Villa Strandvägen – om et hus med 7 værelser…

Vi parkerede på parkeringspladsen bag ved Villa Strandvägen omkring kl. 14.
Et stort og henrivende hvidt træhus med grønne vinduer, flere terrasser, udemøbler, planter og masser af charme.
Solen skinnede og vi spiste en medbragt sandwich på terrassen, mens værelset blev gjort klar. Skønt med lidt luft, efter et par timer i bilen. Midt mellem masser af høje træer, ligger villaen i meget idylliske omgivelser. Smukt.

Man får en hjemlig følelse, når man træder ind i selve villaen. “Receptionen” består af et lille bord med en laptop i entréen. Her blev vi mødt af en sød ung pige, som udstyrede os med nøglekort til vores værelse, inden hun viste os indenfor, så vi kunne se, hvor vi skulle tilbringe natten.
Villaen har kun 7 værelser, de fleste med egen lille terrasse eller balkon.
Billederne på hjemmesiden, havde ved booking, set ret flotte ud, men man ved jo reelt aldrig rigtig hvad man får, før man er der. Skuffede blev vi ikke!!

En stor og blød seng, med store lækre dyner og puder fyldte det meste af værelset. Morgenkåber og klipklappere. Lille minibar på væggen; chips, kaffe og the, juice – alt inkluderet i prisen..
Der hang store lækre efterårsjakker, paraplyer samt en kurvetaske, i fald man havde behov for at låne, når man skulle hen og bade på Ystad Saltsjöbad.

Vi pakkede ud, klædte om til badetøj og drak et glas koldt hvidvin.
Så spadserede vi afsted i de lækre badekåber og hvide klipklappere.
Lidt ned af vejen – 100 meter estimeret – til spaen.

Jeg har hørt meget om Ystad Saltsjöbad. Set mange flotte billeder. Og jeg må sige, at det er også virkelig et smukt sted. Lige ned til vandet og den store brede badebro. Udenfor var der 4-5 forskellige små boblebade, hvilket gjorde, at vi kunne få en helt for os selv. Luksus.
Også indenfor var der flere store pools med vandtemperaturer på 34-36 grader. Lækkert.
På førstesalen i den store flotte bygning, med masser af vinduer, ligger der en lille bar. Vi købte en flaske hvidvin og gik ind i det store rum, med senge hele vejen rundt i kanten. Masser af vinduer og uendeligt meget lys. Med udsigt til stranden og vandet, lagde vi os i en af sengene ud mod endegavlen, og nød synet af bølgernes brusen og solen der spejlede sig i vandoverfladen.
Lav beroligende spamusik spillede i højtalerne og gæsterne i stuen, hviskede sagte, når de talte sammen.
Vi fik diskuteret verdenssituationen mens vi nød den afslappende atmosfære og kom helt ned i gear.

Efter nogle rolige timer, gik vi retur til Villaen, hvor vi efter et hurtigt bad og omklædning, var klar til middag i restauranten beliggende i stueetagen.

En stor hyggelig stue, fører ind til restauranten, som minder mere om en stor dagligstue end en egentlig restaurant. 8-10 små borde og køkken med kogeø, komfur mv. i hjørnet.
Så intimt og nærmest familiært.

De var tre kokke/tjenere på arbejde, og med fortryllende svensk accent, spurgte den unge tjener ind til, hvad vi ønskede at drikke til vores tre-retters menu. Vi blev enige om at starte med champagne, og derefter følge deres vinmenu. Et valg vi ikke kom til at fortryde.
Inden første ret, blev vi forkælet med rødbedemarengs og derefter villaens signaturret: østers. Begge dele gik godt til champagnen, omend vi blev enige om, at de store østersfans bliver vi nok aldrig.
Der var hummerbisque til forret og lam til hovedret. Serveret med lækker hvid- og dernæst rødvin. Mums. En lille predessert inden vi tilkøbte lidt ost, og sluttede af med lækker dessert, der blev akkompagneret af en skøn iscider/isvin. Ikke for sød, som frygtet, men med en kraftig duft af æbler, nærmest som nypresset most.
Godt mætte og trætte gik vi til værelset og fald omkuld i den bløde seng.

En skøn skøn dag, et helt fortryllende sted.

I morges stod vi op til efterårsvejr, og den mest fantastiske morgenmad, jeg længe har fået. Kogeøen var fyldt med lækre fristelser, rejesalat, laks, avokado, ost, pølse, grøntsager, frugt, brød.
Der var juice og yoghurt, musli mv.
En sød sød kok tog imod os, og berettede at hun ville lave lidt æg, bacon og pølser til os.
Vi lavede os et par tallerkner med lækker morgenmad, og satte os til bords. Lidt efter kom hun med en lille stegepande, med frisklavet røræg med mascarpone og purløg, pølser og bacon. Smukt og autentisk. Det smagte skønt. Vi sluttede af med et par mini croissants og små hjemmelavede pandekager, hvorefter vi gik på værelset og pakkede sammen.

Det blev til en lang gåtur langs vandet inden vi kørte hjem. Der var store bølger og utrolig megen vind. Så vi blev godt blæst igennem. Men det trængte vi også til efter al den skønne mad og lækre vin.

Villa Strandvägen – du er da det mest charmerende lille sted, jeg nogensinde har boet. Om vi kommer igen? Det kan du tro.

I morgen trækker jeg stikket…!

Hamsterhjul… nej tak… og alligevel føles hverdagen sådan ind i mellem. Hold op jeg synes der er pres på. Med ungerne på 3 og 6. Skoleopstart, der fortsat trækker tænder ud for storebror. Møder med lærere, sundhedsplejerske, forældremøder. Legeaftaler, forældrearrangementer. Lillebror i børnehave, gymnastik, svømmehal.
Aflevering og afhentning, madlavning. Tid til træning. Nåh ja – og arbejde – det skal der faktisk også være tid til…

Om mindre end 14 dage, skal Kristian lave sin 3. Ironman. I Calella. Fokus ligger på den sidste træning, at komme helt på plads. At få den nye cykel til at spille maks.

Det bliver spændende, om det hele kommer til at gå op i en højere enhed. Forhåbentlig er vejret godt, bølgerne små og vinden ikke-eksisterende. Vi håber skulderen ikke gør ondt, at cyklen bare drøner derudaf, så der er masser af overskud på løbet.

Når racet er gennemført skal det fejres med vin og god mad. Måske ikke samme aften, men i hvert fald dagen efter…

13 dage er der til… 10 dage til Jim og Kristian flyver til Spanien. 12 dage til Anette og jeg følger efter. 12 dage mere i Hamsterhjulet, med den sidste intensive træning, børn og work.

Eller faktisk ikke helt. For i morgen trækker jeg stikket… i hvert fald for en stund.
Jeg har nemlig en aftale med en veninde. Skal hente hente ved metroen på Amager over middag, inden vi kører til Sverige. Den står på spa, god mad og vin… migtid. Venindetid. Halleluja!!!

Hvordan trækker I stikket i en travl hverdag?

So long…

Cph Half – om 21,1 km i hovedstaden…

Jeg må indrømme at motivationen ikke var stor i morges, og troen på egne evner lå på samme niveau. For selvom jeg har fulgt en løbeplan, så synes jeg ofte at benene har været tunge og kondien i bund.

Det var en af de der dage, hvor jeg havde sovet virkeligt dårligt, kom afsted i de forkerte løbesko og missede toget, da jeg kom til stationen.

Afsted kom jeg dog. Med toget til Østerport station, og på gåben ned til Øster Allé ved Parken, hvor startskuddet til Copenhagen Half skulle lyde 11.15.

Jeg fik afleveret min rygsæk og gik lidt rundt mellem de mange løbere, der stod klar til at blive sendt afsted. Overvejede at stille mig bag 2:05 ballonerne, men gik lidt fremad og endte et par meter før 2:00. Jeg vidste at det var for optimistisk, at kunne komme under 2, men tanken var, at jeg kunne løbe med dem en del af turen, for at holde fart, så længe som muligt. Faktisk var 15 km planen… og håbet, at komme under 2.10.

Allerede ved 3 km, var gruppen med de gule 2-timers balloner, ved at overhale mig, så jeg måtte sætte lidt tempo i benene, for at holde dem i skak. Det lykkedes, og i lang tid, hjalp de mig til at holde farten.

Solen skinnede og vejret var skønt, til tider lidt til den varme side, men bestemt ikke noget at klage over. Masser af tilskuere, musik, tilråb. To gamle damer klædt i guld. klappede og heppede. Vi løb ud af Nørrebrogade og drejede ved stationen ud mod Frederiksberg ad Nordre Fasanvej. Kroppen var god. Tempo fint. Overskud ok.

“Eksamen er en festdag for de velforberedte”… kender I det udtryk…? Mens jeg løb der, tænkte jeg, at det jo gælder til eksamen – men også i sportsbegivenheder som denne. Er der trænet nok, bliver finalen en fest, hvis ikke, kan det blive en langvarig kamp. Jeg har som sagt fulgt en løbeplan – men er uden tvivl gået for sent i gang med at træne – og nu skulle det altså vise sig, hvor godt det ville gå.

Da vi drejede ned af Godthåbsvej overhalede vi en løber, med en kæmpe højtaler på ryggen. Anslået 60*40*25 i mål. Den må have været virkelig tung. God musik, dog.
Sådan er der altid til løb, nogen der finder på et eller andet skørt.

En ældre dame, havde taget stol med, og sad med åben mund og fulgte med, når de mange tusinde løbere passerede forbi. Mon det er mig om 40 år? Siddende der, mens man tænker tilbage på dengang, man selv havde kræfter til sådan en tur?

Playlisten var lavet klar til dagens løb – med alt muligt blandet. Faktisk havde jeg forsøgt at vælge numre, som jeg tidligere havde hørt meget. Forhåbentlig kunne tankerne rejse lidt tilbage i tiden, til begivenheder i fortiden, med det formål at få fokus væk fra løbet, træthed og ømme stænger, hvis der var behov for det. Reamon’s “Supergirl”, fra dengang jeg boede i Sønderborg, Aqua fra de helt unge dage. “I Gotta Feeling” -med Black Eyed Peas, fra verdens fedeste skitur, “Fest” med Morten Breum og Nik & Jay, med mindet om en sommerhustur i Vig… – og en hel masse andre beats.
Ind i mellem røg høretelefonerne dog ud af ørerne, for bedre at kunne opfatte stemningen og tilråbene i Københavns gader.

Ved 11 km overhalede ballonerne mig i et øjebliks uopmærksomhed. Det længste ben måtte forrest, og tempoet op. Passerede ballonerne og skabte et lille forspring. Der var stadig lidt fart tilbage i stængerne… Op ad Ingerslevgade og ud forbi ved Fisketorvet. Kalvebodbrygge. Ved 13 km pressede bankede ballonerne endnu engang på og en sidste gang, løb jeg fra dem. Ved 14,5 km lod jeg dem passere. Der var ikke overskud til mere tempoløb.

Jeg fandt et nyt tempo – langsommere javist, men stadig acceptabelt. Var nede at gå ved de sidste to væskedepoter, fyldte op med energidrink. Og selvom jeg så småt havde ondt i ben, fødder, ryg… og røv, var jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skulle kunne løbe hele vejen i mål.
Jeg gik efter 2:05 – og nåede det næsten.

Ud af Strandboulevarden og ind af Østerbrogade. Pludselig var der ikke langt til mål. De to damer klædt i guld, var der endnu engang. “Kom så, Kom så…”

2:06:03 løb jeg over målstregen, og kunne ganske tilfreds konstatere, at jeg havde gennemført mit 3. halvmarathon. Ikke under 2 timer, som målet var, da jeg oprindeligt startede op… men når man går fra 3 til 21 km på ti træningsuger, så kan man vist ikke være andet end tilfreds.

Jeg er i hvert fald…

Om Falkenberg Strandhotel…

Havet brusede og der var en god vind, da vi ankom til Falkenberg Strandhotel, en times kørsel nord for Helsingborg i Sverige.

Det store hvide strandhotel ligger helt ud til vandet, skøn bred strand og mens værelset blev gjort helt klar, gik vi en tur ud på den lange badebro.

Der var skum på bølgerne, men solen tittede frem mellem skyerne og spejlede sig i vandoverfladen. Smukt.

Indenfor i varmen, var der ikke sparet på noget. Interiør og design – der var tænkt på alle små detaljer. Store Chesterfield møbler, pejs med ild i. Slidte bøger af ældre dato, gamle lamper, antikke kameraer, kæmpe lysekroner… alt gik op i en højere enhed, og var nøje sammensat for at give en følelse af luksus, hygge og bekvemmelighed. Der lød en sød musik, den der spa-agtige, som gør at kroppen automatisk skifter ned i et lavere gear, og begynder at slappe mere af. Kristian fik en kop kaffe i en af de store sofaer, inden vi fik nøglen og gik op på vores værelse.

Vi havde bedt om et værelse ud til vandet, og alligevel blev jeg næsten overrumplet af det lysindfald der væltede imod os, da vi åbnede døren og trådte ind, hvor vi skulle tilbringe natten. Fra det store vindue, og terrassedøren ud til den lille altan, væltede lyset ind.

Jeg åbnede glasdøren, og lyden af havet, var alle pengene værd.

Vi havde kage med hjemmefra. 1 år gammel kage!!! Taget op af fryseren samme morgen. Bryllupskagen, fra festen for et år siden. Fra dengang vi stod i haven derhjemme, i regnvejr, og sagde ja til hinanden, foran venner og familie, inden den store lykke eksplodere i fest og spas natten lang.

Jeg åbnede en flaske Rose Cava og hældte op i de medbragte glas. Skar kage ud. Placerede det hele på det lille hvide træbord på altanen. Og så sad vi ellers der, mand og kone, i hver vores kurvestol, og skålede, til havets brusen, med vind i håret, og talte om året der var gået, og forventninger til det næste.

Efter at have pakket lidt ud, og skiftet til badetøj og store morgenkåber, gik vi ned i spaen. Der var udendørspools, orangerie, boblebad. Indenfor, i “drivhuset”, var der stor opvarmet pool og ild i pejsen. Der var bar og hyggelige kurvestole med lækre puder. Store senge, på ræd og række, der indbød til total afslapning. Måske akkompagneret med en kold drink, eller lidt let tapas.
Selvfølgelig tilsat let og behagelig spamusik i højtalerne til stor forkælelse af øregangene.

Vi tilbragte et par timer i spaen,  inden vi klædte om til middag i restauranten. Også her, er der ikke sparet på indretning og design. De store panoramavinduer gav fuld udsigt til havet, og til den smukkeste solnedgang.

Tjørnene var søde og kompetente. Maden var fantastisk. Med i vores “spa-pakke” var en tre-retters menu, og vi kunne frit vælge fra menukortet, som var spækket med  gode forslag. Vi valgte; carpaccio, muslinger, entrecote, lammeryg, chokolademousse og creme brulee. Vi spiste det hele med største nydelse, samt kold hvidvin til. Jeg skyldte nok lammet, at have valgt en fyldig rødvin, men den hvide smagte skønt, så det må blive næste gang.

Falkenberg Strandhotel er i sandhed et helt fantastisk sted. Jeg forestiller mig det er skønt om sommeren, hvor man også kan ligge ude i strandstolene. Men jeg forestiller mig også, at det er perfekt om vinteren, i den opvarmede glasstue, med mørket omkring og udkik til kulden.
Det var et dejligt sted at opholde sig, kun Kristian og jeg. Men en flok tøser på tur, ville helt sikkert også nyde det hele til fulde!

Et er sikkert…:

we will be back – someday.

Mind the gap – om dengang jeg flyttede til London.

Da jeg var færdig med gymnasiet forsatte jeg med at arbejde i Kvickly. Jeg gik op i tid, så jeg kunne spare penge sammen. Jeg boede stadig hjemme og drømmen var at flytte til London med et par veninder. Bo og arbejde der i 6 måneder.

Jeg havde en en bog, med alt muligt inspiration til, hvad man kunne lave efter gymnasiet. Jeg husker ikke meget af det, der stod i bogen. Ud over at man kunne arbejde for Disneyland i Paris [det gjorde Rikke fra min gymnasieklasse faktisk] og flytte til London. Men der har sikkert været alle mulige forskellige spændende ting,
adresser mv.

Jeg havde forelsket mig i tanken om at flytte til London, til trods for, at jeg aldrig havde været der før. Jeg fik solgt ideen til to veninder, hvoraf den ene solgte den ydermere til to andre, således var vi fem der tog afsted. Lykke og jeg havde ikke noget arbejde planlagt, inden vi rejste afsted, men jeg havde haft jobs det meste af mit teenage/voksenliv, så antog at der også var et job til mig i London.

Min veninde Karina, var ved at uddanne sig som tjener, og kunne derfor tage sin første praktikperiode i London. Hun fik arbejde på den lækre restaurant “1 Lombard Street”. Hendes to veninder Gitte og Tine, der begge var under uddannelse som kokke, fik ligeledes jobs på lækre restauranter.

I januar 2001 fløj vi over Nordsøen med kufferterne fyldte med tøj og sager hjemmefra. Nogle havde mere med end andre. Gitte havde, så vidt jeg husker, en ekstra kuffert, kun med sko.

Vi kom til at bo i et lille rækkehus ude ved stationen Turnpike Lane, som ligger på den blå undergrund linie – lidt længere ude end Arsenal. Nedenunder var der et værelse med en dobbeltseng og en enkeltseng, her sov Karina, Lykke og jeg. Der var et spisebord med stole, tv og kommode. Der var også et fælles køkken.
På første sal, der toilet/bad og værelser. Her sov Gitte og Tine i et lille værelse, hvor de delte seng. Der var endnu et værelse i huset, men det blev på skift lejet ud til andre rejsende, som vi ind i mellem, havde glæde af i køkkenet.

Det var super hyggeligt i huset. Vi var alle væk hjemmefra, og støttede hinanden. Vi røg cigaretter i køkkenet, drak øl. Kokkene lavede lækker mad, som vi spiste ved spisebordet inde på værelset.

Allerede en af de første dage, jeg var på udkik, kom jeg til jobsamtale i en tøjbutik på Oxford Street, og blev ansat.
Jeg kan huske, at jeg måtte investere i et par sorte flade sko, for at stå i butikken. Det var et krav. Købte også en turkise sweater i tøjbutikken, så jeg blendede ind i bland de andre ansatte. Jeg kan forestille mig, at jeg sikkert ikke havde en masse smart tøj, som de andre i butikken. Det har jeg aldrig gået så meget op i.

Jeg arbejde i butikken i 2 dage. Det var røvsygt. Jeg lavede ikke meget andet end at tørre lidt hylder af og lægge lidt tøj på plads, når kunder havde prøvet det på, men ikke ville købe.
Kunne fornemme et hierarki i butikken. Først var man ansat “på gulvet”, senere kunne man betjene kunder, endnu senere stå ved kassen osv osv.
Det var simpelthen for kedeligt for mig!

Onsdag på min fridag, og tog jeg en tur i Covent Garden. På Saint Martins Lane, søgte pubben “Rat and Parrot” en bartender. Der var “try out” torsdag, hvis jeg var frisk. Det var her, de så en an, og besluttede om man var værd at ansætte.
Jeg tog chancen. Ringede til tøjbutikken og lod dem vide, jeg ikke kom på job, og tog så til “try out” på pubben.
Ansat blev jeg. Sådan!!! Bye bye tøjbutik.

Jeg kunne godt lide jobbet på pubben. Det var også her jeg mødte Carin Petterson fra Norge. En ung pige, der ligesom mig, var rejst til storbyen.
De boede en hel flok norske piger i en lille lejlighed tæt på Marbel Arch for enden af Oxford Street. De sov i køjesenge og kom hinanden ved. De levede drømmen og var et sjovt bekendtskab.

Dagsvagterne på pubben fungerede på den måde, at man mødte ind om formiddagen, havde fri et par timer midt på dagen, for så at tage hjem først på aftenen.
Det gav mig mulighed, for at snuse lidt rundt i kvarteret, i den lange frokostpause. Jeg vandrede rundt i den kolde fugtige luft. Indåndede London. Billetboderne til musicals, turisterne der vandrede op og ned af Leicester Square, spiste durum og pomfritter. Statuerne, busserne og duerne på Trafalgar Square. Covent Garden, gademusikanter, boder, restauranter.

Aftenvagterne, var jeg ikke så vilde med. At stå der, og servere øl og vin til stive posh piger, der utålmodigt bestilte den ene drink efter den anden. Jeg kunne ikke helt følge med, og der var mega stress på… ej, aftenvagterne var jeg altså ikke vilde med.

Jeg bøvlede også med så forfærdeligt meget hjemve. I skal huske på, at jeg kom direkte hjemmefra fra trygge rammer i kernefamilien, til at være “alene” afsted i storbyen. Lykke var taget hjem allerede efter et par uger. Hjem til familie og kæreste, afstanden var ikke for hende.

Karina trivedes i London. Var sjælendt hjemme. Hun kom med i det store netværk i restauranten. De var mange unge, fra mange lande. Jeg kan huske, vi mødtes en aften i den flotte bar på 1. Lombard Street. Restauranten var lukket, de sidste gæster taget hjem. Vi drak drinks og socialiserede inden vi tog i byen. Der var knald på. Det var sjovt.
Endte til en efterfest i en lille lejlighed, somewhere i London. Man kunne mærke man levede.

Dagene gik på pubben. Jeg tog metroen ind om morgenen, en halvlang tur, der føltes kort, fordi jeg ligesom mange andre af de indfødte, havde udstyret mig med en god roman, som jeg læste undervejs.
Jeg var ikke begejstret for pubmanageren og han var sikkert ikke begejstret for mig.
Hjemveen voksede.

Kan ikke huske hvordan, men kom i snak med en gut, som arbejdede i et jobcenter oppe på Oxford Street. Han mente, han kunne skaffe mig et bedre job.

Og han skaffede mig faktisk et job.

Pubben blev skiftet ud med et fancy træningscenter beliggende lige ved siden af jobcenteret; Holms Place.
Hvis jeg havde været en smule malplaceret på pubben, så var jeg det nok endnu mere i her. Hahah… jeg tror aldrig jeg havde været i et fitnesscenter dengang. Forstå mig ret, jeg er ikke stor og fed, men altså, jeg havde gået til badminton, håndbold, fodbold, som alle de andre i den lille provinsby jeg voksede op i. I perioder lavede jeg ikke noget, og et fitnesscenter, havde jeg helt bestemt ikke benyttet mig af.

Jeg blev anbragt i receptionen, hvilket jeg godt selv mente, jeg kunne magte. Jeg havde i perioder været alene i kundeservice i Kvickly, så var vant til at betjene alle mulige slags kunder.
Så der stod jeg, og sagde “Hello and welcome” når kunderne kom, og “Goodbye and thank you” når de tog hjem igen. Da Rene Dif smed sit håndklæde i kurven ved siden af mig, skiftede jeg “goodbye” ud med “farvel,” og han kiggede overrasket på mig.. Hans “farvel…” kom retur med et smil. Jeg var ikke til at skyde igennem. Aqua var stadig kæmpe stor dengang!

Nå, men jeg blev fyret! Eller… jeg blev vel ikke rigtig ansat…?!? Jeg var der to dage…

De efterlod mig alene i receptionen en hel eftermiddag. På min anden dag!! Husker det som om, der var et internt møde, og så fik jeg ellers lov til at stå der, og styre løjerne.
De havde en hel remse, man skulle sige, når man tog telefonen… noget a la: “Welcome to Holmes Place, this is Ida speaking, how may I help you..” og ved en fejl, tog jeg fejl af et intern og et eksternt kald, og fik ikke sagt hele remsen… og så viste det sig, at det var en manager fra et andet sted, jeg havde haft i røret… uheldigt! Det, og sikkert andre fodfejl, gjorde at de alligevel ikke kunne bruge mig…

Jeg sumpede rundt i rækkehuset i mange dage… kedede mig. Havde forfærdelig hjemve. Handlede ind i Tesco. Spiste toastbrød med en skrigrød salamipølse, fordi det var det jeg kunne finde, der mindede mig mest om Danmark.

Ind i mellem var jeg med pigerne ude, drikke ‘pints’ og gå på pub. Husker at vi dansede til “It wasn’t me” med Shaggy på det store Hippodrome diskotek, og fik en drink på bøssebar i SOHO.
Gitte og jeg var på seightseeing; Big Ben, Tower of London og meget andet.
Vi så gyserfilm i den kæmpe store Odeon biograf på Leicester Square.
London har så meget at byde på, men jeg kunne i bund og grund ikke rigtig finde ud af det. Savnede alt det derhjemme.

Jeg fik et nyt job. Denne gang i en lille sandwich biks. Der var kontant lønafregning og dårlige vilkår. Måske jeg smurte et par sandwichs, men hovedsagligt stod jeg bare ude i verdens mindste baglokale, og vaskede op i verdens mindste håndvask. Lunkent vand og meget lidt plads. Ejeren var russer eller polak. Hun havde to butikker, og havde arbejdet sig op fra bunden. Hun skyndte på mig og den anden ikke-engelsktalende-ansatte hele dagen. Vi knoklede for pengene.

På min fridag tog jeg ind til midtbyen til et lille rejsebureau. De hjalp mig med en flybillet til Malaga. Det var dengang, hvor man [jeg?!?] ikke bare handlede på nettet!
Nå, men billet fik jeg. For jeg besluttede mig langt om længe for, at jeg ikke ville blive i London. Det var en svær beslutning, for det var en drøm, jeg skulle sige farvel til…
Men pigerne havde deres jobs og netværk, og jeg kunnes bare ikke få det til at fungere.

Mine forældre kom til London sidste weekend i Marts. Jeg ringede til sandwichbutikken og lagde en besked på telefonsvareren om, at jeg ikke kom mere. Jeg viste ‘de gamle’ byen; Buckingham Palace. Oxford Street. Rat and Parrot. Mange af de steder, som stadig står så klart i min hukommelse i dag. Og så fløj jeg til Spanien!

I Malaga, [Fuengirola], havde jeg to gymnasieveninder, som var taget ned, for at bo og arbejde et år.
Selvom London ikke var for mig, var jeg ikke klar til at tage hjem. Så Fuengirola, blev et dejligt varmt 3-ugers stop på vejen. Masser af pigesjov, og byture, men det er en helt anden historie…!

I mange år, så jeg det som et nederlag, at jeg aldrig fandt mig til rette i London og at jeg havde så meget hjemve.
I dag når jeg tænker tilbage, husker jeg mest alt det sjove. Byturene, de forskellige sjove jobs, mange af de mennesker jeg mødte. Måske lykkedes missionen om at bo i London i 6 måneder ikke, men hold nu op, hvor lærte jeg meget om mig selv!

Om housewarming og Netflix…

Det er søndag og jeg er ramt!

Housewarming i Virum igår. Halleluja. Masser af sjove mennesker. Venner. De bedste. Vin. Drinks. Pizza. Musik. Sad under pavillonen på terrassen. Det regnede. Vi havde tæpper om benene. Spillede snyd og Meyer. Terninger. Shots. Rabarbergin. Dansede i stuen. Grinte. Havde lange fuldemandsamtaler, som alle parter sikkert kun husker halvt i dag. Heldigvis. Kom alt for sent i seng.

En stor fornøjelse.

Der her været ro på herhjemme hele dagen. Ungerne har bare sumpet rundt. Leget. Hygget. Slappet. Stort set ingen konflikter, og masser af selvstændighed. Helt fantastisk for de trætte forældre, der ikke var særligt overskudsagtige.

Jeg så de sidste afsnit af sæson 7 af Homeland. Spænding til det sidste. Og nu, den der tomme følelse i kroppen, jeg får, når jeg har afsluttet en serie. Man har fulgt karaktererne så længe. Carrie. Saul. Peter. Levet sig helt ind i deres verden af konspirationsteorier, hemmelige møder og uigennemskuelige agendaer. Og så er det slut. Jeg tænker det hele igennem igen og igen, for at lave min egen afslutning… sådan gik det nok med ham… og hun gjorde nok sådan efterfølgende… men hvad mon med ham den anden… hahah… ja, det kan der godt gå en dag eller to med.

Så kommer det store spørgsmål… hvad skal jeg se nu? Der er så meget at vælge i mellem. For selvom man ikke tror, det kan erstatte, det man lige har været igennem… ja, så venter der nye spændende dramaer, og mon ikke, jeg endnu engang bliver helt opslugt af en eller anden ny fortælling.

Mit pulsur afslører at jeg nærmest ikke har bevæget mig hele dagen. At pulsen ikke har bevæget sig over 79.

Men… Jeg har meldt mig til Copenhagen Half [halvmarathon]. Det har jo været under opsejling længe, men nu er billetten i hus, så må vi bare håbe, at løbeformen kommer helt på plads. Synes der er lang vej igen. Jeg følger løbeplanen og håber på det bedste. Der er 3 uger til…

Kl. nærmer sig 21. Det er tid til at gå i seng. Mon ikke der venter en omgang 2. dags tømmermænd i morgen 🙈.

Godnat derude!

Om Tommy og Rasmus…

Tommy Seebach blev født i 1949 og allerede tidligt i hans liv, fyldte musikken det hele.
I 1965 blev han medlem af bandet Sir Henry & His Butlers; han spillede keyboard og skrev flere af gruppens hits. Senere gik han solo.
Han var med i det danske melodigrandprix otte gange, hvoraf han vandt de tre. Vi kender alle vindersangene: “Krøller eller ej”, “Disko Tango” og “Under stjernerne på himlen” som han skrev sammen med Kjeld Heick.

Jeg kendte ikke så meget til hans historie, andet end jeg vidste, at han døde tidligt, af druk. Så da jeg skulle i det Kongelige Teater igår, glædede jeg mig til at lære mere om ham, og om sønnen Rasmus, som har sprøjtet mange pophits ud de seneste år.

Seebach musical i Det Kongelige Teater. Det lyder flot ikke? Det var det også!!!

Det Kongelige Teater kan altså noget. Placeret midt i København, på Kongens Nytorv, som man har fuldt udsyn til, fra altanen på 1. Sal.
Indenfor er der masser at blive betaget af. I alle sale og rum. De særprægede lofter, lysekronerne. Statuerne, gulvene, væggene. Det hele indeholder historie, charme, mystik, storhed.

Jeg skulle sidde på 1. sal, helt ude til højre, på 1. Række. Med flot udsyn til hele salen, der var godt fyldt op. Ca. 1300 teatergæster.

Historien om Tommy, hans familie, og i særdeleshed børnene Nikolaj, Rasmus og Marie, var trist. Men den blev fortalt med en utrolig kærlighed og varme. Den blev også fortalt med masser af skøn musik, dans, lys og effekter. Jeg åd det hele råt og måtte fælde en tåre til sidst.

Jeg kom sent hjem, så jeg var træt, da ungerne skulle køres i skole og børnehave i morges. Heldigvis havde jeg fri. Så efter en lang [14 km!!! [Ja jeg er stolt]] løbetur, fik jeg lige 30-40 min. på skjoldet. Ungerne blev hentet tidligt, og vi havde en legekammerat med hjemme. Der var så god stemning, at jeg ikke behøvede den store involvering, og kunne få ryddet op i et meget rodet hus.

Dagene tager hinanden i denne tid. Kristian træner meget, og med skoleindkøring, børnehave, legeaftaler, job synes jeg der er meget at se til.
Vi nyder aftenerne og roen i udestuen, når ungerne er lagt.

Weekenden byder på housewarming i Virum hos gode venner, så det bliver sikkert skide sjovt.

Har I mon noget spændende planlagt?

Sensommervisen – efteråret er på vej…

Æbler lyser rødt på træernes grene
Høsten går ind
Går igennem skoven ganske alene
Stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

Sommerbrisen danner krusning på søen
Mystisk og sort
Stæreflokken svæver højt over øen
Snart tager tager de bort

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner
Blåsorte bær
Stille summen mellem blade som blegner
Aftenen er nær

Modne rønnebær bag dybgrønne grene
Rødt titter frem
Går igennem skoven ganske alene
Nu må jeg hjem

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

[Sensommervise. Musik &Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen]

 

De store børn på Margretheskolen, sang Sensommervisen til dagens morgensamling. Jeg har hørt den før, og alligevel var det som om, jeg hørte den for første gang i dag. Eller også gjorde den bare ekstra indtryk på mig lige i dag.

Går igennem skoven ganske alene, stille i sind...” som var det mig de sang om, da jeg igår gik en tur alene. Lidt vemodig. For at få luft i hovedet og styr på tankerne. Ud over markerne, ind gennem skoven. Vi bor et skønt sted.

Efter en dejlig weekend, hvor der var masser af fritid og hygge, er hverdagen for alvor sat ind. Mandag var der skolestart for vores store følsomme dreng, der syntes det var lidt svært med de mange mennesker, og alt det nye der nu sker.

Med den nye hverdag, følger der også bekymringer for en mor som mig. Hvordan skal det gå, kommer han til at trives? Bliver han glad for det hele?
Ja, de bliver større og man skal lære at give slip. Men der er også dage, hvor man synes, at børn på 6 år, stadig er en meget lille størrelse.

Sommeren går på hæld, og i disse dage med regn og skyer, føles det allerede som om efteråret har overtaget. Ebbe samler kastanjer, og hos Otto i børnehaven får børnene termobukser og gummistøvler på.

Ja, vi kan hurtigt nok glemme hvilken fantastisk sommer, vi lige har haft.

Heldigvis har vi en masse dejlige ting og oplevelser planlagt i efteråret, og jeg glæder mig faktisk også til, at det bliver lidt tidligere mørkt om aftenen, så vi kan tænde stearinlysene i vinduerne.

Kristian har vundet en tur med DFDS-færgen til Oslo. Så den skal vi finde plads til ind i mellem alt det andet gode, der er i kalenderen; Sverige, Barcelona, Bologna… Er sikker på, at ungerne vil synes det er sjovt at komme ud og sejle og sove i kahyt. Heldige os.

Ja, sensommeren kan bare komme an. Jeg er klar. Vi er klar. Kom.

Har I mon nogle spændende efterårsplaner?

 

Om fredag aften i Kulturtårnet

De irgrønne tårne på Knippelsbro er opført i 1937. Dengang fungerede de som kaffestue for bropasserne.
I dag har man omdannet et ene tårn til et lille kulturhus. Om eftermiddagen kan man betale en mindre mønt, for at komme op i tårnet. Man kan tilmed købe et kop kaffe og et stykke kage.

Den snoede trappe fører dig fra broen op i tårnet. På 1. Sal er der indrettet et lille “køkken” hvorfra der forberedes og anrettes mad.
Niveauet højere oppe, kan man sidde ved et lille langbord – op til 7 personer. Gennem vinduet kan man se det meste af havnen. 180 grader.
Følger man spindeltrappen helt op, får man fuld valuta for pengene. Vinduer hele vejen rundt i det lille tårn, og dermed masser af lys og den flotteste udsigt. Også her, er der plads til 7 personer ved det lille aflange bord.
Går man ud på dækket, er der sat 6 små borde op. Op til 12 personer, kan der være hele vejen rundt om tårnet.

Året rundt er der forskellige arrangementer i kulturtårnet. Således havde jeg via madbillet.dk købt billet til en aften med ‘tapas og naturvine’.
Kristian og jeg sad øverst oppe. Udenfor.
Solen var dejlig, men vinden drillede lidt. Med tæppe om benene og cardigan rundt om skuldrene gik det hele alligevel.

Efter lidt saltede mandler, brød og lækker kold hvidvin fra leverandør Rosforth, kommer den første ret. En lille skål med lækker gazpacho. Kold tomatsuppe, godt krydret. Mums.
Den bliver fulgt op med lidt godt fra havet; ansjoser, røget sild med jordbær og dild samt marineret blæksprutte.
Et bræt med skinke, pølse og oliven afløser fisken. Specielt trøffelsalamien er kraftig og lækker. Hvidvinen bliver afløst af et glas rødvin, beaujolais, og vi er pænt imponerede over naturvinene, som jeg ellers var lidt skeptisk over, inden vi gik i gang.
Vi får serveret lækre oste og en interessant hvidvin fra Duras distriktet.
Til dessert kommer den unge søde tjener med den lækreste lille cheesecake. Kaffe og te. Solen går snart ned bag de høje huse, og to tjenere går i gang med at sætte læskærme op, så de næste gæster ikke får så stor “glæde” af vinden, som vi gjorde.

Det var en sjov og anderledes fornøjelse af sidde ude på dækket i toppen af kulturtårnet. Kombineret med lækker mad og vin, smilende og venligt personale, bliver det en varm anbefaling herfra. Venter du til et efterårsarrangement, vil jeg dog anbefale at bestille billetter indenfor; 4. view.

God fornøjelse.

Udestuen – mit yndlingssted…

Jeg ligger på halvandenmandssengen i udestuen.

Alene.

Kristian er ude og løbe en aftentur. Jeg nyder roen efter en lang dag på job og aftenræs med ungerne.

Det er et par dage siden, vi flyttede dyner og puder ud på sengen i udestuen. Normalt bruges den som sofa, eller hyggehjørne for drengene, men nu sover vi på den. Med vinduer og døre åbne, så vi får så meget luft ind som muligt i sommerheden. Skønt!

Jeg elsker at ligge i udestuen, elsker lyset der kommer ind fra alle sider og vinkler. Som at være udenfor i haven, men alligvel inde i læ og varme.

Denne sommer kan man ikke være i udestuen i dagtimerne, den bliver 40-50 grader, når solen er på hele dagen. Men normalt, så kan jeg sidde i den om eftermiddagen, først på aftenen, når det er køligt udenfor, men solen har varmet den op i løbet af dagen.

Så sidder jeg i sofaen, helst alene. Kigger ud i haven, nyder roen og lyset. Det er her jeg lader op, og tænker bedst. Når jeg bare får lov til, at sidde uforstyrret.

Vi er startet op efter ferie. Kristian og jeg startede op på job i mandags, mens ungerne ventede til onsdag.

På mandag skal Ebbe starte i skole, 0b, med alt hvad det indeholder. Han er utroligt spændt, men også meget nervøs. Han er en følsom dreng, der gerne skal forberede sig på al ting, og gerne vil have kontrol over hvad der skal ske. Det er ikke nemt at skulle starte på noget nyt og anderledes. Vi prøver at snakke meget om det hele, og støtte og guide. Puh, det bliver spændende. Han har været ude og købe en skoletaske. En flot en, med fodbold på. Meget stolt er han. Den har mange rum, plads til det hele. Det skal nok gå alt sammen.

Otto er allerede godt faldet til i børnehaven igen. Han er altid happy-go-lucky. Ikke så meget ballade med ham. Altid glad, nogle gange fræk. Lige som det skal være.

Weekenden står for døren. En skøn en af slagsen. I morgen henter jeg Kristian inde på job. Vi skal spise et “anderledes” sted. Mere ved han ikke, og mere får I ikke at vide. Men jeg lover billeder, hvis nogen mangler lidt inspiration, til en aften ude, i løbet af august måned.

Ungerne skal sove hos farmor, så dem henter jeg, når jeg har løbet en tur lørdag morgen. Vi skal hygge det meste af dagen. Men om eftermiddagen forlader jeg familien, for endu engang at drage mod København. Vi er fem tøser, der skal mødes på Ofelia Plads. Håber på lidt sol, for vi har kold hvidvin med. Sol og hvidvin passer unægteligt godt sammen. Senere skal vi ud og spise. Er sikker på, at det bliver ganske lystigt. Måske der ryger nogle sjove billeder på Instagram?!

Nu vil jeg tænde for Netflix – er nået til 5. sæson af “Homeland” – stadig en varm anbefaling herfra.

God weekend allesammen – mon I skal noget sjovt?