Om Falkenberg Strandhotel…

Havet brusede og der var en god vind, da vi ankom til Falkenberg Strandhotel, en times kørsel nord for Helsingborg i Sverige.

Det store hvide strandhotel ligger helt ud til vandet, skøn bred strand og mens værelset blev gjort helt klar, gik vi en tur ud på den lange badebro.

Der var skum på bølgerne, men solen tittede frem mellem skyerne og spejlede sig i vandoverfladen. Smukt.

Indenfor i varmen, var der ikke sparet på noget. Interiør og design – der var tænkt på alle små detaljer. Store Chesterfield møbler, pejs med ild i. Slidte bøger af ældre dato, gamle lamper, antikke kameraer, kæmpe lysekroner… alt gik op i en højere enhed, og var nøje sammensat for at give en følelse af luksus, hygge og bekvemmelighed. Der lød en sød musik, den der spa-agtige, som gør at kroppen automatisk skifter ned i et lavere gear, og begynder at slappe mere af. Kristian fik en kop kaffe i en af de store sofaer, inden vi fik nøglen og gik op på vores værelse.

Vi havde bedt om et værelse ud til vandet, og alligevel blev jeg næsten overrumplet af det lysindfald der væltede imod os, da vi åbnede døren og trådte ind, hvor vi skulle tilbringe natten. Fra det store vindue, og terrassedøren ud til den lille altan, væltede lyset ind.

Jeg åbnede glasdøren, og lyden af havet, var alle pengene værd.

Vi havde kage med hjemmefra. 1 år gammel kage!!! Taget op af fryseren samme morgen. Bryllupskagen, fra festen for et år siden. Fra dengang vi stod i haven derhjemme, i regnvejr, og sagde ja til hinanden, foran venner og familie, inden den store lykke eksplodere i fest og spas natten lang.

Jeg åbnede en flaske Rose Cava og hældte op i de medbragte glas. Skar kage ud. Placerede det hele på det lille hvide træbord på altanen. Og så sad vi ellers der, mand og kone, i hver vores kurvestol, og skålede, til havets brusen, med vind i håret, og talte om året der var gået, og forventninger til det næste.

Efter at have pakket lidt ud, og skiftet til badetøj og store morgenkåber, gik vi ned i spaen. Der var udendørspools, orangerie, boblebad. Indenfor, i “drivhuset”, var der stor opvarmet pool og ild i pejsen. Der var bar og hyggelige kurvestole med lækre puder. Store senge, på ræd og række, der indbød til total afslapning. Måske akkompagneret med en kold drink, eller lidt let tapas.
Selvfølgelig tilsat let og behagelig spamusik i højtalerne til stor forkælelse af øregangene.

Vi tilbragte et par timer i spaen,  inden vi klædte om til middag i restauranten. Også her, er der ikke sparet på indretning og design. De store panoramavinduer gav fuld udsigt til havet, og til den smukkeste solnedgang.

Tjørnene var søde og kompetente. Maden var fantastisk. Med i vores “spa-pakke” var en tre-retters menu, og vi kunne frit vælge fra menukortet, som var spækket med  gode forslag. Vi valgte; carpaccio, muslinger, entrecote, lammeryg, chokolademousse og creme brulee. Vi spiste det hele med største nydelse, samt kold hvidvin til. Jeg skyldte nok lammet, at have valgt en fyldig rødvin, men den hvide smagte skønt, så det må blive næste gang.

Falkenberg Strandhotel er i sandhed et helt fantastisk sted. Jeg forestiller mig det er skønt om sommeren, hvor man også kan ligge ude i strandstolene. Men jeg forestiller mig også, at det er perfekt om vinteren, i den opvarmede glasstue, med mørket omkring og udkik til kulden.
Det var et dejligt sted at opholde sig, kun Kristian og jeg. Men en flok tøser på tur, ville helt sikkert også nyde det hele til fulde!

Et er sikkert…:

we will be back – someday.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *