Mind the gap – om dengang jeg flyttede til London.

Da jeg var færdig med gymnasiet forsatte jeg med at arbejde i Kvickly. Jeg gik op i tid, så jeg kunne spare penge sammen. Jeg boede stadig hjemme og drømmen var at flytte til London med et par veninder. Bo og arbejde der i 6 måneder.

Jeg havde en en bog, med alt muligt inspiration til, hvad man kunne lave efter gymnasiet. Jeg husker ikke meget af det, der stod i bogen. Ud over at man kunne arbejde for Disneyland i Paris [det gjorde Rikke fra min gymnasieklasse faktisk] og flytte til London. Men der har sikkert været alle mulige forskellige spændende ting,
adresser mv.

Jeg havde forelsket mig i tanken om at flytte til London, til trods for, at jeg aldrig havde været der før. Jeg fik solgt ideen til to veninder, hvoraf den ene solgte den ydermere til to andre, således var vi fem der tog afsted. Lykke og jeg havde ikke noget arbejde planlagt, inden vi rejste afsted, men jeg havde haft jobs det meste af mit teenage/voksenliv, så antog at der også var et job til mig i London.

Min veninde Karina, var ved at uddanne sig som tjener, og kunne derfor tage sin første praktikperiode i London. Hun fik arbejde på den lækre restaurant “1 Lombard Street”. Hendes to veninder Gitte og Tine, der begge var under uddannelse som kokke, fik ligeledes jobs på lækre restauranter.

I januar 2001 fløj vi over Nordsøen med kufferterne fyldte med tøj og sager hjemmefra. Nogle havde mere med end andre. Gitte havde, så vidt jeg husker, en ekstra kuffert, kun med sko.

Vi kom til at bo i et lille rækkehus ude ved stationen Turnpike Lane, som ligger på den blå undergrund linie – lidt længere ude end Arsenal. Nedenunder var der et værelse med en dobbeltseng og en enkeltseng, her sov Karina, Lykke og jeg. Der var et spisebord med stole, tv og kommode. Der var også et fælles køkken.
På første sal, der toilet/bad og værelser. Her sov Gitte og Tine i et lille værelse, hvor de delte seng. Der var endnu et værelse i huset, men det blev på skift lejet ud til andre rejsende, som vi ind i mellem, havde glæde af i køkkenet.

Det var super hyggeligt i huset. Vi var alle væk hjemmefra, og støttede hinanden. Vi røg cigaretter i køkkenet, drak øl. Kokkene lavede lækker mad, som vi spiste ved spisebordet inde på værelset.

Allerede en af de første dage, jeg var på udkik, kom jeg til jobsamtale i en tøjbutik på Oxford Street, og blev ansat.
Jeg kan huske, at jeg måtte investere i et par sorte flade sko, for at stå i butikken. Det var et krav. Købte også en turkise sweater i tøjbutikken, så jeg blendede ind i bland de andre ansatte. Jeg kan forestille mig, at jeg sikkert ikke havde en masse smart tøj, som de andre i butikken. Det har jeg aldrig gået så meget op i.

Jeg arbejde i butikken i 2 dage. Det var røvsygt. Jeg lavede ikke meget andet end at tørre lidt hylder af og lægge lidt tøj på plads, når kunder havde prøvet det på, men ikke ville købe.
Kunne fornemme et hierarki i butikken. Først var man ansat “på gulvet”, senere kunne man betjene kunder, endnu senere stå ved kassen osv osv.
Det var simpelthen for kedeligt for mig!

Onsdag på min fridag, og tog jeg en tur i Covent Garden. På Saint Martins Lane, søgte pubben “Rat and Parrot” en bartender. Der var “try out” torsdag, hvis jeg var frisk. Det var her, de så en an, og besluttede om man var værd at ansætte.
Jeg tog chancen. Ringede til tøjbutikken og lod dem vide, jeg ikke kom på job, og tog så til “try out” på pubben.
Ansat blev jeg. Sådan!!! Bye bye tøjbutik.

Jeg kunne godt lide jobbet på pubben. Det var også her jeg mødte Carin Petterson fra Norge. En ung pige, der ligesom mig, var rejst til storbyen.
De boede en hel flok norske piger i en lille lejlighed tæt på Marbel Arch for enden af Oxford Street. De sov i køjesenge og kom hinanden ved. De levede drømmen og var et sjovt bekendtskab.

Dagsvagterne på pubben fungerede på den måde, at man mødte ind om formiddagen, havde fri et par timer midt på dagen, for så at tage hjem først på aftenen.
Det gav mig mulighed, for at snuse lidt rundt i kvarteret, i den lange frokostpause. Jeg vandrede rundt i den kolde fugtige luft. Indåndede London. Billetboderne til musicals, turisterne der vandrede op og ned af Leicester Square, spiste durum og pomfritter. Statuerne, busserne og duerne på Trafalgar Square. Covent Garden, gademusikanter, boder, restauranter.

Aftenvagterne, var jeg ikke så vilde med. At stå der, og servere øl og vin til stive posh piger, der utålmodigt bestilte den ene drink efter den anden. Jeg kunne ikke helt følge med, og der var mega stress på… ej, aftenvagterne var jeg altså ikke vilde med.

Jeg bøvlede også med så forfærdeligt meget hjemve. I skal huske på, at jeg kom direkte hjemmefra fra trygge rammer i kernefamilien, til at være “alene” afsted i storbyen. Lykke var taget hjem allerede efter et par uger. Hjem til familie og kæreste, afstanden var ikke for hende.

Karina trivedes i London. Var sjælendt hjemme. Hun kom med i det store netværk i restauranten. De var mange unge, fra mange lande. Jeg kan huske, vi mødtes en aften i den flotte bar på 1. Lombard Street. Restauranten var lukket, de sidste gæster taget hjem. Vi drak drinks og socialiserede inden vi tog i byen. Der var knald på. Det var sjovt.
Endte til en efterfest i en lille lejlighed, somewhere i London. Man kunne mærke man levede.

Dagene gik på pubben. Jeg tog metroen ind om morgenen, en halvlang tur, der føltes kort, fordi jeg ligesom mange andre af de indfødte, havde udstyret mig med en god roman, som jeg læste undervejs.
Jeg var ikke begejstret for pubmanageren og han var sikkert ikke begejstret for mig.
Hjemveen voksede.

Kan ikke huske hvordan, men kom i snak med en gut, som arbejdede i et jobcenter oppe på Oxford Street. Han mente, han kunne skaffe mig et bedre job.

Og han skaffede mig faktisk et job.

Pubben blev skiftet ud med et fancy træningscenter beliggende lige ved siden af jobcenteret; Holms Place.
Hvis jeg havde været en smule malplaceret på pubben, så var jeg det nok endnu mere i her. Hahah… jeg tror aldrig jeg havde været i et fitnesscenter dengang. Forstå mig ret, jeg er ikke stor og fed, men altså, jeg havde gået til badminton, håndbold, fodbold, som alle de andre i den lille provinsby jeg voksede op i. I perioder lavede jeg ikke noget, og et fitnesscenter, havde jeg helt bestemt ikke benyttet mig af.

Jeg blev anbragt i receptionen, hvilket jeg godt selv mente, jeg kunne magte. Jeg havde i perioder været alene i kundeservice i Kvickly, så var vant til at betjene alle mulige slags kunder.
Så der stod jeg, og sagde “Hello and welcome” når kunderne kom, og “Goodbye and thank you” når de tog hjem igen. Da Rene Dif smed sit håndklæde i kurven ved siden af mig, skiftede jeg “goodbye” ud med “farvel,” og han kiggede overrasket på mig.. Hans “farvel…” kom retur med et smil. Jeg var ikke til at skyde igennem. Aqua var stadig kæmpe stor dengang!

Nå, men jeg blev fyret! Eller… jeg blev vel ikke rigtig ansat…?!? Jeg var der to dage…

De efterlod mig alene i receptionen en hel eftermiddag. På min anden dag!! Husker det som om, der var et internt møde, og så fik jeg ellers lov til at stå der, og styre løjerne.
De havde en hel remse, man skulle sige, når man tog telefonen… noget a la: “Welcome to Holmes Place, this is Ida speaking, how may I help you..” og ved en fejl, tog jeg fejl af et intern og et eksternt kald, og fik ikke sagt hele remsen… og så viste det sig, at det var en manager fra et andet sted, jeg havde haft i røret… uheldigt! Det, og sikkert andre fodfejl, gjorde at de alligevel ikke kunne bruge mig…

Jeg sumpede rundt i rækkehuset i mange dage… kedede mig. Havde forfærdelig hjemve. Handlede ind i Tesco. Spiste toastbrød med en skrigrød salamipølse, fordi det var det jeg kunne finde, der mindede mig mest om Danmark.

Ind i mellem var jeg med pigerne ude, drikke ‘pints’ og gå på pub. Husker at vi dansede til “It wasn’t me” med Shaggy på det store Hippodrome diskotek, og fik en drink på bøssebar i SOHO.
Gitte og jeg var på seightseeing; Big Ben, Tower of London og meget andet.
Vi så gyserfilm i den kæmpe store Odeon biograf på Leicester Square.
London har så meget at byde på, men jeg kunne i bund og grund ikke rigtig finde ud af det. Savnede alt det derhjemme.

Jeg fik et nyt job. Denne gang i en lille sandwich biks. Der var kontant lønafregning og dårlige vilkår. Måske jeg smurte et par sandwichs, men hovedsagligt stod jeg bare ude i verdens mindste baglokale, og vaskede op i verdens mindste håndvask. Lunkent vand og meget lidt plads. Ejeren var russer eller polak. Hun havde to butikker, og havde arbejdet sig op fra bunden. Hun skyndte på mig og den anden ikke-engelsktalende-ansatte hele dagen. Vi knoklede for pengene.

På min fridag tog jeg ind til midtbyen til et lille rejsebureau. De hjalp mig med en flybillet til Malaga. Det var dengang, hvor man [jeg?!?] ikke bare handlede på nettet!
Nå, men billet fik jeg. For jeg besluttede mig langt om længe for, at jeg ikke ville blive i London. Det var en svær beslutning, for det var en drøm, jeg skulle sige farvel til…
Men pigerne havde deres jobs og netværk, og jeg kunnes bare ikke få det til at fungere.

Mine forældre kom til London sidste weekend i Marts. Jeg ringede til sandwichbutikken og lagde en besked på telefonsvareren om, at jeg ikke kom mere. Jeg viste ‘de gamle’ byen; Buckingham Palace. Oxford Street. Rat and Parrot. Mange af de steder, som stadig står så klart i min hukommelse i dag. Og så fløj jeg til Spanien!

I Malaga, [Fuengirola], havde jeg to gymnasieveninder, som var taget ned, for at bo og arbejde et år.
Selvom London ikke var for mig, var jeg ikke klar til at tage hjem. Så Fuengirola, blev et dejligt varmt 3-ugers stop på vejen. Masser af pigesjov, og byture, men det er en helt anden historie…!

I mange år, så jeg det som et nederlag, at jeg aldrig fandt mig til rette i London og at jeg havde så meget hjemve.
I dag når jeg tænker tilbage, husker jeg mest alt det sjove. Byturene, de forskellige sjove jobs, mange af de mennesker jeg mødte. Måske lykkedes missionen om at bo i London i 6 måneder ikke, men hold nu op, hvor lærte jeg meget om mig selv!

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *