Om en cykeltur i bjergene, Teguise, pirater og Sankt Hans

Igår kom vennerne. Kristians træningsbuddy Jim og hans kone Anette, min veninde [og ligeledes træningsbuddy].
De havde Emma og Sander med, som begge er jævnaldrende med Ebbe og Otto.
Børnene fandt hurtigt hinanden, og legede simpelthen fra morgen til aften – non stop!

Vi gik tur rundt og viste dem hele resortet, inden vi spiste frokost i poolbaren! Børnene legede på legepladsen, badede lidt i den forladte pool, som ikke var velbesøgt i det overskyede vejr.
Anette og jeg meldte os til 25 min. mavetræning, og mændene tog en tur i den olympiske pool.
Vi handlede ind i minimarkedet og delte ost, pølse, vin og øl på terrassen i det bedste selskab.

Her til morgen løb Kristian og Jim en lille træningstur [en halvmarathon!] mens jeg langsomt stod op med drengene og spiste morgenmad.
Ebbe så iPad og slappede af. Otto legede lidt.

Vi gik i PlayTime og mødtes med Emma, Sander og deres mor.

Omkring 11.30 cyklede Anette og jeg afsted. Planen var klar: frokost i Teguise, som er den skønneste lille hyggelige by.
I cykeltøj, med hjelm og solbriller, cyklede vi afsted på Club La Santas cykler, som man kan låne uden at skulle betale noget for det.

Op igennem byen Soo og så ud mod vandet. Lidt modvind, men ned ad bakke gik det i et langt stykke inden vi ramte Famara. En lille ferieby ved havet. Vi spottede en del surferbutikker, hyggelige restauranter mv. da vi cyklede igennem den lille hovedgade. Vandet brusede mod kysten, masser af vind. Masser af surfere på stranden og ude i vandet.

Vi fortsatte på cyklerne ad landevejen, et godt fladt stykke. På vores venstre side, en lang og imponerende bjergkæde. Naturen er så gold. Så ufrugtbart. Sandet. Stenet. Kuperet. Men også fantastisk smuk og anderledes. Få biler på vejen. Vi havde det hele for os selv. Stadig gode kræfter i benene!

At Lanzarote er en vulkanø, skyldes vulkanen Timanfaya, som som stadig er aktiv.

Det begyndte en septemberdag i 1730 med et brag. Den frodige grønne jord sprak, og enorme mængder flydende sten eksploderede ud i den bare luft og lagde sig som et stentæppe over dyrkede marker, lunde og landsbyer. Præsten i Tias skrev dagbog fra første dag, og derfor ved vi, at der allerede den første dag var skudt et nyt bjerg op, der spyede ild. Og sådan blev det ved. Da det faldt til ro, var der 100 nye vulkaner i et 200 km2 stort område. Lanzarote blev derfor en hel del større på grund af lavastrømmene, der spredte sig mod havet og dannede nyt land. Til gengæld havde man mistet 11 landsbyer, og 420 huse var jævnet med jorden. Øen var blevet en stenørken.”

Sådan skriver Kenneth Bo Jørgensen på http://gratisguidelanzarote.weebly.com/ildbjergene.html – hvor du kan læse mere om øens historie.

Det kan varmt anbefales at tage en tur op og se Timanfaya [Ildbjergene]. Man parkerer oppe på bjerget og bliver efterfølgende kørt rundt i bus, hvor en guide fortæller om Lanzarotes historie, og hvordan øen er blevet til det, den er i dag. Turen er ca. 14 km og varer omkring 45 min. Her får man virkelig et indblik i vulkanens kraft, og det er bestemt et besøg værd.
Vi var der, da vi på Lanzarote for to år siden. Der havde vi lejet en bil, og brugte en dag, på at se den smukke ø.

Da Anette og jeg er cyklet igennem San Rafael begynder det, at gå pænt meget opad. Vi skifter klinge på gearet og får så lidt belastning på som muligt. Træder og træder, for at komme op ad bjerget. Føler nærmest jeg står stille, mens Anette trækker fra mig. Der er flere kræfter i hendes fodboldben end i mine semi-utrænede stænger. Vi når dog begge toppen, og kører ned mod rundkørslen, hvor vi drejer af mod Teguise.

Her venter os de sidste par kilometer, inden vi skal have pause og frokost. Men hold nu op, nogle kilometer. For selvom det går op ad, er stigningen ikke helt vanvittig, det er vinden til gengæld. Modvinden!
Jeg tramper og tramper i pedalerne og bevæger mig kun med sneglens hast. Det er hårdt for lårbasserne!

Teguise er dog alt hvad jeg husker, den ville være: skøn og charmerende. Vi går en lille tur ved torvet og kirken. Masser af små hyggelige gader, cafeer og restauranter. De hvide velkendte huse, som præger hele øen.
Vi skal spise frokost på Cantina Teguise. Det har jeg besluttet hjemmefra. Vi var her for to år siden, hvor vi fik den skønneste tapas. Stedet har så meget at byde på udover maden, den rustikke spanske stil, gårdhaven, træbordene ude foran, søde tjenere. Der er noget unikt over det.

Vi er ikke vildt sultne, men tørstige. Vi bestiller vand og cola, og ender med at hoppe på dagens ret: tacoskaller. Vi tror egentlig, at vi bestiller med kylling, men noget er gået galt, så vi får serveret tacos med guacemole og marinerede rødbeder. Men det gør ikke noget, at vi har fået noget andet. For det smager fantastisk. Det er super flot anrettet, med den smukkeste lilla blomst, som komplimenterer rødbederne helt perfekt.
En flot og velsmagende snack, og efter en time med hygge i solen, er det tid til at starte turen hjemover, til mænd og børn.

Bakken op til Teguise, får vi ny glæde af, da vi skal modsatte vej. Huhej nedad det går. Lige ud i rundkørslen og så ellers mod Tinajo.

Først op af bakke forbi Mozaga. Forbi Tao og Tiagua. Et sted undervejs får jeg voldsomt sidestik. Det prikker i højre lunge, som jeg aldrig har prøvet det før og gør ondt helt oppe under brystet.
Ja, jeg kan sgu mærke, at jeg lever!! Hahaha… det bliver en hård kamp op af de sidste bakker, men vi kommer op til Tinajo, og det er dejligt, for nu ved jeg, det går ned af bakke, næsten hele vejen hjem til Club La Santa.

Vi suser afsted. 40-50 km i timen. Der er knald på. Hold på hat og briller.
Vi tramper igennem de sidste meter op til Club La Santa og hopper af cykel omkring kl 15. Det er blevet til ca. 46 km, cyklet på lige over 2 timer, hvis man fratrækker pauser. Fed tur, men kroppen er også blevet godt brugt!

Kristian, Jim og børnene har været på skattejagt med PlayTime, rundt på hele resortet og vi mødes alle ved poolen efterfølgende. Tid til at bade og ligge i den varme eftermiddagssol.

Aftensmaden spiser vi på terrassen; pizza, lasagne, burger, pomfritter, omelet – hjemmebragt fra poolbaren.

Bagefter går vi på torvet for at se fodbold; Sverige -Tyskland, og spise is. Men børnene kan ikke sidde stille, så vi ryger på legepladsen i stedet. Solen varmer stadig, selvom den så småt er på vej ned.

Vi ser den smukkeste solnedgang over Club La Santa, og går så ned mod lagunen, hvor der tændes op i det store Sankt Hans bål.
Folk stimler sammen, for at se heksen brænde og synge med på
Midsommervisen, som deles rundt.

Børnene sidder i første række og ser flammerne danse rundt, som mørket falder på. Det er simpelthen så smukt, og en perfekt afslutning på en rigtig dejlig dag.

Lanzarote – du kan altså noget!!

Facebook

3 kommentarer til “Om en cykeltur i bjergene, Teguise, pirater og Sankt Hans”

  1. Hvor er det dejligt at læse dine blogs fra La Santa. Det er som at være der selv og det vækker en masser minder, fra 80’erne og 90’erne hvor Maria og Kristian var der hvert år, i uge 7 og 8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *