Vores sidste dag i Ho Chi Minh…

Kristian listede ud af værelset kl 5.20.

Han stod op, gik på badeværelset, hvor han tog sit tøj på – og listede ud af døren. Jeg hørte ham godt, for Otto rumsterede lidt. Men drengene opfattede det ikke. Væk var han.

Han har gjort det før. For fire år siden, da vi var i Krabi, stod han også tidligt op og listede ud af værelset, før nogen fik øjne på. Sådan er det, når man er i østen i starten af feb, og det årlige SuperBowl løber af stablen.

Han havde igår sonderet terrænet og fundet frem til en sportsbar, som viste kampen mellem N.E. Patriots og Philadelphia Eagles. En kamp som skulle vise sig, at være super spændende og hvor Eagles vandt Superbowl for første gang nogensinde. Selvom det ikke var dem Kristian holdt med, havde det været en underholdende kamp og et fedt halvlegshow med Justin Timberlake.

Otto rumsterede længe i sengen, men vågnede alligevel ikke rigtigt. Jeg syntes, han var meget varm. Ebbe sov til 7.30 og Otto til over 8! Desværre blev mine bange anelser en realitet; Otto var feberramt!

Da Kristian kom retur efter kampen, fik vi skiftet hotel [vi havde valgt en ekstra overnatning i Ho Chi Minh pga. Ebbe’s sting skulle fjernes] og tog mod den internationale lægeklinik. Her blev vi mødt af super professionelt engelsktalende personale.
Otto fik målt temperaturen til 38,7 mens vi ventede på lægen, der skulle se på Ebbe. Han fik fjernet stingene. En lidt hård omgang, fordi han var så bange. Desværre gik såret også op, så han måtte limes. Dermed udsigt til endnu 5 dage uden at bade. Stakkels dreng.

Vi “fejrede” dog at stingene kom ud, med en tur på McDonalds, inden vi gik hjemad. Kristian tog drengene med på værelset, og jeg gik på shopping.
Rundt om Ben Tranh markedet ligger også en masse butikker. Her fik jeg købt mig en masse super lækkert sportstøj og en mega fed rygsæk til næsten ingen penge. Prøver at sende det hjem, så vi ikke skal slæbe på det. Kryds fingre for at det kommer frem.

Jeg hentede Ebbe på værelset. Otto sov, så jeg lokkede den store med på tur. Vi gik en runde ved markedet og fandt et sted, hvor jeg kunne få lækker fodmassage, mens han så iPad og spiste Oreos. Halleluja!!

I morgen tidlig går turen mod Filippinerne. Vi mellemlander i Manilla, men ender på Palawan sidst på dagen.
Vi glæder os meget til at opleve Filippinerne og krydser nu bare fingre for, at Ottos feber er faldet i morgen. Der er gledet et par is ned til aften, så det er ikke fuldstændigt håbløst lige nu…

[husk at klikke på overskriften for at skrive/læse kommentarer.

– Følg gerne på Insta/Facebook , hvor jeg ofte lægger nogle flere billeder op]

“No electricity without food”…

Jeg forstod ikke hvad han mente. Den unge mand på restauranten, hvor vi havde bestilt drikkevarer og lidt mad. Han holdt sin mobiltelefon oppe med teksten: “No electricity without food”  Men så gik det op for os… “vi har ingen elektricitet, vi kan ikke lave mad til jer!!” Hahah – ja “google-translate” kan være en svær en…

Phu Quoc er det sted i Vietnam, hvor vi føler, de har været dårligst til engelsk. Taxachaufførerne har vi ikke kunne tale med, de har nærmest ikke kunne forstå hvor vi gerne ville hen. Og på flere restauranter, har selv de letteste bestillinger [f.eks. at bede om en flaske vand] været svære!

Tilsidst lykkedes det dog alligevel, at få gang i kødgryderne på restauranten og vi fik vores forårsruller, ris og bruschetta serveret, lige i tid til, vi kunne nå at spise det hele inden vi skulle med taxa til lufthavnen.

Flyet var lidt forsinket, men afsted kom vi og 40 min. senere landede vi i Ho Chi Minh. I myldretidstrafik sneglede vi os gennem byen mod hotellet. Og selvom det ikke er mange dage siden, vi befandt os midt i trafikkaoset, så bliver man alligevel gang på gang overrasket og fascineret over hvor massiv trafikken er. Biler, busser. Taxa efter taxa. Alle motorcyklerne der fletter sig ind i mellem bilerne, finder en lille plads at køre på, maser sig frem. Dytter og båtter. Det virker som om, der ingen regler er, men på en eller anden forunderlig måde, glider det hele alligevel.

Vi får checket ind på hotellet. Af en eller anden grund, har de skiftet vores ‘værelse-med-vindue’ ud med ‘værelse-med-badeværelse-med-badekar ‘ hvilket undertegnede ikke er helt tilfreds med. Sandheden er at jeg er klaustrofobisk anlagt, og ikke bryder mig om at vågne om natten med følelsen af ikke at kunne trække vejret, fordi der ikke er et vindue. I Na Trang løste vi det, ved at have lys på badeværelset og døren på klem. Det samme kommer til at ske her!

Værelset er ellers rigtig fint og hotellet ligger i distrikt 1 [centrum] så det skal nok gå det hele.

Vi gik en tur rundt om blokken, efter aftensmaden. Ungerne fik en tur i badekarret da vi kom retur og så var der udsolgt. Der blev sunget de obligatoriske godnatsange og så var de begge væk.

I morgen skal vi ud og se, hvad byen kan byde på. Det bliver spændende!!

 

[Husk at klikke på overskriften for at læse/skrive kommentarer. – og følg os gerne på facebook/Instagram så I får besked, når der er nyt på bloggen]

[ – del gerne ❤️]