Dagene forsvinder – og det gjorde Ebbe også…

Jeg har fået en prop i mit ene øre. Jeg kan absolut intet høre. Det er røvirriterende, for at sige det mildt! Men… lægger jeg mig ned på sengen, og planter det gode øre godt nede i hovedpuden, kan jeg næsten ikke høre børnene larme. På den måde, er det jo også ret praktisk!! Zzzz…

Morgenen forløb lidt anderledes end normalt. Vi måtte nemlig have gang i den store eftersøgning. Halleluja!!!

Kristian var stået op før os andre. Havde lydløst siddet på toilettet og indtaget sin morgenmad, for ikke at vække børnene og jeg. 7.45 var der nemlig Mini-Triathlon med 50 tilmeldte. 400 meter svømning 14 km på cykel og 4,6 km løb.
Børnene stod op lidt efter. Vi smurte et par rugbrødsmadder. Ebbe sad med iPad og hørebøffer. Otto ville gerne over og se farmand løbe i mål.

Jeg blev enig med Ebbe om, at han godt kunne blive alene hjemme i 15-20 min. mens Otto og jeg gik over på stadion for at se afslutningen af løbet. Hvis han fortrød, kunne han komme over. Det vidste jeg, han ikke ville gøre. Han kan godt lide roen om morgenen, og kan virkelig lukke sig ind i sin egen lille iPad verden.

Otto og jeg gik over… ventede 12-14 min. og heppede så farmand i mål. Den første over målstregen i tiden 52.11! Sejt!!!

Jeg gik retur til Ebbe, for at han ikke skulle være alene for længe. Men da jeg kom over i lejligheden, var han der ikke.
Hvad jeg ikke vidste var, at efter jeg havde forladt lejligheden, var iPad’en nemlig løbet tør for strøm, og så var Ebbe trasket afsted. Kun iført sine underbukser og lyse krøller.

Jeg gik retur til stadion, men fandt kun Otto og farmand og et inferno af løbere der kom i mål, folk der heppede, børn og voksne. Ingen Ebbe.

Nå… jeg fik Kristian og Otto til at stille sig lidt fra det hele, så Ebbe bedre kunne se dem, hvis han kom til stadion. Så løb jeg tilbage. Forbi torvet, sportscafeen, PlayTime. Hjem. Ingen Ebbe. Retur forbi poolen, restauranten, legepladsen. Stadig ingen Ebbe på stadion.

Så delte vi os op. Kristian tog Otto på skuldrene og gik afsted for at lede. Jeg løb ned forbi minigolfbanerne. Ad stien ned til den anden restaurant, hvor vi spiste igår aftes. Intet syn af Ebbe. Uroen og de dårlige tanker sneg sig frem i det indre. Ebbe ville aldrig løbe væk. Men hvad hvis han løb ind i en psykopat? Hvem glemmer nogensinde historien om Madeleine… Eller hvad hvis han sad et sted og var ked af det, fordi han ikke kunne finde vej?

Ved et bord, med udsigt over lagunen, sad en engelsk familie. “Have you seen a small boy, with white curly hair, propably only in his boxershorts..?”
Det havde en af mændene. Han havde set Ebbe, men havde ikke set, hvor han gik hen…

Jeg løb retur til minigolfbanerne og højre rundt. Forbi alle de nye lejligheder. Fart på. Pludselig kunne jeg se de to engelske mænd. De signalerede til mig, at de havde fundet ham! Jeg forsatte i løb, og der, ud for svømmestadion, hvor vi havde været igår, var han. Jeg takkede de to mænd og så fik Ebbe verdens største krammer!!!
“Jeg kunne ikke finde det mor!…” nej, sikke noget!
Men han havde ikke været bange, heldigvis.

Vi gik forbi stadion og hjem. Fandt farmand og Otto. Morgenmad. Ro på.
Sikke en start på dagen!

 

Dagene hernede tager hinanden. En efter en. Kristian og jeg får dyrket noget sport, når det passer ind. Her er så meget man kan prøve. Jeg har været til Ultimate Abs, flere ture på racercykelen, til crawl for begyndere, bodytoning og Release & Unwind.
Ungerne har været en del i PlayTime, hvor der er masser af sjove aktiviteter hele dagen. Vi har også været ved lagunen og lege i sandet.

Efter en skøn eftermiddag ved poolen, spiste vi på restaurant El Lago i går aftes. Alt muligt lækkert tapas. Solen skinnede og vi kunne se ud over bugten. Sortfodsskinke, kødboller, gedeostsalat, oste, kylling, pomfritter og brød. Der var noget for enhver og børnene nød maden og hyggen.

Bagefter havde jeg booket mig med på et hold, som jeg ikke havde prøvet før: Aerial Stretch. Der var kun plads til 22 deltagere og det foregik oppe i dansestudiet. Det havde nu ikke noget med dans at gøre. Tvært imod; totalt afslapning.

Man kravlede ind i den blødeste silkehængekøje, som i en lille puppe. Instruktøren gav os hver især et kærligt skub, og begyndte så, til den mest rolige og afstressende musik, at fortælle en historie. Vi stod på den smukkeste strand, en smule tåge, let brise i kinderne. Så solen stå op. Gik ned til en båd, sejlede ud… alt foregik i et roligt afslappende toneleje og som jeg blev mere og mere afslappet, var det svært at holde fokus på historien. Tankerne flakkede. Tilbage til at lytte.. et eller andet sted undervejs mistede jeg kontrollen… og faldt i søvn…
Ahh…

Vi blev langsomt vækket, kom tilbage til historien. Tilbage til båden og tilbage til stranden, hvor vi startede.

Drengene ventede på mig udenfor. Jeg fik hurtigt rystet søvnen af mig, for de ville kaste med bold over nettet på padle tennis banen. Så det gjorde vi, mens solen og dagen gik på hæld.

Tilbage i lejligheden blev ungerne puttet og Kristian og jeg nød et glas rosevin på terrassen. Endnu en skøn dag tog sin ende på Club La Santa…

I dag skulle vejret byde på eftermiddagssol, så mon ikke drengene vil foretrække en stor is og masser af leg i poolen…

Facebook

2 kommentarer til “Dagene forsvinder – og det gjorde Ebbe også…”

  1. Sikke en ferie krimi Heldigvis med en god Happy Ending Ja, ofte bliver vi voksne mere bekymrede end børnene. Og godt for det Dejligt at læse hvor aktive I er og se de mange gode billeder! Og så er der også tid hygge Tillykke til Kristian med 1. pladsen Fortsat god ferie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *