Sidder i et tog…

Om en halv time standser toget i Hamborg. Jeg kunne så nemt som ingenting, hoppe af, hæve en masse kontanter, smide telefonen og pungen i skraldespanden og bare forsvinde. Tage et tog længere sydpå, slentre alene på stranden, se solen gå ned mens den farver himlen i de smukkeste farver. Mærke den ultimative frihed. Ikke at skulle fortælle nogen hvor jeg er, hvad jeg har lyst til, hvor jeg går hen. Kun drevet af egen virke. Jeg kunne leje et værelse ved vandet, sidde og skrive dagen lang. Være længe oppe, snue hele formiddagen. Spise tapas og drikke hvidvin, mens jeg betragter de andre på restauranten, digte små sjove historier i hovedet om hvor de kommer fra og er på vej hen…

Har du nogensinde leget med ideen om at forsvinde fra alt det velkendte og bytte det ud med en helt ny verden, et helt nyt liv?

Det er nu ikke en drøm jeg har, nogen gange er det bare sjov at lege med tanken om ting, der ligger så fjernt og uvirkeligt fra det man ellers forestiller sig. Som en Netflix film med sig selv i hovedrollen. 

Jeg har ingen planer om at stikke af. Alene afskeden i morges, med de to drengebørn, gør at jeg ikke kan vente med at komme tilbage. 

De er så kærlige begge to. Vi lå sammen i sengen og kyssede og krammede, hviskede. Jeg lovede at skynde mig retur. Sagde at jeg kom til at savne dem – og det gør jeg. 

Mit tog har en destination. Først Hamborg – derefter videre til Frankfurt. Der venter han nemlig. Ham der fylder så meget i mit hjerte. 

I morgen skal han lave sin 4. Ironman. Som altid har det trukket tænder ud til sidst. Cykeltræning tager mange timer og hans fokus går fra familie til race. Det er helt naturligt og ok, men det er også krævende, for mig, som holder det hele sammen. 

Der er mange der ikke forstår det. Det der med at skulle bruge så megen tid på træning fremfor med sin famile. Det gør jeg heller ikke altid. Men jeg har accepteret at det er sådan han er, en del af hans dna, og hvis vi skal kunne fungere sammen, skal der være plads til det vi brænder for. Han brænder for træning, for at lave ironman, for at udfordre sig selv, teste sin krop og hvad den kan holde til. 

De har lovet 39 grader i Frankfurt i morgen eftermiddag, når Marathon skal løbes. Afrikansk hedebølge over hele Europa, kommer til at få byen til at koge over. Hvordan man klarer et marathon i så varm en by, bliver spændende at se. Som altid holder jeg vejret fra start til slut, for jeg ved at racet betyder så ufatteligt meget, og jeg vil så gerne at det gå ham godt… 

Følger I med på Instagram, når jeg lægger billeder og opdateringer op?

2019 – du kan bare komme an!

Jeg går altid og funderer over, om jeg skal fortsætte med bloggen. For selvom formålet er at sprede gode ideer til rejsedestinationer, sjove steder/restauranter/udflugtsmål i Danmark, så tænker jeg altid, om der reelt er nogen som følger med. Om jeg bare skriver for mig egen skyld… sandheden er nok, at det gør jeg nok for det meste!? Kan godt lide at få tankerne ned “på papir”, at udtrykke mig og tænke over tingene.

Men faktisk hænder det af og til at jeg møder nogen, som jeg gjorde i weekenden til børnefødselsdag i Virum, som siger; “ja, vi følger jo med på bloggen”… og så synes jeg alligevel det er lidt sjovt. Jeg får også mails nogle gange med rejsespørgsmål mv, og det er da lidt sjovt at kunne inspirere. Såh… indtil videre får bloggen lov at leve 🙂

Der har dog været stille en rum tid. Det skyldes at jeg har kastet mig over et andet skriveprojekt. Om det er noget der på et tidspunkt kommer frem i lyset, vil tiden vise. Indtil videre holder jeg det for mig selv.

Vinterferien står for døren, og ungerne glæder sig. Vi skal med toget til Sønderjylland for at besøge “Momo og Mofa”, og togturen syntes at være mindst lige så spændende som destinationen for de to små. Jeg glæder mig til nogle afslappende dage hos mine forældre, helt i børnenes tegn!

Årets rejseplaner er også så småt ved at være på plads. Jeg har en pigetur til Budapest i vente, mens Kristian smutter med gutterne til Portugal. Sidst i juni skal vi til Frankfurt hvor Kristian skal lave sin 4. Ironman. Vi skulle have været afsted med et vennepar, som hoppede fra. Så nu bliver det bare ham og jeg. Ironman og personlig hepper. Jeg har sagt, at det har bare at gå godt denne gang – for jeg vil altså have champagne om aftenen – og jeg drikker det ikke alene!!!

Vi skal på camping med ungerne, både en weekend i juni, hvor vi er 5 par der tager afsted og bor i hytter, men også nogle dage i sommerferien, hvor vi har lejet en campingvogn til en meget fordelagtig pris. Har en idé om at ungerne kommer til at elske begge dele. Det kan bestemt noget, at være en flok afsted, men det er også helt unikt at tage afsted kun os fire! Jeg tænker, det bliver et flash back til 80’erne, hvor jeg var afsted med mine forældre. Spillede spil i forteltet om aftenen, løb hen på legepladsen, grillede, og slumrede i campingvognen.

Jeg har givet Kristian en tur til Madrid i gave, da han blev 40. Hvornår vi skal afsted er endnu uvist. Ingen steder kommer vi, før vi har fået koordineret med den kære farmor. Men mon ikke vi kan overtale hende til at tage ungerne en weekend i September? Heldigvis plejer hun at være meget villig til at hjælpe os.

Så jo… der er mange gode ting i vente i 2019. I kan jo følge med, hvis I har lyst…

 

 

 

(Som altid – du efterlader en kommentar, hvis du trykker på overskriften, og scroller ned i bunden.)

(Som altid – du er velkommen til at dele)

 

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… shiit….

Efter 7 gode år kommer 7 dårlige… – eller et der omvendt…? Jeg ved det ikke – jeg ved bare, at vi har haft 7 gode år – og mere til… og det var som om det hele kulminerede på vores fantastiske tur til østen i første kvartal af 2018. Men det var også som om, vi opbrugte “lykke-kvoten” for 2018. For mens det var helt fantastisk at rejse rundt, opleve en masse spændende steder. Være sammen som familie, opleve den største kærlighed. Så var det også som om, at der i resten af 2018 ikke var så meget “lykke” at gøre godt med. 

Bevares – der har været gode øjeblikke, og vi holder stadig sammen som familie. Det bliver vi ved med. 

Men 2018 har været et andeledes år, som vi forhåbenligt lærer noget af, bliver klogere af. Klogere på, hvad det er, der gør os lykkelige. For vi kan jo ikke altid rejse verden rundt – lykken skulle gerne rejse rundt med os, uanet hvor vi er!

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at skabe tid til det, der for os, er vigtigst. Tid til de bedste venner, til den tætte familie. Til de oplevelser, der gør os stærke sammen.

Forhåbentlig bliver vi endnu bedre til at tackle de udfordringer der dræner os, og endnu bedre til at finde energi andetsteds. 

Jeg sender en kærlig tanke til de familiemedlemmer, som gang på gang er der for os, og redder vores hverdag, fra ikke at falde sammen. Tak.

Vi har besøgt det mest fantastiske steder i 2018. De smukkeste strande, flotteste scenerier. Spist fremmed mad og talt med kulturer langt fra vores. Foruden østen, har vi været i Spanien, Lanzarote og Calella, i Italien, Bologna og besøgt nogle lækre spasteder i det sydlige sverige. 

“Hvordan får I råd” spurgte en veninde mig… Ja, det er et godt spørgsmål. Måske vi prioriterer anderledes end andre, kører rundt i en gammel spand af en bil mv. Jeg ved det ikke. Men… kan også godt afsløre – at vi ikke kører på samme store klinge i 2019 – desværre. Nu skal der lige fyldes lidt op i (penge)depoterne.

Vi sluttede 2018 af med en masse sygdom, snot og hoste, af flere omgange. Ebbe og jeg lå med feber op mod jul, som vi holdt alene bare os fire. En anderledes aften, som gik rigtig fint, med plads til alle, og godt humør. Næste år vil vi gerne have gæster, det er nu alligevel hyggeligst, men det blev en rolig og stille jul, og det var det vigtigste. 

Vi skulle have haft gæster til nytår, men har måtte aflyse. Otto og jeg slutter året af med en omgang feber – specielt Otto er hårdt ramt.

Såh… årets afslutning opsummerer meget godt følelsen for 2018; 2019 kan kun blive bedre. 

Jeg tror ikke på, at der er 7 (6 resterende) dårlige år til os. Jeg tror på, at vi slutter på bunden, i år, med sygdom på årets sidste dag, hvor vi sikker alle sover inden midnat – for første gang nogensinde. Jeg tror på, at det vender i starten af 2019 og der er lykke nok til at blive fordelt jævnt over hele 2019. Lykke er noget man skaber – omend nogengange med lidt hjælp udefra – og det er jeg sikker på, lykkes for os i 2019.

Til alle jer derude. Jeg ønsker jer den bedste nytårsaften; må I alle blive pattestive, og have hovedpine i morgen, så I kan mærke at I lever. – Og må I få det skønneste 2019 med masser af kærlighed og glæde.

Stort kram herfra

 

(Sapa – NordVietnam)

Om den der følelse i kroppen, jeg ikke kan glemme…

Just when you think it cant get any faster

It speeds up…

Just when you think it cant get any bigger

It starts growing like it’s never gonna stop…

Just when you think you got it all 

Suddenly its not enough…

You think you know, how It all goes

Well, you’re not even close…

Sådan synger Tina Dickow på sin nye plade Fastland. 

Min mor og jeg hørte sangene i Bremen Teater, hvor Tina Dickow fortalte om, hvordan sangene havde fået liv, og hvordan processen havde været. 

Vi fik en cd med i billetprisen, og nu hører jeg sangene de fleste dage, når jeg kører til og fra job. 

Omkvædet lyder som ovenfor, og minder mig gang på gang, om det liv som vi lever. Hvor al ting går så stærkt. Med børnene. Med jobs. Med alt det praktiske som hele tiden skal ordnes. 

Året der kom og gik. Nu handles der igen kalendergaver og laves julegavelister. Om lidt fyrer vi raketter af – på årets sidste dag. Man siger at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan jeg slet ikke overskue, for allerede nu, kan jeg ikke følge med. 

Men omkvædet får også mine tanker til at tænke på noget andet. …”Just when you think you got it all, suddenly its not enough…”

Den der følelse af at have det hele – og alligevel ikke være helt tilfreds. For jeg har det hele. Nogle skønne børn, en dejlig mand, et godt job, helbred og gode venner. 

Og alligevel… så har jeg en længsel. En længsel efter den følelse jeg havde i januar, februar, marts. Vi rejste i Asien i 3 måneder; Hong Kong, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Singapore. Men det er ikke så meget de forskellige spændende destinationer. Det er mere tiden. Tiden med dem jeg elsker mest. Roen til bare at være. At være sammen, uden formål, uden krav, uden stress, uden pligter. 24/7. Hver dag, hver nat. Den der følelse af frihed og kærlighed. Hold nu k••• hvor jeg savner det. Bare os 4 på tur!!!

For hvor var det bare nemt og ukompliceret. Et helt andet liv sammenlignet med det vi har herhjemme. 

Men hvordan tager man roen fra rejsen, kvalitetstiden, og inkorporerer det i den hverdag vi nu engang lever i. Ja, det har jeg åbenbart ikke helt fundet ud af endnu… men mon ikke det lykkes en dag?!

I mellemtiden, må jeg leve med de korte åndehuller som vi kan skabe os. For det kan vi heldigvis. 

På torsdag flyver Kristian og jeg til Bologna i Norditalien. Vi har tre dage, kun i hinandens selskab. Den står på risotto, ossobuco, rødvin, traveture, kultur, gode snakke og seightseeing. Måske vi krydrer det med lidt nærvær og kærlighed. Det bliver intet mindre end fantastisk. 

I kan glæde jer til en masse fantastiske billeder, og forhåbentlig lidt inspiration, hvis I også kunne fristes til at trække stikket! 

I morgen trækker jeg stikket…!

Hamsterhjul… nej tak… og alligevel føles hverdagen sådan ind i mellem. Hold op jeg synes der er pres på. Med ungerne på 3 og 6. Skoleopstart, der fortsat trækker tænder ud for storebror. Møder med lærere, sundhedsplejerske, forældremøder. Legeaftaler, forældrearrangementer. Lillebror i børnehave, gymnastik, svømmehal.
Aflevering og afhentning, madlavning. Tid til træning. Nåh ja – og arbejde – det skal der faktisk også være tid til…

Om mindre end 14 dage, skal Kristian lave sin 3. Ironman. I Calella. Fokus ligger på den sidste træning, at komme helt på plads. At få den nye cykel til at spille maks.

Det bliver spændende, om det hele kommer til at gå op i en højere enhed. Forhåbentlig er vejret godt, bølgerne små og vinden ikke-eksisterende. Vi håber skulderen ikke gør ondt, at cyklen bare drøner derudaf, så der er masser af overskud på løbet.

Når racet er gennemført skal det fejres med vin og god mad. Måske ikke samme aften, men i hvert fald dagen efter…

13 dage er der til… 10 dage til Jim og Kristian flyver til Spanien. 12 dage til Anette og jeg følger efter. 12 dage mere i Hamsterhjulet, med den sidste intensive træning, børn og work.

Eller faktisk ikke helt. For i morgen trækker jeg stikket… i hvert fald for en stund.
Jeg har nemlig en aftale med en veninde. Skal hente hente ved metroen på Amager over middag, inden vi kører til Sverige. Den står på spa, god mad og vin… migtid. Venindetid. Halleluja!!!

Hvordan trækker I stikket i en travl hverdag?

So long…

Om housewarming og Netflix…

Det er søndag og jeg er ramt!

Housewarming i Virum igår. Halleluja. Masser af sjove mennesker. Venner. De bedste. Vin. Drinks. Pizza. Musik. Sad under pavillonen på terrassen. Det regnede. Vi havde tæpper om benene. Spillede snyd og Meyer. Terninger. Shots. Rabarbergin. Dansede i stuen. Grinte. Havde lange fuldemandsamtaler, som alle parter sikkert kun husker halvt i dag. Heldigvis. Kom alt for sent i seng.

En stor fornøjelse.

Der her været ro på herhjemme hele dagen. Ungerne har bare sumpet rundt. Leget. Hygget. Slappet. Stort set ingen konflikter, og masser af selvstændighed. Helt fantastisk for de trætte forældre, der ikke var særligt overskudsagtige.

Jeg så de sidste afsnit af sæson 7 af Homeland. Spænding til det sidste. Og nu, den der tomme følelse i kroppen, jeg får, når jeg har afsluttet en serie. Man har fulgt karaktererne så længe. Carrie. Saul. Peter. Levet sig helt ind i deres verden af konspirationsteorier, hemmelige møder og uigennemskuelige agendaer. Og så er det slut. Jeg tænker det hele igennem igen og igen, for at lave min egen afslutning… sådan gik det nok med ham… og hun gjorde nok sådan efterfølgende… men hvad mon med ham den anden… hahah… ja, det kan der godt gå en dag eller to med.

Så kommer det store spørgsmål… hvad skal jeg se nu? Der er så meget at vælge i mellem. For selvom man ikke tror, det kan erstatte, det man lige har været igennem… ja, så venter der nye spændende dramaer, og mon ikke, jeg endnu engang bliver helt opslugt af en eller anden ny fortælling.

Mit pulsur afslører at jeg nærmest ikke har bevæget mig hele dagen. At pulsen ikke har bevæget sig over 79.

Men… Jeg har meldt mig til Copenhagen Half [halvmarathon]. Det har jo været under opsejling længe, men nu er billetten i hus, så må vi bare håbe, at løbeformen kommer helt på plads. Synes der er lang vej igen. Jeg følger løbeplanen og håber på det bedste. Der er 3 uger til…

Kl. nærmer sig 21. Det er tid til at gå i seng. Mon ikke der venter en omgang 2. dags tømmermænd i morgen 🙈.

Godnat derude!

Sensommervisen – efteråret er på vej…

Æbler lyser rødt på træernes grene
Høsten går ind
Går igennem skoven ganske alene
Stille i sind

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

Sommerbrisen danner krusning på søen
Mystisk og sort
Stæreflokken svæver højt over øen
Snart tager tager de bort

Duft af brænderøg blandt brunlige bregner
Blåsorte bær
Stille summen mellem blade som blegner
Aftenen er nær

Modne rønnebær bag dybgrønne grene
Rødt titter frem
Går igennem skoven ganske alene
Nu må jeg hjem

Gyldne farver og sensommer brise
Fylder hjertet med vemodig musik
Går og nynner en sensommer vise
Fjernt fra byens larmende trafik

[Sensommervise. Musik &Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen]

 

De store børn på Margretheskolen, sang Sensommervisen til dagens morgensamling. Jeg har hørt den før, og alligevel var det som om, jeg hørte den for første gang i dag. Eller også gjorde den bare ekstra indtryk på mig lige i dag.

Går igennem skoven ganske alene, stille i sind...” som var det mig de sang om, da jeg igår gik en tur alene. Lidt vemodig. For at få luft i hovedet og styr på tankerne. Ud over markerne, ind gennem skoven. Vi bor et skønt sted.

Efter en dejlig weekend, hvor der var masser af fritid og hygge, er hverdagen for alvor sat ind. Mandag var der skolestart for vores store følsomme dreng, der syntes det var lidt svært med de mange mennesker, og alt det nye der nu sker.

Med den nye hverdag, følger der også bekymringer for en mor som mig. Hvordan skal det gå, kommer han til at trives? Bliver han glad for det hele?
Ja, de bliver større og man skal lære at give slip. Men der er også dage, hvor man synes, at børn på 6 år, stadig er en meget lille størrelse.

Sommeren går på hæld, og i disse dage med regn og skyer, føles det allerede som om efteråret har overtaget. Ebbe samler kastanjer, og hos Otto i børnehaven får børnene termobukser og gummistøvler på.

Ja, vi kan hurtigt nok glemme hvilken fantastisk sommer, vi lige har haft.

Heldigvis har vi en masse dejlige ting og oplevelser planlagt i efteråret, og jeg glæder mig faktisk også til, at det bliver lidt tidligere mørkt om aftenen, så vi kan tænde stearinlysene i vinduerne.

Kristian har vundet en tur med DFDS-færgen til Oslo. Så den skal vi finde plads til ind i mellem alt det andet gode, der er i kalenderen; Sverige, Barcelona, Bologna… Er sikker på, at ungerne vil synes det er sjovt at komme ud og sejle og sove i kahyt. Heldige os.

Ja, sensommeren kan bare komme an. Jeg er klar. Vi er klar. Kom.

Har I mon nogle spændende efterårsplaner?

 

Udestuen – mit yndlingssted…

Jeg ligger på halvandenmandssengen i udestuen.

Alene.

Kristian er ude og løbe en aftentur. Jeg nyder roen efter en lang dag på job og aftenræs med ungerne.

Det er et par dage siden, vi flyttede dyner og puder ud på sengen i udestuen. Normalt bruges den som sofa, eller hyggehjørne for drengene, men nu sover vi på den. Med vinduer og døre åbne, så vi får så meget luft ind som muligt i sommerheden. Skønt!

Jeg elsker at ligge i udestuen, elsker lyset der kommer ind fra alle sider og vinkler. Som at være udenfor i haven, men alligvel inde i læ og varme.

Denne sommer kan man ikke være i udestuen i dagtimerne, den bliver 40-50 grader, når solen er på hele dagen. Men normalt, så kan jeg sidde i den om eftermiddagen, først på aftenen, når det er køligt udenfor, men solen har varmet den op i løbet af dagen.

Så sidder jeg i sofaen, helst alene. Kigger ud i haven, nyder roen og lyset. Det er her jeg lader op, og tænker bedst. Når jeg bare får lov til, at sidde uforstyrret.

Vi er startet op efter ferie. Kristian og jeg startede op på job i mandags, mens ungerne ventede til onsdag.

På mandag skal Ebbe starte i skole, 0b, med alt hvad det indeholder. Han er utroligt spændt, men også meget nervøs. Han er en følsom dreng, der gerne skal forberede sig på al ting, og gerne vil have kontrol over hvad der skal ske. Det er ikke nemt at skulle starte på noget nyt og anderledes. Vi prøver at snakke meget om det hele, og støtte og guide. Puh, det bliver spændende. Han har været ude og købe en skoletaske. En flot en, med fodbold på. Meget stolt er han. Den har mange rum, plads til det hele. Det skal nok gå alt sammen.

Otto er allerede godt faldet til i børnehaven igen. Han er altid happy-go-lucky. Ikke så meget ballade med ham. Altid glad, nogle gange fræk. Lige som det skal være.

Weekenden står for døren. En skøn en af slagsen. I morgen henter jeg Kristian inde på job. Vi skal spise et “anderledes” sted. Mere ved han ikke, og mere får I ikke at vide. Men jeg lover billeder, hvis nogen mangler lidt inspiration, til en aften ude, i løbet af august måned.

Ungerne skal sove hos farmor, så dem henter jeg, når jeg har løbet en tur lørdag morgen. Vi skal hygge det meste af dagen. Men om eftermiddagen forlader jeg familien, for endu engang at drage mod København. Vi er fem tøser, der skal mødes på Ofelia Plads. Håber på lidt sol, for vi har kold hvidvin med. Sol og hvidvin passer unægteligt godt sammen. Senere skal vi ud og spise. Er sikker på, at det bliver ganske lystigt. Måske der ryger nogle sjove billeder på Instagram?!

Nu vil jeg tænde for Netflix – er nået til 5. sæson af “Homeland” – stadig en varm anbefaling herfra.

God weekend allesammen – mon I skal noget sjovt?

Om endnu en tropenat…

Jeg sidder i mørket inde ved Otto. Kl. er 23.42. Han hoster og hoster. I søvne. Lytter til ham, vil sikre mig det ikke er falsk strubehoste, som begge unger tidligere har haft. Kan alligevel ikke sove for varmen, så det gør ikke noget. Vinduet står helt åbent, og jeg nyder den kolde luft efter en lang og varm dag.

Det er en mærkelig sommer. Med al den varme. Dejligt, men også meget atypisk i Danmark, hvor vi normalt klager over for meget vind, regn og skyer hen over sommeren.

Vi er slet ikke gearede til det. Vi er vant til at rejse ud, for at søge varmen. Så holder vi ferie samtidigt. Lægger os i skyggen eller dypper tæerne i poolen. Det er anderledes når man lever i det, går på arbejde i varmen, sover i den.

De udenlandske turister klager på de danske hoteller. Hvor er aircondition? En efterspørgsel mange nok ikke havde set komme…

Da vi rejste rundt Østen, var der selvfølgelig lækkert varmt hele vejen rundt. Men der hvor jeg husker varmen aller mest, var I Kuala Lumpur. Sådan en rigtig storbyvarme. Over 35 grader. Vi gik ned i den store KLCC park, og var gennemblødte af sved inden vi nåede frem. Ungerne ville [forståeligt nok] kun løbe rundt i underbukser. Desværre havde vi andre ikke samme mulighed.
Kan huske Kristian hang sin undertrøje til tørre i solen, bare for et øjeblik. Men parkbetjenten kom, hun havde øjne overalt. Ingen bar overkrop i parken!! På med den gennemblødte undertrøje igen!

De havde et kæmpe stort soppebassin – kun for børn. Også det værnede parkbetjenten [faktisk var der flere] meget om. Man måtte kun være ved bassinet, hvis man havde børn. Man måtte på ingen måder nærme sig, eller stikke fødderne i, hvis man ikke havde medbragt nogle små poder.
Det havde vi heldigvis, så tæerne kunne blive afkølet i den varme park.

På trods af varmen, synes jeg at Kuala Lumpur er en af de mest spændende storbyer jeg har været i. Masser af store shoppingcentre. Lækre restauranter. Meget internationalt. Der blev ekspanderet alle steder, opført nye kæmpe store hoteller. En rivende udvikling. Masser af seværdigheder. Specielt den store fuglepark gjorde indtryk.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Kuala Lumpur – gerne krydret med en tur til Perhenthian og Tioman Islands. Det gode er, at man sagtens kan rejse derned når det er sommer herhjemme, og altså ikke kun om vinteren. Det bliver en fordel, når vi lige om lidt har et skolebarn!

Har du mon været i Malaysia? I så fald, hvor var det bedste sted du har været?

Nå, Otto er stoppet med at hoste… tror jeg lister i seng. I morgen siger løbeplanen, at jeg skal ud og løbe ti km. Jeg er ikke et morgenmenneske, slet ikke I disse dage, hvor jeg ikke kan sove om aftenen… men jeg må hellere se, om jeg kan komme tidligt afsted, så varmen ikke er helt ulidelig…

Sov godt derude.

 

I får lige et par billeder fra fantastiske Kuala Lumpur…

Om uro…

Jeg sidder på terrassen. Her er hot hot hot. Det har været en forrygende sommer i Danmark. Solen har skinnet, siden Maj. Det har været skønt!!

Ebbe havde en legekammerat på besøg til formiddag. Søde Valdemar. Kristian var ude og træne. Mellem børn, lege, madder og hygge, lykkedes det mig at få klippet det meste af hækken på langsiden af huset. Så er der det mindre, der skal klares i ferien.

Vi har nemlig ferie igen i uge 31. Det bliver dejligt. Vi skal holde ferie hjemme. Mine forældre kommer over. Der skal slappes af, vi skal til København, og ud og spise. Ungerne skal have nattøj på det meste af dagen, og hvis vejret fortsætter så dejligt, så skal vi have en masse sol.

Det er dejligt at holde ferie i udlandet, men det er også dejligt med afslapningstimer herhjemme. Få ordnet haven og andet praktisk. Grille pølser. Lege med vand. Børnene nyder, når det hele foregår i roligt tempo uden deadlines.

Jeg glæder mig til uge 31.

Jeg har dog også en uro i kroppen.
Den har været der siden, vi kom hjem fra den lange rejse. Måske er det fordi man var vant til at der skete noget hele tiden. Måske var det den samhørighed jeg havde med familien, der er svær at slippe, her i den virkelige verden. Jeg ved det ikke. Men jeg har uro i kroppen.

En udlængsel. Både til at rejse. Men også til at opleve. Til at være mere sammen.

Kigger rigtig meget på Momondo i disse dage. På rejser til vinterferien. Synes priserne til Thailand er dyre, så har tænkt udenfor boksen; Kenya, Mombasa, Indien, Sri Lanka, Dubai, Miami. Er åben for alt. Bare det ikke koster en formue, nu hvor Ebbe starter i skole, og vi derfor skal rejse henover vinterferien. Nogle gode bud?

Har også kigget på flybilletter til efteråret. Kristian og jeg har lokket farmor til at passe ungerne i november, så vi kan komme alene afsted [Halleluja]… oprindeligt var planen Budapest, som jeg har hørt forfærdeligt meget godt om. Men vi syntes ikke rigtig flytiderne passede. Vi er lidt “kræsne”, når vi skal alene afsted, for det skal passe ind med at aflevere/hente unger mv.
Jeg søgte vidt og bredt… og nu har vi booket billetter til Bologna i Italien. Der har vi aldrig været. 1200 kr. for os begge tur/retur. Det er da et fund… så skal jeg bare have booket et lækkert hotel, inden der er dømt kærestetid, risotto og Amarone.

Men det er svært med den udlængselsfølelse. Uroen.

Jeg har booket restauranter, arrangeret tøseaftener, købt koncertbilletter og aftalt spatur. Hahah… Det bliver vist et dyrt efterår!! Men forhåbentlig også et begivenhedsrigt. Så uroen forsvinder.

Eller måske lander jeg igen, og finder roen i den hverdag, som vi har nu, og altid har været glade for. Det ville være dejligt.

Lige nu vil jeg nyde stilheden i haven og solen lidt endnu. I eftermiddag står den på VM-finale med gode venner. Vi skal grille og se bold. Formodentlig leger ungerne, jeg styrer grillen. Mændenes får en kold øl, damerne lidt lækker hvidvin. Det bliver super godt. Mon ikke, jeg glemmer uroen for en stund… 💛