At rejse med små børn…

Der er meget at opleve i en lufthavn for et lille menneske…

Jeg har det altid som om jeg holder vejret… indtil vi sidder i flyveren og endelig er på vej. Men faktisk også en lille smule indtil vi sidder i flyveren – og er på vej hjem, for så er det hele gået godt.

Der er mange, som ikke orker at flyve langt med børn – eller er bange for den lange flyvetur. Hvad nu hvis de skriger hele vejen!? Mine børn har altid været gode til at rejse. Jeg plejer at sige, at lige så umulige de kan være derhjemme, lige så fantastiske er de, når vi skal ud og rejse.

Vi plejer at forberede dem godt, hvad er det der skal ske, hvornår skal vi hjemmefra, hvor lang tid skal vi flyve osv osv. Og så har drengene hver deres lille kuffert med i flyet, som håndbagage. I den er der alt der vigtigste: ekstra skiftetøj, hvis der skulle ske uheld. Bleer og rød-numse-creme. Gerne lidt flere end man tænker, man har behov for. Vi har prøvet, at Ebbe fik diarre på vej til Rom – og måtte skifte ham 4-5 gange i lufthavnen alene, så er det godt ikke at gå ned på bleer og skiftetøj. I deres kufferter har vi også bøger, ipads (og hørebøffer), lidt legetøj, sovedyr og sutter. Tuscher og malebøger – eller de der bøger man kan sætte klistermærker ind i – kan man også bruge lang tid på. Og så er det vigtigt at være godt udstyret med alt det, som kan konsumeres: mad og snacks. Vores børn elsker knækbrød og riskiks, så det medbringer vi. Måske nogle boller, pølsehorn eller pizzasnegle. Man ved aldrig om ham den kræsne, kan lide maden i flyveren, og vi skal ikke have nogle sure miner pga. lavt blodsukker. Sidst men ikke mindst har vi lidt chips, slik og slikkepinde med, det er rigtig godt, hvis utålmodigheden skulle indfinde sig. Drikkevarer må I ikke have med gennem security, så køb noget i lufthavnen, som I kan supplere med, udover det, I får i flyet.

Som udgangspunkt rejser vi altid de lange ture om natten, og vil gerne betale lidt ekstra for det, så sover børnene det meste af turen. Men hvis man er godt forberedt, så går tiden som regel hurtigt. Heldigvis kan man jo også gå lidt rundt i flyveren og få strækket benene.

Skulle I være så uheldige, at komme afsted med et sygt barn, ondt i ørerne eller andet, der gør, at barnet græder eller bliver hysterisk så husk; alle i flyet (også dem der synes det er lidt irriterende) de synes det er mest synd for jer. Så bevar roen, gå lidt rundt i vug. Pludselig falder de som regel i søvn.

Husk desuden – at flyve er en del af rejsen. Gør det til noget hyggeligt. Vær forberedt og klar – så det ikke bliver stressende. Tag jer god tid. Snak og guide børnene, så skal det nok blive en fantastisk tur.

 

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *