Ironman Barcelona – når det slet ikke går som forventet…

Drømme og livsmål

Første gang Kristian sagde til mig, at han gerne ville lave en ironman, sad vi på en strandbar i Barcelona. Det var under VM i 2010 og vi havde set hinanden et halvt års tid. Det var første gang vi rejste sammen. De viste fodbold på storskærme, og vi drak hvidvin og kolde øl. Fødderne godt plantet i sandet. Et par drinks. Lidt tapas. Noget mere hvidvin. Vi fik solbrændte skuldre, røde kinder, højt humør. Dag blev til aften. Aften til nat. Vi talte om stort og småt, om hvor vi kom fra og hvor vi gerne ville hen. Om drømme og mål i livet. Kristian havde spillet fodbold siden han var lille, løbet flere marathons, men drømmen var, at lave en Ironman. ”Go for it” sagde jeg, for man skal følge sine drømme, det tror jeg gør en mest lykkelig i livet. Den dag, med solen i øjnene og vinen i blodet, gjorde jeg mig ikke så mange tanker om, hvad det indebærer at lave en ironman. Eller hvad det ville betyde for mig, at være kærester med en der skulle træne op og gennemføre en ironmandistance. – Det lærte jeg til gengæld senere…

I efteråret 2014 ville en af hans tidligere fodboldkammerater, Morten, i gang med at træne til sin første ironman. Kristian ville gerne træne med. Han havde langt om længe indstillet fodboldkarrieren og trængte til et nyt mål. Han ville gå i gang med sin største udfordring: svømning. At lære crawl. Vi havde Ebbe på 2 år, og jeg var gravid med vores 2. barn. Termin januar 2015. Kristian mente derfor [tak for det], at det ville være urealistisk med to helt små børn, at skulle gennemføre en ironman sammen med Morten i august 2015. – Men han gik i gang med træningen. De meldte sig ind i en triklub og fik svømmeundervisning et par dage om ugen. Cyklede nogle lange ture.

Året kom og gik. Vi blev en mere i hustanden og i august 2015 heppede vi alle på Morten i København, da han gennemførte sin første ironman. Kristian var med hele dagen. Fra triatleterne  hoppede i vandet om morgenen, til de løb trætte i mål om aftenen. Jeg var kørt hjem med drengene, da Morten løb over målstregen, men Kristian var der, og mon ikke han fik endnu mere blod på tanden!

København

Han tilmeldte sig i hvert fald Ironman i København 2016. Han købte sig en tricykel og gik for alvor i gang med træningen. Fik lagt en træningsplan og fulgte den nøje. Et sted mellem 8 og 10 timer blev der trænet om ugen. Der var træning de fleste af dagene – hverdage og weekenddage. Hvordan vi fik det til at passe ind med to små unger ved jeg ikke. Men på en eller anden måde forsøgte Kristian hele tiden at lægge sin træning, så det belastede mig mindst muligt. Han kunne cykle til/fra job. Svømmede om aftenen eller tidlig morgen. Trænede midt på dagen i weekenden, når baby Otto sov til middag. Blev sat af på vej hjem fra familiekomsammen, og løb de sidste 12-15 km. Og jo – der var tider, hvor det hang mig langt ud af halsen, at han skulle afsted til træning, men på en eller anden måde lykkedes det hele alligevel. Når vi havde udfordringer med drengene, var det sporten – træningen – der gav Kristian et frirum. Når han kom retur, havde han overskud til at tage over. Det hjalp både ham og jeg.

August 2016 gennemførte sin Kristian sin 1. Ironman. Solen skinnede det meste af dagen. Hele familien var samlet i København. Forældre, bonusforældre og svigerforældre. Søskende. Børn. Men også venner, kollegaer, tidligere kollegaer, gamle fodboldkammerater. Rundt på ruten stod de, og heppede ham i mål på hans marathon. Tiden blev 9.38, og racet var gået over al forventning hele dagen igennem. Hold op hvor var han stolt, glad, taknemmelig, lettet, ekstatisk over, at det var gået så godt. Jeg tror ikke der gik meget mere end en uge – måske 14 dage… så havde han tilmeldt sig året efter.

Ironman Barcelona 2018

Efter to stævner i København, blev planen, at 2018 skulle være anderledes. Kristian havde frem mod ironman i København 2017 trænet sammen med Jim, som lavede sin første ironman den sommer. Sammen ville de, i 2018, tage til Calella og lave “Ironman Barcelona”. En fortræffelig plan syntes Jims kone [Anette] og jeg. Vi er nemlig veninder, og kunne godt se idéen i at kombinere et stævne med sol, strand og cava. Således blev det; at Jim og Kristian fløj til Calella et par dage før stævnet, mens Anette og jeg fulgte trop dagen før. Børnene overlod vi til bedsteforældre, og vi glædede os til at komme ned til voksentid og et forhåbentligt fuldstændigt fantastisk race. Men sådan skulle det ikke helt være…

Raceday – 7. Okt. 2018 – Calella.  

Kl var 6.47 og Kristian var lige gået ud af hotellet, da det var som om himlen åbnede sig. Tung regn. Et varsel?

Hele ugen havde der været 24 grader og sol i Calella, men nu stod det ned i stænger. Vejrudsigten havde nu advaret os, Kristian havde været bekymret, jeg havde troet på, det ville ændre sig.

Det piskede ned udenfor i tusmørket.

Jeg lå lidt i mørket inden jeg stod op og gjorde mig klar. Anette og jeg spiste morgenmad i restauranten. Lidt hurtigt. Nerverne var allerede ved at indtræffe. Nervøsiteten for om man når det hele. Får set mændende de rigtige steder på ruten. Om det hele går godt. Om noget går galt. Om det bliver den festdag, vi alle håber på…

Anette og jeg gik mod vandet i tørvejr. Ude på havet tittede den flotte morgensol frem mellem skyerne. Solstrålerne spejlede sig flot i vandoverfladen. Luften var kølig. Der var ikke meget vind, men alligevel mange bølger… De første var hoppet i vandet, da vi kom ned til start. De professionelle svømmede med rask tempo i det vilde vand. Det brusede og bankede kraftigt ind på stranden.

Triatleterne løb ud i vandet flere og flere. De blev kastet tilbage af bølgerne og spredt af strømmen. Der skulle lægges kræfter i, ingen tvivl om det.

Der var ikke feststemning på stranden; tilskuerne stod samlet, og betragtede de mange i vandet, nærmest lidt nervøst. Forsøgte at få øje på deres mænd, koner, børn.

Vi havde forventet at svømmeturen ville tage meget længere end normalt, men Jim og Kristian klarede det begge super flot. Jim var først oppe af vandet i tiden 1.03.43 og derefter Kristian i 1.11.43 , kun 3 minutter langsommere end tiden ved hans første ironman i 2016. Imponerende i de kæmpe bølger. Vi fik et glimt af dem begge inden de løb ind i teltet, hvor de skiftede fra våddragt til cykeltøj- og sko.

Afsted på cyklerne de kom.

Anette og jeg gik langs cykelruten hen ad Strandpromenaden og fandt en lille fortovsrestaurant, hvor vi gjorde stop. Drak en cola mens vi observerede de mange cyklister. Store og små. Tynde og – ja; tykke. Det er alle slags typer, der stiller op til en ironman. Nogle fordi det er et livsprojekt, hvor tiden ikke er så vigtig. Det handler om at gennemføre distancen. Andre, der har spenderet tusinder og atter tusinder af kroner på det perfekte udstyr, fordi hver en lille deltaje tæller i kampen om minutter og sekunder.  

Mændenes mellemtider ved 56 km på cykel så fine ud. Godt tempo. Begge omkring 36 km/t i snit. Vi begav os mod rundkørslen, hvor de skulle vende efter 90 km. Her fandt vi et perfekt sted, hvor vi kunne se dem i lav fart, både før og efter rundkørslen. Der var musik og stemning. Vi svingede de medbragte flag og klappede af deltagerne, når de passerede.

Jim kørte først forbi os, masser af overskud, vinkede til os. Kristian fulgte 7 min efter. Samme tempo som Jim. Men han rakte tungen ude, da han kørte forbi. Som for at signalere, at det var hårdt. Hårdt efter 90 km?! Det var lidt for tidligt, og tegnede ikke godt.

Vi gik ned i byen, den gamle bydel. Det var tid til frokost, og jeg havde set et sjovt sted på TripAdvisor. El Roda. Et lille hyggeligt sted, med skinker i loftet og gæsternes navne og tegninger på væggene. Stedet har ligget der i 62 år. På væggen hang et billede af de unge ejere, som nu stod i baren, i en langt ældre version.

Deres speciale er grillkyllinger, de steger over åben ild. Serveret med en kande Cava Sangria. Det hoppede vi på, suppleret med lidt salat og deres lækre brød med tomat.

Alt var super lækkert og sangriaen sad lige i skabet. Stemningen steg som restauranten blev fyldt godt op, og vi blev flyttet fra bord til bar, fordi vi blev hængende så længe efter maden. Hyggede. Snakkede. Grinte. Drak ud.

Da mændenes kom ind fra cykelturen, gik vi ned til stranden for at heppe på løbet.

Jim var smuttet forbi os, så det blev Kristian vi så først. Han så ikke overskudsagtig ud. Vi heppede på ham, da han løb ud på den lange tur.

Med cava i blodet, sørgede vi for god stemning til de mange løbere. De danske flag blev svinget fra side til side. “Venga Venga”. Vi holdt øje med løbernes navne, og hvor de kom fra. “Kom så Mikael” “David, you can do it!!” “Paul, you are an ironman”… “Vamos a la playa, åhhh å å”…”Peter”… “Michelle”… “Josef”… “Go go go”… “Go woman”… “Go Sweden”…

Vi fik smil og taknemmelig retur. Et par piger stillede sig skråt bag os med god musik og en ældre herre kom over for at høre, hvor vi var fra, om vi kendte nogen der var med osv. Et kort øjeblik, skabte vi den fest, som det var meningen hele dagen skulle have været.

Alvoren indtræffer

Jim er godt kørende, men allerede da vi ser Kristian igen, ved vi den er helt gal. Han er nede og gå. Min mand, hvis bedste disciplin er løb. Min mand som løber en Marathon på under tre timer. Han er nede og gå. Han har ikke engang løbet 15 km!!!

Jeg løber ham i møde og går med ham. Han er dårlig, ved ikke om han skal stoppe. Har lyst til at sove. Jeg har svært ved at vurdere om jeg skal opmuntre ham, eller jeg skal få ham til at udgå.

Han vil give det et forsøg. Sætter i løb og afsted.

Jeg bliver urolig for ham… løber ud langs ruten, for at møde ham tidligere. Han får øje på mig, og skifter tempo fra løb til gang. Der er fuldstændig udsolgt, men stædigheden i ham vil ikke slippe. Han nægter at have trænet så længe, og så bare udgå. Nægter at give op, når han har gjort så meget, for at blive klar til distancen. Været væk fra mig og fra ungerne. Men han er sløj. Jeg husker ham på børnene derhjemme. Han skal ikke gennemføre for dem, han skal lytte til sin krop, og være sikker på at komme hjem til dem i stedet. Jeg er bange for, at han venter på at kroppen selv siger stop. At han han vælter om. Vi går et stykke sammen, så løber han lidt igen. Han lover mig at passe på.

Da jeg ser ham sidste gang, løber han ud på den sidste runde. Han mangler 11-12 km. Han lover mig, at han vil gå en del, spise ved alle depoter. Nu vil han bare i mål.

Jeg finder Anette, som jeg efterlod tidligere. Hun er klar på opløbsstrækningen, for at se Jim komme i mål. Stemningen er fed. Masser af god musik, folk hujer og hepper, når løberne kommer i mål. “You are an ironman” råber kommentatoren gang på gang i højtalerne. Jim er træt, men kommer glad i mål i tiden 9.48.03 En brøkdel hurtigere end hans første ironman. Omend han havde håbet på en lidt hurtigere tid, er han godt tilfreds, da han passerer os og løber ind i teltet bag målområdet.

Det begynder at regne. Kristians mellemtider er ikke prangende og bærer præg af, at han er nede og gå. Jeg har ondt i hjertet over, hvor ærgelig jeg ved at han er.

10.53.15 løber Kristian i mål. 5 kvarter langsommere end hans mål. Men en vanvittig flot tid, taget omstændighederne i betragtning. Længe leve viljestyrke. Viljestyrke af jern. 

Efter løbet…

Vi skynder os alle hjem til hotellet. Kolde af regnen går vi i bad på skift.

Kristian hoster, og mens jeg er i bad, kommer der blod med op. Jeg har været nervøs for ham hele dagen, det ændrer sig ikke nu.

Vi henter cyklerne, og mens Jim og Anette går ned for at få noget at spise og drikke, går Kristian og jeg mod skadestuen. Heldigvis ligger hospitalet nærmest skråt bag hotellet.

Efter lidt tid i venteværelset, kommer vi relativt hurtigt til. Vi forklarer situationen. Kristian har slugt en masse vand på svømmeturen.  Han har været dårlig hele dagen. Føler han har haft svært ved at trække vejret på løbeturen, og har efterfølgende hostet blod op.

Det hele bliver taget meget alvorligt. De kører afsted med ham i en kørestol, og jeg bliver henvist til venteværelset. Spiser et par kiks, [sikke en sejrsmiddag!!] og læser ukoncentreret i et dameblad.

Senere kommer jeg ind, og hører hvad lægen siger. De mener, at det slugte saltvand, har dannet en kemisk reaktion i hans lunger, en inflammatorisk tilstand. En slags akut lungebetændelse, der er kommet et par timer efter svømmeturen, hvilket passer godt med hans åndedrætsbesvær. Lungerne har simpelthen ikke kunne give ham den ilt, han skulle bruge.

De har taget blodprøver, EKG, røntgenbilleder mv. De er bekymrede og vil beholde ham natten over, hvor han skal sove med en iltmaske, for at få masser af oxygen i lungerne.

Træt [og ulykkelig] går jeg hjem til hotellet ved midnatstide. Det var meningen at de mange måneders intens træning skulle kulminere i et brag af en fest, et fedt race, og champagne og hygge bagefter. Det her, er så langt fra, vi overhovedet kan komme.

Mandag

Efter morgenmaden, går jeg op til Kristian på skadestuen, som nærmest ikke har sovet hele natten pga. den store iltmaske, og sikkert også en masse bekymringer og ærgrelse.

Lægerne mener han har vand i lungerne og er bekymret for hans hjerte. De vil ikke udskrive ham, men beder os om at kontakte rejseforsikringen. Vi er begge pressede. Jeg adviserer familien, får talt med rejseforsikring, jobs mv.

Efterfølgende hjælper Jim mig med at pakke Kristians cykel ned, så vi kan tage den med hjem for ham.

Lægerne har sagt at de forventer, han skal blive der 3-4 dage. Måske vil de dog overføre ham til Barcelona, for at få en kardiolog til at tjekke hjertet.  Det hele er lidt mere end vi kan overskue.

Jeg spiser frokost med Jim og Anette på stranden. Fed strandbar, lækre burgere. Masser af triathleter og god stemning. En ældre herre på 60+ kommer gående med blomsterkrans om halsen. Alle klapper og hujer. Congratulations. Han skal til Hawaii.

Men humøret hos mig er helt i bund, jeg er ked af det. Kristian og jeg er enige om, at jeg er nødt til at tage hjem til drengene. De har allerede været uden os, i mange dage.

Men hvordan efterlader man lige ham man elsker, på et hospital i et andet land, når man ikke er helt sikker på tilstanden.

Eftermiddagen og aftenen er jeg hos Kristian. Vi snakker, griner og græder.

Han har det fint. Har ikke ondt nogen steder. Han har sovet kort om eftermiddagen, og fået mere farve i kinderne. Umiddelbart er vores indtryk, at de ikke længere er så bekymret for hjertet, og inden han bliver rykket til en hospitalsstue, siger en sygeplejerske til os, at han forventer at Kristian kan blive udskrevet indenfor 24-48 timer.

Om aftenen siger vi godnat og farvel. Han har fået sin taske og alle sine ting. Jeg har handlet kage, chokolade, sodavand, karameller, vingummi, frugt og mere kage til ham. Så løber han da ikke tør med det samme. Vi andre skal med taxa til lufthavnen næste morgen. Hvornår Kristian kan følge efter er endnu uvist.

Jeg er dårlig. Har igen ikke spist aftensmad, stresset og ked af det. Ikke lige det vi drømte om, da vi aftalte Ironman i Spanien. 

Træt går jeg tilbage til hotellet, og efter endnu en dårlig urolig nat, tager vi tirsdag morgen i lufthaven og flyver hjem til Danmark.

Morale

I dag torsdag er Kristian blevet udskrevet. Med en hel masse piller han fortsat skal tage. Ligesom han skal passe på sig selv og ikke træne helt ekstremt den nærmeste fremtid. Han kommer hjem i morgen, og jeg glæder mig så meget!

Mange af os kan kan godt blive enige om, at det er vanvittigt imponerende, at gennemføre en Ironman på under 11 timer, når man nærmest ikke kan trække vejret de sidste 5. Utroligt hvor meget kroppen kan holde til, når viljestyrken holder ved. Når det være sagt, så bør denne fortælling også være en reminder om – at hvis du ikke selv siger stop, så gør din krop det måske for dig. Og ingen medalje bør vindes, med helbreddet – livet – som indsats. 

Villa Strandvägen – om et hus med 7 værelser…

Vi parkerede på parkeringspladsen bag ved Villa Strandvägen omkring kl. 14.
Et stort og henrivende hvidt træhus med grønne vinduer, flere terrasser, udemøbler, planter og masser af charme.
Solen skinnede og vi spiste en medbragt sandwich på terrassen, mens værelset blev gjort klar. Skønt med lidt luft, efter et par timer i bilen. Midt mellem masser af høje træer, ligger villaen i meget idylliske omgivelser. Smukt.

Man får en hjemlig følelse, når man træder ind i selve villaen. “Receptionen” består af et lille bord med en laptop i entréen. Her blev vi mødt af en sød ung pige, som udstyrede os med nøglekort til vores værelse, inden hun viste os indenfor, så vi kunne se, hvor vi skulle tilbringe natten.
Villaen har kun 7 værelser, de fleste med egen lille terrasse eller balkon.
Billederne på hjemmesiden, havde ved booking, set ret flotte ud, men man ved jo reelt aldrig rigtig hvad man får, før man er der. Skuffede blev vi ikke!!

En stor og blød seng, med store lækre dyner og puder fyldte det meste af værelset. Morgenkåber og klipklappere. Lille minibar på væggen; chips, kaffe og the, juice – alt inkluderet i prisen..
Der hang store lækre efterårsjakker, paraplyer samt en kurvetaske, i fald man havde behov for at låne, når man skulle hen og bade på Ystad Saltsjöbad.

Vi pakkede ud, klædte om til badetøj og drak et glas koldt hvidvin.
Så spadserede vi afsted i de lækre badekåber og hvide klipklappere.
Lidt ned af vejen – 100 meter estimeret – til spaen.

Jeg har hørt meget om Ystad Saltsjöbad. Set mange flotte billeder. Og jeg må sige, at det er også virkelig et smukt sted. Lige ned til vandet og den store brede badebro. Udenfor var der 4-5 forskellige små boblebade, hvilket gjorde, at vi kunne få en helt for os selv. Luksus.
Også indenfor var der flere store pools med vandtemperaturer på 34-36 grader. Lækkert.
På førstesalen i den store flotte bygning, med masser af vinduer, ligger der en lille bar. Vi købte en flaske hvidvin og gik ind i det store rum, med senge hele vejen rundt i kanten. Masser af vinduer og uendeligt meget lys. Med udsigt til stranden og vandet, lagde vi os i en af sengene ud mod endegavlen, og nød synet af bølgernes brusen og solen der spejlede sig i vandoverfladen.
Lav beroligende spamusik spillede i højtalerne og gæsterne i stuen, hviskede sagte, når de talte sammen.
Vi fik diskuteret verdenssituationen mens vi nød den afslappende atmosfære og kom helt ned i gear.

Efter nogle rolige timer, gik vi retur til Villaen, hvor vi efter et hurtigt bad og omklædning, var klar til middag i restauranten beliggende i stueetagen.

En stor hyggelig stue, fører ind til restauranten, som minder mere om en stor dagligstue end en egentlig restaurant. 8-10 små borde og køkken med kogeø, komfur mv. i hjørnet.
Så intimt og nærmest familiært.

De var tre kokke/tjenere på arbejde, og med fortryllende svensk accent, spurgte den unge tjener ind til, hvad vi ønskede at drikke til vores tre-retters menu. Vi blev enige om at starte med champagne, og derefter følge deres vinmenu. Et valg vi ikke kom til at fortryde.
Inden første ret, blev vi forkælet med rødbedemarengs og derefter villaens signaturret: østers. Begge dele gik godt til champagnen, omend vi blev enige om, at de store østersfans bliver vi nok aldrig.
Der var hummerbisque til forret og lam til hovedret. Serveret med lækker hvid- og dernæst rødvin. Mums. En lille predessert inden vi tilkøbte lidt ost, og sluttede af med lækker dessert, der blev akkompagneret af en skøn iscider/isvin. Ikke for sød, som frygtet, men med en kraftig duft af æbler, nærmest som nypresset most.
Godt mætte og trætte gik vi til værelset og fald omkuld i den bløde seng.

En skøn skøn dag, et helt fortryllende sted.

I morges stod vi op til efterårsvejr, og den mest fantastiske morgenmad, jeg længe har fået. Kogeøen var fyldt med lækre fristelser, rejesalat, laks, avokado, ost, pølse, grøntsager, frugt, brød.
Der var juice og yoghurt, musli mv.
En sød sød kok tog imod os, og berettede at hun ville lave lidt æg, bacon og pølser til os.
Vi lavede os et par tallerkner med lækker morgenmad, og satte os til bords. Lidt efter kom hun med en lille stegepande, med frisklavet røræg med mascarpone og purløg, pølser og bacon. Smukt og autentisk. Det smagte skønt. Vi sluttede af med et par mini croissants og små hjemmelavede pandekager, hvorefter vi gik på værelset og pakkede sammen.

Det blev til en lang gåtur langs vandet inden vi kørte hjem. Der var store bølger og utrolig megen vind. Så vi blev godt blæst igennem. Men det trængte vi også til efter al den skønne mad og lækre vin.

Villa Strandvägen – du er da det mest charmerende lille sted, jeg nogensinde har boet. Om vi kommer igen? Det kan du tro.

I morgen trækker jeg stikket…!

Hamsterhjul… nej tak… og alligevel føles hverdagen sådan ind i mellem. Hold op jeg synes der er pres på. Med ungerne på 3 og 6. Skoleopstart, der fortsat trækker tænder ud for storebror. Møder med lærere, sundhedsplejerske, forældremøder. Legeaftaler, forældrearrangementer. Lillebror i børnehave, gymnastik, svømmehal.
Aflevering og afhentning, madlavning. Tid til træning. Nåh ja – og arbejde – det skal der faktisk også være tid til…

Om mindre end 14 dage, skal Kristian lave sin 3. Ironman. I Calella. Fokus ligger på den sidste træning, at komme helt på plads. At få den nye cykel til at spille maks.

Det bliver spændende, om det hele kommer til at gå op i en højere enhed. Forhåbentlig er vejret godt, bølgerne små og vinden ikke-eksisterende. Vi håber skulderen ikke gør ondt, at cyklen bare drøner derudaf, så der er masser af overskud på løbet.

Når racet er gennemført skal det fejres med vin og god mad. Måske ikke samme aften, men i hvert fald dagen efter…

13 dage er der til… 10 dage til Jim og Kristian flyver til Spanien. 12 dage til Anette og jeg følger efter. 12 dage mere i Hamsterhjulet, med den sidste intensive træning, børn og work.

Eller faktisk ikke helt. For i morgen trækker jeg stikket… i hvert fald for en stund.
Jeg har nemlig en aftale med en veninde. Skal hente hente ved metroen på Amager over middag, inden vi kører til Sverige. Den står på spa, god mad og vin… migtid. Venindetid. Halleluja!!!

Hvordan trækker I stikket i en travl hverdag?

So long…

Cph Half – om 21,1 km i hovedstaden…

Jeg må indrømme at motivationen ikke var stor i morges, og troen på egne evner lå på samme niveau. For selvom jeg har fulgt en løbeplan, så synes jeg ofte at benene har været tunge og kondien i bund.

Det var en af de der dage, hvor jeg havde sovet virkeligt dårligt, kom afsted i de forkerte løbesko og missede toget, da jeg kom til stationen.

Afsted kom jeg dog. Med toget til Østerport station, og på gåben ned til Øster Allé ved Parken, hvor startskuddet til Copenhagen Half skulle lyde 11.15.

Jeg fik afleveret min rygsæk og gik lidt rundt mellem de mange løbere, der stod klar til at blive sendt afsted. Overvejede at stille mig bag 2:05 ballonerne, men gik lidt fremad og endte et par meter før 2:00. Jeg vidste at det var for optimistisk, at kunne komme under 2, men tanken var, at jeg kunne løbe med dem en del af turen, for at holde fart, så længe som muligt. Faktisk var 15 km planen… og håbet, at komme under 2.10.

Allerede ved 3 km, var gruppen med de gule 2-timers balloner, ved at overhale mig, så jeg måtte sætte lidt tempo i benene, for at holde dem i skak. Det lykkedes, og i lang tid, hjalp de mig til at holde farten.

Solen skinnede og vejret var skønt, til tider lidt til den varme side, men bestemt ikke noget at klage over. Masser af tilskuere, musik, tilråb. To gamle damer klædt i guld. klappede og heppede. Vi løb ud af Nørrebrogade og drejede ved stationen ud mod Frederiksberg ad Nordre Fasanvej. Kroppen var god. Tempo fint. Overskud ok.

“Eksamen er en festdag for de velforberedte”… kender I det udtryk…? Mens jeg løb der, tænkte jeg, at det jo gælder til eksamen – men også i sportsbegivenheder som denne. Er der trænet nok, bliver finalen en fest, hvis ikke, kan det blive en langvarig kamp. Jeg har som sagt fulgt en løbeplan – men er uden tvivl gået for sent i gang med at træne – og nu skulle det altså vise sig, hvor godt det ville gå.

Da vi drejede ned af Godthåbsvej overhalede vi en løber, med en kæmpe højtaler på ryggen. Anslået 60*40*25 i mål. Den må have været virkelig tung. God musik, dog.
Sådan er der altid til løb, nogen der finder på et eller andet skørt.

En ældre dame, havde taget stol med, og sad med åben mund og fulgte med, når de mange tusinde løbere passerede forbi. Mon det er mig om 40 år? Siddende der, mens man tænker tilbage på dengang, man selv havde kræfter til sådan en tur?

Playlisten var lavet klar til dagens løb – med alt muligt blandet. Faktisk havde jeg forsøgt at vælge numre, som jeg tidligere havde hørt meget. Forhåbentlig kunne tankerne rejse lidt tilbage i tiden, til begivenheder i fortiden, med det formål at få fokus væk fra løbet, træthed og ømme stænger, hvis der var behov for det. Reamon’s “Supergirl”, fra dengang jeg boede i Sønderborg, Aqua fra de helt unge dage. “I Gotta Feeling” -med Black Eyed Peas, fra verdens fedeste skitur, “Fest” med Morten Breum og Nik & Jay, med mindet om en sommerhustur i Vig… – og en hel masse andre beats.
Ind i mellem røg høretelefonerne dog ud af ørerne, for bedre at kunne opfatte stemningen og tilråbene i Københavns gader.

Ved 11 km overhalede ballonerne mig i et øjebliks uopmærksomhed. Det længste ben måtte forrest, og tempoet op. Passerede ballonerne og skabte et lille forspring. Der var stadig lidt fart tilbage i stængerne… Op ad Ingerslevgade og ud forbi ved Fisketorvet. Kalvebodbrygge. Ved 13 km pressede bankede ballonerne endnu engang på og en sidste gang, løb jeg fra dem. Ved 14,5 km lod jeg dem passere. Der var ikke overskud til mere tempoløb.

Jeg fandt et nyt tempo – langsommere javist, men stadig acceptabelt. Var nede at gå ved de sidste to væskedepoter, fyldte op med energidrink. Og selvom jeg så småt havde ondt i ben, fødder, ryg… og røv, var jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skulle kunne løbe hele vejen i mål.
Jeg gik efter 2:05 – og nåede det næsten.

Ud af Strandboulevarden og ind af Østerbrogade. Pludselig var der ikke langt til mål. De to damer klædt i guld, var der endnu engang. “Kom så, Kom så…”

2:06:03 løb jeg over målstregen, og kunne ganske tilfreds konstatere, at jeg havde gennemført mit 3. halvmarathon. Ikke under 2 timer, som målet var, da jeg oprindeligt startede op… men når man går fra 3 til 21 km på ti træningsuger, så kan man vist ikke være andet end tilfreds.

Jeg er i hvert fald…

Om Falkenberg Strandhotel…

Havet brusede og der var en god vind, da vi ankom til Falkenberg Strandhotel, en times kørsel nord for Helsingborg i Sverige.

Det store hvide strandhotel ligger helt ud til vandet, skøn bred strand og mens værelset blev gjort helt klar, gik vi en tur ud på den lange badebro.

Der var skum på bølgerne, men solen tittede frem mellem skyerne og spejlede sig i vandoverfladen. Smukt.

Indenfor i varmen, var der ikke sparet på noget. Interiør og design – der var tænkt på alle små detaljer. Store Chesterfield møbler, pejs med ild i. Slidte bøger af ældre dato, gamle lamper, antikke kameraer, kæmpe lysekroner… alt gik op i en højere enhed, og var nøje sammensat for at give en følelse af luksus, hygge og bekvemmelighed. Der lød en sød musik, den der spa-agtige, som gør at kroppen automatisk skifter ned i et lavere gear, og begynder at slappe mere af. Kristian fik en kop kaffe i en af de store sofaer, inden vi fik nøglen og gik op på vores værelse.

Vi havde bedt om et værelse ud til vandet, og alligevel blev jeg næsten overrumplet af det lysindfald der væltede imod os, da vi åbnede døren og trådte ind, hvor vi skulle tilbringe natten. Fra det store vindue, og terrassedøren ud til den lille altan, væltede lyset ind.

Jeg åbnede glasdøren, og lyden af havet, var alle pengene værd.

Vi havde kage med hjemmefra. 1 år gammel kage!!! Taget op af fryseren samme morgen. Bryllupskagen, fra festen for et år siden. Fra dengang vi stod i haven derhjemme, i regnvejr, og sagde ja til hinanden, foran venner og familie, inden den store lykke eksplodere i fest og spas natten lang.

Jeg åbnede en flaske Rose Cava og hældte op i de medbragte glas. Skar kage ud. Placerede det hele på det lille hvide træbord på altanen. Og så sad vi ellers der, mand og kone, i hver vores kurvestol, og skålede, til havets brusen, med vind i håret, og talte om året der var gået, og forventninger til det næste.

Efter at have pakket lidt ud, og skiftet til badetøj og store morgenkåber, gik vi ned i spaen. Der var udendørspools, orangerie, boblebad. Indenfor, i “drivhuset”, var der stor opvarmet pool og ild i pejsen. Der var bar og hyggelige kurvestole med lækre puder. Store senge, på ræd og række, der indbød til total afslapning. Måske akkompagneret med en kold drink, eller lidt let tapas.
Selvfølgelig tilsat let og behagelig spamusik i højtalerne til stor forkælelse af øregangene.

Vi tilbragte et par timer i spaen,  inden vi klædte om til middag i restauranten. Også her, er der ikke sparet på indretning og design. De store panoramavinduer gav fuld udsigt til havet, og til den smukkeste solnedgang.

Tjørnene var søde og kompetente. Maden var fantastisk. Med i vores “spa-pakke” var en tre-retters menu, og vi kunne frit vælge fra menukortet, som var spækket med  gode forslag. Vi valgte; carpaccio, muslinger, entrecote, lammeryg, chokolademousse og creme brulee. Vi spiste det hele med største nydelse, samt kold hvidvin til. Jeg skyldte nok lammet, at have valgt en fyldig rødvin, men den hvide smagte skønt, så det må blive næste gang.

Falkenberg Strandhotel er i sandhed et helt fantastisk sted. Jeg forestiller mig det er skønt om sommeren, hvor man også kan ligge ude i strandstolene. Men jeg forestiller mig også, at det er perfekt om vinteren, i den opvarmede glasstue, med mørket omkring og udkik til kulden.
Det var et dejligt sted at opholde sig, kun Kristian og jeg. Men en flok tøser på tur, ville helt sikkert også nyde det hele til fulde!

Et er sikkert…:

we will be back – someday.

Mind the gap – om dengang jeg flyttede til London.

Da jeg var færdig med gymnasiet forsatte jeg med at arbejde i Kvickly. Jeg gik op i tid, så jeg kunne spare penge sammen. Jeg boede stadig hjemme og drømmen var at flytte til London med et par veninder. Bo og arbejde der i 6 måneder.

Jeg havde en en bog, med alt muligt inspiration til, hvad man kunne lave efter gymnasiet. Jeg husker ikke meget af det, der stod i bogen. Ud over at man kunne arbejde for Disneyland i Paris [det gjorde Rikke fra min gymnasieklasse faktisk] og flytte til London. Men der har sikkert været alle mulige forskellige spændende ting,
adresser mv.

Jeg havde forelsket mig i tanken om at flytte til London, til trods for, at jeg aldrig havde været der før. Jeg fik solgt ideen til to veninder, hvoraf den ene solgte den ydermere til to andre, således var vi fem der tog afsted. Lykke og jeg havde ikke noget arbejde planlagt, inden vi rejste afsted, men jeg havde haft jobs det meste af mit teenage/voksenliv, så antog at der også var et job til mig i London.

Min veninde Karina, var ved at uddanne sig som tjener, og kunne derfor tage sin første praktikperiode i London. Hun fik arbejde på den lækre restaurant “1 Lombard Street”. Hendes to veninder Gitte og Tine, der begge var under uddannelse som kokke, fik ligeledes jobs på lækre restauranter.

I januar 2001 fløj vi over Nordsøen med kufferterne fyldte med tøj og sager hjemmefra. Nogle havde mere med end andre. Gitte havde, så vidt jeg husker, en ekstra kuffert, kun med sko.

Vi kom til at bo i et lille rækkehus ude ved stationen Turnpike Lane, som ligger på den blå undergrund linie – lidt længere ude end Arsenal. Nedenunder var der et værelse med en dobbeltseng og en enkeltseng, her sov Karina, Lykke og jeg. Der var et spisebord med stole, tv og kommode. Der var også et fælles køkken.
På første sal, der toilet/bad og værelser. Her sov Gitte og Tine i et lille værelse, hvor de delte seng. Der var endnu et værelse i huset, men det blev på skift lejet ud til andre rejsende, som vi ind i mellem, havde glæde af i køkkenet.

Det var super hyggeligt i huset. Vi var alle væk hjemmefra, og støttede hinanden. Vi røg cigaretter i køkkenet, drak øl. Kokkene lavede lækker mad, som vi spiste ved spisebordet inde på værelset.

Allerede en af de første dage, jeg var på udkik, kom jeg til jobsamtale i en tøjbutik på Oxford Street, og blev ansat.
Jeg kan huske, at jeg måtte investere i et par sorte flade sko, for at stå i butikken. Det var et krav. Købte også en turkise sweater i tøjbutikken, så jeg blendede ind i bland de andre ansatte. Jeg kan forestille mig, at jeg sikkert ikke havde en masse smart tøj, som de andre i butikken. Det har jeg aldrig gået så meget op i.

Jeg arbejde i butikken i 2 dage. Det var røvsygt. Jeg lavede ikke meget andet end at tørre lidt hylder af og lægge lidt tøj på plads, når kunder havde prøvet det på, men ikke ville købe.
Kunne fornemme et hierarki i butikken. Først var man ansat “på gulvet”, senere kunne man betjene kunder, endnu senere stå ved kassen osv osv.
Det var simpelthen for kedeligt for mig!

Onsdag på min fridag, og tog jeg en tur i Covent Garden. På Saint Martins Lane, søgte pubben “Rat and Parrot” en bartender. Der var “try out” torsdag, hvis jeg var frisk. Det var her, de så en an, og besluttede om man var værd at ansætte.
Jeg tog chancen. Ringede til tøjbutikken og lod dem vide, jeg ikke kom på job, og tog så til “try out” på pubben.
Ansat blev jeg. Sådan!!! Bye bye tøjbutik.

Jeg kunne godt lide jobbet på pubben. Det var også her jeg mødte Carin Petterson fra Norge. En ung pige, der ligesom mig, var rejst til storbyen.
De boede en hel flok norske piger i en lille lejlighed tæt på Marbel Arch for enden af Oxford Street. De sov i køjesenge og kom hinanden ved. De levede drømmen og var et sjovt bekendtskab.

Dagsvagterne på pubben fungerede på den måde, at man mødte ind om formiddagen, havde fri et par timer midt på dagen, for så at tage hjem først på aftenen.
Det gav mig mulighed, for at snuse lidt rundt i kvarteret, i den lange frokostpause. Jeg vandrede rundt i den kolde fugtige luft. Indåndede London. Billetboderne til musicals, turisterne der vandrede op og ned af Leicester Square, spiste durum og pomfritter. Statuerne, busserne og duerne på Trafalgar Square. Covent Garden, gademusikanter, boder, restauranter.

Aftenvagterne, var jeg ikke så vilde med. At stå der, og servere øl og vin til stive posh piger, der utålmodigt bestilte den ene drink efter den anden. Jeg kunne ikke helt følge med, og der var mega stress på… ej, aftenvagterne var jeg altså ikke vilde med.

Jeg bøvlede også med så forfærdeligt meget hjemve. I skal huske på, at jeg kom direkte hjemmefra fra trygge rammer i kernefamilien, til at være “alene” afsted i storbyen. Lykke var taget hjem allerede efter et par uger. Hjem til familie og kæreste, afstanden var ikke for hende.

Karina trivedes i London. Var sjælendt hjemme. Hun kom med i det store netværk i restauranten. De var mange unge, fra mange lande. Jeg kan huske, vi mødtes en aften i den flotte bar på 1. Lombard Street. Restauranten var lukket, de sidste gæster taget hjem. Vi drak drinks og socialiserede inden vi tog i byen. Der var knald på. Det var sjovt.
Endte til en efterfest i en lille lejlighed, somewhere i London. Man kunne mærke man levede.

Dagene gik på pubben. Jeg tog metroen ind om morgenen, en halvlang tur, der føltes kort, fordi jeg ligesom mange andre af de indfødte, havde udstyret mig med en god roman, som jeg læste undervejs.
Jeg var ikke begejstret for pubmanageren og han var sikkert ikke begejstret for mig.
Hjemveen voksede.

Kan ikke huske hvordan, men kom i snak med en gut, som arbejdede i et jobcenter oppe på Oxford Street. Han mente, han kunne skaffe mig et bedre job.

Og han skaffede mig faktisk et job.

Pubben blev skiftet ud med et fancy træningscenter beliggende lige ved siden af jobcenteret; Holms Place.
Hvis jeg havde været en smule malplaceret på pubben, så var jeg det nok endnu mere i her. Hahah… jeg tror aldrig jeg havde været i et fitnesscenter dengang. Forstå mig ret, jeg er ikke stor og fed, men altså, jeg havde gået til badminton, håndbold, fodbold, som alle de andre i den lille provinsby jeg voksede op i. I perioder lavede jeg ikke noget, og et fitnesscenter, havde jeg helt bestemt ikke benyttet mig af.

Jeg blev anbragt i receptionen, hvilket jeg godt selv mente, jeg kunne magte. Jeg havde i perioder været alene i kundeservice i Kvickly, så var vant til at betjene alle mulige slags kunder.
Så der stod jeg, og sagde “Hello and welcome” når kunderne kom, og “Goodbye and thank you” når de tog hjem igen. Da Rene Dif smed sit håndklæde i kurven ved siden af mig, skiftede jeg “goodbye” ud med “farvel,” og han kiggede overrasket på mig.. Hans “farvel…” kom retur med et smil. Jeg var ikke til at skyde igennem. Aqua var stadig kæmpe stor dengang!

Nå, men jeg blev fyret! Eller… jeg blev vel ikke rigtig ansat…?!? Jeg var der to dage…

De efterlod mig alene i receptionen en hel eftermiddag. På min anden dag!! Husker det som om, der var et internt møde, og så fik jeg ellers lov til at stå der, og styre løjerne.
De havde en hel remse, man skulle sige, når man tog telefonen… noget a la: “Welcome to Holmes Place, this is Ida speaking, how may I help you..” og ved en fejl, tog jeg fejl af et intern og et eksternt kald, og fik ikke sagt hele remsen… og så viste det sig, at det var en manager fra et andet sted, jeg havde haft i røret… uheldigt! Det, og sikkert andre fodfejl, gjorde at de alligevel ikke kunne bruge mig…

Jeg sumpede rundt i rækkehuset i mange dage… kedede mig. Havde forfærdelig hjemve. Handlede ind i Tesco. Spiste toastbrød med en skrigrød salamipølse, fordi det var det jeg kunne finde, der mindede mig mest om Danmark.

Ind i mellem var jeg med pigerne ude, drikke ‘pints’ og gå på pub. Husker at vi dansede til “It wasn’t me” med Shaggy på det store Hippodrome diskotek, og fik en drink på bøssebar i SOHO.
Gitte og jeg var på seightseeing; Big Ben, Tower of London og meget andet.
Vi så gyserfilm i den kæmpe store Odeon biograf på Leicester Square.
London har så meget at byde på, men jeg kunne i bund og grund ikke rigtig finde ud af det. Savnede alt det derhjemme.

Jeg fik et nyt job. Denne gang i en lille sandwich biks. Der var kontant lønafregning og dårlige vilkår. Måske jeg smurte et par sandwichs, men hovedsagligt stod jeg bare ude i verdens mindste baglokale, og vaskede op i verdens mindste håndvask. Lunkent vand og meget lidt plads. Ejeren var russer eller polak. Hun havde to butikker, og havde arbejdet sig op fra bunden. Hun skyndte på mig og den anden ikke-engelsktalende-ansatte hele dagen. Vi knoklede for pengene.

På min fridag tog jeg ind til midtbyen til et lille rejsebureau. De hjalp mig med en flybillet til Malaga. Det var dengang, hvor man [jeg?!?] ikke bare handlede på nettet!
Nå, men billet fik jeg. For jeg besluttede mig langt om længe for, at jeg ikke ville blive i London. Det var en svær beslutning, for det var en drøm, jeg skulle sige farvel til…
Men pigerne havde deres jobs og netværk, og jeg kunnes bare ikke få det til at fungere.

Mine forældre kom til London sidste weekend i Marts. Jeg ringede til sandwichbutikken og lagde en besked på telefonsvareren om, at jeg ikke kom mere. Jeg viste ‘de gamle’ byen; Buckingham Palace. Oxford Street. Rat and Parrot. Mange af de steder, som stadig står så klart i min hukommelse i dag. Og så fløj jeg til Spanien!

I Malaga, [Fuengirola], havde jeg to gymnasieveninder, som var taget ned, for at bo og arbejde et år.
Selvom London ikke var for mig, var jeg ikke klar til at tage hjem. Så Fuengirola, blev et dejligt varmt 3-ugers stop på vejen. Masser af pigesjov, og byture, men det er en helt anden historie…!

I mange år, så jeg det som et nederlag, at jeg aldrig fandt mig til rette i London og at jeg havde så meget hjemve.
I dag når jeg tænker tilbage, husker jeg mest alt det sjove. Byturene, de forskellige sjove jobs, mange af de mennesker jeg mødte. Måske lykkedes missionen om at bo i London i 6 måneder ikke, men hold nu op, hvor lærte jeg meget om mig selv!

Om housewarming og Netflix…

Det er søndag og jeg er ramt!

Housewarming i Virum igår. Halleluja. Masser af sjove mennesker. Venner. De bedste. Vin. Drinks. Pizza. Musik. Sad under pavillonen på terrassen. Det regnede. Vi havde tæpper om benene. Spillede snyd og Meyer. Terninger. Shots. Rabarbergin. Dansede i stuen. Grinte. Havde lange fuldemandsamtaler, som alle parter sikkert kun husker halvt i dag. Heldigvis. Kom alt for sent i seng.

En stor fornøjelse.

Der her været ro på herhjemme hele dagen. Ungerne har bare sumpet rundt. Leget. Hygget. Slappet. Stort set ingen konflikter, og masser af selvstændighed. Helt fantastisk for de trætte forældre, der ikke var særligt overskudsagtige.

Jeg så de sidste afsnit af sæson 7 af Homeland. Spænding til det sidste. Og nu, den der tomme følelse i kroppen, jeg får, når jeg har afsluttet en serie. Man har fulgt karaktererne så længe. Carrie. Saul. Peter. Levet sig helt ind i deres verden af konspirationsteorier, hemmelige møder og uigennemskuelige agendaer. Og så er det slut. Jeg tænker det hele igennem igen og igen, for at lave min egen afslutning… sådan gik det nok med ham… og hun gjorde nok sådan efterfølgende… men hvad mon med ham den anden… hahah… ja, det kan der godt gå en dag eller to med.

Så kommer det store spørgsmål… hvad skal jeg se nu? Der er så meget at vælge i mellem. For selvom man ikke tror, det kan erstatte, det man lige har været igennem… ja, så venter der nye spændende dramaer, og mon ikke, jeg endnu engang bliver helt opslugt af en eller anden ny fortælling.

Mit pulsur afslører at jeg nærmest ikke har bevæget mig hele dagen. At pulsen ikke har bevæget sig over 79.

Men… Jeg har meldt mig til Copenhagen Half [halvmarathon]. Det har jo været under opsejling længe, men nu er billetten i hus, så må vi bare håbe, at løbeformen kommer helt på plads. Synes der er lang vej igen. Jeg følger løbeplanen og håber på det bedste. Der er 3 uger til…

Kl. nærmer sig 21. Det er tid til at gå i seng. Mon ikke der venter en omgang 2. dags tømmermænd i morgen 🙈.

Godnat derude!

Om Tommy og Rasmus…

Tommy Seebach blev født i 1949 og allerede tidligt i hans liv, fyldte musikken det hele.
I 1965 blev han medlem af bandet Sir Henry & His Butlers; han spillede keyboard og skrev flere af gruppens hits. Senere gik han solo.
Han var med i det danske melodigrandprix otte gange, hvoraf han vandt de tre. Vi kender alle vindersangene: “Krøller eller ej”, “Disko Tango” og “Under stjernerne på himlen” som han skrev sammen med Kjeld Heick.

Jeg kendte ikke så meget til hans historie, andet end jeg vidste, at han døde tidligt, af druk. Så da jeg skulle i det Kongelige Teater igår, glædede jeg mig til at lære mere om ham, og om sønnen Rasmus, som har sprøjtet mange pophits ud de seneste år.

Seebach musical i Det Kongelige Teater. Det lyder flot ikke? Det var det også!!!

Det Kongelige Teater kan altså noget. Placeret midt i København, på Kongens Nytorv, som man har fuldt udsyn til, fra altanen på 1. Sal.
Indenfor er der masser at blive betaget af. I alle sale og rum. De særprægede lofter, lysekronerne. Statuerne, gulvene, væggene. Det hele indeholder historie, charme, mystik, storhed.

Jeg skulle sidde på 1. sal, helt ude til højre, på 1. Række. Med flot udsyn til hele salen, der var godt fyldt op. Ca. 1300 teatergæster.

Historien om Tommy, hans familie, og i særdeleshed børnene Nikolaj, Rasmus og Marie, var trist. Men den blev fortalt med en utrolig kærlighed og varme. Den blev også fortalt med masser af skøn musik, dans, lys og effekter. Jeg åd det hele råt og måtte fælde en tåre til sidst.

Jeg kom sent hjem, så jeg var træt, da ungerne skulle køres i skole og børnehave i morges. Heldigvis havde jeg fri. Så efter en lang [14 km!!! [Ja jeg er stolt]] løbetur, fik jeg lige 30-40 min. på skjoldet. Ungerne blev hentet tidligt, og vi havde en legekammerat med hjemme. Der var så god stemning, at jeg ikke behøvede den store involvering, og kunne få ryddet op i et meget rodet hus.

Dagene tager hinanden i denne tid. Kristian træner meget, og med skoleindkøring, børnehave, legeaftaler, job synes jeg der er meget at se til.
Vi nyder aftenerne og roen i udestuen, når ungerne er lagt.

Weekenden byder på housewarming i Virum hos gode venner, så det bliver sikkert skide sjovt.

Har I mon noget spændende planlagt?

Sensommervisen – efteråret er på vej…

Æbler lyser rødt på træernes grene
Høsten går ind
Går igennem skoven ganske alene
Stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

Sommerbrisen danner krusning på søen
Mystisk og sort
Stæreflokken svæver højt over øen
Snart tager tager de bort

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner
Blåsorte bær
Stille summen mellem blade som blegner
Aftenen er nær

Modne rønnebær bag dybgrønne grene
Rødt titter frem
Går igennem skoven ganske alene
Nu må jeg hjem

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

[Sensommervise. Musik &Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen]

 

De store børn på Margretheskolen, sang Sensommervisen til dagens morgensamling. Jeg har hørt den før, og alligevel var det som om, jeg hørte den for første gang i dag. Eller også gjorde den bare ekstra indtryk på mig lige i dag.

Går igennem skoven ganske alene, stille i sind...” som var det mig de sang om, da jeg igår gik en tur alene. Lidt vemodig. For at få luft i hovedet og styr på tankerne. Ud over markerne, ind gennem skoven. Vi bor et skønt sted.

Efter en dejlig weekend, hvor der var masser af fritid og hygge, er hverdagen for alvor sat ind. Mandag var der skolestart for vores store følsomme dreng, der syntes det var lidt svært med de mange mennesker, og alt det nye der nu sker.

Med den nye hverdag, følger der også bekymringer for en mor som mig. Hvordan skal det gå, kommer han til at trives? Bliver han glad for det hele?
Ja, de bliver større og man skal lære at give slip. Men der er også dage, hvor man synes, at børn på 6 år, stadig er en meget lille størrelse.

Sommeren går på hæld, og i disse dage med regn og skyer, føles det allerede som om efteråret har overtaget. Ebbe samler kastanjer, og hos Otto i børnehaven får børnene termobukser og gummistøvler på.

Ja, vi kan hurtigt nok glemme hvilken fantastisk sommer, vi lige har haft.

Heldigvis har vi en masse dejlige ting og oplevelser planlagt i efteråret, og jeg glæder mig faktisk også til, at det bliver lidt tidligere mørkt om aftenen, så vi kan tænde stearinlysene i vinduerne.

Kristian har vundet en tur med DFDS-færgen til Oslo. Så den skal vi finde plads til ind i mellem alt det andet gode, der er i kalenderen; Sverige, Barcelona, Bologna… Er sikker på, at ungerne vil synes det er sjovt at komme ud og sejle og sove i kahyt. Heldige os.

Ja, sensommeren kan bare komme an. Jeg er klar. Vi er klar. Kom.

Har I mon nogle spændende efterårsplaner?

 

Om fredag aften i Kulturtårnet

De irgrønne tårne på Knippelsbro er opført i 1937. Dengang fungerede de som kaffestue for bropasserne.
I dag har man omdannet et ene tårn til et lille kulturhus. Om eftermiddagen kan man betale en mindre mønt, for at komme op i tårnet. Man kan tilmed købe et kop kaffe og et stykke kage.

Den snoede trappe fører dig fra broen op i tårnet. På 1. Sal er der indrettet et lille “køkken” hvorfra der forberedes og anrettes mad.
Niveauet højere oppe, kan man sidde ved et lille langbord – op til 7 personer. Gennem vinduet kan man se det meste af havnen. 180 grader.
Følger man spindeltrappen helt op, får man fuld valuta for pengene. Vinduer hele vejen rundt i det lille tårn, og dermed masser af lys og den flotteste udsigt. Også her, er der plads til 7 personer ved det lille aflange bord.
Går man ud på dækket, er der sat 6 små borde op. Op til 12 personer, kan der være hele vejen rundt om tårnet.

Året rundt er der forskellige arrangementer i kulturtårnet. Således havde jeg via madbillet.dk købt billet til en aften med ‘tapas og naturvine’.
Kristian og jeg sad øverst oppe. Udenfor.
Solen var dejlig, men vinden drillede lidt. Med tæppe om benene og cardigan rundt om skuldrene gik det hele alligevel.

Efter lidt saltede mandler, brød og lækker kold hvidvin fra leverandør Rosforth, kommer den første ret. En lille skål med lækker gazpacho. Kold tomatsuppe, godt krydret. Mums.
Den bliver fulgt op med lidt godt fra havet; ansjoser, røget sild med jordbær og dild samt marineret blæksprutte.
Et bræt med skinke, pølse og oliven afløser fisken. Specielt trøffelsalamien er kraftig og lækker. Hvidvinen bliver afløst af et glas rødvin, beaujolais, og vi er pænt imponerede over naturvinene, som jeg ellers var lidt skeptisk over, inden vi gik i gang.
Vi får serveret lækre oste og en interessant hvidvin fra Duras distriktet.
Til dessert kommer den unge søde tjener med den lækreste lille cheesecake. Kaffe og te. Solen går snart ned bag de høje huse, og to tjenere går i gang med at sætte læskærme op, så de næste gæster ikke får så stor “glæde” af vinden, som vi gjorde.

Det var en sjov og anderledes fornøjelse af sidde ude på dækket i toppen af kulturtårnet. Kombineret med lækker mad og vin, smilende og venligt personale, bliver det en varm anbefaling herfra. Venter du til et efterårsarrangement, vil jeg dog anbefale at bestille billetter indenfor; 4. view.

God fornøjelse.