2019 – du kan bare komme an!

Jeg går altid og funderer over, om jeg skal fortsætte med bloggen. For selvom formålet er at sprede gode ideer til rejsedestinationer, sjove steder/restauranter/udflugtsmål i Danmark, så tænker jeg altid, om der reelt er nogen som følger med. Om jeg bare skriver for mig egen skyld… sandheden er nok, at det gør jeg nok for det meste!? Kan godt lide at få tankerne ned “på papir”, at udtrykke mig og tænke over tingene.

Men faktisk hænder det af og til at jeg møder nogen, som jeg gjorde i weekenden til børnefødselsdag i Virum, som siger; “ja, vi følger jo med på bloggen”… og så synes jeg alligevel det er lidt sjovt. Jeg får også mails nogle gange med rejsespørgsmål mv, og det er da lidt sjovt at kunne inspirere. Såh… indtil videre får bloggen lov at leve 🙂

Der har dog været stille en rum tid. Det skyldes at jeg har kastet mig over et andet skriveprojekt. Om det er noget der på et tidspunkt kommer frem i lyset, vil tiden vise. Indtil videre holder jeg det for mig selv.

Vinterferien står for døren, og ungerne glæder sig. Vi skal med toget til Sønderjylland for at besøge “Momo og Mofa”, og togturen syntes at være mindst lige så spændende som destinationen for de to små. Jeg glæder mig til nogle afslappende dage hos mine forældre, helt i børnenes tegn!

Årets rejseplaner er også så småt ved at være på plads. Jeg har en pigetur til Budapest i vente, mens Kristian smutter med gutterne til Portugal. Sidst i juni skal vi til Frankfurt hvor Kristian skal lave sin 4. Ironman. Vi skulle have været afsted med et vennepar, som hoppede fra. Så nu bliver det bare ham og jeg. Ironman og personlig hepper. Jeg har sagt, at det har bare at gå godt denne gang – for jeg vil altså have champagne om aftenen – og jeg drikker det ikke alene!!!

Vi skal på camping med ungerne, både en weekend i juni, hvor vi er 5 par der tager afsted og bor i hytter, men også nogle dage i sommerferien, hvor vi har lejet en campingvogn til en meget fordelagtig pris. Har en idé om at ungerne kommer til at elske begge dele. Det kan bestemt noget, at være en flok afsted, men det er også helt unikt at tage afsted kun os fire! Jeg tænker, det bliver et flash back til 80’erne, hvor jeg var afsted med mine forældre. Spillede spil i forteltet om aftenen, løb hen på legepladsen, grillede, og slumrede i campingvognen.

Jeg har givet Kristian en tur til Madrid i gave, da han blev 40. Hvornår vi skal afsted er endnu uvist. Ingen steder kommer vi, før vi har fået koordineret med den kære farmor. Men mon ikke vi kan overtale hende til at tage ungerne en weekend i September? Heldigvis plejer hun at være meget villig til at hjælpe os.

Så jo… der er mange gode ting i vente i 2019. I kan jo følge med, hvis I har lyst…

 

 

 

(Som altid – du efterlader en kommentar, hvis du trykker på overskriften, og scroller ned i bunden.)

(Som altid – du er velkommen til at dele)

 

Facebook

4 kommentarer til “2019 – du kan bare komme an!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *