Sommeren er over os – og om pigetur til Budapest

Vi har fået sommerferie – halleluja!!

Det er så vildt, så hurtigt tiden går. Ebbe er færdig med 0. Klasse og Otto to år fra at skulle starte samme sted. Jeg kan slet ikke følge med.

Jeg har været lidt i dvale med skriveriet, men mon ikke der bliver lidt tid og overskud, nu hvor jobbet og hverdagen ikke presser på.

De næste tre uger er der dømt afslapning og hygge  med børnene. Vi er kørt til Sønderjylland og starter ud hos mine forældre. På søndag skal Kristian lave sin 4. Ironman i Frankfurt og efterfølgende er der booket campingferie. Vi satser på at sommeren bliver næsten lige så varm som 2018, så der kan blive mange strand- og udflugtsdage.

Har for nyligt været i Budapest, måske du har set billeder på Instagram/Facebook? Her kommer lidt mere om selve turen:

Buda Pest 

Vi fløj afsted mandag eftermiddag med Norwegian fra Københavns lufthavn. En times forsinkelse betød en ekstra flaske hvidvin på Le Sommelier og humøret var højt fra start. Et par drinks i flyet og inden vi så os om, landede vi i Budapest. 

Halleluja, årets tøsetur var skudt i gang. 

3 dage med tøsehygge og spas, uden mænd og børn, job og pligter. Whats not to like?! 

En halv time i taxa og vi var ved lejligheden, jeg havde booket gennem AirBNB. To værelser og stort badeværelse på 4. etage. Trapperne inde i lejligheden førte først videre op til et stort hyggeligt køkkenalrum, med spisebord, sofagruppe og tv, og dernæst endnu en etage op: til den åbne tagterrasse, som var en af grundene til vi havde valgt stedet. 

Vi fik hurtigt lavet et par drinks, skiftet tøj og placeret os i stolene på terrassen. Varm sol tordnede over os, selvom kl. allerede nærmede sig 19.

Bar360 skulle danne rammerne for vores første aften og heldigvis lå det kun 6-7 min. på gåben fra lejligheden. 

På toppen af bygningen, har de lavet en restaurant med udsigt 360 grader over byens tage. Små borde, livemusik, masser af drinks og stemning. Vi startede med mojitos, efterfulgt af øl, rosevin og ja et par andre drinks. Ind i mellem lidt mad, som ikke var den store kulinariske oplevelse, men stemningen opvejede det og vi havde en hyggelig aften. 

Tirsdag morgen spiste vi morgenmad på London Coffee Society – og de skal have en kæmpe anbefaling herfra.  Generelt må jeg sige, at det var ret fedt at gå ud og spise morgenmad. Tit følger der en lækker buffet med til hotelværelset, men idet vi havde lejet lejlighed, og undladt ag fylde køleskabet op med andet end øl, vand, vodka og sodavand, var vi nødsaget til at gå ud og få morgenmad. Til det må jeg bare sige, fed oplevelse – i hvert fald i Budapest. 

Efter en lang gåtur ved Donau og en tur ned gennem shoppinggaden, tog vi en taxa ud til spabadet Szechenyi. 

Budapest er kendt for sine spabade, og jeg er da også sikker på, at det er lækkert at svømme rundt i det varme vand på en overskyet efterårsdag. På denne varme sommerdag, blev man dog ikke kølet ned i det 28 grader varme vand, og stedet var overcrowded og turistet. På trods af, at man betaler en pæn sum for at komme ind, leje af håndklæder og obligatoriske klipklappere mv. var der ikke liggestole til nogen af os, og vi fandt derfor en bænk at sidde på, når vi ikke var i vandet. 

Frokosten hentede vi i, noget der mest af alt mindede om, et cafeteria med ungarsk mad, og var bestemt ikke nogen større madoplevelse. Slatne pomfritter, friturestegte blomkål og gryderet var blandt mulighederne. 

Efter et par timer, gik vi retur mod lejligheden. To af os valgte at hoppe ind hos et lækkert Thaimassagested, hvor vi nød en times oilmassage. Halleluja. 200 dkr. I Budapest får man bestemt noget for pengene!

Aftenen bød på mad og vin samt fodbold; Ungarn-Wales’ landskab.

Onsdag formiddag tog min veninde og jeg et taxa ud til Lake Lupa. Vi havde set en reklame for det, og det så lækkert ud. Stor badesø med strandstole og loungestemning. Lige noget for os. Bare ligge og dase i solen – ud af den varme storby. 

Lake Lupa (aka Lupa Beach) er opført for 2 år siden og tager således hul på sin 3. sæson i år. Det bevidnede alle de nye og flotte strandstole også om. Alt var nymalet og pænt, nyopførte små spisesteder, legeplads til børnene, offentlige toiletter. 

Man betaler et mindre beløb for at komme ind i området, og et mindre beløb for strandstolene, hvortil der var både bord og parasol. 

Først på dagen var der ikke mange ved søen, men som timerne gik, blev der fyldt godt op. Der var virkelig varmt, så vi snuede på ryggen, lyttende til loungemusik og de andre gæsters sludren. 

Super lækker frokost og kolde drinks blev indtaget i skyggen på den nærmeste strandrestaurant. Madmæssigt var der masser at vælge i mellem, selvom alle stederne ikke var åbent, da vi var der. 

Vi rendte ind i udfordringer, da vi ville retur til byen. De unge mænd i restauranten, havde nemlig lovet at hjælpe os med at ringe efter en taxa, men de kunne ikke få fat i nogen. Vi var således lidt i vildrede om hvordan vi skulle komme de ca. 20 km retur til byen. 

Vi besluttede os for at gå mod udgangen, for evt. at spørge nogle af de andre gæster, der skulle hjem, om vi kunne få et lift. Det blev dog ikke relevant. Ved udgangen holdt nemlig en lille, jah… bus?? Åben bus – eller måske bare forvokset golfvogn, med plads til chauffør og 8 passagerer. For et mindre beløb, kørte den til nærmeste togstation i en lille by tæt på. 7-8 minutters kørsel. 

Kort efter kom toget med destination: Budapest. Herfra kunne vi tage en metro et par stop, og så var vi hjemme. 

Jow… nogen gange kommer man lidt på dybt vand, når man bevæger sig væk fra de typiske turistattraktioner, når man rejser. Min erfaring er dog, at man får lidt ekstra på opleveren, og udfordringerne der kan opstå, løser som regel sig selv igen. 

Aftenen tilbragte vi på den fantastiske vinbar og bistro: Oinos. Jeg kunne skrive en masse ting om stedet, betjeningen, vinen og maden, men det gør jeg ikke. Jeg vil kun sige: tag derhen. Det var ikke specielt billigt, men helt fantastisk lækkert. Oksetartaren med trøffelcreme vil jeg sent glemme. Hold nu op. Vanvittigt delikat og smagfyldt. Uhm!!!

Jo, Budapest bød på mange lækre ting, og det hele til en overkommelig pris. Skulle jeg afsted igen, og det skal jeg nok, some day, så ville jeg ikke vælge junimåned. Jeg ville vælge det sene efterår, eller lige der hvor vinter bliver til forår. Kølig temperatur til at slentre rundt i gaderne og til at få fuld udbytte af byens thermal spabade. 

Og så ville jeg [om muligt] spise endnu mere god mad, for byen bugner af lækre restauranter og spisesteder. 

Til dem af jer, der ikke har været der: go go go!

 

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *