Udgivet den

Sidste dag i Kuala Terrenganu

Kristian var rigtig sløj til formiddag, så vi slappede på værelset.

Otto og jeg var en tur nede på apoteket og hente lidt forskelligt. Vi lagde også vejen forbi en lille børnebutik, hvor de have en lille brandbil, ambulance og helikopter til samlingen.

Drengene har haft deres biler og fly med i kufferterne. Og de har simpelthen leget dag ud og dag ind med de samme biler og fly. Lavet landingsbaner og færger og køer – på værelset, i restauranten, ved poolen, på stranden. Nogen gange hver for sig, men også rigtig tit sammen.
Simpelthen så sejt – og simpelt med det samme legetøj. Så nu fik de lidt at supplere med.

Da vi kom retur, var Kristian faldet i søvn, så jeg tog drengene med til poolen. For at bade – og lege med biler og fly!!

Lidt senere kom Kristian ned, og selvom han til at starte med var rigtig sløj, så fortog det sig heldigvis lidt.

Vi gik alle på cafe, hvor vi fik lidt mad og drikke, mens vi fik vasket tøj på vaskeriet ved siden af. Dejligt med en omgang rent tøj! Jeg talte 23 par drengeunderbukser… så kan jeg bedre forstå, jeg syntes det var svært at finde rene i den store uoverskuelige kuffert!!!

Efter at have slappet på hotellet begav vi os ved 17.30-tiden ind mod centrum. Vi var løbet tør for kontanter, og skal jo bruge til taxaen i morgen, når vi skal til lufthavnen. Otto kom i selen og op på min ryg, mens vi andre drog afsted i rask tempo. Selvom kl. næsten var 18, var der over 30 grader og fuld sol. Hot hot hot.

Kuala Terranganu er ikke en specielt charmerende by og meget virker som om det ikke er vedligeholdt.
Dog var der lidt mere liv, butikker og restauranter som vi kom ind i midtbyen, hvor også den store busstation ligger.

Vi fik hævet penge og spist aftensmad inden vi tog en taxa retur.

Nu er vi klar til Kuala Lumpur i morgen, hvor vi har fundet et super lækkert hotel. Det bliver rigtig godt!

Udgivet den

Når moder jord spiller os et puds…

Vi har været så heldige, at få lov til at besøge Perhentian Island mens der var lavsæson. Få mennesker på hotellerne, restauranterne og strandene. Masser af plads til at være, og nærmest alene på nogle af de smukkeste strande.

De fleste af stederne åbner først 1. Marts, nogle senere. Så lukker de ned igen 1. Oktober. I den mellemliggende periode er der monsun. Regn og blæst. I dag fik vi en lille ide om, hvorfor hotellerne har lukket i den periode. Man kan nemlig ikke engang komme til/fra øerne!

For at undgå, at skulle ind til fastlandet, havde vi bestilt en privat bådtur fra vores resort til Redang [som ligger anslået ni km fra Perhenthian] hvor fem nætter på lækkert hotel ventede på os.
Der var afgang kl 10.
Vi fik pakket sammen, spist morgenmad, afregnet og efterfølgende sat os ned i den lille båd, med al vores bagage.
For første gang i al den tid vi havde været på øen, var der i dag vind og bølger på vandet. Vi var noget spændte på overfarten.

Vi sejlede langs øen rundt og begav os så ud og afsted. Kæmpe bølger. Vi havde sat os bagerst i båden, for at undgå de store hop, når bådens snude faldt ned på bølgerne. Men det betød ikke så meget. Bølgerne var så kæmpe store, at bådens forsnude løftede sig højt over vandet, for derefter at hamre ned, inden en ny bølge løftede op. Kristian og jeg kiggede på hinanden, det var fuldstændigt vanvittigt det her. Styrmanden satte farten ned. Vi kunne godt regne ud, at den sejlads der normalt ville tage en time, nemt kunne tage to. Hvem kunne sidde i sådan en karrusel i to timer? Og var det forsvarligt? Heldigvis trak styrmanden selv stikket. Han stoppede motoren og sagde til os, vi ikke kunne fortsætte, bølgerne var alt for vilde. Og selvom vi var skuffede over, tanken om, at vi ikke ville komme over til vores lækre nye hotel og en ny spændende ø, var vi begge glade for, ikke at skulle krydse et hav med så høje bølger.

Vi sejlede tilbage til resortet og gik i land. Tre kufferter, en taske, tre rygsække, to børn. Hvad nu?
Vi fik at vide, at vi kunne tage båden tilbage til fastlandet kl. 12 [anden vindretning] for derefter at tage en taxa til Kuala Terrenganu, hvor vi måske kunne nå en færge kl. 15 til Redang. Der var altså stadig en chance for at nå ud på øen i dag, dog bare en længere tur…
vi besluttede at give det et ‘go’.

Det skulle dog vise sig, at kl. 12 båden først lagde fra øen omkring 13.40 [!!?!] idet de var forsinkede pga. den voldsomme tur fra fastlandet og ud. Til gengæld havde den fuld skrald på i medvind, da vi endelig kom afsted. Vi sejlede med de kæmpe store bølger, og tilbagelagde distancen til fastlandet på kun 30 min. Noget af en oplevelse, med de vildeste bølger jeg nogensinde har prøvet at sejlet på. Vandet sprøjtede ind over os i siderne. En dame kastede op i en pose. Jeg var søsyg. Ebbe var bange. Otto faldt i søvn. Ind kom vi.

F1A5F2B2-352F-4380-B83F-115BC41CE8EE

Tilbage på havnen, vidste vi godt, at vi ikke kunne nå færgen i Terranganu. Vi spiste derfor kylling og ris, købte souvenirs og rystede sejlturen af os. Efterfølgende satte vi os i en taxa, som kørte os til det hotel i Terranganu, hvor vi også skal bo, når vi var været på Redang. 500 meter herfra ligger færgehavnen, så i morgen kl. 9, kan vi sejle ud til Redang og hotelværelset, der [forhåbentlig stadig] venter på os.

I mellemtiden nyder vi et stort dejligt værelse, internet [halleluja!] og badekar.
Aftensmaden sørgede TripAdvisor [rejse App] for blev en succes. Vi fandt en lille cafe, som var super hyggelig, med virkelig lækker mad. Ungerne fik fish & chips, de voksne steaksandwich.

Byen synes ikke af noget. Det vi har set; på ingen måde charmerende. Det virker lidt som om, vi bor i et industrikvarter med masse af hoteller, men det tror jeg faktisk ikke at vi gør. Jeg tror bare, at det hele ser lidt mere tarveligt ud, end vi er vant til. Med undtagelse af deres store flotte moskeer, som er de fleste steder. Nå, vi må se nærmere på byen, når vi kommer retur efter [nu kun] fire nætter på øen.

Ønsk os en god overfart i morgen. Kryds fingre for at bølgerne har lagt sig, eller færgen er på størrelse med de store Cruisebåde der ligger til land ved Nordhavn…

Udgivet den

Jungleresort og Sandakan.

Det har været en rolig dag i dag.

Vi spiste den sparsomme morgenmad i den lille restaurant, der hører til resortet. Det obligatoriske toastbrød blev indtaget og efter lidt afslapning på værelset, gik vi til poolen.
Et kæmpe område med få gæster. Ved børnepoolen er der også en lille vandrutchebane til drengenes store fornøjelse. Luften var dejlig varm, og skyerne skærmede lidt for solen, der brændte igennem, så snart den fik lov.

Resortet ligger midt i junglen og hvor er det bare en spændende og anderledes natur. Kæmpe palmer og træer i alle afskygninger. Over alt, går man på små træbroer, over jord, over vand. Ned til receptionen, ned til restauranten. Vi kan se varaner og kæmpe sommerfugle, og når vi smider brød i vandet, kommer kæmpe fisk på mere end en meter op til overfladen.

Ved 15-tiden kørte hotellets “morfar” os en tur ind til Sandakan by. En køretur på 35-40 min. som skulle vise sig, at være lidt forgæves.
Vi ville godt havde handlet lidt boller/brød som børnene kunne supplere med i løbet af dagen. Men bageren havde kun toastbrød, kager og store hvide boller, ungerne ikke gider spise. Supermarkedet kunne heller ikke hjælpe os på den front.
Ebbe gad ikke gå rundt, og når først han har trukket nej-hatten langt ned over ørerne, kan stemningen blive lidt presset for alle. Vi havde overvejet at spise derinde, men de restauranter der lå ned til vandet, var meget lokale, og at forsøge med noget til ungerne der, kunne lige så godt opgives på forhånd.
Kristian ville hæve penge, så vi havde nogle kontanter, men efter mange mislykkede forsøg i forskellige ATM’s måtte det droppes!
Ungerne fik hver en Happy Meal [stort set eneste internationale brand i byen] med i taxaen hjem, og så kørte vi retur!
Så var den udflugt slut!

I morgen skal vi over og se orangutang reservatet, som ligger meget tæt på hvor vi bor. Det glæder vi os alle meget til.

Udgivet den

Hao Thao – der hvor Em bor.

Dagen i dag tilbragte vi i en anden verden.

For i dag besøgte vi Em. Hun bor i den lille landsby Hao Thao, 30 minutters kørsel fra Sapa. Her bor hun sammen med sin mand og to små børn – en dreng på 5 og en pige på 3 år.
De bor i et primitivt hus, med betongulv, uden sofa, reoler og skabe, uden tv mv.

Når man låser hoveddøren op, kommer man ind i “stuen”, hvor et træspisebord med 6 stole står. I en lille alkove, hvor der kan trækkes et forhæng for, sover børnene. Ikke et værelse, bare en seng, ingen legetøj, nattelampe, tøjbamser. Em sover med hendes mand i et lille soveværelse ved siden af og ovenpå er der indrettet, så de kan have overnattende gæster.

Køkkenet ligger i en seperat bygning lige ved siden af. Et lille rum, med konstant rindende vand fra bjerget, samt bålsted til madlavningen.

De har en lille bitte hund, som går frit omkring. De har også et kæmpe sort svin, som de har i et stort bur, når den ikke får lov til at gå rundt ved huset.

Børnene er generte lige da vi kommer. De er tre, Em’s to samt en fætter på samme alder som Em’s dreng. De tør ret hurtigt op, synes Ebbe og Otto er spændende og vil gerne se vores ting.

Em’s mand er ikke hjemme, han arbejder normalt i rismarkerne, men er i dag afsted med noget andet. Børnene er overladt til sig selv, som de er, når Em er på arbejde.

Børnene løber afsted med os, da vi går fra huset med Em. Vi går forbi den lokale “købmand” hvor Em køber nogle sukkerstænger [sucarcanes] til dem. Hun køber også en til os, så vi kan smage. Man tygger i stangen og suger alt sukkeret ud, så spytter man selve stangen ud igen. Det smager godt. Sødt.

Børnene løber hjem, og vi vandrer afsted. Ud gennem landsbyen, hvor de samlet set er omkring 190 familier, gennem rismarkerne, der pt. står i vand frem til de bliver såede igen til maj.
Vi kan kigge ud over dalen og bjergene, det er virkelig smukt. Drengene er glade, løber rundt på de små stier og solen bager ned på os. Her er sorte vildsvine, store buffalokøer, høns og hunde.

Vi vandrer i halvanden time inden vi vender hjem til Em. Børnene er glade for at vi er retur, og synes det er sjovt, da Ebbe gerne vil lege med dem. De løber rundt efter hinanden og leger fangeleg. De klatrer i buskadset og slæber på pinde og hø.

Em laver mad til os. Ris med kylling, svampe og grøntsager. Hun er omhyggelig og bruger lang tid på det, mens børnene leger.

Da vi er færdige med at spise, følger hun os ned til hovedvejen, så vi kan tage en taxa retur til Sapa.

Det er svært at beskrive, sådan et besøg, vi var på i dag. For det er så langt fra den verden vi lever i og kender. Man kan ikke undgå at tænke over, hvor simpelt et liv de har. Stort set selvforsynende med ris, grønsager, æg, kylling, svin, okser. De syer deres eget tøj, og bruger ingen penge på hjemmet, på hinanden, på legetøj til børnene.

Vi bor i vores dyre huse, knokler for at have penge til daginstitutioner, mad, kabel-tv, designertøj, iphones, kunst og flotte biler.

Jeg siger ikke, at jeg hellere vil bo i en landsby i Nordvietnam, jeg ved heller ikke om de nødvendigvis er mere lykkelige her, men det er helt sikkert sundt ind imellem, at se hvordan andre mennesker lever, for at sætte ens eget liv i perspektiv.
Engang imellem kunne man da godt fristes til at ønske sig, et lidt mere simpelt liv…

 

[Husk at trykke på overskriften, for at se kommentarer 💚]