En meget våd dag…

Det regnede voldsomt allerede inden vi rigtig vågnede. Bragede ned med tropisk regn i stride strømme. Vi kunne ikke engang høre vores aircon, som blev overdøvet af regnen der buldrede mod taget.
Vi lånte en paraply i receptionen for at kunne komme ned til morgenmaden uden at blive helt gennemblødte.

Planen var, at vi skulle over til reservatet og se orangutangerne blive fodret kl. 10, men vi overvejede at droppe det pga. regnen. På hotellet sagde de, at der nok også kun var en enkelt eller to, der ville komme til fodringen, når det regnede så meget.
At vi alligevel gik derover skyldtes, at det virkede som om, der kom lidt ophold i regnen, samt udsigten til en hel dag på værelset med de to krudtugler, var lidt uoverskuelig. Ingen er desuden nogensinde døde af lidt regn!

Reservatet ligger små ti minutters gang fra vores hotel. Vi betalte for billetterne og gik ind på den lange bro, som førte os gennem junglen. Midt inde i det hele, var lavet en plads, hvor man kunne stå og kigge over på en platform, hvor der lå frugt til orangutangerne.
Vi stod lidt, i en tung regn, som bestemt ikke var på retræte, inden vi fik øje på en enkelt orangutang, der sad oppe i et træ, og spiste en banan. Kort efter svingede den sig afsted, og forsvandt.
Vi sad længe, på en bænk under et halvtag, for at se, om der kom flere. Men det var ikke andre der trodsede regnen, og vi gik hjemad til hotellet. Ebbe fuldstændig gennemblødt, men i højt humør.

Vi var løbet tør for kontanter, fordi vi ikke havde kunne hæve penge i Sandakan igår. Idet vi skal på flodtur i morgen, havde vi behov for moneter.
I receptionen havde de sagt, at der lå en ATM seks miles herfra. Kristian [vores pengeskaffer] tog udfordringen op, løbeskoene på, og løb afsted i den tætte regn. Jeg hyggede med børnene på værelset, og senere gik vi i restauranten for at spise frokost, tegne og kigge på skildpadderne, der bor lige ved siden af.

Kristian havde efter 12 km i silende regn, fundet hæveautomaten, og endelig lykkedes det også, at få nogle penge ud. Planen om at tage en taxa retur, var dog værre, for der var ikke lige nogen taxaer i nærheden. Til sidst, måtte han begynde at løbe retur. Efter 4 km, så han en taxa, som han forsøgte at preje, men forgæves.
Det fik dog en ung Malaysisk fyr til at stoppe ind til siden. Johny. Og selvom Johny ikke skulle den samme vej, så forbarmede han sig, tog Kristian med og kørte ham retur til hotellet. Her ville Kristian selvfølgelig betale ham for ulejligheden, men Johny er muslim, og ville derfor ikke have noget for sin gerning. Det blev til et stort tak for hjælpen, inden han kørte afsted!

Ebbe og jeg gik over, for at se, om der kom nogen orangutanger til fodring kl. 15. Det gjorde der ikke. Kun to små legesyge aber viste sig i en trækrone.
Et skilt på stien, pegede op til “monkey nursery” og vi gik afsted, for at se, hvad det var.
I et afsides lille kompleks, gik vi ind, og kunne herfra se ud på de unge orangutanger, som bor på reservatet. Det er orangutanger, som f.eks. er blevet fundet efter naturkatastrofer eller der har været holdt fanget af mennesker. De kommer til reservatet, hvor der bliver taget vare på dem, hvor de lærer at klatre, finde mad og geberte sig, inden de kan komme ud og bo i det fri.
De var legesyge, sloges, drillede hinanden. Sjove og underfundige at se på. Både Ebbe og jeg fandt dem søde og underholdende, og vi sad længe og så dem lege, spise og klatre rundt.

Til aften gik vi over på nabohotellet, som ligger mellem os, og orangutangerne. Et super lækkert hotel, og vi kunne hurtigt se, at der var en stor upgrade på interiør, stil, restaurant og mad.
Vi spiste pizza og pasta, ungerne opførte sig nogenlunde [!?], og det var super hyggeligt. Der kommer vi helt sikkert til at spise igen, når vi er retur fra vores flodtur, vi skal afsted på i morgen.

Endnu en dejlig dag i Sepilok.

Facebook

2 kommentarer til “En meget våd dag…”

  1. Efter at have været væk fra bloggen i nogle uger, har jeg her til aften gået tilbage og læst. Hold da op, hvor I oplever en masse. Kan snildt huske fornemmelsen af, når man har boet i noget meget lokalt og på sin måde charmerende, og så komme i luksus verdenen igen…bare for nogle dage…ønsker jer en fortsat god tur, og tak fordi I gider at berige os med oplevelser og gode historier

    1. Hej Jette.
      Ja, vi havde som sådan ikke savnet det, andet end vi trængte til at komme lidt ud af sand og varme – men det var bare super lækkert med lydløs aircon, dyner, osv. I Manila.
      Borneo er virkelig helt sin egen. Hold op en spændende natur!
      Har I været her?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *