Udgivet den

Sidder i et tog…

Om en halv time standser toget i Hamborg. Jeg kunne så nemt som ingenting, hoppe af, hæve en masse kontanter, smide telefonen og pungen i skraldespanden og bare forsvinde. Tage et tog længere sydpå, slentre alene på stranden, se solen gå ned mens den farver himlen i de smukkeste farver. Mærke den ultimative frihed. Ikke at skulle fortælle nogen hvor jeg er, hvad jeg har lyst til, hvor jeg går hen. Kun drevet af egen virke. Jeg kunne leje et værelse ved vandet, sidde og skrive dagen lang. Være længe oppe, snue hele formiddagen. Spise tapas og drikke hvidvin, mens jeg betragter de andre på restauranten, digte små sjove historier i hovedet om hvor de kommer fra og er på vej hen…

Har du nogensinde leget med ideen om at forsvinde fra alt det velkendte og bytte det ud med en helt ny verden, et helt nyt liv?

Det er nu ikke en drøm jeg har, nogen gange er det bare sjov at lege med tanken om ting, der ligger så fjernt og uvirkeligt fra det man ellers forestiller sig. Som en Netflix film med sig selv i hovedrollen. 

Jeg har ingen planer om at stikke af. Alene afskeden i morges, med de to drengebørn, gør at jeg ikke kan vente med at komme tilbage. 

De er så kærlige begge to. Vi lå sammen i sengen og kyssede og krammede, hviskede. Jeg lovede at skynde mig retur. Sagde at jeg kom til at savne dem – og det gør jeg. 

Mit tog har en destination. Først Hamborg – derefter videre til Frankfurt. Der venter han nemlig. Ham der fylder så meget i mit hjerte. 

I morgen skal han lave sin 4. Ironman. Som altid har det trukket tænder ud til sidst. Cykeltræning tager mange timer og hans fokus går fra familie til race. Det er helt naturligt og ok, men det er også krævende, for mig, som holder det hele sammen. 

Der er mange der ikke forstår det. Det der med at skulle bruge så megen tid på træning fremfor med sin famile. Det gør jeg heller ikke altid. Men jeg har accepteret at det er sådan han er, en del af hans dna, og hvis vi skal kunne fungere sammen, skal der være plads til det vi brænder for. Han brænder for træning, for at lave ironman, for at udfordre sig selv, teste sin krop og hvad den kan holde til. 

De har lovet 39 grader i Frankfurt i morgen eftermiddag, når Marathon skal løbes. Afrikansk hedebølge over hele Europa, kommer til at få byen til at koge over. Hvordan man klarer et marathon i så varm en by, bliver spændende at se. Som altid holder jeg vejret fra start til slut, for jeg ved at racet betyder så ufatteligt meget, og jeg vil så gerne at det gå ham godt… 

Følger I med på Instagram, når jeg lægger billeder og opdateringer op?

Udgivet den

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

Udgivet den

At rejse i tre måneder – hvorfor og hvordan?

Billede fra Furteventura jan. 2017 – Aftensmad på stranden.

3 måneder er lang tid – det siger mange. Både dem, der har har og dem der ikke har, lyst til at rejse så lang tid. Men også dem der kommer til at savne os.

Jeg giver dem selvfølgelig ret. 3 måneder er lang tid. 3 måneder uden at skulle op og gå på arbejde, uden at skulle hente unger, lave mad, løbe fra det ene til det andet. Tid til afslapning, oplevelser, familietid, nærvær.

For 8 år siden rejste jeg med en veninde fra nord til syd i Vietnam. Følelsen af, ikke at have en plan, men at tage dagene som de kommer og leve mere ud fra lyst end pligt, var helt fantastisk. Jeg har altid drømt om, at komme på en længere rejse siden. Da jeg kom hjem fra rejsen fandt jeg sammen med Kristian og tiden sammen har givet os to børn og en masse gode oplevelser. Drømmen om den lange tur har dog fortsat siddet i kroppen – nu med mand og børn, hvilket givet det hele endnu en dimension og måske endda endnu mere mening.

Kristian har været på en længere tur til Australien inden han mødte mig, og har også rejst meget med venner og familie. Heldigvis har vi den samme passion for at rejse, se nye steder og kulturer. En fælles lang tur, faldt derfor også naturlig for ham.

Men ja, 3 måneder er lang tid. Det er som om, vi det seneste år, har opdelt mange ting i kategorien “før” eller “efter” rejsen.  F.eks. skal vi have en ny bil, fordi den vi har nu, er ved at være gammel. Den skifter vi “efter” rejsen. Jeg har været i tvivl om jobbet var det rigtige, men hele tiden tænkt, det beslutter jeg “efter” rejsen. At jeg så pludselig faldt over et spændende job og fik det “inden” rejsen, er jo hvad der sker 🙂 Det er helt sikkert, at rejsen føles som en “milepæl” eller et “afbræk” i et ellers dejligt liv.

Hvordan får man så råd til det…? Jamen vi har sparet op i mange år. Sat penge til side hver måned, og suppleret med feriepenge, skattepenge osv. Og så er vi så heldige, at jeg har kunne gemme feriedage under begge mine barsler. Jeg kan således rejse afsted i 3 måneder, og stadig få løn undervejs. Kristian har også kunne spare ferie op. 8 uger. Han har desuden fået en måneds orlov, som er uden løn, for at have lige så mange uger fri, som mig. En månedsløn er altså, hvad vi må undvære undervejs. Begge drengene har dog fået orlov fra institution, så der sparer vi sammenlagt ca. 14.000 over tre måneder. Mens vi er afsted, forventes udgiften til mad at være mindre end i Danmark, ligesom vi sparer på udgifter til bil, benzin, generel opsparing mv.

3 måneder er lang tid… at være væk fra det hele. At rejse. Men når det være sagt… så er 3 måneder jo også meget kort tid i et meget langt liv.

3 måneder, så er vi tilbage på job, i børnehave, skole. Tilbage i hamsterhjulet. Og så er det vi har glædet os til i mange år “overstået”.

Forhåbentlig får vi en masse minder, vi kan glæde os over, og tænke tilbage på resten af livet ❤️

Og mon ikke… når det hele har lagt sig… vi så går i gang med at spare op og drømme om den næste lange tur!

Udgivet den

At rejse med små børn…

Der er meget at opleve i en lufthavn for et lille menneske…

Jeg har det altid som om jeg holder vejret… indtil vi sidder i flyveren og endelig er på vej. Men faktisk også en lille smule indtil vi sidder i flyveren – og er på vej hjem, for så er det hele gået godt.

Der er mange, som ikke orker at flyve langt med børn – eller er bange for den lange flyvetur. Hvad nu hvis de skriger hele vejen!? Mine børn har altid været gode til at rejse. Jeg plejer at sige, at lige så umulige de kan være derhjemme, lige så fantastiske er de, når vi skal ud og rejse.

Vi plejer at forberede dem godt, hvad er det der skal ske, hvornår skal vi hjemmefra, hvor lang tid skal vi flyve osv osv. Og så har drengene hver deres lille kuffert med i flyet, som håndbagage. I den er der alt der vigtigste: ekstra skiftetøj, hvis der skulle ske uheld. Bleer og rød-numse-creme. Gerne lidt flere end man tænker, man har behov for. Vi har prøvet, at Ebbe fik diarre på vej til Rom – og måtte skifte ham 4-5 gange i lufthavnen alene, så er det godt ikke at gå ned på bleer og skiftetøj. I deres kufferter har vi også bøger, ipads (og hørebøffer), lidt legetøj, sovedyr og sutter. Tuscher og malebøger – eller de der bøger man kan sætte klistermærker ind i – kan man også bruge lang tid på. Og så er det vigtigt at være godt udstyret med alt det, som kan konsumeres: mad og snacks. Vores børn elsker knækbrød og riskiks, så det medbringer vi. Måske nogle boller, pølsehorn eller pizzasnegle. Man ved aldrig om ham den kræsne, kan lide maden i flyveren, og vi skal ikke have nogle sure miner pga. lavt blodsukker. Sidst men ikke mindst har vi lidt chips, slik og slikkepinde med, det er rigtig godt, hvis utålmodigheden skulle indfinde sig. Drikkevarer må I ikke have med gennem security, så køb noget i lufthavnen, som I kan supplere med, udover det, I får i flyet.

Som udgangspunkt rejser vi altid de lange ture om natten, og vil gerne betale lidt ekstra for det, så sover børnene det meste af turen. Men hvis man er godt forberedt, så går tiden som regel hurtigt. Heldigvis kan man jo også gå lidt rundt i flyveren og få strækket benene.

Skulle I være så uheldige, at komme afsted med et sygt barn, ondt i ørerne eller andet, der gør, at barnet græder eller bliver hysterisk så husk; alle i flyet (også dem der synes det er lidt irriterende) de synes det er mest synd for jer. Så bevar roen, gå lidt rundt i vug. Pludselig falder de som regel i søvn.

Husk desuden – at flyve er en del af rejsen. Gør det til noget hyggeligt. Vær forberedt og klar – så det ikke bliver stressende. Tag jer god tid. Snak og guide børnene, så skal det nok blive en fantastisk tur.