Udgivet den

Madrid!

Vi har været i Madrid.

Det har været fantastisk.

Sidder i flyveren med musik i ørerne. Kristian sover, lader op til at skulle hjem og være far igen.

Hold op, hvor har det været dejligt at være to-på-tur. Vi er så gode til at rejse sammen. Vi er rutinerede til at få checket in, være klar i god tid. Tage det med ro. Ikke stresse.

Vi tog metroen ind til Madrids midtby lørdag sidst på eftermiddagen. Stod af på stationen “Opera” og fandt hurtigt vores lille hotel i en sidegade til Madrids svar på “Strøget”. Et lille hotel med få værelser, uden morgenmadsrestaurant og alt muligt lir, men super centralt i det hyggelige latinerkvarter.

Ofte booker jeg restaurant til den første aften hjemmefra. Så skal man ikke tænke på det, når man kommer til en ny by, og man undgår som regel de største turistfælder!

Vi havde derfor god tid om eftermiddagen til at drikke et par drinks og lande i den skønne by. Vi lagde vejen forbi The Hat Rooftoop Bar, og nød et par fancy kolde drinks, serveret i plasticposer med sugerør og masser af is. Der var varmt på terrassen i solen og  god stemning hele vejen rundt!

Rosi La Loca – er som navnet indikerer et skørt sted. Da jeg bookede det, kunne jeg da også se, at det ikke var noget, jeg typisk ville booke, men det havde fået en masse gode anmeldelser og lå tæt på vores hotel, så det var et forsøg værd.

Skuffet blev vi ikke i den gule restaurant med de store plastik blomster overalt i loftet.

Vi bestilte Sangria Cava – som jeg synes alle skylder sig selv at prøve, når de kommer til Spanien. En kande bestilte vi. Da de kom med den, var indholdet i kanden dog lyserød og ikke som forventet hvidt. Vi smagte på det, og undrede os lidt… indtil de kom med en ny kande; den som egentlig var tiltænkt os: den lyse var vores sangria cava. Den røde var den traditionelle med rødvin! Skaden var ikke større end at vi fik smagt begge dele og nemt kunne sammenligne de to variationer. Cavaen vandt!!

På Rosi la Loca bliver maden serveret på de mærkeligste obskure kitsch fade og opsatser. Således kom vores tun tataki på en lille gul båd, med tøris nedenunder, så den fik en flot “dampende” effekt.

Gadesalaten blev serveret på et stort grønt plastik salatbladsfad. Blæksprutten blev serveret i en lille skål, omringet af røde plastisk blækspruttearme. Skørt. Overdrevet. Det havde ikke gået på en restaurant derhjemme. Man ville have forventet billig og kedelig mad, camoufleret af skøre remedier. Men det gik helt fint hos Rosi. For maden var delikat og super lækker. En sikker anbefaling herfra og en perfekt start på vores weekendtur!

Søndag formiddag begav vi os ned på det store marked. Flere km med boder og alt hvad hjerte begærer i fodboldtrøjer, flag, tørklæder, hatte, smykker osv osv.

Vi passerede kongeslottet og gik over i den store park Casa De Campo. Et kæmpe stort grønt område – fire gange så stort som Central Park i New York.

Der var Triathlonstævne i den lille sø, og vi sad længe i solen og fulgte med.

Frokosten indtog vi retur i byen: El MiniBar. En sjov lille kælder, med lilla belysning og uhøjtidelig servering. Igen: super god tapas!

Mandag morgen gik vi retur til parken og løb en tur i den kølige morgenluft. Ind på de små mountainbike stier i den kuperede golde og tørre natur. Jeg for lidt vild, og måtte tage telefonen til hjælp. Solen varmede allerede godt, og jeg kunne se ind over byen. Virkelig et smukt sted. Havde jeg haft en mountainbike kunne jeg godt have brugt en ekstra times tid i bakkerne.

Efter et hurtigt bad gik vi øst på mod en anden park: Retiro. I søen lejer turisterne både og sejler rundt, mens de foreviger det hele på de sociale medier. Smukt sted, med masser af cafeer og liv rundt om!

Vi fandt et par løbehjul og hoppede på dem. Benene var trætte efter de mange kilometer i Madrids gader.

Afsted kom vi hurtigt. 35 km/t ned af bakke. Uden hjelm og blandt bilerne ude på vejen – grænseoverskridende. Men vi havde et mål, og sjovt var det.

Atletico Madrid fik nyt stadion i 2017, og min sportsinteresserede mand havde booket en rundvisning 16.30. Hold op en stor oplevelse – også for mig! Det var virkelig imponerende. Vi var både nede ved banen, oppe i præsidentlogen og i omklædningsrummene. Desuden kunne man prøve 3-4 minutters 360 graders ‘virtuel reality’, hvor det føltes som om man stod midt ude på banen og kunne kigge rundt på de 68.000 tilskuere. Man “stod” også med træneren nede på sidelinien og så spillerene helt tæt på, på vej på banen. Virkelig syret oplevelse!

Vi nåede ikke hjem og klæde om, for da vi først var kommet retur til latinerkvarteret og havde nydt eftermiddags øl og vin, var det ved at være tid til at finde en god restaurant. Aftenen før var vi gået forbi et par gode bud, tæt på Plaza Ana, inde i de små bitte sidegader.

Vi var heldige at få bord på Inclan Brutal Bar – og kun fordi vi allerede var der 19.30,  en times tid inden mange i Spanien begynder at gå ud og spise. Og heldige var vi!!  For hold nu op vi blev forkælet. Små delikate avancerede tapas. Det kulinariske niveau var helt i top med retter som “Its not a tomato”, croketter og risotto, svinemørbrad mv.

Vi startede med drinks, men gik over til rødvin, som kunne købes til ganske fornuftige priser.

En helt igennem perfekt afslutning på nogle fantastiske dage i smukke Madrid.

Jeg har altid været vild med Spanien, og Barcelona har været min favoritby i mange år. Men Madrid gør det altså virkelig godt!! Der er smukt, hyggeligt, rent, pænt. Maden er vidunderlig, vinen skøn, drinksne fantastiske. Betjeningen er helt i top og stemningen ligeså.

Det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Madrid!!

 

Udgivet den

Sidder i et tog…

Om en halv time standser toget i Hamborg. Jeg kunne så nemt som ingenting, hoppe af, hæve en masse kontanter, smide telefonen og pungen i skraldespanden og bare forsvinde. Tage et tog længere sydpå, slentre alene på stranden, se solen gå ned mens den farver himlen i de smukkeste farver. Mærke den ultimative frihed. Ikke at skulle fortælle nogen hvor jeg er, hvad jeg har lyst til, hvor jeg går hen. Kun drevet af egen virke. Jeg kunne leje et værelse ved vandet, sidde og skrive dagen lang. Være længe oppe, snue hele formiddagen. Spise tapas og drikke hvidvin, mens jeg betragter de andre på restauranten, digte små sjove historier i hovedet om hvor de kommer fra og er på vej hen…

Har du nogensinde leget med ideen om at forsvinde fra alt det velkendte og bytte det ud med en helt ny verden, et helt nyt liv?

Det er nu ikke en drøm jeg har, nogen gange er det bare sjov at lege med tanken om ting, der ligger så fjernt og uvirkeligt fra det man ellers forestiller sig. Som en Netflix film med sig selv i hovedrollen. 

Jeg har ingen planer om at stikke af. Alene afskeden i morges, med de to drengebørn, gør at jeg ikke kan vente med at komme tilbage. 

De er så kærlige begge to. Vi lå sammen i sengen og kyssede og krammede, hviskede. Jeg lovede at skynde mig retur. Sagde at jeg kom til at savne dem – og det gør jeg. 

Mit tog har en destination. Først Hamborg – derefter videre til Frankfurt. Der venter han nemlig. Ham der fylder så meget i mit hjerte. 

I morgen skal han lave sin 4. Ironman. Som altid har det trukket tænder ud til sidst. Cykeltræning tager mange timer og hans fokus går fra familie til race. Det er helt naturligt og ok, men det er også krævende, for mig, som holder det hele sammen. 

Der er mange der ikke forstår det. Det der med at skulle bruge så megen tid på træning fremfor med sin famile. Det gør jeg heller ikke altid. Men jeg har accepteret at det er sådan han er, en del af hans dna, og hvis vi skal kunne fungere sammen, skal der være plads til det vi brænder for. Han brænder for træning, for at lave ironman, for at udfordre sig selv, teste sin krop og hvad den kan holde til. 

De har lovet 39 grader i Frankfurt i morgen eftermiddag, når Marathon skal løbes. Afrikansk hedebølge over hele Europa, kommer til at få byen til at koge over. Hvordan man klarer et marathon i så varm en by, bliver spændende at se. Som altid holder jeg vejret fra start til slut, for jeg ved at racet betyder så ufatteligt meget, og jeg vil så gerne at det gå ham godt… 

Følger I med på Instagram, når jeg lægger billeder og opdateringer op?

Udgivet den

Sommeren er over os – og om pigetur til Budapest

Vi har fået sommerferie – halleluja!!

Det er så vildt, så hurtigt tiden går. Ebbe er færdig med 0. Klasse og Otto to år fra at skulle starte samme sted. Jeg kan slet ikke følge med.

Jeg har været lidt i dvale med skriveriet, men mon ikke der bliver lidt tid og overskud, nu hvor jobbet og hverdagen ikke presser på.

De næste tre uger er der dømt afslapning og hygge  med børnene. Vi er kørt til Sønderjylland og starter ud hos mine forældre. På søndag skal Kristian lave sin 4. Ironman i Frankfurt og efterfølgende er der booket campingferie. Vi satser på at sommeren bliver næsten lige så varm som 2018, så der kan blive mange strand- og udflugtsdage.

Har for nyligt været i Budapest, måske du har set billeder på Instagram/Facebook? Her kommer lidt mere om selve turen:

Buda Pest 

Vi fløj afsted mandag eftermiddag med Norwegian fra Københavns lufthavn. En times forsinkelse betød en ekstra flaske hvidvin på Le Sommelier og humøret var højt fra start. Et par drinks i flyet og inden vi så os om, landede vi i Budapest. 

Halleluja, årets tøsetur var skudt i gang. 

3 dage med tøsehygge og spas, uden mænd og børn, job og pligter. Whats not to like?! 

En halv time i taxa og vi var ved lejligheden, jeg havde booket gennem AirBNB. To værelser og stort badeværelse på 4. etage. Trapperne inde i lejligheden førte først videre op til et stort hyggeligt køkkenalrum, med spisebord, sofagruppe og tv, og dernæst endnu en etage op: til den åbne tagterrasse, som var en af grundene til vi havde valgt stedet. 

Vi fik hurtigt lavet et par drinks, skiftet tøj og placeret os i stolene på terrassen. Varm sol tordnede over os, selvom kl. allerede nærmede sig 19.

Bar360 skulle danne rammerne for vores første aften og heldigvis lå det kun 6-7 min. på gåben fra lejligheden. 

På toppen af bygningen, har de lavet en restaurant med udsigt 360 grader over byens tage. Små borde, livemusik, masser af drinks og stemning. Vi startede med mojitos, efterfulgt af øl, rosevin og ja et par andre drinks. Ind i mellem lidt mad, som ikke var den store kulinariske oplevelse, men stemningen opvejede det og vi havde en hyggelig aften. 

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på London Coffee Society – og de skal have en kæmpe anbefaling herfra.  Generelt må jeg sige, at det var ret fedt at gå ud og spise morgenmad. Tit følger der en lækker buffet med til hotelværelset, men idet vi havde lejet lejlighed, og undladt ag fylde køleskabet op med andet end øl, vand, vodka og sodavand, var vi nødsaget til at gå ud og få morgenmad. Til det må jeg bare sige, fed oplevelse – i hvert fald i Budapest. 

Efter en lang gåtur ved Donau og en tur ned gennem shoppinggaden, tog vi en taxa ud til spabadet Szechenyi. 

Budapest er kendt for sine spabade, og jeg er da også sikker på, at det er lækkert at svømme rundt i det varme vand på en overskyet efterårsdag. På denne varme sommerdag, blev man dog ikke kølet ned i det 28 grader varme vand, og stedet var overcrowded og turistet. På trods af, at man betaler en pæn sum for at komme ind, leje af håndklæder og obligatoriske klipklappere mv. var der ikke liggestole til nogen af os, og vi fandt derfor en bænk at sidde på, når vi ikke var i vandet. 

Frokosten hentede vi i, noget der mest af alt mindede om, et cafeteria med ungarsk mad, og var bestemt ikke nogen større madoplevelse. Slatne pomfritter, friturestegte blomkål og gryderet var blandt mulighederne. 

Efter et par timer, gik vi retur mod lejligheden. To af os valgte at hoppe ind hos et lækkert Thaimassagested, hvor vi nød en times oilmassage. Halleluja. 200 dkr. I Budapest får man bestemt noget for pengene!

Aftenen bød på mad og vin samt fodbold; Ungarn-Wales’ landskab.

Onsdag formiddag tog min veninde og jeg et taxa ud til Lake Lupa. Vi havde set en reklame for det, og det så lækkert ud. Stor badesø med strandstole og loungestemning. Lige noget for os. Bare ligge og dase i solen – ud af den varme storby. 

Lake Lupa (aka Lupa Beach) er opført for 2 år siden og tager således hul på sin 3. sæson i år. Det bevidnede alle de nye og flotte strandstole også om. Alt var nymalet og pænt, nyopførte små spisesteder, legeplads til børnene, offentlige toiletter. 

Man betaler et mindre beløb for at komme ind i området, og et mindre beløb for strandstolene, hvortil der var både bord og parasol. 

Først på dagen var der ikke mange ved søen, men som timerne gik, blev der fyldt godt op. Der var virkelig varmt, så vi snuede på ryggen, lyttende til loungemusik og de andre gæsters sludren. 

Super lækker frokost og kolde drinks blev indtaget i skyggen på den nærmeste strandrestaurant. Madmæssigt var der masser at vælge i mellem, selvom alle stederne ikke var åbent, da vi var der. 

Vi rendte ind i udfordringer, da vi ville retur til byen. De unge mænd i restauranten, havde nemlig lovet at hjælpe os med at ringe efter en taxa, men de kunne ikke få fat i nogen. Vi var således lidt i vildrede om hvordan vi skulle komme de ca. 20 km retur til byen. 

Vi besluttede os for at gå mod udgangen, for evt. at spørge nogle af de andre gæster, der skulle hjem, om vi kunne få et lift. Det blev dog ikke relevant. Ved udgangen holdt nemlig en lille, jah… bus?? Åben bus – eller måske bare forvokset golfvogn, med plads til chauffør og 8 passagerer. For et mindre beløb, kørte den til nærmeste togstation i en lille by tæt på. 7-8 minutters kørsel. 

Kort efter kom toget med destination: Budapest. Herfra kunne vi tage en metro et par stop, og så var vi hjemme. 

Jow… nogen gange kommer man lidt på dybt vand, når man bevæger sig væk fra de typiske turistattraktioner, når man rejser. Min erfaring er dog, at man får lidt ekstra på opleveren, og udfordringerne der kan opstå, løser som regel sig selv igen. 

Aftenen tilbragte vi på den fantastiske vinbar og bistro: Oinos. Jeg kunne skrive en masse ting om stedet, betjeningen, vinen og maden, men det gør jeg ikke. Jeg vil kun sige: tag derhen. Det var ikke specielt billigt, men helt fantastisk lækkert. Oksetartaren med trøffelcreme vil jeg sent glemme. Hold nu op. Vanvittigt delikat og smagfyldt. Uhm!!!

Jo, Budapest bød på mange lækre ting, og det hele til en overkommelig pris. Skulle jeg afsted igen, og det skal jeg nok, some day, så ville jeg ikke vælge junimåned. Jeg ville vælge det sene efterår, eller lige der hvor vinter bliver til forår. Kølig temperatur til at slentre rundt i gaderne og til at få fuld udbytte af byens thermal spabade. 

Og så ville jeg [om muligt] spise endnu mere god mad, for byen bugner af lækre restauranter og spisesteder. 

Til dem af jer, der ikke har været der: go go go!

 

Udgivet den

Tenerife – all inclusive

Sidder i lufthavnen på Tenerife. 

Drengene spiser nuggets, Otto ser Youtube på sin fars telefon. Vi er kørt i god tid fra hotellet, så der ingen stress var med aflevering af den lejede Mini Cooper, check-in mv. Men nu viser det sig, at flyet er forsinket. Pt. fem kvarter – så pludselig har vi alverdens tid i lufthavnen, og kommer hjem efter børnenes sengetid. – ikke så optimalt, når de skal i skole/børnehave i morgen 🙈. Øv. 

Vi har haft en dejlig uge på Tenerife. En helt anden måde at holde ferie på end vi plejer. Normalt booker vi jo selv flybilletter, finder hotel, går ud og spiser osv. Denne gang købte vi det hele som en færdig pakke. Charterrejse. Fly – hotel – all inclusive. Specielt den sidste del, har jeg været ret spændt på!

All inclusive. Armbånd på. Buffet morgen, middag og aften. Is og sodavand unlimited til børnene. Tesen var, at nu, hvor vi kun skulle være afsted i een uge, ville vi have en ferie, hvor vi intet skulle tage stilling til og intet skulle bedrive – og det fik vi. 

Vi kørte hjemmefra tirsdag morgen kl. 5 og ca. 9 timer senere var vi på hotellet ved Playa de las Americas på Tenerife. 

Et fint hotel, ikke noget fancy, og lidt slidt, men fint til os. Stort soveværelse i lejligheden til Kristian og jeg, og sofa med udtræk til drengene i stuen, hvor der også var et lille køkken med diverse service mv. 

Fra balkonen var der udsigt over hele resortet, de to pools, legepladsen og i horisonten; havet. 

Drengene blev hurtigt familiære med pool og legeplads, og Otto faldt pladask for de to Spies maskotter: Lollo og Bernie. De kiggede forbi og sagde hej hver morgen til morgenmaden, og i løbet af dagen ved poolen. 

Der var børneklub de fleste formiddage, et stort lokale hvor børnene kunne tegne, lave perler, se film og lege. Ebbe benyttede sig at den store kasse med Lego, og fik i løbet af ugen, lavet et kæmpe tårn med ‘diamanter’ indeni. 

Om aftenen var der mini disco og show med Lollo og Bernie – alt var lige præcis som jeg havde forestillet mig det ville være, hvis man går all in på et børnehotel på en charterferie. 

Hver morgen spiste vi den overdådige morgenbuffet, hvor der var noget for enhver smag: musli, frugt, brød, ost, pålæg, æg, pølser, grøntsager, churos og pandekager. Sidstnævnte vagte speciel jubel hos vores den mindste, som godt kunne konsumere et par stykker, eller flere, hver morgen. 

Ikke så lang tid efter morgenmaden åbnede snackbaren. Her kunne man det meste af dagen forsyne sig med pomfritter, burger, pølser, sodavand, is og slushice. 

Til frokost og aften var der ligeledes buffet, med en masse forskellige retter. Hver aften var der nyt tema; italiensk, spansk, mexicansk, asiatisk osv, og der var alting noget vi hver især syntes om, omend børnene valgte de sammen gengangere; pomfritter, ris, pasta, ost, kødsauce. 

Fungerede det så? – det der all inclusive. 

Altså i bund og grund, vil jeg jo helst svare, at det gjorde det ikke. Alt vi aldrig vælger all inclusive igen. For hallo!! Vi er jo de der seje rejsende, der tager børn på 2 og 5 år med på rundtur i østen, vi besøger små fjerne ø’er og spiser lokal mad. 

Vi er da for cool til all inclusive!!! Hahaha – men det er vi altså ikke. For det fungerer jo. Bevares, jeg savnede at gå ud på restaurant og få noget lækker spansk mad, men vi manglede som sagt ikke noget. Og det var pisse let med ungerne. 

Man har nogle ideer og tanker om, hvordan man gerne vil leve sit liv, og f.eks. om hvordan man gerne vil rejse. Der er da ingen tvivl om, at jeg gerne altid vil rejse til fjerne varme destinationer, sidde på en bowntystrand, sippe drinks mens solen går ned. Besøge storbyer, slentre rundt, suge det hele til mig. Finde små lokale beværtninger som ingen andre finder, spise noget af det, der ikke står på kortet, lade mig overraske. Gå sent i seng, og sove hele formiddagen. 

Men..!! Som ved alt andet her i livet, må man nogen gange gå på kompromis, eller bare acceptere, at drømmene ikke kan udleves fuldstændigt – i hvert fald ikke, når man som os har små børn. 

De er mega dårlige til at være længe oppe, de er selektive med maden, bliver køresyge hvis vi skal ud og køre i bil. 

Så for os, fungerede det faktisk super godt med bare at være på hotellet, slappe ved poolen, og ingen bekymringer/frustrationer ved måltiderne, for børnene vidste hvad de ville have, kunne i det store omfang selv hente, og var glade. Som de fleste ved: glade børn – glade forældre. 

All inclusive virkede!!

Vi var ude og køre to ture i løbet af ugen, og havde vi ikke haft køresyge børn (og all inclusive på hotellet), havde vi nok været endnu mere på tur. Jeg ville godt have været oppe i de små byer, og spise lidt lokal tapas, men det må blive en anden gang. 

Vi fik besøgt vulkanen El Teide, Spaniens højeste punkt, hvor vi gik en fin tur i det golde landskab. Gang på gang bliver jeg imponeret af naturen på disse vulkanøer, det er simpelthen så utrolig en natur. Den stenede “jord” gammel lava, kaktusser, sten og det mørke sand. 

Vi var også en tur i byen Los Gigantes, hvor man kan se de kæmpe store klipper, der ligger ud til havet. En hyggelig by, ikke helt så turistet, som der hvor vi boede. 

Jo, Tenerife gør det godt. Vi nød virkelig at komme med i varmen, og ryste den sidste sygdom fra nytåret af os. 

Nu har vi fået lidt farve i kinderne, og håber på, at immunforsvaret er styrket og klar til at stå resten af vinteren imod. 

Ellers må vi afsted igen!!!

Udgivet den

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Udgivet den

Bologna – Vecchia Bella Signora 💛

Det’ jul det’ cool – eller noget. 

Personligt synes jeg der er alt for meget at se til. Vi løber fra det ene arrangement til det andet i børnenes institutioner,  julehygger med familien, holder 40-års fødselsdag, går til julefrokoster – og passer i øvrigt vores jobs. 

Dertil kommer alt det praktiske med julegaveindkøb, drillenisser osv. 

Jo, jeg elsker tiden med lysene og hyggen, og børnenes begejstring. Men jeg glæder mig også til juleferien, hvor vi I år, skal så lidt som muligt. Bare nyde hinanden og roen. 

Der har ikke været så meget tid til bloggen… men jeg skylder lidt et indlæg om Kristian og min tur til Bologna – så den kommer her:

Bologna ligger i Norditalien og det mest karakteristiske ved byen er helt sikkert de 35 km overdækkede gange hen over fortovene. 

Byens universitet er Europas ældste og blev opført i 1088. Pga. mangel på billige boliger byggede man husene, således at 1. salen lå ud over fortovet. Det gør, at man bevæger sig rundt i byen på de fineste mosaik fortove, under de gamle overdækkede søjlegange. 

Midterbyen er omkranset af en bymur, og alt arkitektur minder mest af alt, om noget fra middelalderen. Noget er slidt og en del påført grafitti, men hyggeligt er der. 

Den store plads foran San Pietro Kirken skaber lys og luft, med plads til mennesker, musik og optrædende. Tæt derved ligger de små hyggelige gader, hvor restaurationer ligger side om side. Under varmelamperne sidder både tourister og lokale, drikker vin, spiser egnens pølser og oste, pasta og røde bøffer. 

Fiskehandlerne langer friske fisk over disken, mens naboen skærer ud i de kæmpe store skinker, der fylder loftet. Vinduerne bugner af lækkerier. De mange lækre oste og alle deres kager. 

I Bologna får man bestemt noget både til øjnene og til smagsløgene. 

Kristian og jeg havde købt billige flybilletter. 1200,- for os begge tur/retur København-Bologna. Så bliver det altså ikke meget billigere. 

Vi fløj derned torsdag midt på dagen, og havde i forvejen reserveret bord på La Saberla som lå meget højt rated på TripAdvisor. 

Vi startede eftermiddagen med et glas italiensk Lambrusco lavet på rødvinsdruer hos Eataly, hvor vi kunne sidde udenfor i den lille snævre gade under varmelamperne. Vi fulgte op med et godt glas rødvin, og derefter et glas med hvidt. Kristian hoppede på en drink og jeg sluttede af med et glas rosevin, – for ligesom at have været hele kortet rundt. 

Pisse hyggeligt, og skønt at være afsted alene, med masser af tid og ingen forpligtelser. 

Maden hos La Saberla kan sagtens anbefales, og den søde rødhårede tjener vimsede omkring, for at gøre alt så perfekt som muligt. 

Både fredag og lørdag summede vi bare rundt i byen. Smagte noget mere af deres fantastiske vin, deres lækre pasta, og deres lokale oste samt mortadellapølsen og parmaskinken. Vi var oppe i det ene af de to skæve tårne i midtbyen og kiggede ud over byen fra 97 meters højde. 

Vi var besøgte også San Luca kirken, 4 km fra centrum, en god destination, hvis man trænger til at røre sig lidt og komme ud af midtbyen. For 5 Eur kan man komme helt op på taget af kirken og betragte det smukkeste landskab. 

Ja, Bologna kan bestemt noget, hvis man bare er to på tur, godt kan lide mad og vin. 

Om vi kommer igen… det er bestemt ikke utænkeligt!!!

Til inspiration får I her en håndfuld billeder fra den skønne by. 

 

Udgivet den

Om efterårsferien der kom og gik…

Kl. 7.23 kryber Otto ud af sengen. Han lister hen til døren, der står på klem. Træder ind i stuen og lukker døren bag sig. 

Ebbe er stået op for lidt tid siden, og er lige gået i gang med at lege med sin togbane. Der skal laves nye ruter, med nye forhindringer. 

Det er stadig mørkt udenfor. Kristian er kørt på arbejde. Vi er alene hjemme. 

Ungerne har haft efterårsferie med bedsteforældre hele ugen, men først i dag, torsdag, er det min tur. 

Efter rundstykker og morgenhygge, mødes vi med Ebbes legekammerat og mor ved toget og tager til København. I Fælledparken besøger vi først Trafiklegepladsen og derefter Tårnlegepladsen. Solen skinner. Otto får snydt sig til en lun pandekage, vi andre spiser småkager i det lune efterårsvejr. 

Om fredagen tager vi til Roskilde. Kristian har fri, og vi skal ind og se domkirken. Fascinerende, prægtigt, smukt. Ungerne får et lille kort, de skal rundt og finde forskellige ting. Ebbe krydser nøje af, når vi har fundet kister, altertavler, malerier. 

Vi snakker om fortidens konger, om rigdom, om død. Synes faktisk, at det er en oplevelse for os alle. 

Efter frokosten på Bones, hvor den ene har nydt salatbaren og den anden mest spist pomfritter, slutter vi af i Fætter BR. 

Jeg har lovet dem nye perler, for vi laver rigtig mange perleplader for tiden, og vi trænger til at fylde op i nogle af farverne. 

Vi kigger på alt legetøjet, er der mon nogle julegaveønsker allerede nu?!

Lørdag kører de tre drenge afsted for at se fodbold. De har termobukser, popkorn og egen bold med. Jeg tager ned og træner, handler ind og nyder kortvarigt roen hjemme, inden de små størrelser kommer tonsende ind i huset igen. 

Feriens sidste dag, søndag, kører vi med veterantog. Fra Roskilde til Køge. Efter en times gåtur, kører toget retur. 

Det er en fin tur. Der er en lille “kiosk” i midtervognen, hvor man kan købe slik og kaffe. To af togvognene er koblet sammen, så man kan gå fra den ene til den anden, mens toget kører. Altså udenfor, mens toget drøner afsted. Ungerne står ved rækværket. Vind i håret. Griner, mens træer og buske farer forbi. 

Vi er også ude ved lokomotivføreren og ser ham styre toget. 

Alle ansatte ombord, har de gamle DSB dragter på, det hele er meget autentisk, og bestemt en oplevelse for de små mennesker.

 

Oprindeligt havde jeg drømt om en rejse i efterårsferien… men af en eller anden gund, har vi bare ikke ubegrænsede midler. Kristian har heller ikke så mange feriedage tilbage… såh, det blev til ferie hjemme. Men med masser af oplevelser. Faktisk mente Ebbe, nu hvor ferien er slut, at det føltes som om, ferien havde varet meget længere end en uge, og det kan jeg godt forstå, for de nåede alligevel at opleve lidt af hvert. 

Denne weekend skal drengene sove hos mine forældre i Sønderjylland. Vi kørte derned igår. En meget lang tur i bil, med masser af kø og trafik. Heldigvis var de ret seje, og holdt ud på trods af træthed og køresyge. 

Nu er jeg på vej retur med toget til København, hvor jeg skal mødes med Kristian, som er på job. 

I aften skal vi med gode venner ud og spise, og se Anders Mattesens nye stand up show. Måske vi slutter af med en drink eller to…?!

I morgen går turen så retur til Jylland. Til julefrokost med en masse gode venner. Det plejer at være ret sjovt og for det meste, stikker det helt af. Så mon ikke, vi er lidt trætte, når vi søndag morgen forenes med de to små øgler. 

Mon nogen af jer, skal noget spændende i weekenden?

Udgivet den

Ironman Barcelona – når det slet ikke går som forventet…

Drømme og livsmål

Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…

I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.

Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne  hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!

København

Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.

August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.

Ironman Barcelona 2018

Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…

Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.  

Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?

Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.

Det piskede ned udenfor i tusmørket.

Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…

Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.

Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.

Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.

Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.

Afsted på cyklerne de kom.

Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.  

Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.

Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.

Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.

Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.

Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.

Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.

Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.

Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…

Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.

Alvoren indtræffer

Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!

Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.

Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.

Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.

Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.

Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.

Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.

10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern. 

Efter løbet…

Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.

Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.

Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.

Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen.  Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.

Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.

Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.

De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.

Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.

Mandag

Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.

Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.

Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.

Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet.  Det hele er lidt mere end vi kan overskue.

Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.

Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.

Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.

Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.

Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.

Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.

Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien. 

Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.

Morale

I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!

Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats. 

Udgivet den

Villa Strandvägen – om et hus med 7 værelser…

Vi parkerede på parkeringspladsen bag ved Villa Strandvägen omkring kl. 14.
Et stort og henrivende hvidt træhus med grønne vinduer, flere terrasser, udemøbler, planter og masser af charme.
Solen skinnede og vi spiste en medbragt sandwich på terrassen, mens værelset blev gjort klar. Skønt med lidt luft, efter et par timer i bilen. Midt mellem masser af høje træer, ligger villaen i meget idylliske omgivelser. Smukt.

Man får en hjemlig følelse, når man træder ind i selve villaen. “Receptionen” består af et lille bord med en laptop i entréen. Her blev vi mødt af en sød ung pige, som udstyrede os med nøglekort til vores værelse, inden hun viste os indenfor, så vi kunne se, hvor vi skulle tilbringe natten.
Villaen har kun 7 værelser, de fleste med egen lille terrasse eller balkon.
Billederne på hjemmesiden, havde ved booking, set ret flotte ud, men man ved jo reelt aldrig rigtig hvad man får, før man er der. Skuffede blev vi ikke!!

En stor og blød seng, med store lækre dyner og puder fyldte det meste af værelset. Morgenkåber og klipklappere. Lille minibar på væggen; chips, kaffe og the, juice – alt inkluderet i prisen..
Der hang store lækre efterårsjakker, paraplyer samt en kurvetaske, i fald man havde behov for at låne, når man skulle hen og bade på Ystad Saltsjöbad.

Vi pakkede ud, klædte om til badetøj og drak et glas koldt hvidvin.
Så spadserede vi afsted i de lækre badekåber og hvide klipklappere.
Lidt ned af vejen – 100 meter estimeret – til spaen.

Jeg har hørt meget om Ystad Saltsjöbad. Set mange flotte billeder. Og jeg må sige, at det er også virkelig et smukt sted. Lige ned til vandet og den store brede badebro. Udenfor var der 4-5 forskellige små boblebade, hvilket gjorde, at vi kunne få en helt for os selv. Luksus.
Også indenfor var der flere store pools med vandtemperaturer på 34-36 grader. Lækkert.
På førstesalen i den store flotte bygning, med masser af vinduer, ligger der en lille bar. Vi købte en flaske hvidvin og gik ind i det store rum, med senge hele vejen rundt i kanten. Masser af vinduer og uendeligt meget lys. Med udsigt til stranden og vandet, lagde vi os i en af sengene ud mod endegavlen, og nød synet af bølgernes brusen og solen der spejlede sig i vandoverfladen.
Lav beroligende spamusik spillede i højtalerne og gæsterne i stuen, hviskede sagte, når de talte sammen.
Vi fik diskuteret verdenssituationen mens vi nød den afslappende atmosfære og kom helt ned i gear.

Efter nogle rolige timer, gik vi retur til Villaen, hvor vi efter et hurtigt bad og omklædning, var klar til middag i restauranten beliggende i stueetagen.

En stor hyggelig stue, fører ind til restauranten, som minder mere om en stor dagligstue end en egentlig restaurant. 8-10 små borde og køkken med kogeø, komfur mv. i hjørnet.
Så intimt og nærmest familiært.

De var tre kokke/tjenere på arbejde, og med fortryllende svensk accent, spurgte den unge tjener ind til, hvad vi ønskede at drikke til vores tre-retters menu. Vi blev enige om at starte med champagne, og derefter følge deres vinmenu. Et valg vi ikke kom til at fortryde.
Inden første ret, blev vi forkælet med rødbedemarengs og derefter villaens signaturret: østers. Begge dele gik godt til champagnen, omend vi blev enige om, at de store østersfans bliver vi nok aldrig.
Der var hummerbisque til forret og lam til hovedret. Serveret med lækker hvid- og dernæst rødvin. Mums. En lille predessert inden vi tilkøbte lidt ost, og sluttede af med lækker dessert, der blev akkompagneret af en skøn iscider/isvin. Ikke for sød, som frygtet, men med en kraftig duft af æbler, nærmest som nypresset most.
Godt mætte og trætte gik vi til værelset og fald omkuld i den bløde seng.

En skøn skøn dag, et helt fortryllende sted.

I morges stod vi op til efterårsvejr, og den mest fantastiske morgenmad, jeg længe har fået. Kogeøen var fyldt med lækre fristelser, rejesalat, laks, avokado, ost, pølse, grøntsager, frugt, brød.
Der var juice og yoghurt, musli mv.
En sød sød kok tog imod os, og berettede at hun ville lave lidt æg, bacon og pølser til os.
Vi lavede os et par tallerkner med lækker morgenmad, og satte os til bords. Lidt efter kom hun med en lille stegepande, med frisklavet røræg med mascarpone og purløg, pølser og bacon. Smukt og autentisk. Det smagte skønt. Vi sluttede af med et par mini croissants og små hjemmelavede pandekager, hvorefter vi gik på værelset og pakkede sammen.

Det blev til en lang gåtur langs vandet inden vi kørte hjem. Der var store bølger og utrolig megen vind. Så vi blev godt blæst igennem. Men det trængte vi også til efter al den skønne mad og lækre vin.

Villa Strandvägen – du er da det mest charmerende lille sted, jeg nogensinde har boet. Om vi kommer igen? Det kan du tro.

Udgivet den

I morgen trækker jeg stikket…!

Hamsterhjul… nej tak… og alligevel føles hverdagen sådan ind i mellem. Hold op jeg synes der er pres på. Med ungerne på 3 og 6. Skoleopstart, der fortsat trækker tænder ud for storebror. Møder med lærere, sundhedsplejerske, forældremøder. Legeaftaler, forældrearrangementer. Lillebror i børnehave, gymnastik, svømmehal.
Aflevering og afhentning, madlavning. Tid til træning. Nåh ja – og arbejde – det skal der faktisk også være tid til…

Om mindre end 14 dage, skal Kristian lave sin 3. Ironman. I Calella. Fokus ligger på den sidste træning, at komme helt på plads. At få den nye cykel til at spille maks.

Det bliver spændende, om det hele kommer til at gå op i en højere enhed. Forhåbentlig er vejret godt, bølgerne små og vinden ikke-eksisterende. Vi håber skulderen ikke gør ondt, at cyklen bare drøner derudaf, så der er masser af overskud på løbet.

Når racet er gennemført skal det fejres med vin og god mad. Måske ikke samme aften, men i hvert fald dagen efter…

13 dage er der til… 10 dage til Jim og Kristian flyver til Spanien. 12 dage til Anette og jeg følger efter. 12 dage mere i Hamsterhjulet, med den sidste intensive træning, børn og work.

Eller faktisk ikke helt. For i morgen trækker jeg stikket… i hvert fald for en stund.
Jeg har nemlig en aftale med en veninde. Skal hente hente ved metroen på Amager over middag, inden vi kører til Sverige. Den står på spa, god mad og vin… migtid. Venindetid. Halleluja!!!

Hvordan trækker I stikket i en travl hverdag?

So long…