En tropenat…

Tropenat… [Wikipidia; En tropenat optræder ifølge definitionen fra DMI i Danmark, når temperaturen i et helt døgn – og altså også om natten – ikke kommer under 20 °C.]

Jeg kan ikke sove.
Her er så vanvittigt varmt. Tropenat. Man skulle tro at vi var sydpå… og så alligevel ikke. For havde vi været sydpå, havde vi tændt for airconditionen!!

Der forventes hedebølge de næste par dage, som om her ikke har været varmt nok længe. Men jeg klager nu ikke. Synes det har været helt igennem fantastisk med så mange dejlige sommerdage. Vi har haft rigeligt med kolde somre, fyldte med regn og efterårsagtigt vejr. I år har vi virkeligt fået noget for pengene. SKØNT.

Kristian sover. Det har han gjort i nogle timer. Men han er også tidligt oppe og træne de fleste morgener. Det er forståeligt, at trætheden melder sig. Lige over 10 uger til hans næste ironman. Vi går snart ind i den afgørende fase, hvor formen skal finpudses, og det hele skal gå op i en højere enhed. Træningspassene bliver længere og mere krævende, det er hårdt i varmen.

Jeg har set Netflix på telefonen. Er lige gået i gang med 3. sæson af “Homeland”. De første sæsoner har fuldstændigt tryllebundet mig, så jeg var nødt til at holde en pause inden jeg så videre. Det er godt nok en spændende og gribende serie. Har du ikke stiftet bekendtskab med Carrie, Saul og Brody endnu, så har du noget lækkert i vente. Sæt i gang!

I morgen er min ugentlige fridag. Ungerne har jo ferie, så vi skal bare hygge. Overvejer om vi skal køre en tur til Himmelsøen, som ligger tæt på Dyreskuepladsen i Roskilde [der hvor de også holder Roskilde Festival. ]
Himmelsøen er en gammel grusgrav, man har lavet om til badesø. Der er en kæmpe lang badebro, sand, bålplads, borde/bænke, shelters mv. Et skønt skønt sted for børn og voksne.
Jeg tænker, vi skal have madpakker og drikkedunke med. Drengene elsker når vi er på udflugt.

Om eftermiddag kommer mine forældre. De skal hygge med drengene torsdag/fredag, mens vi andre nupper de sidste par arbejdsdage inden ferien i næste uge. Det bliver super hyggeligt med lidt ekstra selskab i huset.

Nå… kl. bliver mere og mere, jeg skal være frisk til de to krudtugler i morgen.

Til jer andre, der ligger og vender og drejer jer i varmen; luk øjnene; sov godt ⭐

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *