“No electricity without food”…

Jeg forstod ikke hvad han mente. Den unge mand på restauranten, hvor vi havde bestilt drikkevarer og lidt mad. Han holdt sin mobiltelefon oppe med teksten: “No electricity without food”  Men så gik det op for os… “vi har ingen elektricitet, vi kan ikke lave mad til jer!!” Hahah – ja “google-translate” kan være en svær en…

Phu Quoc er det sted i Vietnam, hvor vi føler, de har været dårligst til engelsk. Taxachaufførerne har vi ikke kunne tale med, de har nærmest ikke kunne forstå hvor vi gerne ville hen. Og på flere restauranter, har selv de letteste bestillinger [f.eks. at bede om en flaske vand] været svære!

Tilsidst lykkedes det dog alligevel, at få gang i kødgryderne på restauranten og vi fik vores forårsruller, ris og bruschetta serveret, lige i tid til, vi kunne nå at spise det hele inden vi skulle med taxa til lufthavnen.

Flyet var lidt forsinket, men afsted kom vi og 40 min. senere landede vi i Ho Chi Minh. I myldretidstrafik sneglede vi os gennem byen mod hotellet. Og selvom det ikke er mange dage siden, vi befandt os midt i trafikkaoset, så bliver man alligevel gang på gang overrasket og fascineret over hvor massiv trafikken er. Biler, busser. Taxa efter taxa. Alle motorcyklerne der fletter sig ind i mellem bilerne, finder en lille plads at køre på, maser sig frem. Dytter og båtter. Det virker som om, der ingen regler er, men på en eller anden forunderlig måde, glider det hele alligevel.

Vi får checket ind på hotellet. Af en eller anden grund, har de skiftet vores ‘værelse-med-vindue’ ud med ‘værelse-med-badeværelse-med-badekar ‘ hvilket undertegnede ikke er helt tilfreds med. Sandheden er at jeg er klaustrofobisk anlagt, og ikke bryder mig om at vågne om natten med følelsen af ikke at kunne trække vejret, fordi der ikke er et vindue. I Na Trang løste vi det, ved at have lys på badeværelset og døren på klem. Det samme kommer til at ske her!

Værelset er ellers rigtig fint og hotellet ligger i distrikt 1 [centrum] så det skal nok gå det hele.

Vi gik en tur rundt om blokken, efter aftensmaden. Ungerne fik en tur i badekarret da vi kom retur og så var der udsolgt. Der blev sunget de obligatoriske godnatsange og så var de begge væk.

I morgen skal vi ud og se, hvad byen kan byde på. Det bliver spændende!!

 

[Husk at klikke på overskriften for at læse/skrive kommentarer. – og følg os gerne på facebook/Instagram så I får besked, når der er nyt på bloggen]

[ – del gerne ❤️]

Fru Kock [Phu Quoc] – dit lækre skår!

Efter en alt for lang dag i lufthavnen [vores fly var 2,5t forsinket] fløj vi fra Ho Chi Minh til den lille vietnamesiske ø Phu Quoc. Flyveturen tog ikke meget mere end 35 min. og lufthavnen var så lille, at bagagen kørte på båndet inden vi nåede med bussen fra flyet ind til ankomsthallen.

10 min senere var vi på hotellet. Et lille ressort med små bungalows, pool og morgenmadsrestaurant.

Det er svært at få bungalows, når man skal have “familieværelser”, men her lykkedes det os. Og selvom vi ikke bor midt på stranden, er det et super fint værelse [med to vinduer] og rigtig lækkert badeværelse.

Efter at have pakket ud, hoppede vi alle i poolen. Så skønt, efter en varm tur i nattebus og en lang dag i lufthavnen.

Ad små stier, omgivet af hyggelige små spisesteder, finder vi stranden. 5 minutters gang fra hotellet. Vi kan mærke ø-stemningen. Den der afslappede wibe, som kun findes blandt backpakkere og strandbumser. Chill out.

Vi rammer stranden samtidig med, at solen er på vej ned. Sandet er fantastisk. Fine sandkorn. Lunt. Havet er stille. De orange stråler spejler sig i vandets overflade og vi får den der følelse i kroppen: nu er vi her! Det som vi altid drømmer om, når vi higer efter sol og strand. Her har vi ramt plet!

Der er masser af lækre resorts og restauranter ud til stranden. Vi finder et sted, hvor vi kan spise ude på stranden. Mens solens sidste stråler rammer os, nyder vi en cola og en øl. Bestiller suppe, ris, kylling. Alt smager bare bedre, når man har sand mellem tæerne og luft under armene.

Fru Kock [Phu Quoc] dit lækre skår, hvor skal vi nyde dig, og alle dine attributter, den næste uge.

Natbus i Barcelonas farver.

Det var et kæmpe hit at køre med natbus. Mega hyggeligt.

Fordelene ved natbus (og nattog) er, at man sparer en overnatning, og sover det meste af rejsetiden.
Desuden er det billigt at køre med bus.
Vi kunne godt have fløjet fra Nha Trang til Ho Chi Minh, men busbilletterne kostede os i alt 44 USD (ca. 270kr) hvor fire flybilleter ville have været en udskrivning på 12-1500 kr.

Ulempen for os, med små børn er, at man tjekker ud af hotellet om morgenen og typisk først rejser kl 21-22 om aftenen. Det er en rigtig lang dag for børnene.
I går var ingen undtagelse. De var meget trætte efter en lang dag på stranden. Heldigvis kørte Kristian på den store overskudsklinge, og vi kom ventetiden igennem.

Vi havde fået at vide, at det var et nyt busselskab, og bussen virkede også helt ny. Den var blå, og rundt i vinduerne var der tændt blåt og rødt lys. Fodboldtosserne mente, at det var en Barcelonabus, og var godt tilfredse.

Vi tog skoene af inden vi gik ind, og fik udleveret små vandflasker. Rigtig hyggelig, med tæpper og god plads mellem sæderne. Bagerst, nede ved toilettet, var tre sammenhængende sæder, som vi havde fået lovning på.
Der kravlede ungerne ind og puttede. Vi havde også et ekstra sæde, så der var nok plads til alle.
Det var lidt varmt i bussen, men ellers fungerede turen upåklageligt og drengene sov nærmest med det samme.

Sovebus kan varmt anbefales.

Strand… og afførring…

Ved i hvad jeg elsker…?
Elsker at ligge på en strand. Ungerne leger. Manden holder opsyn. Lukke øjnene. Slappe af. Lade tankerne få frit flow… ligge der og svæve mellem egen bevidsthed og drømme, fordi søvnen sniger sig ind.

Strand er strand, og det kan ingen tage fra turistede Nha Trang.

Kæmpe bølger igen i dag. Ebbe legede længe i vandkanten, og senere havde han Kristian med helt ude i de store bølger.
Himlen overskyet, men solen kunne fornemmes ned igennem. Varmt nok til bikini og bar røv.
Otto nød sandet, fandt nogle sten, der fungerede som biler, og lavede veje de kunne køre på.

Otto er for første gang interesseret i at gå uden ble. Noget vi slet ikke har kunne få ham til derhjemme. Han fylder 3 lige om lidt, så tiden er jo den rette.
Igår tog vi ham således med ned i byen – uden ble. Udfordringen er dog, at selvom han gerne vil gå uden ble, så vil han helst ikke på toilettet…
Det lykkedes dog Kristian at få ham med på toilettet nede på restauranten, hvor vi spiste tidlig aftensmad. Da han havde lavet sin første afføring på toilettet, vendte de tilbage til bordet, hvor jeg proklamerede is til alle. Det skulle fejres.

Det viste sig dog, at han ikke helt havde været helt færdig.
Lige der på stolen, midt i restauranten. Mellem ris, og drinks, spisende gæster – fortsatte han sit toiletbesøg.

I panik fik vi hans shorts trukket af, og med lort ud af numsen, løb Otto og jeg endnu en gang på toilettet.
Ja, det var sgu lidt noget svineri!!…

… men jeg havde jo lovet is, fordi Otto havde været på toilet, og det holdt jeg selvfølgelig. Otto valgte en stor jordbærvaffelis og endelig fandt vi en Colais til Ebbe. Tilfredshed over hele linien.

Et værelse uden udsigt…

Vi tog nattoget retur fra Lao Cai til Hanoi i nat. Af en eller anden grund, var vi blevet opgraderet, så det var jo lækkert.
Ebbe fandt sin plads i øverste køje og Kristian og Otto sov endnu engang sammen.

Vi ankom til Hanoi ved 5.30-tiden og tog en taxa direkte i lufthavnen. Desværre havde vi først kunne bestille flybilletter med afgang 11.50 til Nha Trang, så det var en lang formiddag for alle. Heldigvis har ungerne legetøj i kufferterne og deres iPads er altid opladte.

Da vi kom til Nha Trang checkede vi ind på hotellet. Nu er det ingen hemmelighed, at når vi skal rejse så længe, så forsøger vi at booke hoteller til en forholdvis lav pris… men det er muligt, at vi liiiige har valgt lavpris nok denne gang!!? I hvert fald har vi fået et værelse, uden vindue!

Vi gik en tur ned på stranden. Sandet var dejligt mellem tæerne og børnene nød de bare tæer. Bølgerne var meget høje og ikke så børnevenlige i dag, forhåbentlig er de mindre i morgen.

Vi gik retur op igennem byen, for at spise tidlig aftensmad. Hold da op, der er sket noget, siden jeg var her for 8 år siden!!! Nha Trang har haft vokseværk!!! Mega mange hoteller og endnu flere på vej. Kæmpe hoteller med 20-30-40 etager. Trafik, neonlys, knald på.
Vi synes lidt at byen minder os om Krabi, midt i højsæsonen, og det er ikke lige vores typiske favorit…

Såh… nu overvejer vi lidt hvad vi skal. Blive de 6 nætter, vi har booket hotellet, eller rejse afsted tidligere.
Skal vi mon tage bussen ned til Mui Ne eller til Saigon. Flyve til Phu Quoc eller ud af landet…

Vi beslutter det i morgen, når vi forhåbentlig har fået en god nats søvn.
Over and out.

At rejse i tre måneder – hvorfor og hvordan?

Billede fra Furteventura jan. 2017 – Aftensmad på stranden.

3 måneder er lang tid – det siger mange. Både dem, der har har og dem der ikke har, lyst til at rejse så lang tid. Men også dem der kommer til at savne os.

Jeg giver dem selvfølgelig ret. 3 måneder er lang tid. 3 måneder uden at skulle op og gå på arbejde, uden at skulle hente unger, lave mad, løbe fra det ene til det andet. Tid til afslapning, oplevelser, familietid, nærvær.

For 8 år siden rejste jeg med en veninde fra nord til syd i Vietnam. Følelsen af, ikke at have en plan, men at tage dagene som de kommer og leve mere ud fra lyst end pligt, var helt fantastisk. Jeg har altid drømt om, at komme på en længere rejse siden. Da jeg kom hjem fra rejsen fandt jeg sammen med Kristian og tiden sammen har givet os to børn og en masse gode oplevelser. Drømmen om den lange tur har dog fortsat siddet i kroppen – nu med mand og børn, hvilket givet det hele endnu en dimension og måske endda endnu mere mening.

Kristian har været på en længere tur til Australien inden han mødte mig, og har også rejst meget med venner og familie. Heldigvis har vi den samme passion for at rejse, se nye steder og kulturer. En fælles lang tur, faldt derfor også naturlig for ham.

Men ja, 3 måneder er lang tid. Det er som om, vi det seneste år, har opdelt mange ting i kategorien “før” eller “efter” rejsen.  F.eks. skal vi have en ny bil, fordi den vi har nu, er ved at være gammel. Den skifter vi “efter” rejsen. Jeg har været i tvivl om jobbet var det rigtige, men hele tiden tænkt, det beslutter jeg “efter” rejsen. At jeg så pludselig faldt over et spændende job og fik det “inden” rejsen, er jo hvad der sker 🙂 Det er helt sikkert, at rejsen føles som en “milepæl” eller et “afbræk” i et ellers dejligt liv.

Hvordan får man så råd til det…? Jamen vi har sparet op i mange år. Sat penge til side hver måned, og suppleret med feriepenge, skattepenge osv. Og så er vi så heldige, at jeg har kunne gemme feriedage under begge mine barsler. Jeg kan således rejse afsted i 3 måneder, og stadig få løn undervejs. Kristian har også kunne spare ferie op. 8 uger. Han har desuden fået en måneds orlov, som er uden løn, for at have lige så mange uger fri, som mig. En månedsløn er altså, hvad vi må undvære undervejs. Begge drengene har dog fået orlov fra institution, så der sparer vi sammenlagt ca. 14.000 over tre måneder. Mens vi er afsted, forventes udgiften til mad at være mindre end i Danmark, ligesom vi sparer på udgifter til bil, benzin, generel opsparing mv.

3 måneder er lang tid… at være væk fra det hele. At rejse. Men når det være sagt… så er 3 måneder jo også meget kort tid i et meget langt liv.

3 måneder, så er vi tilbage på job, i børnehave, skole. Tilbage i hamsterhjulet. Og så er det vi har glædet os til i mange år “overstået”.

Forhåbentlig får vi en masse minder, vi kan glæde os over, og tænke tilbage på resten af livet ❤️

Og mon ikke… når det hele har lagt sig… vi så går i gang med at spare op og drømme om den næste lange tur!