen, og det er køligt. Vi pakker os ind i trøjer, tæpper og tørklæder. Vi burde gå ind, men det er så hyggeligt udenfor. Vinen smager lidt bedre og snakken er mere livlig.

Tilsidst er ungerne dog blevet trætte. Vennerne skal hjem, vi skal alle i seng.
De fester stadig på pladsen, vi kan høre musikken. Heldigvis ikke så højt. Vindretningen er perfekt.

I dag har alle sovet længe. Der venter endnu en dag med Tivoli og spas, inden vi i aften kører mod Sjælland. Drengene har ikke været hjemme i tre uger. Mon ikke de glæder sig til lidt ro og eget legetøj.

Vi siger tak til Sønderborg for denne gang. Lægger du vejen fordi en sommer, kan det varmt anbefales at gøre det første weekend i juli, ringeridning er både for store og små.