Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Om en dag på cyklen på Amager…

Drengene blev hentet 8.30. De skulle en tur med bedsteforældre i Sommerland Sjælland. Jeg begav mig efterfølgende ud på ni km løb.
Jeg følger en løbeplan, som forhåbentlig gør mig klar til CopenhagenHalf [halvmarathon] i september. Jeg er dog kommet lidt sent i gang, og varmen har gjort det ekstra hårdt at holde tempo og komme op i kadence. Har været nødt til at holde pauser, for at få vejret og drikke væske.
Nå, men jeg klarede de ni km i går uden ophold, og det var en stor sejr for lille mig. [jubiii… 👍🏽]

Da jeg kom retur, havde Kristian puttet cyklerne bag i bilen, og efter et hurtigt bad kørte vi til Valby og parkerede.
Op på cyklen og afsted.

Ude gennem Sydhavnen. Teglholmen og Sluseholmen, hvor der virkelig er sket meget de seneste par år. Masser af lejligheder med særpræg og design. De små kanaler og broer får en til at tænke på Venedig.

Vi cyklede gennem Amager Fælled. Et kæmpe naturområde, som jeg forestiller mig vildt og frodigt, når ikke der har været tørke hele sommeren.

Drejede af og cyklede på Kalvebod sti. Ud forbi 8-tallet. Fantastisk og anderledes byggeri. Arkitektonisk smukt. Unika. Der var godt fyldt op på ved restauranten af samme navn. Et sted vi selv har spist flere gange og varmt kan anbefale.
Forbi Naturcenter Amager. Et rigtig godt sted at lufte børnene. Masser af vild natur, får og geder.

Tog den lange cykelsti ud til Kongelunden. Blev overhalet af et par triathleter, som havde god fart på – ikke som os i hyggetempo. Igennem Søvang ud til Dragør.

Vi gjorde stop på havnen. Kristian havde taget kolde colaer med. Elsker Dragør. De gule huse, bådene på havnen. Stemningen. Det er er lidt, som er man taget sydpå til en eksotisk feriedestination. Her er turister og liv. Restauranter og udendørsservering. Brosten og små hyggelige gader, specialbutikker, isbutikker med varme vafler og meget andet.
På vej ud af byen, ser vi de flotte store huse. I første og anden række ned til vandet. Kæmpe kasser. Ikke et dårligt sted at slå sig ned.

Ruten fører os rundt om lufthavnen, hvor flyene flyver lavt hen over vores hoveder inden de rammer landingsbanen.
Forbi Amager Strandpark, som også igår var godt besøgt.

Endelig kommer vi frem til Refshaleøen. Jeg er også ved at være træt. 41 km har vi tilbagelagt. Den lille portion havregryn jeg fik til morgen, inden løbeturen, er for længst forbrændt. Vi trænger til at tanke op.

Da streetfoodmarkedet på Papirøen lukkede, flyttede det ud på Refshaleøen. Reffen. Vi går igennem gaden med madboder. Man kan få lidt af hvert. Grillmad. Pizza. Pevuriansk, græsk, spansk. Drinks og øl. Parasollerne bidrager med lidt skygge i varmen.

Vi finder et par strandstole i sandet og slår os ned. Ved siden af ligger to kinesere og slapper i nogle hængekøjer. Foran os, en gruppe unge mennesker, der til blød musik, øver sig i akrobatik. De står på hænder, går på line, jonglerer med kegler. De danser og synger med på musikken. Solen bager på dem, men de er meget optaget af det, de er i gang med, og virker ikke til at lægge mærke til flere af markedets spisende gæster, der betragter dem.

Kristian henter mad. En rulle med gyros og tzatziki. Kolde sodavand og vand. Lækkert. -og dyrt. Med 80 kr. for en græsk durumrulle, synes vi de har skruet priserne op et sted, hvor kun turisterne gider betale sig fra det, fordi de har taget havnebussen helt derud, og der nu ikke er alternativer. Stakkels turister – som om København ikke er dyr nok.

Efterfølgende går turen til Islands Brygge, hvor vi sidder længe ved vandet i solen. Observerer de unge mennesker, der bader, lytter til musik og snakker. Her er sjov og leben. En flok unge fyre, vi mistænker for at være soldater, skiftes til at smide hinanden i vandet. De griner højlydt og hygger sig, inden de beslutter sig for at hente ‘kringler’ i Netto.

Vi cykler langs vandet tilbage ud til Sydhavnen. Det er blevet eftermiddag og vi skal snart hjemover. Hos Riccos sidder vi i skyggen. Drikker CafeLatte og solbærsaft, spiser lækre cookies.

Det har været en skøn dag, med masser at smukke, sjove og finurlige seværdigheder. Hvis man som turist i København har en ekstra dag eller to, kan jeg varmt anbefale at man giver Strøget, Magasin og Nyhavn en pause. Lej en cykel og kør over på den anden side. Man kan komme ret langt, på kort tid, og der er mange små åndehuller og skøre steder, der er et besøg værd.

God fornøjelse.

Ferie – om oplevelser tæt på hvor vi bor!

Jeg ligger under et træ i skyggen. Solen skinner, men her også skyer og vind. Det suser i træerne. Jeg elsker lyden. Elsker at det lufter lidt, nu hvor det har været så varmt længe.

Vi er ved legepladsen nede bag Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Vi har været en tur på havnen, kigge på krabber, fodre ænder og spise is.

 

Har lige været en tur i fjordvandet med ungerne og soppe. Nu ligger jeg på et tæppe og nyder et øjeblik for mig selv. Mine forældre står oppe på den store søstjerne, der danner centrum for legepladsen. En rigtig fin en af slagsen, med gynger, balancebomme, vipper, rør, skibe, klatrestativ og meget andet. Her er tilpas få børn, så der er god plads at lege på. Det er skønt.

Mine forældre har været her en lille uge. De havde ungerne et par dage alene, mens Kristian og jeg var på arbejde, og så har vi alle haft tid sammen.

Vi har været ved Himmelsøen og ved Lynghøjsøerne. Begge rigtig fine steder, tæt på Roskilde. Sandstrand og bademuligheder. Naturen ved Lynghøjsøerne var helt fantastisk smuk og vild, men vandet blev hurtig dybt, så man skulle have øjnene på børnene hele tiden, når de var i vandet.
Himmelsøen er mere børnevenlig, her er også toiletter, shelters, en kæmpe lang badebro og eget andet. Klart vores favorit.

Igår var vi i København. Vi mødtes med Farfar og Mona og skulle alle 8 ud og sejle i en GoBoat. En lille solcelledrevet økovenlig speedbåd, der i langsom fart, sejler rundt i kanalerne. Man styrer selv. I midten er et bord, så der er plads til at medbringe mad og andet.
Jeg havde sørget for pastasalat, wraps, pizzasnegle, kyllingespyd, hvidvin og øl. Vi nød det mens vi sejlede gennem de små kanaler og så København fra en anden vinkel. Solen skinnede og det var dejligt varmt. Masser af turister, kanalrundfartbåde, speedbåde, kajakker og lokale der solbadede og dyppede sig i det kølige vand.

Vi sejlede forbi ude ved Christiania, hvor vi kunne se deres “hjemmelavede” husbåde i vandet, bestemt en anderledes måde at bo på.
Den smukke opera, skuespilhuset, den sorte diamant. Igennem kanalerne ved Christianshavn, hvor der er så meget liv. Restauranter, mennesker – turister og lokale på begge sider af vandet. Masser af sejlbåde, husbåde og flot arkitektur.

Bagefter sad vi ved en bænk i skyggen på Islandsbrygge. Kaffe, is, snacks. Gode snakke. Familietid. Farfar tog en dukkert med drengene i havnebadet, der var vældig godt besøgt på sådan en varm og solrig dansk sommerdag.

I morgen tager mine forældre hjem. Og selvom det altid er dejligt med lidt ro, efter mange dage med gæster, så savner vi dem alle altid lidt, så snart de er kørt afsted. Huset føles lidt tomt, selvom drengene fortsat fylder en del.

Heldigvis er vores ferie ikke helt slut endnu. Vi har lige nogle flere dage. Til at sove længe, og nyde hinanden. Måske også til at opleve en lille smule mere, inden den står på job- og skolestart.
Det er bare om at nyde de sidste dage, inden efterårets travlhed for alvor starter op.

En tropenat…

Tropenat… [Wikipidia; En tropenat optræder ifølge definitionen fra DMI i Danmark, når temperaturen i et helt døgn – og altså også om natten – ikke kommer under 20 °C.]

Jeg kan ikke sove.
Her er så vanvittigt varmt. Tropenat. Man skulle tro at vi var sydpå… og så alligevel ikke. For havde vi været sydpå, havde vi tændt for airconditionen!!

Der forventes hedebølge de næste par dage, som om her ikke har været varmt nok længe. Men jeg klager nu ikke. Synes det har været helt igennem fantastisk med så mange dejlige sommerdage. Vi har haft rigeligt med kolde somre, fyldte med regn og efterårsagtigt vejr. I år har vi virkeligt fået noget for pengene. SKØNT.

Kristian sover. Det har han gjort i nogle timer. Men han er også tidligt oppe og træne de fleste morgener. Det er forståeligt, at trætheden melder sig. Lige over 10 uger til hans næste ironman. Vi går snart ind i den afgørende fase, hvor formen skal finpudses, og det hele skal gå op i en højere enhed. Træningspassene bliver længere og mere krævende, det er hårdt i varmen.

Jeg har set Netflix på telefonen. Er lige gået i gang med 3. sæson af “Homeland”. De første sæsoner har fuldstændigt tryllebundet mig, så jeg var nødt til at holde en pause inden jeg så videre. Det er godt nok en spændende og gribende serie. Har du ikke stiftet bekendtskab med Carrie, Saul og Brody endnu, så har du noget lækkert i vente. Sæt i gang!

I morgen er min ugentlige fridag. Ungerne har jo ferie, så vi skal bare hygge. Overvejer om vi skal køre en tur til Himmelsøen, som ligger tæt på Dyreskuepladsen i Roskilde [der hvor de også holder Roskilde Festival. ]
Himmelsøen er en gammel grusgrav, man har lavet om til badesø. Der er en kæmpe lang badebro, sand, bålplads, borde/bænke, shelters mv. Et skønt skønt sted for børn og voksne.
Jeg tænker, vi skal have madpakker og drikkedunke med. Drengene elsker når vi er på udflugt.

Om eftermiddag kommer mine forældre. De skal hygge med drengene torsdag/fredag, mens vi andre nupper de sidste par arbejdsdage inden ferien i næste uge. Det bliver super hyggeligt med lidt ekstra selskab i huset.

Nå… kl. bliver mere og mere, jeg skal være frisk til de to krudtugler i morgen.

Til jer andre, der ligger og vender og drejer jer i varmen; luk øjnene; sov godt ⭐

Om ringridning…

Det var som om der lå noget og ulmede. Ligesom en summen. Noget udefinerbart. Noget der pludselig ville vokse sig større.
Jeg kunne fornemme det i hele byen, da jeg løb en runde i solen i går formiddags. Ned forbi havnen, slottet og stranden.
Der var sat flag op. Dannebrog piskede lystigt i vinden. Heste og ryttere travede forbi. Stod i vejkanten og gjorde sig klar.
Klar til årets ringeridning.

Ringridning er oprindelig en ridderturnering fra middelalderen, hvor ringridning var en populær underholdning for de europæiske konge- og fyrstedømmer. Den var en behagelig og ufarlig del af de ellers barske ridder-kampe, der blev kæmpet med liv og førligheden som indsats. Det står der i hvert fald på wikipedia!

Ren lavpraktisk foregår selve ringridningen ved, at rytterne rider igennem galgen med en lanse, hvor imens de skal forsøge at ramme en lille metal ring og få den til at sidde fast på lansen.
Der rides 12 eller 24 gange, og den der tager flest ringe, vinder. Bliver ridderkonge.

Men i realitet er ringridning mere end en konkurrence på hesteryg – i hvert fald de store ringriderbegivenheder som her i byen. I Sønderborg er det nemlig en stor byfest, og hele arrangementet varer 4 dage.

Det starter fredag med det store optog, med musik og heste. 11.30 går heste, ryttere og musikere fra Sønderborg slot op igennem byen. Langs hele ruten, står byens borgere og hilser og vinker. Børnehavebørn, plejehjemmet, unge og gamle. Når de kommer til ringriderpladsen, hvor der i ugen op til, er opstillet kæmpe Tivoli, åbner det hele. Alt hvad hjertet kan begære af forlystelser, karruseller, tombola, radiobiler, pariserhjul, salg af is, pizza, pølser, popkorn og slushice. Et kæmpe øltelt, med borde og bænke, hvor der underholdes med musik i løbet af dagen, og holdes fest om aftenen.

Vi ser optoget fra indkørslen, hvor mine forældre bor. Lige ved ringridderpladsen. Underboen har stillet små cafeborde og stole op. Serverer vin og snacks i solen for venner og familie. Det er en god årlig tradition at se optoget, og nyde en lille en, samtidigt.

Optoget er virkelig imponerende med de mange heste og den festlige musik. Drengene er helt opslugte. Spiser popkorn, som var det en biografforestilling, og siger ikke noget. Suger bare alle indtrykkene til sig. Min mormor er her også, men nu kalder vi hende olde. Hun nyder at se drengene, og vi nyder at se hende. Det sker desværre for lidt.

Da optoget er slut går vi på pladsen. Først ser vi hestene, men så går vi ned på den lille plads bagved selve ringridderpladsen. Her har de lavet et kæmpe børneland, hvor børnene får udleveret “guld”mønter og kan bruge dem til alt mulig: ponyridning, juice i Rynkebyboden, bowling, forhindringsbane i militærtøj, mountainbike tur. Man kan erhverve sig flere mønter i teltet med guldgravning, hvor de har stillet tre kæmpe containere med sand op, og blandet mønter deri. Man får bolsjer, når man prøver boderne, og det er alt sammen meget flot lavet. Otto får prøvet lidt af hvert. Ebbe er mere tilbageholdende, men suger det hele til sig.

Vi går retur til mine forældre. Kristian ankommer lang om længe med et meget forsinket tog, og gamle venner kommer og spiser med os på altanen. Super hyggelig aften, med dejlig grillmad, god vin, snak og historiefortælling. Vi ses ikke så tit. Vi opdaterer hinanden. Det er dejligt.
Det foregår alt sammen i skæret fra de kulørte lamper fra karussellerne på pladsen. Blå, rød, gul. Musikken fra teltet, de unges hvinen og snakken, latter og grin.
Børnene leger, spiser slik. Ser iPad og VM i tv. Solen går ned på altanen, og det er køligt. Vi pakker os ind i trøjer, tæpper og tørklæder. Vi burde gå ind, men det er så hyggeligt udenfor. Vinen smager lidt bedre og snakken er mere livlig.

Tilsidst er ungerne dog blevet trætte. Vennerne skal hjem, vi skal alle i seng.
De fester stadig på pladsen, vi kan høre musikken. Heldigvis ikke så højt. Vindretningen er perfekt.

I dag har alle sovet længe. Der venter endnu en dag med Tivoli og spas, inden vi i aften kører mod Sjælland. Drengene har ikke været hjemme i tre uger. Mon ikke de glæder sig til lidt ro og eget legetøj.

Vi siger tak til Sønderborg for denne gang. Lægger du vejen fordi en sommer, kan det varmt anbefales at gøre det første weekend i juli, ringeridning er både for store og små.

Smukke Sønderborg

Jeg er født og opvokset i en lille by et kvarters kørsel fra Sønderborg. Vi har dog altid kommet meget i byen, jeg har gået i gymnasiet der og da jeg efterfølgende flyttede hjemmefra i 2001, var min første lejlighed ligeledes i Sønderborg.

Der er sket en masse siden dengang. Masser af byfornyelse, renovering, opførelse af havnepromenade, lejligheder, bibliotek og meget meget andet.

Jeg tog på kombineret løbe- og fototur i dag i det skønne vejr. Ned forbi havnen, forbi det nye store hotel [Alsik] de er ved at bygge. Op over Bjerggade, rundt om Sønderborg slot, forbi stranden, vikingebadet, lystbådehavnen og villakvarteret inden jeg var retur på Ringridervej og Statsskolen, som mine forældre bor overfor.

Her kan I se billederne fra min smukke tur. Sønderborg er bestemt et besøg værd.

Alt har en ende… [en regnorm den har to ?!]

Ferien er slut!!!
Vi sidder i flyet på vej hjem. Det brummer. Folk taler lavmælt. Ind i mellem kan man høre et barn, der har svært ved at holde sig i ro. Nogen sover. Stewardesserne har været rundt med mad til dem, der har bestilt hjemmefra.
Kristian sidder i midten hos Ebbe og Otto. Lukker øjnene og forsøger at blunde lidt. Det er svært med to små størrelser.
Lige nu, sidder de dog stille. Begge med hver deres iPad og hørebøffer. Otto laver fagter. Han hører sanglege og imiterer damen der synger på skærmen. Farhaj, Morhaj, babyhaj… ja nogle af jer med børn, kender den sikkert.

Det har været en skøn ferie. En god kombination af familietid, sport, lækker mad, gode venner, børnepool og legeplads. Club La Santa kan det hele.

Mandag havde vi reserveret cykler til alle. Otto endte på en løbecykel, for dem med støttehjul var lidt for store, til hans lille krop. Sander kunne lige passe sådan en, mens de store på seks, lånte almindelige børnecykler. De havde dog kun cykler med håndbremser [?!?], så det gav lidt udfordringer i starten, fordi de store blev usikre på cyklerne, og bange for at de ikke kunne bremse.

Afsted kom vi dog alle. Med hjælme på og højt humør. Børnene havde glædet sig til, vi alle skulle afsted på tur.
Ud på vejen, og ned mod La Santa by cyklede vi. Otto og farmand forrest. De små tre-årlige ben, løb afsted på løbecyklen, som var han skudt afsted fra en kanon. Høj latter. Se mig. Se mig.
Emma og hendes mor kort efter. Så Sander med hans far. Til sidst Ebbe og jeg.
Det var varmt og lækkert, og selv om det var lidt svært for børnene på cyklerne, der var lidt store i det, så kom vi alle ned til La Santa by, som ligger omkring 3 km fra Club La Santa.

Vi mødte nogle guider midt i byen, som plejede os over på en af de lokale restauranter. Her skubbede vi et par borde sammen ude på terrassen, så vi alle kunne sidde sammen. Grøn dug på bordene, hvide plasticstole med hynde på. Det føltes meget rustikt og autentisk.
Menukortet bød på lidt af hvert, de små ville gerne have løgsuppe. Vi andre salat, pizza, lasagne, kylling, pomfritter.
Der gik lang tid inden maden kom, men det virkede som om, han havde haft travlt i køkkenet og lavet det hele med kærlighed. Det smagte dejligt.

Anette og jeg kørte i det lokale supermarked efterfølgende, for at købe ind til aftensmad på terrassen. Mændene tog børnene med på havnen. Her kunne de se fiskebådene og lege på de store sten. De lokale lå på havnen, badede i det kølige havnevand. Let brise, høj sol. Dejlig stemning.

Da vi skulle hjem, havde Ebbe lagt usikkerheden ved den nye cykel fra sig, lagde hårdt ud fra start og stak afsted med farmand. Otto til gengæld gad ikke cykle, så vi måtte gå en del af turen hjem, og selvom turen er smuk, måtte jeg lokke lidt, for at komme ud af varmen og hjem til poolen. Op på løbecyklen kom han, og hurtigt var vi retur og klar til at blive kølet af i børnepoolen.

Dagene er langsom gået. En efter en.
Mændenes har været på nogle lange cykelture, mens Anette og jeg mest har svømmet og været på forskellige hold. Fitball. TrampolinFitness. BodyPump. Sjovt at prøve noget nyt og anderledes, og bruge kroppen på en anden måde, end man er vant til.
Børnene har nydt poolen, legepladsen, PlayTime og stranden. De har leget med hinanden, som aldrig før. Som forældre kan vi virkelig mærke nu, hvordan det bliver nemmere og nemmere at rejse med børn.
Tirsdag underholdt guiderne med show på torvet. Onsdag var det børnene fra PlayTime som dansede på scenen. Seje Emma var med, og dansede med de andre børn til lækkert musik og klappende imponerede forældre.
Vi har både spist hjemme på terrassen og i poolbaren. Vi har set VM i fodbold. Mændenes ville godt have set mere, jeg så tilpas lidt. Hver sin lyst.

Og det er faktisk det, jeg synes er indbegrebet af Club La Santa. Man kan gøre hvad man vil, der er noget for alle. Man behøver ikke alle være sportsfreaks for at tage dertil. For hvis den ene gerne vil dyrke en masse sport, kan den anden benytte poolen, restauranterne, wellnessafdelingen. Lave morgengymnastik med resten af resortet rundt om poolen, eller gå en tur rundt om den smukke lagune.
Man kan leje bil og køre rundt på øen, der er masser at se på.
Børnene kan være i PlayTime alene, hvis de har lyst til det, eller med deres forældre, hvis det gør dem mere trygge. Om eftermiddagen er der skattejagt, bagedag og strandsjov. Har man lyst, har man lov.

Igår aftes havde vi bestilt bord på restauranten El Lago. Den ligger midt blandt alle de nye suiter, med frit udsyn til lagunen og havet. Vi sad udenfor i det skønneste solskinsvejr. Bestilte en masse forskellige tapas og lækre lokale vine.
Gedeostesalat, ibericoskinke, oste, tuntartar, kæmperejer med avokado, svinemørbrad, spansk tortilla og de gode salte kartofler med dip til.
Stemningen var god. Børnene løb rundt på det store græsareal og legede. Kiggede ned i bassinet med skildpadder. De voksne nød roen, snakkede, hyggede, grinte.

Solen gik ned over havet. Den smukkeste solnedgang. Vi bestilte espressoer og dessert; flydende chokoladekage, jordbærmousse, pandekager.
Godt mætte og småberusede fik vi samlet ungerne sammen og gik tilbage til vores værelser. Det var blevet mørkt og køligt. Det var sengetid for børn og voksne.

En dejlig aften, der afsluttede en fantastisk ferie på Lanzarote inden vores hjemrejsedag i dag.

Har I mon allerede brændt sommeferien af ligesom os? Eller har I nogle spændende destinationer i vente?

Om en cykeltur i bjergene, Teguise, pirater og Sankt Hans

Igår kom vennerne. Kristians træningsbuddy Jim og hans kone Anette, min veninde [og ligeledes træningsbuddy].
De havde Emma og Sander med, som begge er jævnaldrende med Ebbe og Otto.
Børnene fandt hurtigt hinanden, og legede simpelthen fra morgen til aften – non stop!

Vi gik tur rundt og viste dem hele resortet, inden vi spiste frokost i poolbaren! Børnene legede på legepladsen, badede lidt i den forladte pool, som ikke var velbesøgt i det overskyede vejr.
Anette og jeg meldte os til 25 min. mavetræning, og mændene tog en tur i den olympiske pool.
Vi handlede ind i minimarkedet og delte ost, pølse, vin og øl på terrassen i det bedste selskab.

Her til morgen løb Kristian og Jim en lille træningstur [en halvmarathon!] mens jeg langsomt stod op med drengene og spiste morgenmad.
Ebbe så iPad og slappede af. Otto legede lidt.

Vi gik i PlayTime og mødtes med Emma, Sander og deres mor.

Omkring 11.30 cyklede Anette og jeg afsted. Planen var klar: frokost i Teguise, som er den skønneste lille hyggelige by.
I cykeltøj, med hjelm og solbriller, cyklede vi afsted på Club La Santas cykler, som man kan låne uden at skulle betale noget for det.

Op igennem byen Soo og så ud mod vandet. Lidt modvind, men ned ad bakke gik det i et langt stykke inden vi ramte Famara. En lille ferieby ved havet. Vi spottede en del surferbutikker, hyggelige restauranter mv. da vi cyklede igennem den lille hovedgade. Vandet brusede mod kysten, masser af vind. Masser af surfere på stranden og ude i vandet.

Vi fortsatte på cyklerne ad landevejen, et godt fladt stykke. På vores venstre side, en lang og imponerende bjergkæde. Naturen er så gold. Så ufrugtbart. Sandet. Stenet. Kuperet. Men også fantastisk smuk og anderledes. Få biler på vejen. Vi havde det hele for os selv. Stadig gode kræfter i benene!

At Lanzarote er en vulkanø, skyldes vulkanen Timanfaya, som som stadig er aktiv.

Det begyndte en septemberdag i 1730 med et brag. Den frodige grønne jord sprak, og enorme mængder flydende sten eksploderede ud i den bare luft og lagde sig som et stentæppe over dyrkede marker, lunde og landsbyer. Præsten i Tias skrev dagbog fra første dag, og derfor ved vi, at der allerede den første dag var skudt et nyt bjerg op, der spyede ild. Og sådan blev det ved. Da det faldt til ro, var der 100 nye vulkaner i et 200 km2 stort område. Lanzarote blev derfor en hel del større på grund af lavastrømmene, der spredte sig mod havet og dannede nyt land. Til gengæld havde man mistet 11 landsbyer, og 420 huse var jævnet med jorden. Øen var blevet en stenørken.”

Sådan skriver Kenneth Bo Jørgensen på http://gratisguidelanzarote.weebly.com/ildbjergene.html – hvor du kan læse mere om øens historie.

Det kan varmt anbefales at tage en tur op og se Timanfaya [Ildbjergene]. Man parkerer oppe på bjerget og bliver efterfølgende kørt rundt i bus, hvor en guide fortæller om Lanzarotes historie, og hvordan øen er blevet til det, den er i dag. Turen er ca. 14 km og varer omkring 45 min. Her får man virkelig et indblik i vulkanens kraft, og det er bestemt et besøg værd.
Vi var der, da vi på Lanzarote for to år siden. Der havde vi lejet en bil, og brugte en dag, på at se den smukke ø.

Da Anette og jeg er cyklet igennem San Rafael begynder det, at gå pænt meget opad. Vi skifter klinge på gearet og får så lidt belastning på som muligt. Træder og træder, for at komme op ad bjerget. Føler nærmest jeg står stille, mens Anette trækker fra mig. Der er flere kræfter i hendes fodboldben end i mine semi-utrænede stænger. Vi når dog begge toppen, og kører ned mod rundkørslen, hvor vi drejer af mod Teguise.

Her venter os de sidste par kilometer, inden vi skal have pause og frokost. Men hold nu op, nogle kilometer. For selvom det går op ad, er stigningen ikke helt vanvittig, det er vinden til gengæld. Modvinden!
Jeg tramper og tramper i pedalerne og bevæger mig kun med sneglens hast. Det er hårdt for lårbasserne!

Teguise er dog alt hvad jeg husker, den ville være: skøn og charmerende. Vi går en lille tur ved torvet og kirken. Masser af små hyggelige gader, cafeer og restauranter. De hvide velkendte huse, som præger hele øen.
Vi skal spise frokost på Cantina Teguise. Det har jeg besluttet hjemmefra. Vi var her for to år siden, hvor vi fik den skønneste tapas. Stedet har så meget at byde på udover maden, den rustikke spanske stil, gårdhaven, træbordene ude foran, søde tjenere. Der er noget unikt over det.

Vi er ikke vildt sultne, men tørstige. Vi bestiller vand og cola, og ender med at hoppe på dagens ret: tacoskaller. Vi tror egentlig, at vi bestiller med kylling, men noget er gået galt, så vi får serveret tacos med guacemole og marinerede rødbeder. Men det gør ikke noget, at vi har fået noget andet. For det smager fantastisk. Det er super flot anrettet, med den smukkeste lilla blomst, som komplimenterer rødbederne helt perfekt.
En flot og velsmagende snack, og efter en time med hygge i solen, er det tid til at starte turen hjemover, til mænd og børn.

Bakken op til Teguise, får vi ny glæde af, da vi skal modsatte vej. Huhej nedad det går. Lige ud i rundkørslen og så ellers mod Tinajo.

Først op af bakke forbi Mozaga. Forbi Tao og Tiagua. Et sted undervejs får jeg voldsomt sidestik. Det prikker i højre lunge, som jeg aldrig har prøvet det før og gør ondt helt oppe under brystet.
Ja, jeg kan sgu mærke, at jeg lever!! Hahaha… det bliver en hård kamp op af de sidste bakker, men vi kommer op til Tinajo, og det er dejligt, for nu ved jeg, det går ned af bakke, næsten hele vejen hjem til Club La Santa.

Vi suser afsted. 40-50 km i timen. Der er knald på. Hold på hat og briller.
Vi tramper igennem de sidste meter op til Club La Santa og hopper af cykel omkring kl 15. Det er blevet til ca. 46 km, cyklet på lige over 2 timer, hvis man fratrækker pauser. Fed tur, men kroppen er også blevet godt brugt!

Kristian, Jim og børnene har været på skattejagt med PlayTime, rundt på hele resortet og vi mødes alle ved poolen efterfølgende. Tid til at bade og ligge i den varme eftermiddagssol.

Aftensmaden spiser vi på terrassen; pizza, lasagne, burger, pomfritter, omelet – hjemmebragt fra poolbaren.

Bagefter går vi på torvet for at se fodbold; Sverige -Tyskland, og spise is. Men børnene kan ikke sidde stille, så vi ryger på legepladsen i stedet. Solen varmer stadig, selvom den så småt er på vej ned.

Vi ser den smukkeste solnedgang over Club La Santa, og går så ned mod lagunen, hvor der tændes op i det store Sankt Hans bål.
Folk stimler sammen, for at se heksen brænde og synge med på
Midsommervisen, som deles rundt.

Børnene sidder i første række og ser flammerne danse rundt, som mørket falder på. Det er simpelthen så smukt, og en perfekt afslutning på en rigtig dejlig dag.

Lanzarote – du kan altså noget!!

Club La Santa – we are back!

Torsdag spiste vi aftensmad i Sønderborg hos mine forældre. De havde disket op med lækkert smørrebrød, sild og fiskefiletter.
Vi gik i seng med børnene 20.30, for allerede 1.30 ringede vækkeuret. Børnene blev pakket i bilen og vi kørte afsted mod Hamborg, hvorfra vi skulle flyve 6.10.
Og hvorfor så flyve fra Hamborg, når man bor i Roskilde, ville nogen måske spørge?! Det er meget simpelt: penge! Besparelsen var omkring 5000 kr. ved at flyve fra Hamborg fremfor Kastrup. Idet vi kan kombinere det med at se mine forældre, er det [for os] win win.

Flyveturen herned gik fint. Både Kristian og ungerne fik indhentet lidt af søvnen, og vi ramte Club La Santa omkring 11.30.
Et kæmpe sted, sin egen lille by med lejligheder, minimarked, PlayTime [børneklub], frisør, sportsbutik, restauranter. Dertil kommer alle sportsfaciliteterne; hallen, svømmebassinerne, løbebanen, stadion, tennisbanerne, cykelcenteret og meget andet. For på La Santa kan man alt i sportens verden; windsurfing, Padel Tennis, TRX, Golf, Step, Zumba, Fodbold, Kajak, Cykling, Petanque, Aqua Jogging, springgymnastik og alt muligt andet… Hver dag er der massevis af forskellige hold, som man kan melde sig på og prøve. Der er også masser af konkurrencer og races. Mange triathleter kommer herned for at løbe og cykle i bjergene, alene eller på hold. Kun fantasien sætter grænser!

Vi sov og hvilede lidt på skift igår. Spiste frokost i poolbaren, sandwiches og Mickey Mouse Pizzaer. Kristian badede med drengene i poolen, selvom det var lidt køligt, fordi skyerne skærmede for solen.
Jeg havde dem med på legepladsen, mens Kristian svømmede lidt i den olympiske pool, og aftensmaden nød vi på terrassen. Tapas og hvidvin fra supermarkedet.
Kristian listede på torvet for at se VM i fodbold [ja det er rigtig, jeg kan ikke huske hvilken kamp det var!] mens jeg puttede ungerne. De sov på under 5 min.!

I dag tog vi ungerne med ned i børneklubben PlayTime. Her er alle mulige sjove aktiviteter for børn og i dag blev det til maling med vandfarve, perleplader og fodbold.
Jeg nuppede en times bodytoning og Kristian løb en tur.
Otto røg en tur til frisør og fik kort og frækt sommerhår.
Ungerne spiste is med udsigt over poolen, men vejret indbød ikke til badning, så vi gik på legepladsen i stedet.

Jeg havde meldt mig på et cykelhold kl. 15.15. Vi var 11 i alt + 2 guides der cyklede afsted på racercykler i det kuperede terræn. Naturen hernede er fascinerende. Lanzarote er en vulkanø, og landskabet bærer præg heraf. Tør, gold og stenet. I dag i overskyet vejr med god frisk vind. Alle husene er hvide, firkantet, uden for megen pynt og pragt. Smukt bestemt.

Jeg havde gode ben på turen, så det var fedt, at jeg ikke havde brændt alle kræfter af på bodytoning om morgenen.

Den sidste stejle bakke, trak tænder ud. Måtte oppe og stå for at få kræfter nok, andre stod af cyklen. Op kom vi. Herefter gik det nedad det meste af hjemturen. Huhej og afsted, masser af fart på og vind i hjelmen.

Nåede hjem lige inden kampstart. Danmark mod Peru. Torvet var fyldt med fodboldfans i nationalfarver. Fandt Kristian og drengene i sportsbanen, hvor de var klar parat til en sejr!! Og det fik de heldigvis.

Nu er der ved at være ro på sættet. Drengene spiser slikkepind og ser iPad. Kristian og jeg nyder roen på terrassen.

I morgen venter endnu en masse familiehygge og nok også lidt mere sport!

Snart skal vi afsted igen…

Jeg ligger på sofaen i udestuen. Mit foretrukne sted denne sommer. Elsker at gå herud, når ungerne lige er faldet i søvn og der er ro i hele hytten.
Det er stadig lyst og udestuen er stadig lun, fordi den er blevet varmet op af solen hele dagen. Snart bliver himlen rød, og jeg kommer til at kunne se solen gå ned bag træerne.
Det blæser lidt i trætoppene, det er helt sikkert blevet køligt udenfor, men herinde er det simpelthen så skønt.

Vi har haft en fantastisk majmåned i Danmark. Den bedste i årevis, måske varmeste nogensinde. Vi har været i haven hver eftermiddag, når ungerne er hentet fra børnehave og SFO. Ungerne har spist is og hoppet i trampolin, mens jeg har ligget i den store Fatboy hængekøje vi har arvet af mine forældre.

I morgen er det 11 uger siden, vi kom hjem fra vores lange rejse. 11 uger – lige så lang tid, som vi rejste rundt i Østen. Og ligesom de 11 uger i Østen bare fløj afsted, synes jeg også tiden til hverdag løber afsted. Den ene uge tager den anden.

Vi landede i Kastrup i snevejr i påsken, men som dagene blev lysere, fulgte varmen med.
Vi startede på job. Ungerne i børnehave og SFO. Vi røg tilbage i det hamsterhjul jeg frygtede allermest. Det hamsterhjul, hvor man er så lidt sammen med dem, man elsker aller mest, og hvor kvalitetstiden er præget af, at man er træt efter SFO, børnehave eller job, og hvor man udover at være sammen, også skal nå at rydde op, lave mad, gå i bad, vaske tøj og alt muligt andet.
Jo… hånden på hjertet… Det har været svært at komme hjem og i gang igen. For selvom vi elsker det liv, vi selv har valgt, selv har designet og ønsket os, ja så er der nok at se til og masser af udfordringer.

Derfor glæder vi os også ekstra meget, til at puste ud de næste to uger. Fredag morgen rejser vi nemlig fra Hamborg til Lanzarote. Vi skal bo to uger på La Santa Sport, hvor den står på sol, pool, sport – og vigtigst af alt: familietid. Jeg må bare erkende, at det er der vi er allerbedst; når vi hopper ind i den lille familieboble, hvor vi kun skal tilpasse os hinanden, har tid til afslapning, hygge, gode snakke, røverhistorier og lege. Tid til kærlighed.

Når vi har været der en uge, kommer vores gode venner ned til os, hvilket bestemt også bliver super godt. Så får børnene nogle legekammerater og de voksne kan skiftes til at dyrke endnu mere sport. Jeg glæder mig til spansk tapas, skinkerne, tomaterne, osten. Og mon ikke vi kan finde noget lækker kold hvidvin og servere dertil.

Glæd jer til en masse lækre billeder, gode historier – og få forhåbentlig lidt inspiration til, hvordan en sommerferie også kan holdes.

God sommer derude.