Udgivet den

Om komfort, gode hoteller og kærligheden til at rejse…

Jeg tror nogle af de fedeste hoteller jeg har boet på, ligger i Barcelona. Hotel Universal og Barcelona Raval – begge lækre hoteller til 1-1500 kr/nat.

Double Tree by Hilton i London, var også mega lækkert – ikke så centralt beliggende, men deres ‘skybar’ gjorde op for den del. Resten spillede maks.

Normalt vælger vi ikke dyre hoteller, Kristian og jeg. Devisen er, hvis hotellet ikke koster så meget, er der råd til flere nætter – eller en tur mere. Men det er selvfølgelig en balancegang. For man vil gerne bo centralt, have noget lækkert at sove i, god morgenmad – og ja: til lav pris.

Nogle gange, når jeg har været på pigetur, har vi givet den lidt ekstra gas. Når værelset skal deles i to, virker det ikke så slemt, som hvis man som familie, afholder hele udgiften selv.

Jeg bruger som regel booking.com til at finde hoteller. Kan nemt sidde i timevis og finde det, jeg synes virker som det helt rigtige, inden vi skal et sted hen. Jeg elsker at planlægge.

Elite Plaza i Malmø er også godt, fed beliggenhed og lækker morgenmad. Men det ligger i Malmø og har jo dermed ikke stor pool og tropisk klima!

Novotel, Manila, har det hele. Stor lækker pool. Legeplads. Børnelegerum. Fitness. Lækre værelser med minibar, dyner og aircon der bare spiller. Beliggende lige ved siden af kæmpe storcenter med alle mulige forskellige forretninger; HM, Adidas, Mango mv. Stor foodcourt med Tacobell, Burger King, Wendys osv.
Novotel må siges at være et kup til 500kr/nat og jeg tror vi har været heldige.

Vi har tilbragt aftenen i Executive lounge. Først med hvidvin og øl, så rødvin fra Malbeck – Argentina. Til sidst: drinks: gin/Tonic og Vodka/Gingerale.
Drengene har slappet med iPads, pizza og snacks. Kristian og jeg med drinks, lækre små retter og hygge. Drøftet rejsens højdepunkter. Hvad har været mest overraskende, anderledes, fedt at opleve osv. Talt om fordele og ulemper. Hvad vi ville have haft mere af, hvad vi kunne have undværet. Sjovt, som vi oftest er enige om det hele. Vi er på mange måder forskellige, men når det kommer til at rejse og se verden, er vi virkelig meget i samme båd. Mig og min mand. Ham jeg elsker.

Vi har elsket al den strand og sand, vi de seneste uger har set, men trængte også begge til noget andet.  Til at sove i en ordentlig seng. Til at blive kølet ned, så man ikke hele tiden var varm og fedtet. Til noget ordenligt at spise. Alt sammen noget, som vi har fået på dette hotel. Og selvom vi sagtens kunne være blevet en nat mere, eller to, er vi klar på nye eventyr.

I morgen går turen til Borneo, hvor vi skal bo 7 nætter på et jungle resort. Sikkert uden wifi, lækker mad og almen komfort. Det bliver spændende og anderledes – og måske noget, vi aldrig kommer til at prøve igen.

Jeg håber, at jeg kan uploade på bloggen – ellers må I vente med spænding.

[Som altid: husk at klikke på overskriften for at læse/skrive kommentarer. Del/følg gerne på Facebook]

 

Udgivet den

Farvel Palawan – Hej Manila

Der var ikke meget tid til reflektion i dag, da vi kørte fra hotellet til lufthavnen. Det tog omkring 7 minutter. Normalt tager jeg mig et mentalt pusterum, hvor jeg siger farvel, når vi skal fra et sted, til et andet.
Det blev vist kun til en kortvarig strøtanke i dag.

Men Palawan har nu været fantastisk. Spændende og anderledes på alle måder.
Puerto Princesa, der for de fleste nok bare er et stop-over, men hvor vi boede på hyggeligt hotel med pool.
San Vicente, som de fleste springer over på vejen til El Nido. Vi boede på et roligt hotel, med fantastisk udsigt over bugten, og var på den vildeste sejltur, til øde strande og koralrev, hvor vi så fisk, søstjerner og havskildpadder.
El Nido, som efter min mening, må have mistet noget de seneste par år, pga. den massive turisme, der strømmer til byen. Vi boede tre forskellige steder, så flere strande og var på to bådture. Der var masser af forskelligt at byde på, og det meste bestemt et besøg værd. At vi så krydrede det med en nyt bekendtskab, med nogle fantastiske personligheder, gav det bare endnu en dimension.

Efter lang tid med vand og sand, trængte vi til et lækkert hotel, uden sand på gulvet [og i sengen], og til et værelse med aircon der virkede, uden at larme vanvittigt hele natten. Så vi havde booket et værelse to nætter på Novotel i Manila.
Det var på tilbud til 500 kr/pr nat, hvilket jo i sig selv, er en ret fin pris, og det så mega luksuriøst ud, så det var værd at prøve.

Vi har ikke hørt noget godt om Manila. Tvært imod, er vi af mange, blevet frarådet at tage til byen. Kriminalitet, terroisme, forurening, trafik. Ikke et sted for børn.  Dette var også en af grundende til valget at lækkert hotel, vi ville bare ligge ved en lækker pool og ikke nødvendigvis skulle en tur ud i byen!

Det tog 45 min. i tæt trafik fra lufthavnen til Novotel. Vi blev mødt af super professionelt personale og et meget flot hotel. Da vi checkede ind, blev vi spurgt om, vi ville benytte os af et særligt godt tilbud: Executive lounge på 24. Etage. For ca. 300 kr om dagen, kunne vi benytte loungen, fitnesscenteret, ekstra børnerum, få gratis drinks, snacks og meget mere. Det hoppede vi på, og vi har ikke fortrudt. Efter at have set det lækre værelse, gik vi på 24. etage og fik drinks, samt de lækreste kager, croissanter, boller mv.
Kristian hoppede på cyklen i fitnesscenteret mens jeg var med børnene, først i det “almindelige” legerum og derefter i det på 24. etage – kun for Executive Members. En ansat satte en film på, som Ebbe kunne se, mens Otto legede.
Kl. 17 åbnede de op for drinks og snacks, men det var så mega lækkert, og så meget at vælge i mellem, at det endte med at blive vores aftensmad. Små sliders, fish’n’chips, frugt, brød, salater, sushi – og en skøn skøn Chardonnay.

Novotel Manila – det bliver et stort “ja-tak” herfra!

[Husk at klikke på overskriften for at læse/skrive kommentarer]

Udgivet den

Om Denguefeber…

“Jeg vil gerne teste ham for Denguefeber” sagde hun til mig på udemærket engelsk. Og selvom jeg ikke ved synderligt meget om Denguefeber, så ved jeg nok til, at det bestemt ikke er noget jeg ønsker for min 5-årige søn.

Vi var taget på hospitalet her i Puerto Prinseca. Ikke fordi jeg var vanvittigt bekymret. Men Ebbe har haft en tør hoste de seneste 10-12 dage, og ind i mellem kortvarig feber, hen over de sidste 3-4 dage. I morges var han igen sløj og varm, og nu hvor vi endelig var tilbage i civilisationen, virkede det som et godt tidspunkt lige at få tjekket helbredet.

Efter en del venten, talte vi med en læge som lyttede på lungerne og fik forklaret situationen. Ganske rigtigt havde han feber. Hun sendte os på laboratoriet, hvor vi efter lidt mere venten afgav blod- og urinprøve. Sidstnævnte var lidt sjovere at afgive end det første, for den lille gut, som er mega ræd for nåle og alt der gør ondt. Sej som han er, blev det dog klaret.

Det store Robinson indkøbscenter lå 200 meter fra hospitalet, så mens vi ventede på svar gik vi derover. Drengene spiste pizza og feberen forsvandt.
Otto kom langt om længe til frisør. Blev betjent af to unge mænd, der lynhurtigt klarede den fineste klipning – pris: ca. 15 kr.!!
Bagefter var de i et lille legeland til stor fornøjelse for begge.
Rigtig hyggelig eftermiddag, hvis ikke det var fordi at den Denguefeber blev ved med at summe i mit baghoved. Hvad ville konsekvensen være, hvis det var det? Skulle vi hjem, eller skulle han indlægges her? Hvorfor ville hun egentlig teste? Havde han de syntomer? Jeg hoster også lidt, pludselig var jeg også lidt sløj? Måske har jeg også Denguefeber? Smitter det i øvrigt? Hvad så med de to andre? Ja, man kan nå at gennemgå mange scenarier over nogle timer…

Vi gik retur til hospitalet og fik efter endnu en rum ventetid svaret: ingen Denguefeber. Men for høje infektionstal, så endnu en antibiotikakur de næste 7 dage. Lettede besøgte vi “apoteket” og kørte hjemad til aircon og afslapning.

Udgivet den

Lio Beach – og retur til Puerto.

Vores sidste dag i El Nido, sluttede vi af med dem fra Frederiksberg på Lio Beach. Det ligger 15-20 min på en Tricykle [tuk-tuk] fra El Nido by.
Endnu en super lækker strand med få gæster.
Der ligger et par luksusresorts og desuden 5-6 barer/spisesteder, så der er lidt at vælge i mellem.
En kæmpe anbefaling herfra. Dog er der efter sigende sandfluer [som bider noget så forfærdeligt] om eftermiddagen, så tag afsted om formiddagen. Der er fri shuttlebus fra El Nido, frem og tilbage, hver time. Det anede vi ikke, men vi klarede turen for små 30 kr.

Ved 14-tiden sagde vi farvel. Til Carsten, Diana, E og Fifi. Det er så mærkeligt, at man kan rejse på den anden side af jorden, og så møde nogen, som man, lige der, lige i det øjeblik, passer perfekt sammen med. Vi har virkeligt haft nogle skønne timer sammen, og jeg synes det var lidt trist at sige farvel, for at rejse videre alene ❤️.

Men vi skulle tilbage til El Nido, fordi vi skulle med bussen retur til Puerto Princesa. Vi havde valgt den billige fælles løsning, med en 10 personers van, hvor der også er andre med. Puh, jeg gruede for en 5-6-timers køretur med drengene. Vi kørte fra El Nido omkring 16.30 og under en halv time senere sov Otto. Ebbe lå hos mig, og var helt rolig, til han faldt i søvn lidt før 19, hvilket resulterede i at jeg også fik en god lur.
Ved 22-tiden landede vi på hotellet. Vi var lidt spændte, fordi det kun kostede 500 kr for to nætter – inkl. morgenmad. Men det er bare super fint!!
Vi har fået 4 enkeltsenge, som vi har skubbet sammen til een kæmpe bred seng. Her er rent og pænt. Aircondition virker og larmer ikke som et damplokomotiv, som det gjorde i vores seneste bungalow. Selv badeværelset er stort og nydeligt.
Og så: vigtigst at alt: wifi virker!

Halleluja, vi er tilbage i civilisationen!!

Udgivet den

Nacpan Beach

Vi tog til Nacpan Beach i går. Selvom det var en køretur på næsten 45 min, i en overcrowded minivan, så gjorde det ikke noget. Vi kom nemlig ud til en dejlig bred strand, men fint sand og rent lækkert vand. Ingen store resorts og kun få strandgæster. Så masser af plads til at løbe, lege og være.

Vi havde koordineret med Diana og Carsten, Elliot og Fiona, som vi mødte på bådturen dagen forinden og det skulle vise sig at blive rigtig hyggeligt.
Alle fik badet i det lidt kølige vand, små fine bølger var perfekt til børnene. Der blev indtaget snacks, og lavet sandkager på stranden.

Omkring 13.30 gik vi på en super lækker strand-bar-restaurant for at spise frokost. Pasta med kylling, sandwichs, pomfritter, kroketter. – Og så var det som om, det hele gik lidt i stå. De lavede gode drinks, og den ene tog den anden. Mændene drak kolde øl, og børnene fandt hinanden og legede længe sammen.
En ung asiatisk kvinde sang europæiske hits, Coldplay, John Lennon. Store hits, hvor al fikumdik er barberet af og kogt helt ned til rolig smuk loungemusik. Stemningen var god og drinksne smagte af flere. En flok unge Australske fyre, havde sat sig helt op foran den smukke sangerinde. Og som de tomme flasker begyndte at fylde mere på bordet, flirtede de mere med den unge kvinde, sang med og at begyndte at danse.

Vi havde bestilt hjemtur til kl. 16, men erfarede hurtigt, at det var vi slet ikke klar til. Efter lidt forhandling og ekstra betaling, fik vi det udskudt til 18.30.
Børnene fik ekstra pomfritter og badetur i havet, de voksne endnu flere drinks, snak om NFL, rejsedestinationer, børn, og hvad der ellers fylder i verden.
Solen gik smukt ned over Nacpan og trætte og let berusede efter en skøn skøn dag, gik turen hjemad.

Super dejlig dag, i super dejligt selskab.
Nacpan Beach er bestemt et besøg værd!

Udgivet den

Øhop

[Skrevet 10.2.2018]
I dag viste farmand sit værd og blev dagens helt, inden vi rigtig var kommet i gang. Vi skulle på øhop/snorkeltur, og det var da vi gik ombord på den lange båd, uheldet skete. Ebbe ville sætte sig på bænken i den ene side, men kom til at sætte sig på træværket lige inden, hvilket resulterede i, at da han lænede sig bagover, faldt han ned fra båden og havnede i vandet. Ebbe kan ikke svømme. Og slet ikke med sandaler, tøj og kasket på. På et splitsekund havde Kristian smidt hvad han havde i hænderne hoppede efter. Han nåede ikke at tænke, reagerede bare. Sejt. Jeg rakte ud efter Ebbe, og fik fat i hans hånd, da han efter at have været nede, kom op til overfladen igen. Jeg holdt godt fast og Kristian kunne løfte ham op i båden. Sådan, så var vi klar! Og mens en forskrækket Ebbe [og forældre] blev tørret, gik de sidste ombord på båden. 7 voksne, 2 børn – samt 3 Filippinere sejlede vi afsted.

Vi sejlede til flere fantastiske små øer. Aldrig har jeg set så klart vand og så smukke strande. Fantastiske farver. Uspoleret natur!
Vi badede. Gik på strandene. Farmand snorklede og Ebbe fulgte med ham rundt, med dykkerbriller på. Der var masser af fisk og endda et par havskildpadder.

Omkring middagstid, var vi på en lidt større ø. Ebbe og farmand snorklede, mens Otto og jeg nød stranden. Øen var godt besøgt, idet det var et ideelt sted at spise frokost. Vores guider gik ligeledes i gang med at tilberede den medbragte mad, mens vi andre nød solen og varmen. Der var gynger og hængekøjer og endda en beachvolleybane. De havde bygget en stor træhytte uden vægge, med langborde, og det var her, vi skulle spise frokost. Lækker grillet kylling og fisk, ris samt en agurk/tomat salat. Det smagte skønt.

Efterfølgende besøgte vi koralrev og verdens måske mindste ø, hvor vi så en kæmpe stor flot søstjerne [starfish].

På hjemturen gjorde vi stop på en ø, hvor vi vandrede et kvarters tid og så det flotteste vandfald. De fleste badede i det kolde vand inden vi sejlede tilbage til havnen.

Vi spiste aftensmad mens solen gik ned. Ungerne var trætte med træt på. Og begge sov inden 19.30, hvilket er lidt atypisk her på ferien, hvor de jo egentlig gerne må være længe oppe.

Udgivet den

Om at planlægge for lidt og for meget…

Vi har med vilje forsøgt at planlægge så lidt som muligt hjemmefra. Flere har sagt til os, at man får mest ud af rejseoplevelsen, hvis man ikke har planlagt for meget, så man kan blive kortere eller længere de forskellige steder, ud fra om stedet er godt eller skidt.

Det er også gået godt i Vietnam… vi har hele tiden booket hotel ud fra, hvor vi var nu, og gerne ville hen. Der har været masser af hoteller at vælge i mellem.
Da Ebbe slog sig på Phu Quoc, var det også fedt at vi ikke havde købt nye flybilletter, så vi kunne blive en ekstra nat i Ho Chi Minh og få fjernet sting i storbyen.

Men da vi så skulle til Filippinerne opstod udfordringen. For på Palawan, hvor vi gerne ville hen, var 60-90% af hotellerne udsolgt, alt efter, hvor på øen vi søgte. Vi fik dog booket de første 6 nætter, to forskellige steder. Resten er endnu ikke planlagt, vi synes fortsat det er svært at finde noget til os alle 4. Enten er hotellerne meget billige med dårlige anmeldelser, eller meget dyre. Flere steder kan vi heller ikke sove alle 4 sammen, men skal have to værelser, og det vil vi jo helst undgå. Hvis man blot var to rejsende, ville det helt sikkert være nemmere.

Man skal ikke have visum, for at rejse til Filippinerne, hvis man skal være der under 30 dage. Det havde vi undersøgt hjemmefra. Men det viste sig, at man skal have en udrejsedato, når man rejser ind i landet. Det vidste vi ikke. Så da vi skulle checke ind i lufthavnen, bad hun om vores udrejsedato, for at hun kunne give os vores boardingpas. Vi kunne ikke flyve uden visum eller udrejsedato!
Der var ikke andet for, end at vi i lufthavnen, 20 min. inden check ind lukkede, måtte tage en hurtig beslutning.
Heldigvis virkede lufthavnens wifi, så vi kunne købe flybilletter på telefonen, ellers havde gode råd været dyre.

Vi har derfor allerede nu planlagt, at flyve fra Filippinerne til Borneo 23.2. Her virker det ligeledes som om, man med fordel skal booke hotel i god tid, så vi har kig på et jungleresort tæt på de berømte orangutanger. Det bliver super spændende!!

Planen er fortsat at vi slutter af i Malaysia, måske med lidt øhop.

Udgivet den

Going north…

Vi bestilte en taxa på hotellet. Vi havde fået at vide, at man skulle køre til busterminalen 30 min derfra. Her kunne vi betale en taxa/van/bus for at køre os op ad kysten, til vores næste hotel.
Men da taxachaufføren kom, lokkede han os til, at han skulle køre os hele vejen. Selvfølgelig en lidt dyrere plan. Men også en hurtigere tur og med den komfort at vi ikke skulle sidde med andre, og dermed kunne gøre stop, hvis vi skulle få behov for det.

Det viste sig, at han var lidt af en vanvidskører! Der er een hovedvej, hvis man skal op nordpå mod El Nido. En snoet vej, der går op og ned, til højre og venstre. Drengene var køresyge nærmest inden vi satte os ind i bilen. Jeg holdt skansen 20-30 min inden jeg måtte bukke under, og sad med en brækpose i hånden, mens chaufføren tog det ene sving efter det andet med en hastighed på 100-130 km/t. Ebbe, Otto og jeg faldt heldigvis i søvn. Kristian måtte på et tidspunkt bede chaufføren om at slappe lidt af med farten og de konstante overhalinger, det ligner ham ikke, så ved jeg, at det har været voldsomt.
Jeg har efterfølgende fået fortalt at man hidtil ikke har skulle have et kørekort, for at kunne køre bil!!!

Efter 2,5 times kørsel kom vi til San Vincente. En lille by på østkysten, et par timers kørsel fra El Nido, som er den by oppe nordpå, de fleste sigtwr efter

Vi var dog lidt pressede, da taxaen stoppede udenfor hotellet. Vi blev nemlig mødt af en helt aflukket facade og et skilt hvor der stod: “this establisament is closed”. Var det det vi lige havde kørt 2,5 time [med mega køresyge] for at nå frem til?

En ældre tysk herre, ejeren, kom ud og tog imod os. Nedlukningen skyldtes nogle formularer og registreringer som ikke var på plads efter en ombygning – hotellet var fuldt booket og klar til os.

Vi kom ind igennem den kedelige indgang, og gik lige ind i deres lounge/restaurant med udsigt til poolen og havet.
Vi fik checket ind, bestilt mad og badet.

Den tyske ejer er en rigtig storyteller. Han sad længe ved os, fortalte om sine 6 år på Palawan  om de hoteller han havde bygget, gav gode råd og tips og meget andet.  Dejligt med en, der er god til engelsk, som kan fortælle os om øen og destinationerne.

Så nu er vi her; San Vincent. Det er ikke så tosset endda!!!

Udgivet den

Rolig dag på Palawan…

Vi har taget en rolig dag, primært på hotellet.

Drengene har badet i poolen [Ebbe soppet] og rendt rundt i bar røv, spillet bordfodbold og leget med billardbordet.

Midt på dagen tog vi ind til midtbyen. Jeg ville sende nogle ting hjem, det viste sig dog at være mega dyrt, så det blev droppet.

Vi spiste frokost og tog en “Tuk-Tuk” retur igen. Puerto Princesa bød ikke på lyst til den lange seightseeing og børnene gad ikke gå rundt.

Hotellet [Acacia Tree Garden] er rigtig fint, de spiller afslappende musik ved poolen. Her er ikke så mange gæster, så vi nyder roen  inden vi i morgen tager turen op af vestkysten.