Ironman Barcelona – når det slet ikke går som forventet…

Drømme og livsmål

Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…

I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.

Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne  hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!

København

Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.

August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.

Ironman Barcelona 2018

Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…

Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.  

Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?

Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.

Det piskede ned udenfor i tusmørket.

Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…

Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.

Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.

Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.

Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.

Afsted på cyklerne de kom.

Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.  

Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.

Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.

Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.

Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.

Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.

Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.

Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.

Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…

Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.

Alvoren indtræffer

Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!

Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.

Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.

Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.

Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.

Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.

Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.

10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern. 

Efter løbet…

Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.

Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.

Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.

Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen.  Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.

Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.

Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.

De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.

Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.

Mandag

Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.

Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.

Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.

Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet.  Det hele er lidt mere end vi kan overskue.

Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.

Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.

Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.

Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.

Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.

Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.

Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien. 

Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.

Morale

I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!

Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats. 

Øv…

Humøret er ikke i top – men jeg skylder jer en update – dem af jer, der har krydset fingre for, at vi kom godt med båden til fastlandet.

Det gjorde vi.

Der var minimal vind, hvilket betød, at den store opsamlingsbåd, kunne samle os op på stranden, tæt ved hotellet, og sejle os nogle få hundrede meter ud til færgen. Stille og roligt.

Vi satte os bagerst ind på færgen, men der var ingen bølger og båden sejlede roligt frem, mens den kun vippede en smule til siderne. Ikke engang børnene blev søsyge. Så dejligt!!

Så nu er vi retur i Kuala Terranganu. Hak ved det.

Vi er dog lidt i kulkælderen…

Kristian har hostet i over tre uger nu. Og ind i mellem, lyder han som en gammel mand, der er ved at stå af. Idet vi har været ude på øerne, har vi ikke rigtig kunne få ham til læge, før i dag, hvor vi kom til fastlandet.

Vi var derfor forbi det lokale hospital her til eftermiddag. [Måske skal vi bare besøge et hospital i hvert land??!] Efter at være blevet indregistreret og betalt for konsultationen [40 MYR – ca. 62 kr.] kom han ret hurtigt ind til en læge, som lyttede og trykkede lidt på ham.  Heldigvis ikke lungebetændelse som vi havde frygtet.  Han fik flere forskellige piller, hostesaft mv, [gratis!! – det er da service!] og er sikkert snart fit for fight!

Men det er nu ikke derfor, vi ikke er helt i limbo.

I morges, i et af hans hosteanfald, fik han simpelthen forstrukket ryggen, så noget har sat sig i klemme. Han har før haft hold i ryggen, så vi kender ligesom turen.. men det er lidt mere problematisk hernede, hvor de ikke taler så godt engelsk og han ikke lige kan komme til en kiropraktor!!

Såh… det er sgu lidt skidt!! Vi har snakket om at flyve til Kuala Lumpur om nogle dage, for at se om vi måske kan finde en kiropraktor der, men helt optimalt er det ikke. Øv bøv.

Ja, stemningen er ikke i top. Men nu ser vi om ikke en god nats søvn, kan gøre lidt ved det.

Hav det godt derude.
Over and out.

Lægebesøg [igen!!] og næseaber.

Jeg havde ikke været på toilettet i fire dage… altså jo, jeg havde været på toilettet og lave nr. 1 men ikke nr. 2.
Vi havde gjort en del grin med det. Sådan er det når man er afsted, man er nødt til at dele det hele. Jeg har ikke haft ondt i maven eller mindre appetit, så på den måde, gjorde det jo ikke så meget… men altså, kunne jo godt regne ud, at det ikke var så fantastisk, hvis ikke snart der skete noget.
Med udsigten til to rejsedage fra i morgen, og derefter 7 nætter på en lille ø, tog jeg derfor beslutning om i morges, at få gjort noget ved det.
I receptionen fik jeg bestilt en taxa ned til apoteket 6 miles fra hotellet.

Da vi kom frem, viste chaufføren mig ind på en lille lægeklinik. Hrm… jeg havde tænkt, jeg bare kunne få lidt magnesium på apoteket, men chaufføren insisterede.
Efter få minutter [på trods af mange i venteværelset] kom jeg ind til en læge, en ældre herre, der talte ganske fint engelsk. Vi fik drøftet situationen, og han spurgte lidt til vores rejse, hvor jeg kom fra og i øvrigt hvordan det gik med flygtningesituationen i Danmark [?!!].
Det hele var hurtigt klaret og jeg kunne købe mine medikamenter samme sted til den nette sum af 40 dkr.

Efterfølgende gik jeg en kort runde i den lille by sammen med chaufføren. Fik købt frugt og “bagerbrød” med hjem.
Tilbage på hotellet fandt jeg drengene i poolen.
Jeg vil ikke kede jer [uarkghhhh….] med detaljer om det efterstående toiletbesøg, men jeg kan berette, at der nu er bedring på den front.

Sidst på eftermiddagen tog vi en taxa hen til Næseaberne. Der var fodring 16.30, som vi gerne ville se. Turen tog 20 min. og var bestemt det værd. “Gammelfar” sad på kanten, da vi kom hen til observationsplatformen, og vi kunne komme helt tæt på ham, og tage selfies med ham.

Da fodringen gik i gang, kom der hurtigt mange aber til. Men gammelfar styrede løjerne, og det var ikke alle der fik lov til at komme og smage på frugten. Således sad de 10-11 aber på den lille platform, mens 5-6 aber måtte sidde på et træ ved siden af, uden at få lov at smage. Forsøgte de at komme over til maden, var gammelfar hurtigt på fødderne og oppe i kampstilling. Simpelthen den sjoveste forrestilling at være vidne til.

Da vi kørte retur, blev vi sat af ved nabohotellet, hvor vi har spist aftensmad hver dag. Altid lækker mad og god service.

I morgen går turen mod Malaysia og om 2 dage er vi forhåbentlig fremme på Perhentian øerne.

Om Denguefeber…

“Jeg vil gerne teste ham for Denguefeber” sagde hun til mig på udemærket engelsk. Og selvom jeg ikke ved synderligt meget om Denguefeber, så ved jeg nok til, at det bestemt ikke er noget jeg ønsker for min 5-årige søn.

Vi var taget på hospitalet her i Puerto Prinseca. Ikke fordi jeg var vanvittigt bekymret. Men Ebbe har haft en tør hoste de seneste 10-12 dage, og ind i mellem kortvarig feber, hen over de sidste 3-4 dage. I morges var han igen sløj og varm, og nu hvor vi endelig var tilbage i civilisationen, virkede det som et godt tidspunkt lige at få tjekket helbredet.

Efter en del venten, talte vi med en læge som lyttede på lungerne og fik forklaret situationen. Ganske rigtigt havde han feber. Hun sendte os på laboratoriet, hvor vi efter lidt mere venten afgav blod- og urinprøve. Sidstnævnte var lidt sjovere at afgive end det første, for den lille gut, som er mega ræd for nåle og alt der gør ondt. Sej som han er, blev det dog klaret.

Det store Robinson indkøbscenter lå 200 meter fra hospitalet, så mens vi ventede på svar gik vi derover. Drengene spiste pizza og feberen forsvandt.
Otto kom langt om længe til frisør. Blev betjent af to unge mænd, der lynhurtigt klarede den fineste klipning – pris: ca. 15 kr.!!
Bagefter var de i et lille legeland til stor fornøjelse for begge.
Rigtig hyggelig eftermiddag, hvis ikke det var fordi at den Denguefeber blev ved med at summe i mit baghoved. Hvad ville konsekvensen være, hvis det var det? Skulle vi hjem, eller skulle han indlægges her? Hvorfor ville hun egentlig teste? Havde han de syntomer? Jeg hoster også lidt, pludselig var jeg også lidt sløj? Måske har jeg også Denguefeber? Smitter det i øvrigt? Hvad så med de to andre? Ja, man kan nå at gennemgå mange scenarier over nogle timer…

Vi gik retur til hospitalet og fik efter endnu en rum ventetid svaret: ingen Denguefeber. Men for høje infektionstal, så endnu en antibiotikakur de næste 7 dage. Lettede besøgte vi “apoteket” og kørte hjemad til aircon og afslapning.

Om en tur på det lokale hospital…

Det skal regne lidt de næste par dage, også i dag. Derfor snakkede vi under morgenmaden om, vi at tage på udflugt en af dagene. Vi blev enige om, at vi i dag, kunne nøjes med at køre op i byen som ligger 3-4 km herfra. Men først ville vi i poolen, og nyde solen inden den forsvandt.

Drengene fik badetøj på. Otto hoppede i den gule badeand, hvor benene er nede i vandet, men resten af kroppen sidder i anden, og dermed holder sig ovenvande.
Ebbe fik sine badevinger på og hoppede i. Legede med Gurli-Gris-badebolden, som Otto fik mig til at købe nede i butikken igår.

Men lykken er kort. Kristian og Ebbe leger i vandet, og på et tidspunkt hopper Ebbe fra kanten af poolen ud til Kristian i vandet. Men han er ikke klar til at gribe, og Ebbe hamrer sin hage ind i Kristians pande og får en kæmpe flænge under hagen. Blodet fosser ud. Kristian holder såret sammen med fingrene, mens blodet løber ned af armen på ham. Vi får et håndklæde under hagen på Ebbe, der græder og er forskrækket. Op af vandet. Vi er klar over, at vi er nødt til at skulle et tur på hospitalet, flængen er stor.

Jeg får fat i en fra hotellet og beder ham om at skaffe en taxa til hospitalet. Jeg kan vælge mellem lokalt eller international hospital. Det lokale ligger i byen 3-4 km fra os, det internationale skal vi køre 50-60 min for at nå til.
Normalt vil man altid vælge et internationalt, men da spørgsmålet bliver stillet, vil vi gerne derhen hurtigst muligt. Desuden håber jeg, at vi overreagerer og at skaden ikke er større end det måske kan klares med lidt lim, eller en rensning og plaster.

Ind i en taxa med os, og afsted i badetøj og håndklæder. Ebbe sidder hos mig. Forskrækket og bange. Det gør ikke så ondt, men han er nervøs for hospitalet. Det er jeg også.

Vi kommer hurtigt frem og går ind af indgangen. Lokalt hospital, ja det er helt sikkert. Lidt forvirret bliver vi vist ind til venstre. Emergency Room – skadestue.
Til venstre ligger en ung fyr på en briks. Måske er han styrtet på motorcykel. Blod i ansigtet, store sår. Knoerne er blodige, ligeledes med store åbne sår. Han ligger der bare.
Til højre ligger en ældre mand på endnu en briks. Han har nogle elektroder på. Kigger på os, da vi går forbi.

Mit indre alarmsystem er i højeste beredskab. Er det her et sikkert sted for min søn? Gør jeg det rigtige?
Vi kommer et par meter længere ind. Det ligner ikke et typisk dansk hospital. Der er fliser på væggene, men stedet slår mig ikke som rent og sterilt.
I et “glasbur” til højre kan jeg se flere mennesker. Læger måske? Sygeplejersker? De snakker, diskuterer. Kigger på mig og fortsætter.
Jeg har Ebbe i armene, som holder jeg en baby. Han holder det blodige håndklæde under hagen. “Can somebody please help me?” Spørger jeg. Får Ebbe til at løfte hovedet, så de kan se såret.

En mand viser mig rundt om hjørnet til et lokale med to stål brikse. Den ene er der blod på, og noget brugt blodigt papir fra en tidligere patient. Det gipper i mig. Har mest lyst til at løbe ud, med Ebbe i armene og hoppe på det første fly til Danmark. Det gør jeg dog ikke. I stedet bliver jeg ved med at berolige Ebbe. “De skal bare lige kigge på det” “Du skal nok bare have et stort plaster på”…

Manden fra før kommer ind, han må være læge. Han har en anden med. Engelsk virker ikke til at være deres spidskompetence. Han vil have Ebbe op på briksen. Kikker på den med blod på, peger på den anden.

Jeg får Ebbe lagt ned. Han har stadig håndklædet omkring sig, det kan han ligge på. Han er skrækslagen. Græder.
Jeg står oppe ved hans hoved. Kan holde begge hans hænder, og have mit hoved helt ned til hans. Beroliger ham så godt jeg kan. Prøver at dække hans øjne med mit ansigt, så han ikke kan se nålen. Hvisker i hans øre. Det skal nok blive godt alt sammen.

De bedøver ham, og hagen hæver helt op. Så syer de ham. To sting. Han skriger. Jeg trøster, forklarer og beroliger så godt jeg kan. Alt mens jeg forsøger at holde øje med, om alt er sterilt. Det ser sådan ud, men hvad ved jeg. Det ser så voldsomt ud, når de hiver i huden for at sy.

Bagefter får han bandage på, og vi går ud. Betaler regningen og går forbi “apoteket”, hvor vi får noget til at rense med, samt smertestillende.

Jeg får det dårligt. Kvalme. Ubehag. Sikke en omgang. Vil bare ud af det hospital.
Vi finder et sted, køber colaer og kaffe. Ryster hele situationen af os. Puh.

Efterfølgende tager vi taxaen tilbage til vores hotel. Det regner lidt, men vi går på stranden for at spise frokost. Senere klarer det op, vi hygger og bader i solen. Ebbe med hovedet langt over vandet!

Dejligt med en hyggelig rolig eftermiddag. Det trængte vi til.