Drømme og livsmål
Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…
I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.
Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!
København
Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.
August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.
Ironman Barcelona 2018
Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…
Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.
Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?
Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.
Det piskede ned udenfor i tusmørket.
Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…
Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.
Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.
Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.
Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.
Afsted på cyklerne de kom.
Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.
Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.
Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.
Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.
Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.
Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.
Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.
Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.
Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…
Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.
Alvoren indtræffer
Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!
Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.
Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.
Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.
Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.
Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.
Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.
10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern.
Efter løbet…
Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.
Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.
Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.
Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen. Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.
Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.
Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.
De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.
Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.
Mandag
Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.
Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.
Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.
Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet. Det hele er lidt mere end vi kan overskue.
Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.
Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.
Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.
Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.
Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.
Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.
Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien.
Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.
Morale
I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!
Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats.
